I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3507Visninger
AA

4. Seriously?

Hvorfor lige mig egentlig? 

Hvorfor er det lige mig han har valgt at gå hen og snakke med? Hvorfor er det mig han pludselig er blevet så omsorgsfuld? 

Altså, det er jo ikke sådan at jeg ligefrem skiller mig ud eller ser anderledes ud end alle de andre hernede. For vi ligner hinanden altså ret meget, bortset fra ansigtstrækkende og sådan. Og desuden så er der nogle øjne der er meget mørkre end andres, ihvertfald mine, også er der nogle der er helt lysebrune, hvilket jeg er så fandes misunderlig på. 

Hvorfor sådan en person som Harry præcis mig? Jeg forstår det ikke. Jeg er ikke noget særligt. Overhovedet. 

"Hvad skal vi?" spurgte jeg efter noget tid, hvor han bare begyndte at trække mig med på vejen ned mod skolen igen. Han svarede ikke, men jeg kunne fornemme et lumsk smil danne sig på hans læber, hvilket fik mig til at skæve i nogle sekundter. Burde jeg være nervøs lige nu? 

Nej, jeg stoler på ham.

Og hvad er det jeg siger? Jeg kender ham overhovedet ikke og alligevel lader jeg ham trække mig med sig. Hvad sker der for det? Jeg plejer aldrig at følge med fremmede, så hvorfor lader jeg præcis ham gøre det?

Det må være noget helt galt her. Og jeg ved ikke om jeg skal synes om det, eller ej. 

Da skolen bare indenfor vores synsvinkel, blev grebet om mit arm en anelse løsere, men han gav ikke slip. Til min overraskelse gik han ikke ind i skolen eller noget, men bare en stor rundkreds omkring den. Okay, hvad sker der? 

Den store bus var parkeret nogle meter væk fra skolen, i en åbning til vores skov. Hvorfor skulle bussen holde heromme pludselig? 

"Harry, hvad skal vi?" spurgte jeg nervøs, men vi gik tættere og tættere på bussen. "Du skal med ind," sagde han kort. Jeg løftede det ene bryn og kiggede forvirret på ham, selvom han ikke kunne se det. For han havde hovedet ligeud med blikket fuldstendig rettet mod bussen. Hvorfor skal jeg ind i en bus? Hvad er der så specielt ved en normal dobbeltdækkerbus? 

Hvis jeg husker rigtigt fra dengang jeg kørte i en bus - mange år siden - første gang, var det jo bare nærmest en lang gang med en hel masse sædder. Hvad er der så spændende ved det? 

Han åbnede døren til bussen og hoppede op i den. Jeg gjorde det samme som ham, og en dejlig kølig, men lun vind gik mig i møde. 

Holymotherfuckershit! Det her var ikke en bus! Nærmet et hus, eller sådan noget! Møblerne, væggenede, næsten det hele var i en mørk rød farve, hvilket bare gjorde det hele meget mere hyggeligt. Mørke rød og sort, kan man vidst beskrive det sådan. 

De havde et køkken. Et rigtigt fucking køkken! Med et skab - køleskab, hvis jeg ikke tager fejl? - hvor der sikkert er fyldt med mad - mad - derinde! Eller bare det normale i et fucking rigtigt køkken.

Nogle blå lyst hist og pist lyste bussen op, hvilket mactede - efter min mening - rigtigt godt til det hele. Det fik det til at se meget mere drenget ud. 

"Må-" 

"Ja, bare se dig omkring," svarede han og smilede hans charmerende smil. Jeg nikkede og gik ned langs bussen. Der var nogle sorte sofaer overfor hinanden og de så utrolig bløde ud. Det var en slags læder, eller sådan noget. Sofaerne ændrede farve jo længere ned man gik, for de første var helt sorte, og de andre var der en rød steg på, eller noget i den stil. 

En sort glasdør, selvom man ikke kunne se igennem den, opdelte 'stuen' og det næste rum ad, som viste sig at være der hvor de sov. For der var nogle slags køjer, 5 køjer, hængende på væggen. 

En dør - den samme slags som den anden - opdelte igen rummet med køjerne, hvilket egentlig var forståendeligt nok, fordi de nok skulle sove herinde, så var det vel rart at.. det er ligemeget! 

Jeg åbnede døren og en sjov skrap lys gik mig i møde. Rummet var ret lille - ej okay, det var godt nok større end min hytte - og dejlig lyst hvide farver. Selv deres badeværelse var større end mit hus. Sygt altså. 

(Link til billederne som jeg har fået inspiration til deres bus, er i kommentaren! Og undskyld hvis jeg er dårlig til at beskrive!


"Hvad synes du om det så?" spurgte Harry som åbenbart havde smidt sig i en af sofaerne. Jeg smed mig i den overfor ham, "det er fantastisk! Mega fedt, mega flot.. Wow." indrømmede jeg og lod igen mit blik glide rundt i bussen. En ting jeg havde overset var, at der hang et fjernsyn på væggen ved siden af sofaerne. Sådan en har jeg aldrig set før. 

"Det er utrolig så stor den her bus er, den ser ikke ligefrem så stor ud udenpå." Han trak på skulderne og smilede stort. Det var fandme vildt det her. Jeg ville gøre alt for at leve i sådan en bus her, end i min hytte. Utroligt. 

Med et gik døren til bussen op, og drengene væltede bogstaveligtalt ind i bussen. No joke, men de faldt alle sammen ovenpå hinanden. De grinede stort, men de rejste sig klumpet op igen. "Oh," fløj det ud af drengen med det blonde hår, da han gik øje på mig.

Jeg kiggede genert ned i jorden, det var virkelig akavet det her. 

"Harry har pigebesøg!" lød det højt fra ham igen, hvilket fik dem alles blikke vendt om på mig, da de stod i køkkenet og var ved at lave mad eller sådan noget. Tænk de andre egentlig var kommet ind, uden at ligge mærke til der sad en klam sort pige herinde. 

Louis kiggede først overrasket på mig og Harry og derefter lyste han op som et juletræ og var hurtigt henne ved mig. "Hej igen.. Caitlin, ikke?" Jeg nikkede bekræftende. 

"Jeg hedder Zayn," sagde ham med det sorte hår, som altså hed Zayn. Jeg nikkede og bed mig usikkert i læben. Jeg var så dårlig til at sige hej. "Jeg hedder Niall, hej." Sagde ham med det blonde hår og gik så hen til køkkenet igen og forsatte med det han havde gang i før. 

"Jeg hedder Liam," sagde ham med det korte brune hår, "rart at møde dig." Han rakte sin hånd frem og jeg tog hurtigt imod den. Wow, han virkede.. Flink...? Ihvertfald meget mere høflig end Niall der bare vendte sig rundt og lavede videre og Zayn som bare kort sagde hej. 

Men hey, det er ligemeget. De er jo drenge. 

"Hva så Caitlin?" spurgte Louis og daskede mig på skulderen, "hvordan går det?" 

Jeg kiggede først lidt forvirret på ham, men så gik det hurtigt op for mig, hvad han mente. Sidst han havde set mig, sad jeg jo bare ude i gården og var ved at bryde sammen. Så jeg forstår ham godt. 

"Fint.." sagde jeg kort og trak på skulderene. Jeg ville helst undgå præcis dét emne. "Tak," tilføjede jeg efter, bare for at være høflig. 

"DRENGE!" udbrød Niall pludselig og vendte sig med et rundt. Jeg kiggede overrasket på den kniv han stod med i hånden, som var smurt ind med noget brunt noget - håber ikke for hans skyld, at det var lort. 

"Vi skal da lave bål i aften!" sagde han og lød helt stolt over hans idé. Han begyndte langsomt at slikke det brune af hans kniv, så kunne jeg selv bekræfte at det ikke var lort. Ellers ville det godt nok være mega klamt, undskyld mig. 

Ej nu skulle jeg nødig snakke. 

"God idé!" sagde Louis og klappede voldsomt i hænderne, "vil du med Caitlin?" 

Et sus gik igennem min mave. Ville.. ville de virkelig have mig med? Det er så utroligt det her. Hvad ville fem hvide drenge som dem, dog se i klamme mørke mig? Ej helt ærligt.. Det er jo en slags skuespil de har overfor mig.

"Jeg ved ikke helt.." sagde jeg langsomt og kløede mig akavet i nakken. Mit blik flakkede over på Harry som sad og kiggede bedede på mig, "kom nu Caitlin! Det bliver utrolig sjovt!" sagde han uden at knække øjenkontakten. 

Langsomt faldt jeg i stir i hans øjne. De var virkelig smukke. Så utrolig grønne og-

Et blidt dask i siden fik mig vækket fra min pinlige stivelse og jeg kiggede hen på Louis, som var gerningsmanden, som havde dasket mig i siden. "Så hvad siger du? Vil du ikke nok?" spurgte han bedende. 

Jeg sukkede lydløst, men overgav mig så; "Okay." Et stort smil gled over både Louis' og Harrys læber, hvilket fik sommerfuglende til at flyve som en sindssyg. 

De ville virkelig gerne have mig med. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...