I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3569Visninger
AA

23. Don't..

Jeg prøvede virkelig at fange hans blik, men det var som limet fat på Louis og Eleanor, som nærmest sad og slugte hinanden. "Yo, get a room!" grinede Zayn, hvilket fik Niall til også at grine. Liam sad bare og rystede på hovedet af dem. "Nå gyys," sagde Zayn og rejste sig, "vil i med ind og se en film?" 

Film?

De nikkede alle sammen og derfor gjorde jeg det også, bare for ikke at være outsider. You know, det ville være akavet. Jeg havde tænkt mig at trække Harry til side, men han var for hurtig og sad allerede inde i stuen. Pis også. 

Jeg sukkede lydløst og efter Liam ind i sofaen og slog mig ned ved siden af ham. Han var den eneste jeg kunne regne med lige nu, for det mellem mig og Harry er efterhånden ved at blive.. slut? 

Tanken om det fik automatisk tårrene til at presse på. Jeg troede vi havde noget specielt, at se ham igen efter det år var vidunderligt. Det var en helt vidunderlig følelse der gik igennem mig, da han trådte ind i min hytte. Han havde ikke forandret sig særlig meget, bortset fra han havde gjort noget ved sit hår, men han havde stadig sine vidunderlige krøller.

Men det er væk nu - han er sikkert blevet træt af mig. Og hvad havde jeg regnet med? Han skal jo forklare enhver ting til mig, jeg er som en 5 årig der ikke ved noget som helst, og det er han sikkert blevet træt af.

Men det hele 'endte' da han så mine ar på hoften. Og jeg kunne ikke fortyde det mere. Jeg fortrød at jeg lavede den, jeg fortrød at jeg tog ham med i svømmehallen, hvor der var frit udsyn til dem. Hvorfor er heldet aldrig med mig? Hvorfor skal det altid gå galt for mig? 

Først min familie og nu min kæreste. 

Ekskæreste

Jeg må bare indse det. Jeg kan ikke blive lykkelig. Måske er jeg det i en kort periode, men så dropper de mig. Jeg er bare ikke nok værd til at blive elsket. Jeg er bare.. ingenting. 

Jeg har bare lyst til at komme hjem. Hjem til Gahna, hvor jeg skal sidde nede i min hytte og .. i ved. 

Men det er ikke det rigtige, jeg troede jeg var stærkere end det. Jeg er jo ligefrem svag, siden jeg kun tænker på at skade mig selv. Men det er sådan det er, det er den eneste måde jeg kan føle det, som jeg fortjener. Fortjener smerte. 

Fortjener smerten mine forældre gav mig, da de forlod mig.

Fortjener smerteren min søster gav mig, da hun hængte sig foran mig.

Fortjener den smerte jeg før, når Harry pludselig forsvinder og aldrig vil se mig igen. 

Gud hader mig, og ønsker ikke jeg skal være lykkelig. Gud synes ikke jeg fortjener kærlighed eller noget omsorg, fordi det ender altid med at jeg bliver sårret og forladt. Bare vent, det er jeg sikker på. Men hvad er det jeg har gjort? Jeg er jo bare en normal sort tøs, ikke andet. 

Jeg ved godt, dét med at skære i sig selv aldrig er løsningen. Men hvad kan jeg gøre ved det nu? Ingenting. Jeg kan ikke lave om på det - de ar er på min hofte, op af min arm og på mit håndled resten af mit liv. 

Og hvad er meningen med at leve, når man ingengang er lykkelig? 

Efter min mening - ingenting. 

I mit liv er der intet der giver mening - bogstaveligtalt. Bestemt mig selv, jeg er bare .. en pige. En ensom pige og snart sårret pige. 

Hvorfor kan jeg ikke blive lykkelig? 

Hvorfor? 

Med et rejste jeg mig fra sofaen, hvilket fik alles blikke til at flyve hen på mig. Det er besluttet det her, nu er der ingen vej tilbage. Men det her er også det rigtige. "Harry.." mumlede jeg og kiggede hen på ham. Han fjernede sit blik fra mig og så ned i jorden. Han ved vidst nok hvad jeg har tænkt mig at sige - men i det mindste kiggede han da på mig, det har han ikke gjort i lang tid.

"Hvad er der galt med dig?!" udbrød jeg og spjættede med armene, "hvad er der sket?! Hvorfor fuck hader du mig?!" 

Hans blik lå stadig nede i jorden, og jeg havde bare lyst til at kaste en eller anden potteplante hen i hovedet på ham, så han ville kigge på mig. "Hvorfor Harry?! Hvorfor tog du mig med, når du alligevel skal væ-" 

"Caitlin.." 

"Forhelvede Harry!" skreg jeg, mens tårrene løb ned af mine kinder, "det kan fandme ikke være rigtigt! Tog du mig med for at se mig bøde sådan! Du-" 

"Caitlin!" hvæsede han og rejste sig op, og gik hen mod mig. Hans blik var ulæselig, men noget sagde han var vred.. eller trist. "Se hvad helvede jeg gør ved dig!" 

Han løftede op i mine ene hofte, normalt ville jeg havde kæmpet imod, men mine øjne var borret ind i hans, og jeg havde ikke lyst til at fjerne øjenkontakten. 

Der lød nogle gisp, og jeg ved godt hvorfor. Alle de andre havde frit udsyn til mine ar. 

"Det er sgu da ikke dig der gør det!" skreg jeg, 

"hvem fuck er det så?!"

"Jeg gj.. det.. Nej Harry! Jeg gør det ikke pga. dig! Hvordan fanden kan du tro det?!" 

"Jeg forlod dig, i det år vi ikke sås gjorde du det der. Selv da jeg kom tilbage var du igang med det.. Caitlin, hvis det ikke var pga. mig. Hvem fanden er det så?!" 

Han havde ret, men jeg gjorde det fordi jeg troede det var ovre. Jeg troede aldrig jeg skulle se ham igen. Jeg gjorde det fordi jeg elsker ham. Men hvis jeg siger det, tror de jo alle sammen jeg er sindssyg. Men det er sandheden, og den kan jeg ikke løbe udenom.

"Jeg troede du havde forladt mig," hviskede jeg, selvom min stemme var grædefærdig, "jeg gjorde det fordi jeg elsker dig! Jeg troede aldrig jeg skulle se dig, og den tanke .. kunne jeg ikke klare." 

"Jeg lovede dig jo, at vi nok skulle se hinanden igen Caitlin.." 

"Det håbede jeg også på de første måneder, men du kom aldrig. Jeg faldt længere og længere ned til bunden og ingen var der, til at trække mig op. I skolen gjorde de nar af mig, min kæreste forlod mig, mine forældre og søster har også forladt mig! Harry! Hvordan fanden tror du det er?!" 

"Jeg ved ikke hvordan du har det Caitlin.. Men.." 

Men?

"Jeg er ked af det.." 

...

"Jeg elsker dig, og det vil jeg altid gøre." 

Han tog begge mine hænder og borrede sit blik alvorligt ind i mine.

"Jeg vil bare have du skal være lykkelig," hviskede han, "og hvis jeg får dig til at skade dig selv, gør jeg dig ikke lykkelig. Så det kan ikke være os to.." 

"Harry, du må ikke.." 

"Jeg er ked af det, men du bliver aldrig lykkelig med én, som får dig til at skære i dig selv. Caitlin, jeg elsker dig og jeg ville ønske det kunne fungere mellem os to.." 

"Du må ikke.." 

"Jeg er ked af det.. Det er virkelig. Jeg elsker dig. Da jeg forlod dig, kunne jeg ikke komme over dig. Jeg sad inde på mit hotelværelse og græd, fordi jeg troede jeg aldrig skulle se dig igen. Jeg håbede og bad til gud om du havde det godt, men du ... du.. ja... over mig..." 

"Harry... nej.. jeg.. jeg elsker dig!"

"Undskyld," hviskede han og kyssede min ene kind. "Bare husk, jeg vil tænke på dig hver evig eneste dag og jeg vil aldrig glemme dig. Jeg ønsker du skal være lykkelig.." 

Han slap begge mine hænder, så de faldt ned langs min side og vendte sig rundt. 

Det her må ikke ske... han .. han må ikke..

"Jeg vil aldrig glemme dig," hviskede han højt nok, til at jeg kunne høre det og gik ud mod gangen og lidt efter hørte man en dør smække. Det.. det kan ikke passe. Det er slut.. Han har forladt mig.. forevigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...