I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3525Visninger
AA

8. Truths

 

***

Tre fucking timer har jeg sat og gloet på dem spille fodbold. Det er jo ikke ligefrem noget at råbe hurra for, fordi det var så fandes kedeligt. De lavede jo det samme hvergang; Zayn fik bolden fra Harry og scorede ved Niall, no joke, men sådan var det igen og igen og igen. Og det endte med der stod 34-0 til Zayns hold. Og det var Harrys ret muggen over. 

"Op med humøret Hazza!" grinede Zayn og slog ham på skulderen. Harry klukkede bare kort, noget siger man han er en dårlig taber, når det glæder spil eller sådan noget. Eller er det bare mig? 

"Det var altså heller ikke fair hold!" forsvarede Harry sig hurtigt og kiggede alvorligt på Zayn som bare fnøs af ham. 

"Hvad siger du?" spurgte Louis pludselig, "siger du jeg er en dårlig målmand?!"

"Louis, der gik 34.. Var det ikke 34 mål Caitlin?" - jeg nikkede bekræftende - "ind Louis."

Louis fnøs bare fornærmest og gik hen til mig. "Så stjæler jeg din pige Harry." Louis lagde en arm om min skulder og sendte mig et gigantisk smil, "hvad siger du til at gå en tur Caitlin?" 

Jeg nikkede bare og sendte ham et stort smil.

"Hey!" brokkede Harry sig og sendte Louis et surt blik, men Louis svarede bare med en grimasse, som Harry gengældte og sådan forsatte det i omkring tredje sekundter hvor de stod og lavede mærkelige grimasser til hinanden, som jeg fandt sjov, fordi jeg tog mig selv i at grine. Højt. 

"Ja, du kunne jo bare havde været flink Harry, nu stjæler jeg altså din lovergirl." Louis strammede grebet om mig.

Vent.. lovergirl? 

"Ikke fair," lød det fra Harry, men uden jeg kunne nå at sende ham et undrende blik, havde Louis trukket mig med ind i bussen. "Du kan bare låne Zayns sko, der ligner vidst i har ... oh.. Nej tag Nialls." Han sendte mig et kort smil, før han pegede ned på nogle sorte sko, som nok tilhørte Niall.

Sko.

Sådan nogle havde jeg aldrig gået i før. Aldrig. Jeg har aldrig ejet et par, eller faktisk prøvet at have nogle på før. I hele mit liv har jeg gået i bare tæer og derfor er de sådan ret klamme, men til mit held havde Louis eller de andre drenge ikke kommenteret på det. 

Jeg trak skoene på og kiggede undrede på Louis, som var igang med at binde sine sko med nogle snore. Sig mig, hvad har han gang i ?

"Nå, skal vi se at komme afsteeeeed?" spurgte han, da han endelig var færdig, jeg nikkede bare som svar og fangede hans hånd.

Han havde åbenbart valgt at vi skulle gå ned langs floden, hvilket nu også var hyggeligt nok. Jeg var tit hernede for at tænke det hele igennem og for at hente vand til.. ja. til min mund, når jeg var tørstig. 

Men vi gik hånd i hånd, ikke fordi der lå nogle følelser for det, men bare sådan venskabsnoget. Sådan havde jeg det ihvertfald, og sådan nok også med Louis, for hvis jeg ikke tager fejl, er det vidst noget med han har en kæreste. 

Kan bare ikke huske hvad hun hedder.

Melanie eller sådan noget. 

Nej det lyder forkert. 

Det starter slet ikke med M.. 

Hv-.. Ej, det kan også være ligemeget. 

Men akavet stilhed var der overhovedet ikke. Vi snakkede bare sådan lidt frem og tilbage, ikke om det mest spændende. Fodbold snakkede vi faktisk om, hvilket jeg overhovedet ikke fandt spændende. Så jeg nikkede bare på de rigtige tidspunkter. Hehe. 

Men lige nu lagde der en stilhed over os, men den var ikke akavet eller noget, nærmere behagelig. Fordi Louis stod og kiggede på en pige, som var igang med at tage noget vand op fra floden i sin krukke. Og det skal lige siges alt det vand ikke var rent. 

"Det er helt skrækkelig sådan noget," sagde han pludselig og bed sig i læben, "de kan ingengang få rent vand." 

"Det vand lever alle i byen af.." forklarede jeg. 

"Har du også drukket af det?" 

"Ja.." 

"Oh altså.." Hans øjne fangede mine. Han havde faktisk nogle smukke mørkeblå øjne af en slags, men ingen slår Harrys, undskyld, men det passer. 

Oh.. Harry.

"Louis?" spurgte jeg efter lidt stilhed, hvor vi begge havde stået og kigget på pigen, som var igang med at hælde vand op i krukken. 

"Ja?" 

"Hvad mente du med det der med Harry senere?" spurgte jeg forvirret, og jeg kunne se det også - eller han ikke forstod spørgsmålet. Hvilket jeg også forstod, men jeg kunne ikke finde ud af at formulere det til et rigtigt spørgsmål.

"Det der med.. Jeg var Harrys.. lovergirl?" 

"Oh.." grinede Louis og smilede som en sindssyg, "han er helt væk i dig." 

"Hvad?" 

"Du skulle bare vide Caitlin.." sagde han dramatisk, "du skulle bare vide.." 

 

***

 

Jeg havde faktisk ikke lyst til at tage tilbage til bussen, mest fordi Harry var der. Den var ond, men efter det Louis sagde, så var der bare blevet sat en masse tanker igang. 

Hvad mente han med Harry var helt væk i mig? Var det godt? Vi havde jo faktisk kun kendt hinanden i 2 dage, så der er .. sket meget hurtigt faktisk.

Og jeg havde heller aldrig troet, jeg kunne få så stærke følelser for en person så hurtigt. 

Og ja, du læste rigtigt. 

Der sker bare et eller andet indeni mig, når han er i nærheden, og det kan kun være noget unikt. Bare hver gang han rør ved mig, efterlader han brænede fornemmelser. Der må jo være et eller andet, men jeg kan ikke sætte finger på vores forhold. 

Men Louis og jeg var kommet tilbage til bussen efter en to timers lang dejlig gåtur hvor vi havde snakket som en sindssyg om alt nærmest. Han gjorde mig i så godt humør på en måde, og der er ingen tvivl om jeg kommer til at savne ham, når de tager afsted. 

Tanken om de faktisk tager afsted på et tidspunkt - 3 dage - giver mig sådan en dårlig mavefornemmelse, på så kort tid er de allerede blevet stemplet som mine nye bedstevenner. Det var helt utrolige, men de er alle bare helt vidunderlige på hver deres måde. 

"Hej i to!" råbte Zayn højt, da han fik øje på os. Vi nikkede bare og smilede som svar. 

"Det var på tide," sagde Liam, "vi skal bruge dig Louis." 

Han skar en grimasse, hvilket fik mig til at grine højt, igen. 

"Ellers er det ikke fair hold, kom nuuuuuu!" 

Noget siger mig de skal spille fodbold igen. Fedt fedt fedt. 

"Ja Harry den taber gider ikke være med og sidder bare og surmuler inde i bussen, soo we need you Louis!" råbte Zayn og sparkede bolden ind mod målet, som han rammede plet. 

"Det er i orden." svarede Louis og gav slip på min hånd, inden han smuttede over til de andre drenge, lavede han et lille nik hen mod bussen til mig. Som hentydning til at jeg skulle gå derind. 

Hvor Harry sad og surmulede. 

Og hvorfor gjorde han egentlig det? 

Jeg smilede bare, og begyndte at gå hen mod døren til bussen. At se dem spille fodbold var noget jeg mindst gad, så var der jo kun Harrys selskab tilbage, ikke fordi at jeg ikke gider at være sammen med ham, jeg var måske også liiidt nyggerig over hvorfor han var så trist, eller hvad han nu var. 

Derfor trak jeg ned i håndtaget og smuttede ind i bussen, hvor det første jeg fik øje på var mikroovenen, som Niall havde lært mig alt om den. Hvordan den fungerede og hvordan den kunne få majs til at poppe på magiskvis, så det blev til nogle hvide kugler, som smagte himmelsk.

Popcorn hed de. 

"Caitlin?" lød det hæst, hvilket fik mit blik slået væk fra mikroovenen, som jeg af en mærkelig grund havde stået og nedstirret totalt, og flakket over mod Harry, som sad i sofaen med en dyne over sig. "Hej Harry," sagde jeg og slog mig ned ved siden af ham, hvilket gav et lille sæt i ham. "Hva så?" 

Han mumlede et eller andet utydeligt og kiggede ned i jorden, eller ned i dynen. 

"Hvad?" spurgte jeg, eftersom jeg ikke forstod det han sagde. 

"Hvorfor er du ikke ude ved din drømmeprins, Louis som du jo ih og åh elsker så højt?" 

Hvad.. hvad fanden? 

"Hvad?" spurgte jeg forvirret. 

"Drop det der med at spille dum og forvirret Caitlin. Jeg spørgere hvorfor du ikke er ude ved din kæreste? Hva?" 

Kæreste.. Mig og Louis? 

"Hv-" 

Han afbrød mig med et hulk, hvilket hurtigt fik mig til at kigge ham i hans øjne, som var fulde af sorg, hvilket fik min mave til at vende sig fuldstendig. Tårende løb ned af hans kinder. 

"Harry?" jeg lagde en hånd på hans skulder, "hvad sker der?" 

Han kiggede først nogle sekundter overrasket på min hånd, men mødte sig mit blik igen. "Det er jo ikke just rart at se ens kærlighed sammen med en anden.. Kan du forstå det?" 

"Mig og Loui... Vent... hvad sagde du lige der?" 

"Caitlin.. jeg er forhelvede forelsket i dig. Håbløs forelsket." 


 

*********

10 likes for et nyt kapitel! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...