I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3488Visninger
AA

21. London

Et sus gik igennem min mave, som både indeholdte glæde og nervøsitet. Jeg har siden jeg var en lille pige ønsket mig at bo i London og nu er jeg her så. Her skal jeg være resten af mit liv sammen med.. 

Faktisk ved jeg ikke hvor jeg skal bo, eller hvem jeg skal bo med. Chancen hos Harry er jeg efterhånden blevet ret tvivl om. Det var meningen jeg skulle flytte ind hos ham og vi skulle leve lykkeligt resten af vores dage, men det er jeg overhovedet ikke sikker på mere. 

Jeg sendte ham et svagt smil og slog dynen af mig og svang benene ud over sengekanten. Okay, se nu lyst på det Caitlin. Du er i London. Bare tag tingene som det kommer, det skal gå. Ikke? 

Jeg tog Liams hånd som ham rakte til mig. Altså .. ikke sådan at han ligefrem gav mig sin hånd - bogstaveligtalt. Men altså, jeg tror godt i ved hvad jeg mener. Eller .. så bare ... glem det. 

Det første jeg fik øje på, da vi gik igennem 'stuen' var Harry, som bare stod lænet op af køleskabet og kiggede ned i jorden. Jeg sukkede lydløst og prøvede at fange hans blik, men som altid ignorerede han mig bare. Derfor stødte jeg med vilje min ene skulder ind i hans, da jeg gik forbi ham. Men jeg fangede ham i at kigge på mig og Liams hånder der lå i hinanden. 

Uden jeg vidste det, stod vi henne ved bus døren og Liam stod og prikkede mig på skulderen. Jeg kiggede endelig fra Harry til ham, som bare stod og kiggede undrene på mig. "Caaitlin?" 

"Hvad?" 

"Wow, jeg har prøvet at .. nå. Vi holder foran Zayns lejlighed hvor resten af drengene også er derinde.." forklarede ham. Et smil gled over mine læber. De andre drenge. Jeg kan ikke vente med at se dem! Og ikke mindst en nutellabøtte som der også forhåbelig er derinde. 

Jeg er faktisk ret sulten når det kommer til det hele. Sidst jeg havde spist noget, var i resturanen, og det er efterhånden 24 timer siden - eller sådan noget. Sagen er bare at jeg mangler noget morgenmad nu, inden jeg bliver alt for muggen - som jeg tit bliver, når jeg er sulten. 

Han åbnede døren og en kold brise kørte ind over os. Tja, der er jo noget med der altid er kold, regner og sådan i London, men det gør da dét da bare hyggeligere - ikke? Eller er det kun mig der er mærkelig? Selvom det kunne være fedt og bo sådan et sted, hvor der var varmt året rundt og det aldrig regnede. Det kunne være fedt, men sådan er det da ikke nogensteder. Er der? 

Det tror jeg ikke.

Vi holdte foran en stor bygning, som han hurtigt fik mig over i, så jeg slet ikke nåede at se mig omkring, hvilket jeg egentlig var ret skuffet over, fordi det jeg nok allermest havde lyst til lige nu var at skulle se mig omkring i London, men det må vente, for nu skal jeg bare se drengene. Han stoppede op foran døren og trykkede på sådan en mærkelig dims ved døren.

"Jaer?" lød det fra døren. Oh shit.. kan døren tale?! 

"Hey Zayn, det er os." svarede Liam. Ej okay, den var led at kalde en dør for Zayn. Men okay. 

Der lød en sjov ding lyd også blev Zayn åbnet. "Harry?" råbte Liam pludselig og holdte Zayn åben, så den/han(øh) ikke gik i. Han svarede ikke, men døren til bussen blev lukket. Liam sukekde lydløst og sendte mig så et smil, "kom søde." 

Han holdte Zayn åben for mig, så jeg kom ind. Jeg smilede taknemmeligt til ham, inden jeg gik ind. Jeg løftede det ene bryn og kiggede rundt i rummet. "Hvor er drengene? Bor de virkelig her?" 

Liam udbrød et grin og lagde en hånd på min skulder. "Nej, vi skal med elevatoren." han begyndte at skubbe mig blidt hen mod en slags jerndør, men den så ikke helt normal ud - plejer døren eller Zayn'er ikke at have håndtag? Ej okay, London er mærkelig. 

Jeg stod bare og skævede til døren, eller Zayn 2 eller hvad det nu var, mens Liam trykkede på en knap ved siden af dimsen, så den gik op. "Hvor smart!" udbrød jeg højt og klappede i hænderne. Liam rystede blidt på hovedet og sendte mig et stort smil. 

Jeg gjorde det samme som ham og gik ind i 'elevatoren' og stillede mig op af en metal væg. "Zayn bor på etage 7," forklarede han og trykked på endnu en knap. Sig mig, hvorfor er der så mange knapper i London?

Et sus gik igennem min mave da elevatoren pludselig begyndte at bevæge sig? Oh what!? Skal vi dø nu?!

"Wow rolig," grinede Liam og gik hen og lagde en arm på min skulder, "det er bare elevatoren der kører op til Zayn etage, altså der hvor hans lejlighed er, der sker ikke noget, tro mig." 

Og med et blev jeg roligere da han begyndte at nusse min ryg, selvom hans ord også gjorde mig mere tryg. Der var bare et eller andet over Liam som gjorde mig så fandes tryg, ligesom Harry - men bare på en anden måde, han føles som min far. Og det er en god ting. 

Liam = min far. 

Eller min far nummer 2, eller noget i den stil. Fordi han ligner ikke min far overhovedet, min far havde langt hår - ja du læste rigtigt, men der var jo ikke ligefrem nogen mulighed for at blive klippet hernede så-

"Caitlin? Kommer du?" 

Jeg blev revet ud af mine tanker og kiggede over på Liam, som stod og kiggede undrende på mig. Jeg sendte ham et stort smil og nikkede så. Han lagde en hånd på min skulder og begyndte at trække mig med ned langs en gang med forskellige hvide døre. "Nummer 28, hans yndlings nummer forresten." mumlede Liam og trykkede på endnu en fucking knap. 

Hvorfor er der så mange knapper? 

Med et blev døren - eller Zayn, øh - åbnet og en længe savnet blond dreng stod i døren. "Caailtin!" udbrød han og var hurtigt henne og omfarvne mig. Jeg grinede svagt og slog armene omkring ham. "Niiiall!" 

"Hvor jeg dog har savnet dig! Hvor ser du smuk ud i .. Liams tøj?" han gav mig et elevatorblik, som jeg bare grinede over. Jeg havde faktisk Liams tøj på, både jeans og tshirt, fordi mit andet tøj var blevet godt slidt op og han nægtede jeg skulle gå i det mere. Derfor fik jeg hans på, som dufter så godt af ham. 

"Du skal hilse på de andre! Vi har savnet dig!" sagde han og sendte mig et stort smil, før han tog min hånd og begyndte at trække mig ind i lejligheden. Jeg nåede ikke rigtig at studerede tingene ordenligt, men ihvertfald var farverne i lejligheden en slags mørk stil, hvilket jo passer fint til Zayn. Sort og mørke rød. Men alligevel får farverne bare rummene til at se store ud.

"CAITLIN!" udbrød Louis og rejste sig hårdt op fra sofaen, så pigen han sad med trillede ned fra ham. Hun gav en mærkelig lyd fra sig, men sendte mig bare et stort smil bagefter. "HVOR HAR JEG SAVNET DIG!" udbrød han skringert, mens han hoppede op og ned. Jeg grinede og lagde mine hænder på begge hans skuldre, for at få ham til at stoppe. "Hej Louis, jeg har også savnet dig." grinede jeg og slog armene omkring ham. 

"Hvor ser du godt ud! Ikke forandret sig en prik siden sidst!" smillede han.

Du skulle bare vide Louis.

"Hey smukke," sagde Zayn der pludselig var kommet op ved siden af ham. "Hej Zayn!" smilede jeg stort og vinkede akavet til ham. Vinker? Kram ham nu bare forsatan Caitlin. Men uden jeg havde nået at gøre noget, havde han slået armene omkring mig og knugede mig ind til ham. Den velkelende duft af Zayn fyldte mine næsebor, hvilket fik mig til at smile.

Faktisk var det også den samme duft der hang i hele lejligheden - sjovt nok.

Han kyssede mig blidt i håret, før han trak sig ud. Jeg sendte ham det sidste smil, før jeg gav opmærksomheden til den brun hårrede pige som Louis havde sat med før. Hun rejste sig op og gik hen til mig. "Hej, jeg hedder Eleanor," sagde hun og rakte hånden frem. Hurtigt tog jeg imod den og sendte hende et stort smil, "Caitlin." 

"Det ved jeg," grinede hu n og gengældte hendes smil, så hun flachede sine smukke smilehuller. Wow. "Jeg har hørt meget om dig.. Du er Harrys kæ-" 

"Nå, andre end mig der er sulten?" spurgte Liam pludselig og kiggede hen på Zayn, som bare kiggede mærkeligt på ham. "Også mig!" sagde jeg hurtigt og sendte et taknemmeligt smil til Liam. 

"Ja faktisk! Zayn, lav noget mad til os!" beorede Niall og kiggede streng på ham. Zayn rystede bare på hovedet og slog ham på skulderen, "lav det selv store dreng," grinede han. Niall fnøs før han forsvandt ud i køkkenet. 

"Jeg fornemmer du fortrækker Nutella, ikke Caitlin?" lød det højt derude fra.

Oh year baby, du kender mig.

 

***

 

Sofie? AKAVET, AKAVET, AKAVET - haha! Du er virkelig sød. x
Husk og like og kommenter ;')

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...