I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3481Visninger
AA

9. Where is she?

"Caitlin.. jeg er forhelvede forelsket i dig. Håbløs forelsket." 

Sætningen kørte rundt i mit hoved, og jeg måtte lige bruge nogle sekundter inden det virkelig gik op for mig, hvad det var han sagde. Han var forelsket i mig. Mig. Ingen andre, men lige præcis mig.

Og hvad fuck i alt helvede mener han med håbløs forelsket?

Hans hoved var begravet i hans hænder, men han udbrød lave hulk nogle par gange. Jeg sad bare der, helt lammet, mundlam og ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg hader at se ham sådan, det gør mig så trist - og det gør det jo ikke ligefrem bedre, når han er trist pga. mig. 

Uden at tænke det hele igennem, uden at svare ham eller noget rejste jeg mig fra sofaen. Tårrene pressede på, jeg løb hen mod døren, mens jeg kunne mærke hans blik på mig, men jeg ignorerede det. 

Jeg ved forhelvede ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg har kendt ham i to dage. To fucking dage, og han har allerede fået følelser for mig og omvendt. Det er så realtisktisk  det kan umuligt ske. Man kan altså umuligt få sådanne følelser for hinanden på så kort tid! Vi kender knap nok hinanden! 

Eller jo, det gør vi - han er ihvertfald dem af drengene som ved mest om mig. Han er den eneste jeg har fortalt noget om dem. Men stadig. 

"Hej Caitl-.. Wow, hvad sker der?" lød det bekymret fra Zayn, som fik øje på mig. Jeg bed mig bare i læben og smækkede døren i og begyndte at løbe. Løbe hjem, til den lille følelsesløse kolde hytte. 

Væk fra mine bedstevenner, væk fra nutella, væk fra varmen, væk fra trygheden. 

Mit hjerte pumpede som en sindssyg, da jeg løb forbi skolen, hvor de havde time, gennem gaderne hvor jeg mærkede folks undrende blikke fra mig, men jeg forstod dem godt - sådan ville jeg også havde reageret hvis en grædefærdig tøs løb igennem gaden ligepludselig. 

Men hvorfor græder jeg? 

Hvorfor løber jeg og gør det hele værre? 

Hvorfor .. ? 

Jeg ødelægger det hele for mig selv - men jeg kan ikke mere. 

Jeg elsker de drenge højt, jeg er forelsket i en af dem, men jeg fortjener ikke deres kærlighed. Jeg fortjener ikke enhver nydelse overhovedet. Jeg er ikke i stand til at elske nogle personer igen - jeg er bange for de vil forlade mig .. præcis som min familie. 

Og det vil de. 

Om 3 dage vil de forlade mig. Jeg vil aldrig se dem igen overhovedet. 

Derfor er det her det bedste af gøre. Hvis jeg løber hjem vil de aldrig kunne finde mig. Men de skal bare glemme mig, fordi jeg er ikke noget særligt, jeg er bare en irreterende tøs som ikke tænker sig om. Og Harry han kan finde bedre end mig

Det hele er bare.. Ja. 

Efter at havde løbet i omkring de 10 minutter, så jeg mit 'hus' for mig. Jeg begyndte at gå langsommer derhen. Pludselig stoppede jeg op, da en helt genial idé gled gennem mit hoved.

 

Harrys synsvinkel: 

At fortælle hende sandheden var helt befriende. Men det gjorde det ikke ligefrem bedre da hun valgte at bare løbe sin vej. Hun kan være alle steder, vi kan umuligt finde hende igen. Men jeg vil gøre et forsøg, fordi jeg har fundet hende før - så hvorfor kunne jeg ikke gøre det igen? 

Jeg savner hende - allerede nu kan jeg mærke hun ikke er her. 

Jeg er håbløs forelsket i verdens smukkeste pige.

"Hey Harry! Hvad sker der?" uden at svare Liam havde jeg rejst mig fra sofaen. "Vi skal finde hende." sagde jeg bestemt og gik hen for at tage mine sko på. 

"Harry forhelvede!" vrissede Louis pludselig, "hvad har du gjort?!" 

"Jeg har fortalt hende sandheden Louis! Jeg fortalte hende at jeg var forelsket i hende, men det kender du jo alt til. Ikke sandt?" Jeg sendte ham et dræberblik, mens jeg tog mine sko på. 

"Hvad snakker du om?" spurgte han forvirret. 

"Ja dig og Caitlin." sukkede jeg. Han kan ligeså godt droppe at spille dum.

"Tror du der er noget mellem os?" spurgte han forvirret og løftede det ene bryn.

Stop dig selv Louis, jeg gider ikke det der pis. Jeg nikkede langsomt og rejste mig op. 

"Der er ikke noget mellem os Harry. Hvem tror du seriøst jeg er? Jeg ved du er forelsket i hende, og jeg er altså ikke sådan en pers-" 

"Okay, det flot Louis, du er tilgivet og alt shitet, men vi skal finde hende og det er nu!" sagde jeg hurtigt og hoppede ud af bussen, med Zayn og Niall i hælende. "Vi deler os, Liam bliv her hvis hun kommer tilbage. Zayn og Niall, kom." 

Jeg forventede ikke et svar fra dem, begyndte bare at løbe ind til byen med de to drenge i hælende. Så nemt kan hun ikke slippe fra mig. 

Caitlins synsvinkel: 

Det føles rart, det føles perfekt. Som om alle problemerne bare bare forsvinder med smerten. Jeg skar en grimasse af smerte, men ingen tvivl om at jeg nød det. Jeg nød smerten, som jeg fortjente - jeg nød at se blodet strømme ud af mit håndled. 

Jeg lod kniven glide hen over håndledet, så det efterlod en flod af blod og smerte. Jeg smilede for mig selv, selvom jeg bed mig hårdt i kinden for ikke at skrige. Jeg fortjener det her - så meget. 

Jeg udbrød et hulk da det egentlig gik op for mig, hvad fanden jeg har gang i. Jeg sidder og skærer i mig selv for at føle smerten. Hvor dumt er det ikke lige? Jeg ødelægger mit håndled fuldstendig. Men.. who cares? Ingen. 

Ingen tænker på mig - ingen bekymre sig for mig. 

Jeg er bare en helt ligegyldig pige, som alle er ligeglade med. Ingen tvivl. 

Men jeg ville aldrig gå så langt at tage mit eget liv, så svag er jeg ikke. Jeg ville ikke gøre noget som mindede mig om min søster - aldrig. For sådan er jeg bare. 

Harrys synsvinkel: 

"Harry, vi finder hende jo aldrig.." lød det bag mig. Jeg stoppede op og kiggede igen til siderne. Folk gloede på os, nogle smilede og vinkede, men de blev bare gengældt af nogle dræberblikke ihvertfald fra mig - jeg kan umuligt være glad. 

"Vi må hellere se at komme tilbage til bussen, inden det bl-" 

"Tænker i slet ikke på hende?!" vrissede jeg højt, "hun sidder sikkert et eller andet sted og fryser ihjel eller sådan noget pis! Hun er jeres veninde forhelvede, hvorfor fuck er ikke bekymret for hende?!" 

"Harry, vi er beky-" 

"Hold jeres kæft med det pis." vrissede jeg. 

"Harry, kom så." sagde Zayn hårdt og lagde en hånd på min skulder som han klemte. "Måske er hun gået tilbage til bussen?" forslog Niall. 

Jeg rystede på hovedet, selvfølgelig var hun ikke det. Hun sad et eller andet sted og havde det af lort. Hun forlod mig med tåre i øjnene, og jeg skal nå at stoppe hende inden hun beslutter sig for at synke alt for lavt. Ligesom hendes søster gjorde. 

Jeg vil ikke miste hende forhelvede! 

"Harry!" råbte Zayn og tog fat i mit håndled, "nu kommer du kræftemne med tilbage!" 

Jeg sukkede højt. Idioter, kan de ikke fatte jeg skal finde hende?! 

Jeg blev trukket tilbage til bussen af Zayns hårde greb, selvom jeg prøvede at vride mig løs, lykkes det ikke. Jeg var ikke stærk nok, jeg var svag uden hende. Jeg skal bare finde hende - hurtigst muligt. 

Jeg gider ikke høre på alt det der; Amen du har kun kendt hende i 2 dage, du kan da umuligt elske hende så højt - det er umuligt, det er bare noget du bilder dig selv ind. 

Ja hold jeres fucking kæft - jeg elsker hende! Og det gør jeg virkelig! Hun er min bedsteveninde forhelvede! 

"Godt i kom tilbage inden det blev mørkt," lød det fra Liam, da vi var kommet ind i bussen. 

"Er h-" Mit blik gled rundt i bussen, men ingen smukhed var i min synsvinkel, så jeg stoppede mig selv i sætningen. Jeg sukkede lydløst og blev stående. "Kom nu, slap af Harry, se en film eller sådan noget." lød det fra Louis som havde sat en DVD i tvet. 

Slappe af?! 

Hvordan fanden kan de bede mig om at slappe af?!

Hun er derude et sted og jeg skal bare finde hende hurtigst som muligt forhelvede! 

"Hey Harry," uden jeg havde lagt mærke til det havde Liam kommet op og stillet sig ved siden af mig. Han lagde en hånd på min skulder og kiggede mig alvorligt i øjnene, "Tænk på at hun jo skal i skole i morgen og.." 

Hans stemme gled længere og længere væk, da det faktisk gik op for mig at hun skulle i skole imorgen. Hun havde engang fortalt at hun ikke var typen der pjækkede af sin egen vilje - så hun vil være i skole imorgen. 

Og ingen fucking tvivl om jeg lige skal besøge skolen imorgen. 


******

Håber i er tilfreds med kapitlet, wow, tror aldrig jeg har skrevet et kapitel så hurtigt. Haha ;) x
Nåede faktisk at skrive den inden jeg skulle spise xD 
HUSK OG LIKE OG KOMMENTER

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...