I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3514Visninger
AA

11. Lebewohl

-*Nu tænker i nok. Hvad fanden betyder Lebewohl? Haha, der er sgu lige kommet lidt tysk ind midt i det hele ;) 
Det betyder "farvel" på tysk, ved ikke hvorfor jeg præcis valgte det sprog i forhold til Engelsk, men jeg synes nu bare det så ret sejt ud. Hæhæ. 
Oh. Hvad mon man mener med 'farvel'? :o 


****

 

 

To dage er der gået siden mig og Harrys lille episode i klasseværelset. Oh gud, andre end mig der misforstod det? 

Kan i allerede høre at jeg er blevet i bedre humør? Hvorfor? Svaret er helt simpelt; Harry.

Han har gjort mig i bedre humør, siden da han sang for mig gik det op for mig hvor meget jeg elskede ham og hvor meget jeg egentlig manglede ham. Ikke at havde set ham i en hel dag nærmest gjorde at mit humør sank til bunden. Jeg er afhængelig af knægten, og han er afhængelig af mig.

Men tanken om de skal rejse tilbage til London i morgen knuser mit hjerte og jeg har allermest lyst til at bare drukne mig selv i nutella, eller gemme mig i en af deres kuffeter. Men sådan er det ikke. De har et arbejde, en karriere som de skal passe, så de har umuligt tid til mig.

Men jeg havde det virkelig godt sammen med de andre drenge her i de her to dage. Vi har virkelig haft det sjovt, snakket, grinet, spist og badet som aldrig før - også har jeg lært af Zayn at spille fodbold, hvilket viste sig at være ret underholdene. 

Også er der jo også mig og Harry.

Det går bare af lort til. Vi hader hinanden så overdrevet meget. Vi kaster ting efter hinanden og alt muligt shit. Jeg ligger overhovedet ikke i hans favn lige nu, mens vores fingre er flettet og han af og til kysser mig i håret, mens vi ser The Notebook. Nej nej, sådan er det overhovedet ikke. 

Ej, vi har det perfekt. 

Vi er sammen og jeg har aldrig været lykkligere. Han er min redningsmand, han er den som kom ind og løftede mig op fra bunden med sorgen fra mine forældre og min søster. Jeg kan umuligt takke ham nok. 

Derfor vil jeg ikke miste ham.

"Harry.." sukkede jeg og satte mig op. Han kiggede forvirret på mig, mens han forsatte med at nusse min hånd, "jeg vil altså ikke miste dig." sagde jeg kort. Han sukkede lydløst og lukkede øjnene som om han overvejede et eller andet.

Efter noget tid åbnede ham dem igen og sendte mig et sødt smil, "jeg vil heller ikke miste dig skat." sagde han og trak mig hel ind til sig. Jeg lagde mit hoved på hans bryst. "Jeg elsker dig, ved du godt det?" 

"Jeg elsker også dig skat." sagde jeg og kyssede ham på læberne. 

Oh gud, jeg kommer til at savne ham. Ingen tvivl. 

 

***

 

Jeg slog øjnene op, men fortrød det hurtigt. Ville ønske jeg bare kunne spole tiden tilbage og ønske vi aldrig var faldet i søvn. Ønsket at den her dag ikke findes, fordi det var idag de skulle.. afsted.

Jeg satte mig op i en sofaen, som mig og Harry havde sovet på, men Harrys plads var tom og larmede inde i deres soverum, så hvis jeg ikke tager meget fejl er de igang med at pakke.. eller.. nej hvorfor skulle de også det? De skal jo ligesom bare køre i den her bus her.. Ikke?

Men hvad laver de så? 

Jeg overvejede kort om jeg skulle gå ind til dem, men lod værre, da jeg jo i de sidste to dage havde kidnappet Harry totalt fra drengene, så de ville vidst nok gerne have ham for sig selv - eller det vidste jeg Louis ville, fordi han havde tit brokket sig over jeg var sammen med ham så meget, hvilket vi bare grinede af. 

Så derfor valgte jeg at tøffe op i køkkenet for at lave en nutellamad. Jeg fandt en tallerken frem, en kniv og åbnede køleskabet, men kom hurtigt i tanke om deres nutella stod i skabet, det havde Niall engang forklaret at det ville være helt forkert hvis nutella stod i køleskabet - ligesom ketchup, men det vidste ikke hvad var, så jeg grinede bare. 

Jeg smækkede køleskabet i, men åbnede det så igen da jeg kom i tanke om jeg skulle have noget mælk - nutella uden mælk er efterhånden ved at blive ret forkert. 

Jeg fandt et glas i et af skabende, og hældte et ordenligt stort glas mælk op. Jeg begyndte at rydde igennem alle skabende for at finde den dejlige nutellabøtte. 

Men hvor fuck var den? 

DÉR! 

Jeg rakte ud efter den og allerede begyndte mine tænder at løbe i vand. Uuuuf, jeg mangler det! Selvom jeg fik okay mange madder igår, så manglede jeg det stadig. 

Jeg dør af nutellamangel. 

Der er en sygdom der hedder det ..

Og jeg lider af den. 

Men sådan er det.

Jeg åbnede bøtten og stak kniven ned i bøtten og fiskskede noget nutella op, for at plante det på mit franskbrød. 

Vent.

Hvorfor kommer der ikke noget op? 

"HVORFOR FUCK I HELVEDE KOMMER DER IKKE NOGET NUTELLA OP AF DEN HER FUCKING LORTE BØTTE?!"

Det .. en nutellabøtte burde altså ikke løbe tør! Der burde være evig nutella i en fucking nutellabøtte. Hvis de så ikke har mere overhovedet, så dør jeg af mangel seriøst. Jeg kan ikke klare det.. åh gud er stresset! 

"Hvad sker der Caitlin?" grinede Liam bag mig - eller vent.. var det Niall? 

Jeg vendte mig om og stirrede direkte i de krydstal blå øjne, som kun kunne tilføre Niall.

Eller det kunne self. også tilføre andre personer, fordi Niall var nok ikke den eneste person i hele verden der havde blå øjne, men eftersom alle de andre drenge havde mørkeblå, brune, sorte og grønne - de dejlige vidunderlige helt fuldkommen helt fantastiske grønne øjne, så kunne de øjne i det her tilfælde kun være Nialls og ikke Liam, som jeg troede. 

"Der er forhelvede ikke mere fucking nutella i den her lorte fucking grimme klamme nutellabøtte!" vrissede jeg og smed bøtten ned i skrallespanden. "Åh gud, hvor jeg kommer til at savne det der." lød det fra en grinede Harry som stod ovre ved døren og sendte mig et sødt smil, som jeg havde tænkt mig at gengælde, men det blev bare til en sur grimasse. Man kunne sgu da umuligt være glad når der ikke er mere nutella! 

Og min kæreste skal forlade mig idag!

Forhelvede hvor det bare er en lorte pisdag! 

"Guys, hvis vi skal nå hen til tiden til den koncert i aften, så skal vi se at.. Oh." 

Og der faldt mit humør lige ned på bunden, og jeg kommer aldrig op igen. Uden de drenge vil jeg altid ligge nede på bunden, ude af stand til at komme op til overfladen igen.

Umuligt når ens 4 bedstevenner og ens kæreste forlader en. 

"Så er det vel nu.." sagde jeg lavt, "først nutella og nu jer, lorte dag." 

Niall grinede svagt inden han trak mig ind til et kram, "jeg kommer sådan til at savne dig." 

"Jeg kommer også til at savne dig Nialler," allerede der begyndte tårrende at presse på.

Sådan at de skal forlade mig så hurtigt - jeg kan ikke klare det. Jeg kan ikke klare mig uden dem. Uden dem er jeg ingenting, overhovedet. Jeg bliver bare en lille ligegyldig tøs, som ikke kan følge med i timerne og sidder hver evig eneste dag på det sted bussen havde holdt. 

"Det skal nok gå.." forsikrede Zayn mig, mens han strammede grebet om ham, men selv kunne jeg høre usikkerheden i hans stemme. Selvfølgelig kommer det ikke til at gå godt når de forlader mig.

Jeg gik over til Liam og slog armene omkring ham, "vi kommer til at savne dig.. alle sammen Caitlin." sagde han og nussede min ryg på den mest behageliste måde. 

Se det kommer jeg også til at savne nu - det går da også bare super indtil videre. 

"Louis," snøftede jeg og slog lynhurtigt armene omkring ham. "ikke græd babe," hviskede han lavt og kyssede mig i håret. 

Oh gud, hvor jeg dog kommer til at savne dem. Det er jo helt sindsygt. 

"Harry.." sagde jeg lavt og tog hans ene hånd og flettede vores fingre sammen, "ikke græd." 

Han snøftede kort inden han trak mig ind til sig, "jeg kommer bare til at savne dig så meget."  sagde han lavt. 

"Jeg kommer også til at savne dig skat." sagde jeg og trak mig blidt ud, så jeg kunne se ham dybt i øjnene, "men forbliv stærk, ikke også?" 

Han nikkede langsomt inden han pressde sine dejlige læber ind mod mine. En varm fornemmelse kørte op gennem mig og jeg lagde hurtigt min hånd om hans nakke, så jeg var sikker på han ikke trak sig ud. Jeg kom sådan til at savne det her. Tanken om det her er sidste gang vi skal ses, knuser mig som en sindssyg. 

"Men," begyndte han og trak sig langsomt ud, "Jeg lover, at vi vil mødes igen."

 

***
 

LÆS:

Jeg havde tænkt mig at ville stoppe den her, men jeg har så valgt at forsætte den, fordi jeg lige fik sådan en hel genial idé :P 
Så.. det her er ikke sidste kapitel. xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...