I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3490Visninger
AA

16. What is everything?

"Jeg.. kan ikke forklare det Harry. Kan du ikke bare lade det ligge?" mumlede jeg irriteret. 

"Det kan jeg sgu da ikke Caitlin! Jeg er pisse bekymret forhelvede, hvordan ville du have det, hvis du fandt mig igang med at skære en fucking kniv ind i dig selv?!" vrissede han, hvilket gjorde mig en smule utryg. 

Han havde forandret sig siden sidst. 

"Hvis jeg er til så meget besvær, så skulle jeg aldrig havde taget med!" råbte jeg og vriftede irriteret med armene. 

"Caitlin stop! Det va-" 

"Nej Harry! Du har jo tydeligvis forandret sig i det år!" vrissede jeg.

"Cait-" 

"Vil du være søde at sætte mig af?" sagde jeg lavt og kiggede ned i jorden. Han tøvede et øjeblik, mens jeg kunne mærke hans blik på mig. Efter nogle sekundter, tog jeg mig mod og kiggede op i hans øjne, som var helt røde. Åh gud.

"Harry..." sagde jeg lavt og tog hans ene hånd, "det var ikke meningen.. undskyld.. jeg ved ikke hvad der gik af mig.. undskyld." 

Han klemmede sine læber sammen, mens han nikkede. Jeg skævede kort, inden jeg flettede vores fingre sammen. "Undskyld skat. Undskyld." sagde jeg og nussede hans overhånd, men min tommelfinger. 

"Caitlin.." sagde han lavt og trak mig tættere på mig. "Jeg kan bare ikke lide at se dig sådan.. At vide hvad du har gjort ved dig selv." 

Det er faktisk ret akavet vi står ude på et badeværelse..

"Jeg gør det ikke mere," forsikrede jeg ham, mens jeg holdt øjenkontakten. 

Han nikkede langsomt, mens et smil gled over hans læber, "jeg elsker dig." 

"Jeg elsker også dig." 

 

***

 

Hvis jeg aldrig havde sat mig ude i gården, hvis jeg aldrig havde grædt, havde jeg sikkert sat nede i Gahna og hadet mig liv mere end noget andet. Jeg ville sikkert været fuldstendig ødelagt over mine forældre og søster.

Men gæt nu.. 

Harry Styles - som jeg har fået afvide af ham, hvad han hed, først drillede han og sagde Harry Wood, er han lige sød eller hvad? - har reddet mit liv. Trukket mig op fra bunden, frelst mit liv. Fået mig væk fra alle minderne omkring mine forældre, og er med mig til at starte et helt nyt liv - i London med ham. 

Jeg kan ikke være mere taknemmelig over alt det han har gjort for mig. Det er utrolig og jeg kan virkelig ikke fatte det her virkelig sker.

London. Jeg skal bo i fucking London med min skattebasse! Jeg skal væk fra Gahna, væk fra den kolde hytte - starte helt forfra, på en god måde. Jeg tror endelig jeg har kommet over mine forældre, fordi jeg skænker dem ikke særlig mange tanker, når jeg er sammen med Harry. 

Vi har det alt for sjov, til at jeg kan tænke triste tanker. 

Lige nu sad mig og Harry på en slags Café, som han havde forklaret mig et sted hvor man kunne bestille mad, hvilket var ret underligt. Hvorfor havde vi ikke sådan en nede i Gahna? Men han havde bestilt en sandwith til mig, hvilket jeg ikke rigtig vidste hvad var .. først da han spurgte hvad jeg skulle have, svarede jeg nutella, og det kunne kan åbenbart ikke få, hold kæft det var pinligt! 

Men da hende der pigen som tog imod bestillingerne var gået, var vi begge flade af grin. 

Men.. vi sidder faktisk på et skib. Eller vi sidder ikke på skibet, men vi er indeni den. Fordi man skal åbenbart seje fra Gahna til London, og det tog omkring 2 dage eller sådan noget. Ihvertfald har jeg aldrig nogensinde prøvet at være omkring så mange hvide personer. 

Der var en flok hvide piger, som havde skreget efter Harry, og han forklarede mig, det var fordi han var kendt og de gerne ville have et billede med ham, jeg aner ikke hvad fuck et billede var, men jeg nikkede bare og smilede.

Jeg følte mig dum. Jeg anede ikke hvad halvdelen omkring mig var. 

Og det var faktisk okay pinligt, men med Harry i mit selskab, skulle det nok gå. Hvor Liam var, det vidste jeg faktisk ikke. Måske nede i bussen, som holdt et eller andet sted på skibet, og der skulle vi faktisk sove nede, for ellers ville de blive generet af en masse fans havde de forklaret. Og igen havde jeg bare nikket, som om jeg forstod det hele. 

Jeg kommer nok aldrig til at vende mig til det her. 

"Caitlin, hey, er du okay?" spurgte Harry bekymret og lagde sin hånd ovenpå min, som lå på bordet. Jeg sendte ham bare et lidt falsk smil og nikkede. Han hoppede heldigvis på den og fjernede sin hånd, da pigen fra før kom gående ned med vores mad. 

Eller min mad, fordi Harry skulle bare have noget .. varm kakao .. hvad fanden er det? 

"Hvordan spiser jeg det her?" spurgte jeg akavet, da pigen var gået. Harry grinede sødt, og rejste sig op fra stolen. Han gik hen bag min stod og bukkede sig hen over mig. "Se her skat," hviskede han blidt i mit øre. Han tog mine arme og lagde den på hver side af det der brød der, og løftede mine hænder op. "Løft den op til munden og tag så en bid." 

Jeg nikkede og gjorde som han sagde, et bid tog jeg, et ordenligt stort bid, fordi den var altså okay høj af et brød at være. Heldigvis gik det okay godt og den smagte faktisk helt fantastisk.

Men ikke bedre end nutella. 

"Hvad synes du?" spurgte Harry og drak noget af sin kakao. Det var brunt, ligesom nutella. Måske var det nutella? Bare drikkeligtnutella? 

"Om hvad?" spurgte jeg med munden fuldt af mad, hvilket fik Harry til at smile okay sødt, så en varm fornemmelse kørte gennem mig. 

"Det hele.. Kan du lide det?" spurgte han og hentydede til det hele - sjovt nok.

"Det er anderledes, jeg skal nok lige vende mig til det." indrømmede jeg, "også skal jeg lære hvad halvdelen af alting der er omkring mig er." tilføjede jeg efter lidt tid. Hvilket fik Harry til at grine.

"Det skal jeg nok hjælpe dig med, babe." sagde han og smilede. 

Jeg sendte ham et taknemmeligt smil og sendte ham et luftkys, som han fangede og puttede ned i lommen. Hvad sker der for det? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...