I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3369Visninger
AA

15. New life

Jeg nærmede mig hytten, hvilket fik en mærkelig fornemmelse til at køre op gennem mig. 

"Caitlin?" spurgte jeg og gik ind af døren, som faktisk ikke var en dør, men bare et hul i muren, som nok skulle tages som døren fra deres synsvinkel. Mit blod frøs til is, og den mærkeligste dårlige fornemmelse kørte op gennem mig da jeg så hende. 

Hun sad nede i et hjørne, tårrende kørte ned af hende, blod fra hendes håndled, hvor hun havde lavet sår med en kniv gled ned langs hendes hånd. Hun kigget overrasket men også skræmt på mig, da jeg stod her og kiggede på hende. "Hvad fanden har du gang i?!" fløj det ud af mig, og hurtigt satte jeg mig ned foran hende. Jeg greb fat om kniven hun havde i hendes ene hånd og kastede den over i det andet hjørne af huset. 

"Harry jeg.." hendes stemme var lav og grædefærdig, hvilket automatisk fik mit humør til at falde til bund. 

Jeg greb fat om hendes håndled og gned min ene finger langs den. Den var fuld med udtørret blod og en masse ar. "Caitlin forhelvede," mumlede jeg lavt og bed mig i læben, da tårrende pressede på. Tanken om at hun har gjort det her, som ren selvskade knuste mig langsomt. 

Hvad fanden havde hun tænkt på?! Sådan at cutte? Forhelvede. 

"Je-" 

"Caitlin. Hvad fanden tænkte du på?" 

"Jeg savner dig.. o-" 

"Skat." Jeg slog armene omkring hende og trak hende ind til mig. Et hulk undslap hendes læber, hvilket fik mig til at stramme grebet, "Shh skat, det skal nok gå. Jeg har gode nyheder." 

"Gode nyheder?" hviskede hun lavt, som om hun prøvede at få sin stemme på plads.

"Du skal med mig til London," sagde jeg langsomt, hvilket gav et sæt i hende. 

 

***

 

Caitlins synsvinkel: 

"Du skal med mig til London," sagde han langsomt.

Det gav et sæt i mig, mens glæden skyllede op i mig. Jeg var så bange for hvad han tænkte siden han lige bustede mig i at cutte, men han valgte ikke at grave længere ned i det, hvilket jeg ikke kunne være mere lykkelig over. 


"Seriøst?!" spurgte jeg overraskende og trak mig ud fra ham, så jeg kunne se ham dybt i øjnene, et smil gled over hans læber, hvilket smittede af på mig. 

Jeg skal med ham til London, starte en fremtid med ham, aldrig nogensinde blive forladt igen - bare ham og mig. Forevigt og altid. 

Han rejste sig op, uden at knække øjenkontakten og tog en hånd frem, som tegn jeg skulle tage den, hvilket jeg gjorde, og han hjalp mig op. Jeg lagde hurtigt en hånd om hans nakke, og trak hans ansigt ind mod mit til et kys. Selv det har jeg allerede savnet. 

Han lagde en hånd på min ene hofte og trak sig forsigtigt ud. "Kom skat, vi skal hen til bussen." sagde han lavt. Jeg nikkede og kunne ikke fjerne det store smil som var klistret fast på mine læber. 

Lykkelig? 

Ja! 


***

"Harry! Fandt d-.. Caitlin!" udbrød Liam og løb hen mod os. Jeg slap Harrys hånd for at slå armene omkring ham. "Hej Liam!" sagde jeg og smilede stort. "Det var godt han fandt dig," sagde han og smilede til Harry.

"Nå, er i klar?" spurgte Liam og sendte os begge et smil. Jeg nikkede bare stort, tog Harrys hånd og gik med Liam i hælene hen mod bussen. Den længe savnede bus. Jeg åbnede døren og hoppede ind, alt så ud som det plejede. Harry lukkede døren efter sig, hvilket fik mig til at se undrende på ham. "Hvor er Liam?" spurgte jeg.

"Han skal køre," svarede han og sendte mig et sødt smil. Jeg nikkede bare langsomt og vendte ryggen til ham. "Kan jeg låne badeværelset?" 

"Of course," grinede han og sendte mig endnu et af hans søde smil, som gjorde mig helt blød i knæene. Uuf. 

Jeg sendte ham bare et taknemmeligt smil og gik ind af den sorte dør og hen mod retningen til badeværelset. Tvangen til det var der virkelig, men eftersom Harry ikke skulle ikke tro jeg var blevet sindssyg - og desuden, hvorfor skulle jeg gøre det, når jeg alligevel er lykkelig? 

Jeg lukkede døren til badeværelset og gik direkte hen til håndvasken, for at skylle det udtørrede blød på mit håndled fra senere idag. Det kolde vand skyllede ned og efterlod en vold af smerte, da sårene var ret dybe. Et gisp undslap mine læber, mens jeg blev mig hårdt i underlæben for ikke ar skrige. 

Pludselig åbnede badeværelsesdøren sig og ind kom min krøllede kæreste - sødt navn ikke? Et gisp undslap mine læber endnu engang mine læber. Han kiggede alvorligt på mig, "som om vi ikke skulle have den her snak før eller siden." sagde han og sukkede. 

Jeg bed mig hårdere i læben, selvfølgelig skulle vi det på et tidspunkt. 

"Helt ærligt.. hvad tænkte du på?" spurgte han langsomt og fangede mit blik, hans øjne var fyldt med skuffelse, hvilket fik en dårlig fornemmelse til at køre op gennem mig. 

Hvad tænkte jeg egentlig på? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...