I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3477Visninger
AA

3. He's worried about me.

Da Frøken. sagde vi fik pause var bogstaveligtalt alle smuttet over til drengene, og nærmest overfaldt dem med kram og spørgsmål. Også sad jeg bare nede på min plads helt forever alone. 


Bare fordi de er hvide og sikkert stinkende rige betyder det ikke at de er anderledes end alle andre. Det er latterligt at de får alt opmærksomheden. Ikke fordi at jeg mangler det, men.. ja.. kan i følge mig?

Mit førstehåndsindtryk af dem er ihvertfald ikke særlig godt. De virker meget snobbede. Ej undskyld mig, men så står de bare deroppe og griner højt. Seriøst, får kvalme. 

Men.. pæne er de - det må jeg indrømme. Bestemt ham med krøllerne. Han er charmerende. Men klam. Jeg sukkede lydløst og rejste mig fra min plads, faktisk uden nogle opdagede det smuttede jeg ud i gården, for at få noget luft. Der blev hurtigt indelukket inde i vores klasse, og det gjorde der bare mere, når de var derinde. Forstår i?

Annie var sikkert helt væk i dem, hvis jeg kender hende godt nok. Helt ærligt, de er jo bare et 'boyband' eller hvad fuck det nu hed som kan synge. Jeg kan også synge, hvorfor får jeg så ikke opmærksomhed? 

Jeg satte mig ned ovre i hjørnet, mens jeg puttede mine knæer op foran, så jeg hvilede mit hoved på mine knæer. Smart ikke? Mit blik gled hen på bussen som egentlig så ret spændende ud. Den havde hjul, så det var nok en slags stor bil. Biler har vi ikke mange af hernede, men det kan godt ske man ser nogle par stykker sjældent. 

Jeg kunne sagtens høre dem snakke og grine indefra klassen, hvilket bare gav mig lyst til at gå. De var så.. jeg kan ikke tage dem! De tror bare de ejer det hele man! Og de er lige kommet! 

Med et blev klassedøren smækket op, så det gav genlyd i mit hoved. Ud kom de 5 grinede drenge, med alle fra klassen bag sig. "Okay, hvis i bare lader som ingenting, så filmer jeg på Louis der synger." forklarede en af dem, som stod med en underlig grå dims. Jeg prøvede virkelig at fjerne blikket fra det, men jeg var for nysgerrig. 

Ham der Louis der begyndte at mine et eller andet, hvilket bare fik mig til at løfte det ene bryn. Øh, hvad har han gang i? 

"Fik det!" jublede ham der stod med den mærkelige dims. Louis klappede ham på skulderen og smilede rundt til os alle. Indtil hans blik landte på mig. Jeg skævede kort, da hans øjne borrede sig ind i mine. 

Nej nej nej, hold dig væk smatso! 

Han hviskede et eller andet til ham med krøllerne, hvilket fik ham til at slå blikket hen på mig. En mærkelig fornemmelse kørte op gennem mig, da jeg fik øjenkontakt. De.. fuck da altså. 

"Hey, er du okay?" spurgte ham der Louis og sendte mig et svagt smil. Hvorfor bekymre de sig overhovedet? 

"Ja." sagde jeg afvissende og prøvede at sende ham et smil, men det blev bare til en mærkelig grimasse. Fedt.

"Er du sikker?" spurgte ham med krøllerne og kiggede bekymret på mig. 

"Ja." gentog jeg en anelse hårdt, og ville bare ønske at de gik, men det gjorde de altså ikke. Istedet satte de sig ned overfor mig. "Jeg hedder Louis," forklarede Louis, sjovt nok. Åh ja, det vidste jeg overhovedet ikke.

"Og jeg hedder Harry," sagde han med krøllerne og sendte mig et charmende smil.

Harry.

Jeg smagte på navnet. Harry. Det lød egentlig ret sødt faktisk. 

"Jeg hedder Caitlin." sagde jeg og sendte dem et smil. De var faktisk ikke så slemme. 

"Caitlin? Sødt navn," sagde Louis. Jeg nikkede kort, selvom jeg faktisk hadede det navn. Det lød så.. baby agtigt og det minder mig altid om is. Som jeg faktisk altid har ønsket mig at smage. Jordbær is. 

"Dit navn er nu heller ikke værst," sagde jeg og smilede et sødt smil. Han lavede en eller anden mærkelig lyd, hvilket fik Harry til at grine. "Nå, vi må vidst komme hen og få filmet videre." Harry rejste sig op, og det samme gjorde Louis. "Det var lykkeligt Caitlin. Håber vi ses igen," 

Måden Harry sagde mit navn på, gav mig kuldegysninger. Faktisk gav ham mig bare i det hele taget kuldegysninger, og det kunne umuligt være godt, fordi det var faktisk ret lunken varmt, så det kan ikke være det. 

Håber vi ses igen - åååh.

Louis klappede mig kort på hovedet inden han forsvandt hen til de andre drenge. Jeg skævede kort efter dem. Af en eller anden mærkelig grund kunne jeg ikke få tørret mit smil af læberne. Det sad som klistret fat. 


***
 

Jeg ved ikke hvorfor, men efter samtalen med dem havde de løftet mit humør helt op i skyerne, hvilket det ikke rigtig havde været før, siden mine forældres og søsters død. 

Tanken om den gav mig automatisk tørre i øjnene, men det ville være for pinligt at begynde at græde midt i timen, så jeg tørrede dem ivrigt væk. Som sagt kunne jeg umuligt være koncentreret i timen, og mine tanker ender altid et andet sted. Fx. nu aner jeg ikke hvad hun står og snakker om.

Drengene sad herinde faktisk, de sad ovre i hjørnet og lyttede interesseret med, hvilket jeg ikke forstod. Hvem ville dog gå i skole frivilligt? 

Jeg mødte et bekymret blik fra Harry, hvilket satte min mave igang. Sommerfuglende fløj som aldrig før. Han mimede noget med "Er du okay?" 

Oh gosh, havde han set mine tåre? Year fedt, nu er jeg kendt som hende den svage som tuder hele tiden. Fed start. Men det er jeg jo faktisk også. Svag og tvang til at græde hele tiden. 

Uden at tænke over det knækkede jeg bare vores øjenkontakt uden at svare og kiggede op mod læren i håb om jeg kunne følge lidt med, men igen smuttede mine tanker fra mig. Over på Harry. 

Og hvad sker der for det? Siden hvornår er jeg begyndt at tænke på ham? Jeg kender ham overhovedet ikke. Ved ingengang hvad han hedder til efternavn. Pludselig kunne jeg føle faktisk alles deres blikke på mig, alle 5 drenges blikke, hvilket gjorde mig ret nervøs og ikke vidste hvad jeg skulle gøre.

Det er jo nok ikke særlig behageligt når 5 drenge sidder og glor på en, vel? Kan i se hvad jeg mener? De er godt nok irreterende. 

"Og nu har i fri," hørte jeg Frøken sige efterfuldt af en masse larm fra de andre. Med et havde Annie rejst sig og hurtigt smuttet hen til Sophie som stod henne ved en af drengene. Ham med det sorte hår. Jeg skævede efter hende, selvfølgelig var hun smuttet.

Jeg sukkede lydløst og kiggede ned i jorden. Perfekt - de ødelægger allerede mit liv og tager min veninde fra mig. Elsker dem så højt, mærk ironien.

Jeg begyndte langsomt at gå med faste skridt hen mod udgangen, eftersom alle folk stod henne ved drengene, var der ikke nogen kø til at komme ud eller noget, hvilket jeg faktisk var ret glad for. Jeg skulle bare væk fra dem hurtigst muligt. De.. åh gud. 

Den varme luft omslugte mig da jeg trådte ud fra klasseværelset. Den dejlige luft skyllede ind over mig hvilket fik mig til at smile. Det var rart med frisk luft, der findes ikke noget bedre af det. 

Mit smil falmede dog hurtigt, da mit navn lød bag mig. Fra en alt for bekendt hæs stemme. Jeg vendte mig om og stirre direkte ind i de smukke grønne øjne som jeg misundrede så højt. Jeg havde bare nogle grimme mørke øjne. 

"Hey, er du okay?" spurgte han forsigtigt som om jeg var bange for at flippe ud eller noget. Jeg kiggede først lidt forvirret på ham som om jeg ikke forstod hvad han mente, selvom jeg godt vidste hvad han mente. "Ja," sagde jeg kort og nikkede. 

Han løftede begge sine øjenbryn og kiggede alvorligt. Minderne kørte igennem mit hoved, han gjorde præcis som min far, når han spurgte om der var noget galt. Vandet i mine øjne steg hurtigt og hurtigt fik jeg mig vendt om og begyndte at løbe. Han skulle ikke se mig græde endnu engang. Det ville være for pinligt. 

Han kaldte efter mig men jeg lod som ingenting. Skulle bare hjem og græde. Hvorfor skulle alting minde mig om mine forældre? Jeg er så træt af det! 

"Cailtin!" lød det igen overraskende tæt på. Hurtigt havde han taget fat i min arm og trukket mig hen til ham. Jeg kiggede op i hans grønne og faldt i stir. De.. var virkelig smukke. 

"Du er jo ikke okay," sagde han kort og sukkede. Jeg skævede kort og kiggede ned i jorden. Hold kæft hvor er det akavet det her. "Jo jeg er," forsikrede jeg, selvom det var løgn. 

"Hvor dum tror du lige jeg er? Caitlin, man græder jo ikke for ingenting." han lagde sin ene hånd på min kind og begyndte langsomt at kærtegne den. En sjov - ahah, sjov - men varm følelse kørte op gennem mig. Jeg tvang et skævt smil frem hvilket han gengældte. 

"Kom med," sagde han kort inden han havde fanget min arm og sendte mig et svagt smil, inden han begyndte at gå, før han trak mig med. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...