I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3601Visninger
AA

5. I try to forget them.

"Er du sulten, Caitlin?" spurgte Niall efter noget tid, hvor der faktisk lagde en ret mærkelig stilhed over os. Niall stod og lavede mad, tror jeg, mens Liam var smuttet på toilettet, Louis og Harry sad og kiggede ned i en eller anden sjov tingest som lyste,  og Zayn fumlede med at få signalet på fjernsynet til at virke.

"Niall!" udbrød Zayn og kiggede strengt på ham. Jeg kiggede forvirret på ham, hvilket Niall også gjorde. Hvad? Vil han ikke have jeg skal have noget mad, eller hvad? 

"Det spørgere man ikke om," sukkede Zayn og lagde fjernbetjeningen fra sig fordi ham opgav at få fjernsynet til at virke. Hvad havde han også regnet med? Her er overhovedet ikke noget tegn på signal hernede. 

"Hvorfor ikke?" spurgte mig og Niall i munden på hinanden, hvilket fik Louis til at grine og Harry til at kigge op fra den der dims han kiggede i. Zayn løftede begge øjenbryn og sukkede. "Bare giv hende noget mad." 

Hvad er der galt med ham?

"Okaaay." sagde Niall og løftede det ene bryn, men hans blik flakkede hurtigt fra Zayn over på mig, også lyste han op som et juletræ, "hvad vil du have Cait?" Øh. Jeg trak på skulderne, og Niall gjorde tegn på jeg skulle komme op til ham. 


Jeg rejste mig op fra sofaen og tøffede hen til ham. "Hvad vil du have på din franskbrødsmad?" spurgte han, "nutella?" Nutella? Hvad er det? "Øhm.." begyndte jeg, "hvad er nutella?" Niall hoppede overrasket tilbage mens et forvirret blik var rettet mod mig. "Ved du ikke hvad seleveste Nutella er?" spurgte han dramatisk. Jeg rystede akavet på hovedet. 

"De har jo heller ikke sådan noget hernede Niall." sukkede Zayn. "Er det dét der brune noget?" spurgte jeg, "det som minder om lort?" Et højt grin lød fra Louis igen og Harry smilede stort. Hvad?

"Ja, men det er altså ikke lort!" fastgjorde Niall og sukkede lydløst. Han fandt en slags hvid bøtte frem og satte ned på bordet. Han begyndte at smøre lortet - æhæh - ud på mit franskbrød. Ej okay, vi kalder det bare nutella fra nu af. 

"Hvis du ikke kan lide det, så er der altså noget galt med dig!" sagde Niall dramatisk, hvilket bare fik mig til at grine. Han rakte mig en hvid tallerken med min franskbrødsmad på. Jeg tog imod den og tog en bid.

"Det smager sgu da mega godt!" nærmest råbte jeg. Seriøst, det smagte fantastisk! Hvad er det for noget stas? Jeg vil have mere! Jeg skyndte mig og spise maden, hvilket bare fik alles blikke, bortset fra Liams som sikkert sad ude på toilettet og sked stort, til at kigge overrasket på mig.

"Wow h-" "Vil du have en mere, Caitlin?" spurgte Niall sødt og var allerede ved at smøre en ny én mad til mig. Jeg nikkede ivrigt og smilede som en gal.

 

***
 

Efter omkring de 27 nutellamadder var jeg blevet mæt. For første gang i mit liv var jeg rentfaktisk blevet rigtigt mæt af noget spiseligt mad, og ikke bare noget jeg fandt på gaden eller sådan noget. Det er en utrolig rar følelse. Bare synd jeg ikke skal vende mig til den. 

"Zayn skat, kom vi skal ud og lave det bål nu!" sagde Louis og rejste sig fra sofaen. Zayn nikkede hurtigt og rejste sig, tog Louis i hånden og trak ham med ud af bussen, hvor de omhyggeligt - nej - smækkede døren efter sig, så der lød genlyd i hele bussen. 

"Jeg har sagt at de skal lære ikke at smække med døren," sukkede Liam og skævede, "ellers ender det med den dør går i stykker." Harry fniste kort inden han kiggede på mig. Hans grønne øjne borrede sig ind i mine, hvilket jeg efterhånden var blevet van til. Vi havde.. haft ret meget øjenkontakt den sidste halve time hvor vi har sat herinde. 

Her var dejlig rart og varmt, også var det også hyggeligt at snakke med dem, selvom vi ikke snakkede faktisk, men stilheden var okay behagelig. Det var nok mest Liam der startede samtalerne, men det var ikke om noget specielt, bare nogle ligegyldige ting faktisk. Men det var nu okay, han prøvede og det er sødt. 

"Så er bålet klaaaaar!" udbrød Louis højt udefra, så højt nok til at vi tydeligt kunne høre det herinde. Han havde virkelig råbt højt og jeg håbede for hans skyld at de andre i landsbyen ikke havde hørt det, ellers ville de sikkert komme og overfalde dem som en sindssyg. Seriøst i skulle virkelig havde set den måde de var på inde i klassen, de hang på deres rygge og nogle flirtede faktisk med dem. Utroligt. 

Liam rejste og gik hen i køkkenet, hvor han åbnede køleskabet, tog en eller anden mærke ting ud og gik så ud af bussen. Jeg tøvede kort inden jeg rejste mig. Bare tanken om det er præcis mig, de har lyst til at være sammen med, gør mig helt varm om hjertet, selvom det er ret.. Hvorfor lige mig? Jeg forstår det ikke. 

"Kommer du smukke?" spurgte Harry, som ligepludselig stod ovre ved døren, hvordan han var kommet derhen uden jeg havde opdaget det, ved jeg ikke, men det jeg koncentrerede mig mest om var hans sætning. 'Kommer du smukke?'

Smukke? 

Smuk er nok det jeg mindst er. Jeg er tudegrim at det er sindssygt. Jeg er sygt tynd, totalt nigga, mine læber er tørre og klamme, mit sorte hår er som en høstak og .. så skal i virkelig ikke se mine fødder. De er sygt klamme, fordi jeg altid har gået i bare tæer og det har helt automatisk gjort dem sygt klamme. 

"Ja," sagde jeg bare kort og gik hen til ham. Han sendte mig et stort smil, inden han åbnede døren og forsvandt ud. Jeg fulgte med ham hen til bålet, hvor de andre drenge sad rundt om. "Så kom i endelig," Louis lumsk til os og fik et dask i siden af Liam. 

Jeg trak bare ligegyldigt og satte mig ned på et tæppe ved siden af Niall og Harry satte sig vedsiden af. 

"Nå.." begyndte Liam, "skal i have noget snobrød?" 

"Hvad er det?" fløj det ud af min mund, igen kiggede de andre overrasket på mig, men jeg forstod dem godt. De ser mig nok som kinderæg, men jeg ved seriøst ikke hvad halvdelen hvad de snakker om er, seriøst. 

"Det er sådan noget slags brød man putter på en pind og stikker den indover ilden også når den er 'bagt' kan man spise den," forklarede Liam med et smil på læberne. 

"Aha.." sagde jeg og kiggede ind mod ilden. Det orange lys var det eneste der lyste op og for at være ærlig så var jeg faktisk ret bange for at være her, for mørke har jeg aldrig.. brudt mig om. 

"Så Caitlin, fortæl lidt om dig selv." begyndte Louis nysgerrigt. Jeg bed mig nervøst i læben. Hvad er der at fortælle udover min forældres og søsters død? Intet. Jeg er overhovedet ikke noget spændende. 

"Der er ikke rigtigt noget." sagde jeg afvissende, men Louis lænede sig bare over til mig og daskede mig på skulderen, "der må jo være et eller andet." 

Jeg trak på skulderen og kiggede ned i jorden. At skulle fortælle dem halvdelen om mit liv har jeg ikke rigtig lyst til. Jeg kender dem overhovedet ikke - jeg stoler ikke så meget på dem.

Og uden tvivl hvis jeg så begyndte, ville jeg sikkert bryde fuldstendig sammen, og jeg ønsker altså ikke at kendes som hende den svage som græder hele tiden, selvom de nok kender mig som sådan én, for de spørgere virklig forsigtigt når de snakker til mig, som om jeg bare kunne bryde sammen et hvert tidspunkt, men det er også rigtigt nok.

"Jeg hedder Caitlin, bor hernede, ikke andet." sagde jeg kort, mens mit blik stadig var rettet ned mod jorden. 

"Hvad med familie?" spurgte Niall, som var igang med at sno noget dej om en pind.

Det gav et stik i hjertet ved bare ordet familie, tårrende pressede på. Virkelig meget. Jeg savner dem, jeg savner dem så fandes meget at det er sindssygt. Min søster forlod mig af sin egen vilje og mine forældre døde foran mig. Det er jo ikke særlig fedt, vel? 

"Caitlin?" spurgte Harry bekymret og lagde en hånd på min skulder. Jeg rystede den af og rejste mig op. De kiggede alle forvirret på mig. "Det er nok bedst, hvis jeg går nu.." sagde jeg og begyndte allerede at løbe uden de kunne nå at protestere, selvom jeg kunne høre råbte efter mig.

Harrys synsvinkel: 

"Hvad med familie?" spurgte Niall og begyndte at snore noget snobrød omkring hans pind, selvom det mislykkes en del. Det meste af dejen faldt ned på jorden, men han var ivrigt til at få det på pinden, at det var ligegyldigt for ham. 

Faktisk var det ret underholdene at Caitlin ikke vidste hvad snobrød var. Eller nutella for dens skyld. Hun troede det var lort - haha - men jeg forstod hende godt, for sådanne ting havde hun jo heller ikke hernede. Hun var blevet helt målløs da hun trådte ind i bussen, men det var bare sødt. 

Og nu tænker i nok? Hvorfor lige hende? Hvorfor lige Caitlin? Det har Louis også spurgt om, men det er overhovedet ikke svært at svare; der er noget anderledes over hende. Hun virker meget anderledes end de andre, og det er selvfølgelig kun positivt. Hun virker meget spændende. 

Også skete der bare et eller andet indeni mig, da jeg så hende. Noget.. anderledes. Jeg er ikke forelsket hvis det er dét i tror, men hun så bare så forladt og alene ud, da hun sad nede i klasseværelset og de andre var farret som sindssyge op til os. 

Også da jeg så hende med tåre i øjnene i klassen. Der måtte jo være et eller andet galt - og jeg har sådan en tvang for at vide det. Hun har en eller anden baghistorie, som jeg forstiller mig, at hun holder sig for selv. Noget der har sårret eller ramt hende hårdt, siden hun kan bryde sammen på enhver tidspunkt. 

Mit blik flakkede op på hende, eftersom hun ikke havde svaret. Hun sad bare og stirrede ned i ilden og hvis jeg ikke tog fejl tænkte hun over et eller andet. "Caitlin?" spurgte jeg bekymret. Hun svarede heller ikke, så jeg lagde en hånd på hendes skulder for at få hendes opmærksomhed. Et glimt fik jeg kort fra hende og der gik det op for mig, at hun havde tåre i øjnene. 

Der måtte være noget galt. Helt galt

"Det er nok bedst hvis jeg går.." sagde hun kort og rejste sig. Uden noget andet, var hun begyndt at løbe, bare løbe væk. "Caitlin?!" råbte jeg efter hende, men hun var allerede forsvundet. 

"Hvad sker der?" spurgte Louis forvirret og kiggede efter hende. 

"Jeg ved det ikke.." sukkede jeg og kiggede ned i jorden.

Et sus gik igennem min mave. "Louis! Hun finder jo aldrig hjem i den her mørke!" udbrød jeg og rejste mig op. Det må være yderst umuligt at finde hjem, her var bum mørkt og ikke til at se noget som helst. 

"Du har ret Harry." sagde Liam og rejste sig. "Niall, smid det der fra dig. Vi skal altså finde hende." 

Og jeg kunne ikke være mere enig
.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...