I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3519Visninger
AA

20. He has his way

Caitlins synsvinkel: 


"Jeg ved ikke om det er en god idé Liam." sukkede jeg og skævede til bussen, "han er virkelig sur på mig." 

"Såså søde," sagde han og klemte min hånd, "det er bedst hvis i snakker det her igennem." 

Liam havde ret, det havde han virkelig - men han gider jo ikke snakke med mig. Det ved jeg. Det er jeg 100% sikker på, han havde jo ikke snakket med mig hele dagen og var sikkert træt af at se på mit grimme ansigt, derfor forlod han resturanen. Jeg forstår ham godt, jeg er grim. Meget grim, jeg forstår slet ikke hvorfor han vil have noget med mig at gøre. 

Jeg er jo grimheden selv. 

"Ikke græd.." sagde han lavt og lagde armene omkring ham. Uden jeg havde lagt mærke til det, var tårene begyndt at rende ned af mine kinder endnu engang. Det havde de gjort næsten hele tiden den sidste time, fordi jeg ikke var færdig med at spise oppe på resturanen efter Harry var gået. 

"Han gider ikke høre på mig.." sagde jeg lavt og kiggede ned i jorden. "Så smut i seng søde, sov på det hele." jeg nikkede langsomt, han havde ret, jeg var ret meget træt. Og måske var det bedre imorgen - måske havde Harry bare en stor humørsvingning? Hvem ved?

Men sagen er at jeg aldrig skulle havde taget med - se det her, Harry hader mig allerede, jeg skulle havde blevet nede i Gahna og blive ædt op af høns eller sådan noget. Helt ærligt, jeg vidste det her ikke ville gå. 

Og Liam hader mig sikkert også, han skjuler det bare. 

 

***


Harrys synsvinkel:

Med vilje havde jeg ignoreret hende og ikke sendt hende et eneste blik hele aftenen, indtil hun gik i seng - i min seng, så jeg skal sove på sofaen, hurra for det. Jeg sukkede lydløst og rev tæppet over mig. Jeg var godt træt også var jeg på kanten til at knække sammen. Det er svært for mig, det er svært at modstå den tvang til at kysse hende eller kigge på hende.

Jeg er forelsket det er jeg virkelig, jeg elsker hende rigtig højt men - hun er jo ikke glad, hun har skadet sig selv pga. mig. Så derfor må jeg vel bare skubbe mine følelser til side og tænke på hvad der er bedst for hende. Ikke for mig, men hende - fordi hun er mit liv nu. 

Og derfor knuser det mig inderst at hun har skadet sig selv på den måde. Og jeg var der ikke til at stoppe hende - og hvad havde jeg egentlig tænkt på? Hun var jo godt knust da jeg forlod hende. Havde jeg så bare regnet med hun gik og var glad i det år, vi ikke så noget som helst til hinanden? Jeg havde jo på fornemmelsen der var sket et eller andet.

Og det værste var at første gang jeg mødte hende efter det år, var hun igang med at skade sig selv - men værre, større. Hun var ved at begå selvmord. Forhelvede - hun havde fucking tænkt sig at dræbe sig selv! Jeg ville aldrig havde tilgivet mig selv, hvis jeg havde fundet hende død også det var pga. mig. 

Og se nu, hun havde tænkt sig at ofre sit liv, fordi jeg som en idiot havde forladt hende - jeg har ødelagt det hele godt og grundigt. Jeg er bare ikke den rigtige for hende, hun kan finde bedre. Hun kan finde en som ikke får hende til at skade sig selv eller ignorer hende. 

Selvom jeg ville ønske den persom var mig, så må jeg bare indse at jeg ikke gør andet end at gøre det værre for hende. Jeg skal komme videre og det skal hun også - det kan bare ikke være os to - men jeg ville ønske det kunne, fordi jeg vil altid være forelsket i hende. Ingen tvivl. 

Det kan godt være jeg skal finde en anden og jeg skal komme videre, men der er ingen tvivl om jeg aldrig bliver lykkelig, når det ikke er hende jeg længere skal være vant til at kysse og holde om. Det vil altid være forkert hvis det bliver en anden pige end hende, men sådan er det jo. Jeg må bare indse at jeg aldrig bliver lykkelig igen. 

"Okay Harry," begyndte Liam og satte sig i den anden sofa overfor mig. Hvorfor vidste jeg at vi nok skulle få den her samtale på et tidspunkt? "Hvad sker der seriøst? Hun er helt ude af den." 

"Liam, jeg er træt, men hvis du virkelig gerne vil vide det, så vil jeg gøre en lang historie kort og sige, at jeg bare ikke er den rigtige for hende. Det kan bare ikke være os to, ligemeget hvor meget jeg gerne vil, så er hun bare ikke lykkelig med mig. Du ved virkelig ikke hvad hun har lavet pga. mig Liam.. Det er forfærdeligt, og jeg kan ikke klare tanken om det, derfor må jeg komme videre og det samme skal hun. Jeg elsker hende, det gør jeg virkelig - og derfor vil jeg have hun skal være lykkelig og  det er hun ikke med mig. Derfor, ingen spørgsmål Liam. Jeg vil sove, godnat." 

Han kiggede forvirret på mig, mens jeg gispede efter vejret, efter min lange tale strøm. Men det var rigtigt, det var sandheden og nu ved Liam det. "Harry, hun elsker dig og du skal seriøst tænke dig godt om omkring det her. Tænk på hun også har følelser og et hjerte der kan blive knust." 

Forstår han bare intet? Jeg vil forlade hende så hendes hjerte ikke kan blive knust. 

"Men godnat, sov på det, og overvej om det virkelig er hvad du har tænkt dig i morgen. Men jeg giver dig bare et råd med at du skal tænke dig om. Godt nok." 

Det er flot Liam, jeg har allerede tænkt det her igennem. Selvom det knuser mig 10000x så er det dét bedste for hende. 

 

***

 

Caitlins synsvinkel:

Jeg slog øjnene op og følte mig som Tornerose, eftersom jeg nok havde sovet i ret lang tid. Solen skinnede ind af den lille sprække i gardinet for vinduet. Jeg havde sovet i Harrys seng, eller sovet og sovet, jeg havde virkelig lagt og grædt i lang tid. Faktisk lå jeg nok og græd i lang tid, så det er nok derfor at jeg har sovet så længe, men så søde som drengene - eller den ene dreng - var havde de ikke vækket mig. 

Men jeg kunne mærke bussen kørte, så vi var nok væk fra skibet, som er lykkelig over. Det var også ret svært at falde i søvn, fordi det føleses som om det hele gyngede. Men det lykkes mig da til sidst. 

Jeg havde ikke rigtig lyst til at stå op, fordi jeg vidste Harry var inde i rummet ved siden af - med mindre kan kørte bussen altså. Jeg havde lyst til at se ham, det er ikke det. Men jeg har bare ikke lyst til at se ham ignorer mig og undgå at se på mit hele tiden. Det knuser mig langsomt, og jeg hader tanken om at han nok hader mig. 

Jeg elsker ham, derfor er det hårdt at se min kæreste sådan. Selvom jeg ikke ved om vi er sammen, hvilket jeg nok tvivler ret meget på, siden han er sådan overfor mig - måske er jeg bare hans flirt, som han har tænkt sig at droppe, når vi kommer til London? 

Det er jeg nok.

Derfor er jeg ret forvirret over hvorfor han overhovedet kom tilbage til mig efter det år, jeg mener.. så må jeg da havde betydet et eller andet for ham, men det gør jeg nok ikke mere. Men han får hans vilje og jeg hvis det er sådan han vil have det, så skal jeg nok lade ham være. Han viser at han hader og ikke gider mig mere - og jeg vil bare have han skal være glad, så må det jo bare være sådan det skal nok. 

Pludselig stoppede bussen, altså med at køre, hvilket fik mig til at sætte mig op. Hvorfor stopper den? Hvorfor kører den ikke videre? Det er da noget mærkeligt noget, eftersom den plejer at køre. Jeg hørte en dør smække og nogle skridt hen langs bussen, hvilket fik mig til at skæve.

Hvad sker der? 

Efter omkring tredje sekundter gik døren til drenges soverum op, altså herinde jeg lå, og lyst fra det andet rum skar i mine øjne. "Søde, er du vågen?" Det var Liam, selvom jeg lige to sekundter troede det var Harry. "Ja," mumlede jeg og blev helt overrasket over hvor hæs min stemme var. 

Morgenstemme. 

Er dét ikke sådan det hedder? 

"Vi er der nu." 

Hvor?

"Hvad?" spurgte jeg forvirret. 

"Vi er i London nu." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...