I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3578Visninger
AA

12. I miss you.

Harrys synsvinkel: 

1 år. 

Et fucking år er der gået. 

Et år med en lang turné, interviews, vores nye album og alt muligt shit. Vi havde været overalt i landet og aldrig rigtig haft en eneste fridag. Normalt elskede jeg sådan noget, det gjorde jeg ihvertfald på vores første turné med albummet Up All Night, men den her gang var det bare anderledes. 

Jeg kunne ikke koncentere mig, jeg forblev tavs i alle interviewsne og vågnede kun op, hvis der blev stilt et spørgsmål til mig og til koncerterne glemte jeg for det meste teksterne - og hvorfor? 

Fordi Caitlin var i mine tanker hele tiden. Jeg kan ikke koncertere mig mere, hun er i mit hoved 24/7 og jeg kan bare ikke glemme hende. Det er noget værre lort, fordi jeg kommer ikke til at se hende igen og jeg skal komme videre, men jeg kan ikke. Ligemeget hvor meget jeg prøver så kan jeg ikke.

Heldigvis har vi fri de næste 2 dage inden vi igen skal begynde at holde koncerter igen og til interviews. 

Men jeg kan umuligt slappe af, jeg græder mig i søvn hver evig eneste aften fordi jeg savner den tøs så meget. Det er utroligt og jeg tror aldrig nogensinde jeg har været så væk i en person før. Det er sindsygt. 

Tre banken på mit hotelværelsesdør fik mig trukket ud af mine tanker og satte mig op i sengen. "Ja?" spurgte jeg højt, så personen udenfor døren kunne høre det. "Det er Liam, kan jeg komme ind?" 

"Ja." mumlede jeg, selvom jeg ikke havde lyst til selskab. Jeg havde allermest bare lyst til at være alene hele tiden. Hele tiden. 

Et svagt gult lys ude fra gangen skar i mine øjne, så jeg hurtigt klemte dem sammen. Hvis i ikke havde regnet det ud, så var der helt mørkt herinde. Klokken var omkring 2, vi var lige kommet hjem fra et interview og jeg var smuttet direkte i seng, slukket lyset og trukket gardinerne for. 

"Harry forhelvede," sukkede Liam og lukkede døren til gangen, og tændte lyset herinde. Jeg brugte omkring 6 sekundter på at gnide mig i øjnene, så jeg kunne vende mig til lyset igen. "Hvad?" 

"Sådan her gør du jo hvergang vi er hjemme," sukkede Liam og satte sig på sengekanten, "det må være helt galt." 

"Hvad mener du?" 

"Ja, hver evig eneste gang vi kommer hjem fra en koncert eller interview går du direkte i seng og kommer først op igen, når vi skal ud af døren. Hvad blev der af den gamle glade energifulde glade Harry?" 

"Hun forsvandt, ligesom Caitlin.." sukkede jeg lavt.

"Nå, så det er det!" udbrød Liam og sprang op på benene igen.

"Hvad er hvad?" spurgte jeg forvirret. 

"Det er fordi du savner Caitlin!" 

"Mmmmh." 

"Jeg troede du var ovre hende Harry?" 

"Nå, men det er jeg altså ikke! Jeg sav-" 

"Jamen så.." 

"Så hvad?" 

"Kom med," sagde han kort inden han begyndte at gå hen mod døren til gangen igen. 

"Hvad skal vi?" 

"Gøre det eneste, som kan gøre dig glad igen." sagde han og smilede svagt, før han åbnede døren og smuttede ud. Tøvende fulgte jeg med. 

Caitlins synsvinkel:

Jeg savner ham.

Et år? Er det rigtigt? Et helt fucking år er der gået, og jeg er stadig ikke ovre ham. Jeg kan ikke glemme ham, jeg har prøvet men han lister sig altid ind i mine tanker igen. Det er noget lort og jeg kan overhovedet ikke koncentere mig mere. Både med at pløje markerne eller skolen, og det har efterhånden kun været konsekvenser - for tæsk har jeg fået.

En del, fucking meget. Der omkring mine ribben er jeg helt blå, gul og rød. Jeg ikke hvordan hun har båret sig af med det, men hver dag i et fucking år havde jeg fået tæsk, fordi jeg ikke kunne svare på de spørgsmål hun stilte. 

Og min kind er næsten helt hævet af alle de fucking lussinger Frøken har givet mig. 

Annie er ikke min veninde mere, men efter den dag drengene havde taget afsted var hun begyndt at snakke med mig igen og vi havde mødes på vores mødested og alt var ved det gamle igen, indtil jeg fortalte hende om mig og Harrys forhold - så flippede hun som en sindssyg. 

"Er i sammen?! Hold kæft hvor er du tavelig! Du ved udemærket godt jeg altid har kunnet lide ham også kommer du bare sammen med ham?! Fucking idiot du er! Luder!"

Og siden hendes enorme søde tale havde hun ikke snakket til mig, og hun havde faktisk også flyttet plads hen til Enya, hvor de altid sidder og sender mig dræberblikke og ikke mindst hvisker. 

Ja, jeg er også overrasket over jeg stadig er i live. 

Jeg har flere gange overvejet bare at forlade det hele, men kunne ikke få mig selv til det. Selvom mit liv er lort, jeg har mistet alle de mennesker som betød alt for mig - har jeg bare ikke kunnet få mig selv til at begå selvmord. Fordi så svag er jeg ikke. Jeg kan overleve det her fucking liv, det kan jeg - om der så er nedture, så skal det nok ende godt til sidst. Ikke? 

Ikke? 

Jeg rejste mig op fra min plads, da Frøken sagde vi endelig havde fri. Skolen havde sneglet sig afsted, og jeg var øm i min højre kind, hvor jeg havde startet dagen ud med at få en lussing, fordi jeg kom 3 sekundter forsent. 

Lorte dag, ligesom alle de 366 andre også var. Det hele er bare et helvede og jeg ved ikke hvad fuck jeg skal gøre, for at blive glad igen. Fordi kærligheden kan jeg ligeså godt droppe, venner før jeg intet af - fordi så sød som Annie og Enya nu er, så har de startet alle mulige sindsyge rygter om mig, så alle er bange for mig.

Bl.a at jeg ryger, tager stoffer og skærer i mig selv, hvilket ikke passer - bortset fra den sidste ting.

Mit håndled, ene hofte, og lidt op af mine armene er helt fulde af ar, små ar, som ikke er så tydelige, man skal ihvertfald kigge rigtig godt efter. Eller bortset dem på mit hofte, de er okay tydelige og store. 

Men ingen bekymre sig, ingen kommentere det - alle er ligeglade med at jeg laver sådan noget lort. Så hvorfor stoppe?  

Smerten er vidunderlig. 

Jeg begyndte at gå ud mod udgangen, men stoppede op, da jeg kunne høre nogle grine og nogen var så Annie og Enya som stod og pegede på mig. Jeg sukkede lydløst og gik bare videre - kællinger. Rend mig, så højt oppe. 

Gard, jeg skal bare hjem o-

Hvad fanden?! 

Det.. det kan ikke passe! 

Jeg stoppede op og kiggede med munden formet som et o. Ser jeg syner? Holder den der virkelig? Drømmer jeg? Har jeg slået hovedet? Er jeg besvimet? Hvad sker der?! 

Pludselig gik døren til den røde bus op, og ud kom den dreng jeg har savnet så meget. Den dreng jeg ikke kunne få ud af mine tanker, den dreng jeg aldrig har glemt - den dreng der er skyld i jeg har grædt mig selv i søvne hver evig eneste aften, den dreng jeg elsker mere end noget andet. 

Min kæreste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...