I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3366Visninger
AA

10. Impossible

***

 

Caitlins synsvinkel:

I behøver ingengang spørge om jeg gider i skole, for svaret er nej. Et helt kold følelsesløs nej. Jeg orkede ikke overhovedet. Og jeg havde heller ikke lyst til at se Annie af en eller anden mærkelig grund. Fordi jeg havde jo brændt hende af igår ved vores mødested, da jeg ikke dukkede op - så noget siger mig hun sikkert er pisse vred. 

Men jeg forstår hende godt. 

Tøj havde jeg som altid på, sko havde jeg intet af, spejl til at tjekke om mit hår sad godt havde jeg heller intet af, en tandbørste til at børste tænder havde jeg heller intet af, så jeg har ikke noget at skulle nå, før jeg skulle i skole. Ret nemt, men jeg ville ønske jeg havde alle de ting faktisk. 

Men normalt plejede jeg lige hurtigt og smutte ned til floden for at sprøjte noget vand i hovedet og i munden, så jeg ikke lugtede og så lidt mere frisk ud, men eftersom jeg skal forbi drenges bus, for at komme ned til floden droppede jeg det. 

Fordi jeg skal aldrig nogensinde se drengene mere. Aldrig. De er ude af mit liv, selvom det er hårdt og min kærlighed til dem stadig brænder, så må jeg se at komme videre. Jeg er ikke til andet end besvær for dem og .. jeg fortjener slet ikke så gode venner. 

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men Harry skal ikke være forelsket i sådan en idiot som mig, han kan finde bedre. Meget bedre. Selvom jeg stadig er forelsket og mine tanker altid glider over på ham, skal jeg prøve at ignorere ham og glemme ham fuldstendig. Men det er nok ret svært, når jeg ser hans ansigt for mig, hvergang jeg lukker øjnene. 

Jeg savner ham.

Men jeg skal videre og sådan er det. De skal alligevel snart forlade mig, så hvorfor grave dybere i mig og Harrys forhold? Jeg ender jo med at blive fuldstendig knust igen, når han forlader mig - og jeg orker ikke igennem sådan en svær tid. Nu er jeg endelig (...) kommet over mine forældres og søsters død. 

Tårrende pressede på, men jeg bed mig hårdt - rigtig hårdt - i kinden for at holde dem inde. De har løbet ned af mine kinder så meget fortiden, og det er faktisk ret utroligt der findes så meget vand i min krop. 

Måske skulle jeg bare gemme alle tårende ned i en spand, så jeg kan drikke dem? Det er jo meget renere end det vand i floden. Ej okay, det ville være ret mærkeligt. 

Jeg svang benene ud over sengekanten og rejste mig op, og gik udenfor. Solen skinnede ned på min mørke hud og mit sorte hår. Det var noget af det jeg hadede ved at have sort hår, det var altid så varmt for hovedbunden når solen skinnede. I ved jo godt sort tiltrækker varme, ikke? 

Lidt klog er man vel. (Indsæt en blinkesmiley her, tak.) 

Jeg begyndte at gå med faste skridt hen mod mig og Annies mødested, selvom jeg ikke regnede med at hun ville stå der - for helt ærligt, jeg havde jo brændt hende af? Hvis hun havde gjort det ved mig, havde jeg ihvertfald ikke stået der, det er klart.

Og det var også grunden til at hun ikke stod der, og ventede på mig som hun plejede, selvom jeg stod der i nogle minutter kom hun aldrig, hvilket fik mig til at sukke og gå hen mod skolen, som hurtigt var inde i min synsvinkel. 

Jeg kom ikke forsent, fordi de andre mennesker var også på vej herhen, så det var et held at jeg ikke skulle have tæsk, selvom jeg tror Frøken er begyndt at spare på kræfterne, fordi det er efterhånden ret længe siden jeg havde fået tæsk, og jeg var den der fik det mest. Men om nogle fik det igår, ved jeg ikke. Fordi jeg var der jo ikke. Okay? Godt. 

Jeg rystede blidt på hovedet af min tankegang - godt mine tanker er begyndt at glide hen på noget andet og glemme alt om dem. Det går jo super indtil videre.

Første time var gået super, jeg havde fulgt godt med og fattede halvdelen hvad hun snakkede om, hvilket jo var perfekt. Det var længe siden jeg ordenligt kunne følge med i en time, men eftersom jeg ikke har så meget at tænke på irriterede mine tanker mig ikke, så jeg kunne følge med. 

Annie ved min højre side havde ikke sent mig et eneste blik eller sagt noget til mig overhovedet. Ingengang da jeg sagde hej til hende, forsatte hun bare med at kigge ned i jorden og bagefter snakke lidt med Enya. Men jeg forstår godt hvis hun er sur på mig.

Men vi havde pause nu, hvilket fik mig til at ånde lettet op, eller det havde jeg tænkt mig, hvis ikke luften herinde var så klam som altid - så det var derfor jeg var den første til at smutte ud i gården. I kender jo min holdning til frisk luft - det var altid så rart. 

Jeg var den eneste ude i gården, selvom jeg prøvede ikke at skænke det en tanke undrede det mig en smule.

Hvordan kunne de holde ud at blive derinde i den klamme lugt og indelukkelse? 

Og det her bragte bare dårlige minder frem. Jeg husker tydeligt den anden gang jeg var en outsider var da jeg sad herhenne i hjørnet og alle de andre børn ville være med i drenges musikvideo, og det var der Harry og Louis snakkede til mig fo-

Se! Drengene kommer altid på en eller anden magisk måde ind i mine tanker! Er ved at blive sindssyg! Jeg er så godt igang med min plan om at glemme dem! Den skal fucking lykkes! 

Tiden herude var fløjet afsted og før jeg vidste af det havde Frøken kaldt os ind igen, eller kaldt mig ind igen eftersom jeg var den eneste herude. Men lidt bange blev jeg da, da jeg så hendes creepy smil på læberne. Siden hvornår er hun begyndt at smile? 

Sidst hun smilede var da drengene var på bes-

FORHELVEDE DA OGSÅ! Jeg tænker på dem hele tiden! Det går ikke! Forstår du? NEJ! Bare nej. De er ude af mit liv, skal aldrig se dem igen og sådan er det. Og det går fint indtil videre. 

Jeg rejste mig op og gik hen mod skolen, hvor jeg kunne høre lave stemmer derinde fra, så noget tyder på timen allerede var startet, så derfor rev jeg håndtaget til døren ned og smuttede ind. 

Hvilket jeg ønskede jeg aldrig nogensinde havde gjort.

Jeg ville havde ønsket jeg havde blevet herude.

Jeg var blevet enig med mig selv om jeg aldrig skulle se dem igen, så hvad fuck alt i helvede laver de her? 

Jeg havde den største tvang til bare at løbe væk igen, men eftersom jeg ikke kunne løbe fra timen - så ville jeg 100% få tæsk - fangede jeg mig selv i at stå og glo på dem. 

Og de kiggede tilbage, med et smil plantet på læberne. 

"Sæt dig ned Caitlin!" sagde Frøken og smilede til mig - det var derfor hun smilede, fordi vi havde gæster.. igen. 

Uden at svare Frøken, hvilket var ret uhøflig og hvis drengene ikke var på besøg, så havde jeg nok fået tæsk, gik jeg ned og satte mig på min plads igen. Jeg fik et undrende blik fra Annie, men jeg ignorerede det bare. Hun tænkte nok over hvorfor drengene pludselig reagerede sådan da jeg kom - fordi hun ved jo ikke om mig og drenges forhold. 

Åh gud, de er jo umulige at ignorer. 

"Inden vi starter," begyndte Harry og smilede til Frøken.

"Så vil jeg gerne synge en lille sang for en helt speciel person, som betyder rigtig meget for mig." 

Min mave slog knuder og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Mit hjerte skreg at jeg skulle møde hans blik, men mit hoved sagde jeg skulle forsætte den kolde facade jeg havde gang i og bare kigge ned i jorden. 

Men alligevel fangede jeg mig selv i at kigge op og møde Harrys grønne øjne som stod utrolig tæt på mig. Han trak mig op fra stolen, uden at bryde øjenkontakten og kiggede mig dybt i øjnene. "Den her er til ære for dig, Caitlin." 

 

"Baby I, I wanna know what you think when you're alone

Is it me yeah? Are you thinking of me yeah? Oh
We've been friends now for a while
Wanna know that when you smile
Is it me yeah? Are you thinking of me yeah? Oh oh

Girl what would you do?
Would you wanna stay if I were to say

I wanna be last yeah
Baby let me be your, let me be your last first kiss
I wanna be first yeah
Wanna be the first to take it all the way like this
And if you only knew I wanna be last yeah
Baby let me be your last, your last first kiss

 

Baby tell me what to change
I'm afraid you'll run away if I tell you
What I wanted to tell you yeah
Maybe I just gotta wait
Maybe this is a mistake
I'm a fool yeah, baby I'm just a fool yeah

Girl what would you do?
Would you wanna stay if I were to say

 

I wanna be last yeah
Baby let me be your, let me be your last first kiss
I wanna be first yeah
Wanna be the first to take it all the way like this
And if you only knew I wanna be last yeah
Baby let me be your last, your last first kiss"

 

Lyden af hans stemme igen gav mig tåre i øjnene. Jeg havde savnet ham, alt for meget. Han smilede sødt til mig, før han lagde en hånd på min ene kind. "Baby let me be your last, your last first kiss." sang han igen, mens hans ansigt rykkede sig tættere og tættere på mig.

Da hans læber ramte mine i et blidt kys, eksploderede min mave fuldstendig - ikke sådan at alt maden jeg havde spist(nutella) sprang ud over alt, men følelserne fløj rundt inden i mig. 

Ingen tvivl, jeg var dybt forelsket i en dreng som jeg ikke har kendt i så lang tid. 

Det var utroligt - men utrolig godt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...