I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3360Visninger
AA

2. Strange feelings

 

Jeg fik stablet mig op på mine ben, mens jeg sukkede højlydt. Det med at stå tidligt op var ikke lige min kop te, selvom at jeg har gjort det hver morgen, men jeg blev aldrig van til det. Siden mine forældre 'forsvandt' - sådan fortrækker jeg at kalde det - er det sjovt nok mig der skal stå tidligt op for at pløje markerne.   

Alene, ingen hjælp fra ens søster. Hvis hun altså var her, og jeg ved det her lyder skræmmende og ulækkert men hun hænger faktisk stadig omme bag vores hus.   

Eller hus og hus kan man vel ikke kalde det. Nærmere en lille hytte, bemærk meget lille. Vi byggede det fra 7 år siden, og heldigvis holder det endnu. Til mit held har jeg i det mindste et sted at sove, da der altid går mennesker rundt omkring uden et hjælp.  

Det giver mig altid et stik i hjertet at se hvordan nogle folk egentlig har det. Jeg mener, i går så jeg et lille barn på omkring de 6 år ligge ude i en grøft og græde højlydt. Forældrene havde forladt den. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget, hjælpe barnet, men det kan jeg jo ikke.    Jeg kan ikke gøre noget for at være ærlig. Jeg er ikke til noget nytte. Mad har jeg intet af også har jeg faktisk ikke fået noget i rigtig lang tid - det er også vildt tydeligt på min krop. Mine ribben er alt for tydelige og jeg er nærmest en lang pind, men det er alle faktisk i min klasse.   

Sådan er mit liv bare.   

Et normalt menneske ville sikkert tage tøj på og gå ud i køkkenet for at tage morgenmad, men så så bare kald mig unormal. For mit tøj havde jeg allerede på - og det var nu også det eneste sæt jeg havde. Det var brunt og tyndt også var der efterhånden kommet mange huller i det, og det er blevet ret slidt. Men sådan er det jo.  

Med tunge skridt bevægede jeg mig ud af vores lille hytte. Solen skinnede som en sindssyg, men alligevel var det koldt om natten, det er også en af grundene til at jeg sover med tøj på, fordi dyner har vi ikke noget af.   

Jeg skulle i skole om en halv time, hvilket jeg ikke glædede mig til overhovedet. Det er bare endnu en røvsyg skoledag, hvor jeg kanteret bliver slået tilsidst, fordi jeg er for ukoncentreret. Siden mine forældre og søster forlod mig - i ved hvad jeg mener - har jeg ikke kunnet koncentreret mig så meget, og det er gået ud over mine skolegang.   

Jeg sukkede og gik hen mod markerne. 

 

***

 

  Da jeg endelig var færdig med markerne, havde plukket og revet det meste ukrudt op - er jeg på vej til skole, eller, jeg er på vej til mig og Annies mødested.   

Annie kan man vel nok kalde min bedsteveninde - jeg har fortalt hende en del bl.a det med mine forældre, men jeg har sagt at det bare var okay også har hun ikke gravet mere i det. Selvom det er løgn, en stor løgn.  

Det er ikke 'okay'. Jeg savner dem så ufattelig meget. Jeg føler mig så alene. Jeg er ikke stærk nok til at passe mig selv. Jeg ved godt jeg er 17 år, men jeg er altså ikke ret moden.   

Som altid sad Annie på en sten og ventede på mig. Hun var altid så præcis i tiden og det misundre jeg hende på.   

"Hej Annie!" sagde jeg glad og vinkede med hånden. Med et rejste hun sig op fra stenen, drejede rundt og sendte mig et stort smil. "Caitlin! Skynd dig! Vi kommer forsent."   

Oh fuck..    Så er der sgu dømt tæsk idag fra læren. Fedt, lige hvad jeg mangler. Kan allerede mærke det bliver en god dag - mærk ironien.   "Det er jeg altså ked af," mumlede jeg lavt, da jeg var kommet hel hen til hende. "Det er ligemeget," sagde hun med et smil. Hvis i ikke har regnet det ud, så smiler hun meget. Det er noget der altid er så rart ved hende, hun blomstre altid af dejligt humør.   

Selvom der var en smule frygt i hendes øjne, forstod jeg det godt. Sådan ville jeg nok også havde reageret hvis hun var med til at give mig tæsk. Selvfølgelig var hun jo også lidt selv udenom det, fordi hun kunne jo bare havde gået uden mig - men stadig er det super sødt hun ventede på mig, hvilket jeg var utrolig takensnemlig over.  

Da skolen var indenfor vores synsvinkel  begyndte vi begge automatisk at gå ret hurtigere. Skolen var ikke særlig stor, men dog større end mit 'hus'. Det var ikke alle børnede hernede som gik i skolen. Heldigvis havde mor og far betalt nogle få mønter for både mig og min søster kunne starte i skole.
   

Men eftersom min søster ikke længere er i blandt os, gav jeg hendes 'plads' til Annie, bare sådan helt tilfældigt. Og sådan startede vores venskab faktisk. Hun var yderst taknemmelig over jeg valgte hende og hun kunne starte i skole, og det kunne jeg ikke andet end at smile af.   Der var kun en klasse og en lære. Aldersgruppen var meget forskellig. Der var fra 8 årige til 19 årige. Men mig og Annie var den ældste, og derfor forventede vores lære meget mere af os. Men hver gang vi bare har en fejl eller svarer forkert får vi et slag på kinden. En knytnæve you know.   

Og det er derfor min ene kind er helt blå/lilla. Men hvad kan jeg gøre ved det? Kvinden er ældre end mig og vil mig bare det bedste, selvom det lyder så fucking idiotisk, når det er hende som slår mig.  

Og hvis i ikke allerede har opdaget det, er jeg vildt dårlig til at formulere mine tanker til sætningen og jeg tænker bare derud af. Jeg ved det, jeg ved det. Bare det er til at forstå, er det ok med mig.   

Jeg kiggede nervøst på Annie, da vi var nogle meter væk fra skolen. Hendes øjne lyste ud af frygt, som jeg forstod. Hun var faktisk den i klassen som var blevet mindst slået og prøvede alt for at undgå det.   

Jeps, vores lære slog også dem der var otte år. Det er forfærdeligt ikke? Meget ja, men jeg kan ikke gøre noget som helst ved det. Overhovedet. Som sagt ville jeg ønske jeg kunne hjælpe dem alle - alle dem der bor på gaderne, alle dem der går rundt nøgen. Jeg ville ønske jeg kunne give dem et hjem, varme og tøj. Men hvordan kunne jeg overhovedet give dem noget, som jeg ingengang selv har?   

Jeg løftede det ene bryn af forvirring, da mit blik landte på en stor dobbeltdækkerbus  som holdt foran skolen. "Hvad sker der?" spurgte jeg forvirret. Annie trak på skulderne og bed sig nervøst i læberne.   

"Skynd dig nu Caitlin!" Annie puffede mig blidt i ryggen og der opdagede jeg først, at jeg bare havde stået og gloet på bussen. Jeg sendte hende et svagt ret falsk smil og gik med hende ind på skolens grund, som langsomt fik mine mave til at sno sig sammen.   Skolen lignede faktisk bare alle andre hytter, selvom den var omringet af noget hegn og der var en slags port, så dem på otte år ikke smuttede ud, når vi havde den lille pause.   

Jeg tog en dyb indroning inden jeg med forsigtige træk løftede min hånd op for at banke på den slidte dør til skolen. Eller ja, til klassen kan man vel kalde det, eftersom der kun var en bygning. 
 

Der lød noget bag døren, som vi ikke rigtige kunne høre, så vi åbnede bare langsomt døren. "Caitlin? Annie?" lød det fra vores lære. Frk. Lund, som vi kaldte hende. Vi trådte langsomt ind i klasseværelset, mens vi kunne mærke alles blikke ligge på os.  

"Undskyld vi ko-" Jeg stoppede mig selv midt i sætningen, da jeg fik øje på fem drenge ved siden af Frøken. Fem hvide drenge. Hvem er de drenge? 

"Sæt jer ned på jeres plads!" beordre Frk. Lund med en overraskende venlig tone, til mit held fik vi intet slag, hvilket lige reddede min dag.    Jeg gik sammen med Annie ned og satte os på vores plads helt bagerst i lokalet. Det var nemlig de yngste som skulle sidde forrest også de ældste bagerst.   

"Som sagt har vi idag gæster," Frk. sendte os et ret utilfreds blik, da hun nok skulle gentage det hele, fordi vi ikke var kommet.    Mit blik gled over de fem drenge som stod og smilede rundt til os alle. Der var en sorthåret, en brunhåret, en anden brunhåret, en tredje brunhåret og en blond. Nogle hvide mennesker. Hvad laver de her?   

Men de havde tøj på - og nu mener jeg ikke sådan noget slidt beskidt tøj som vi går i, men noget fint og rent, som faktisk så ret dyrt ud. Hvad laver de dog hernede? 

"Det er One Direction, et kendt boyband."   

Boyband? Hvad er det?   

Og vent hvad.. Én retning? Hvad mener hun med det?   

"Nogle som synger, optræder og sådan noget. De kommer fra London."   

London.. Et sted jeg altid har ønsket at bo. Efter det min mor siger skulle det være et fantastisk sted, med venlige mennesker. Der skulle vidst være et stort smukt ur, som hed Big Ben og en masse smukke omgivelser. Vidunderligt.   

"Og de er på besøg hos os, for at se hvordan vi bor, har det og sådan."   

Et sus gik gennem min mave. Hvem havde dog lyst til at vælge og bo hernede frivilligt? Jeg mener.. se os lige! Milioner af tynde, beskildte mennesker som lever af kolort, bogstaveligtalt, når man kan bo hjemme i perfekte London?   

L.a.t.t.e.r.l.i.g.t   

"De skal bo hernede i 2 uger, hvor de også skal filme lidt til deres nye musikvideo." forsatte Frøken, mens vi alle lyttede intresseret med - eller ikke alle. For jeg gjorde ikke. Jeg var alt for koncenteret af at studere drengene. Mit blik gled over dem alle, men stoppede på en bestemt person.  

En dreng.   

Håhåh, mærkeligt nok.  

En dreng med brunt stort krøllet hår, som strittede helt perfekt ud til alle sider. Han stod og smilede, mens han nikkede hver gang Frøken sagde noget. Nok som om han bekræftede det var rigtigt eller noget.   

Der var et eller andet over ham, noget anderledes eller sådan noget. Den måde han stod og så rundt på os alle på, mens han bed sig i læben og hvis jeg ikke tager fejl var der nogle tåre der havde samlet sig i hans øje.   

Oh what? Var han ved at græde? Over hvad dog? Det her er normalt for os, vi kalder os normale hernede, så ved jeg ikke med dem.    Min mave sprang nærmest og jeg kunne mærke hårrenene på mine arme rejse sig, ikke fordi jeg frøs, men fordi ..   

Han sendte mig et svagt smil, mens han holdte øjenkontakten. Hurtigt gengældte jeg hans smil. Akavet, det her var virkelig akavet. Men på en måde føles det.. rart?   

Jeg prøvede virkelig at bryde øjenkontakten, men det var som limet sammen og til min forvirring fjernede eller knækkede han den heller ikke. Og det gjorde mig helt varm indeni.   

Holymotherfuckerfuckingshit, hvad sker der? 
 

______________________________________________________________

Så er min nyeste movella blevet skudt igang. Jeg håber rigtig meget i synes om det. 
Dog er jeg ikke helt tilfreds med kapitlet, men jeg håber rigtig meget i vil læse videre! Og like den gerne! - det vil gøre mig så glad. 
ogogogoogg, den er ikke rettet igennem og skrevet rimlig hurtigt! 

Et bedre cover er på vej! 
xoxo Laura

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...