I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3368Visninger
AA

19. Do not be mad at me..

"Caitlin.. Hvad er det der?" sagde han hårdt og pegede på min hofte. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg sank den klump, som var begyndt at forme sig i min mund. Jeg bed mig hårdt, alt for hårdt, i læben og kiggede ned i jorden. Hvad skal jeg svare? 

"Caitlin forhelvede!" snerrede han og gik hen til mig. Han trak mig op fra bobblebadet, som jeg stadig ikke var kommet op fra, og satte sig ned på hug foran mig, og begyndte at studere og køre en finger over min hofte. Jeg udbrød et gisp af smerte, da han pressede lidt på en af dem. 

Av forhelvede. 

"Jeg troede vi blev enige om du skulle stoppe!" sagde han lavt og rejste sig op. Jeg mødte hans blik, som var fuld af skuffelse. "Det er alt-" 

"Jeg er så skuffet Caitlin.. Jeg troede virkelig jeg kunne stole på dig. Jeg troede på dig, da du sagde du ville stoppe." 

"Harry! Det er j-" 

"Hvorfor gør du det? Du ved godt jeg hader-" 

"HARRY FORHELVEDE, DET ER SGU DA IKKE NYLAVET!" 

"Fuck om det er 'nylavet' eller sådan noget shit! Princippet er at du har gjort det!" 

"Du-" 

"Nej Caitlin.." sagde han hårdt, "bare nej." 

 

***

 

Har jeg nogensinde nævnt jeg hader stilhed? Jeg fucking alt i hele helvede hader det. Og som du nok kan høre, er jeg pisse vred, men mest trist. Harry har ikke snakket til mig, siden episoden i svømmehallen. Faktisk havde han bare gået, uden at vente på jeg blev færdig med at klæde om i svømmehallen. 

Han var virkelig skuffet - men jeg forstår ham ikke. Fordi jeg er stoppet, det er jeg virkelig - selvom tvangen er der. Virkelig. Det er som at åbne en pose chips, tag en og så må man ikke spise resten - jeg savner det. Men jeg er stoppet for Harrys skyld, fordi jeg hader at se ham skuffet - og ikke mindst trist. 

Men lige nu sidder mig, Liam og Harry på restaurant. Ingen af os har sagt et ord, bortset fra Liam der kommentere hans ris, men ellers ikke. Det var virkelig akavet og stemningen var virkelig ubehagelig. 

Indtil Liam heldigvis brød den.

"Okay, hvad sker der?" spurgte han, mens han blik flakkede mellem mig og Harry. Ingen af os svarede, og jeg kunne høre Harry sukke lydløst, da han spurgte. Jeg bed mig hårdt i læben. 

"Hvorfor er i sådan? I plejer da altid at snakke og snakke og snakke. Og hvorfor.. holder i så meget afstand fra hinanden?" spurgte han forvirret. 

"Det er en lang historie.." sagde Harry lavt og en sjov fornemmelse kørte op gennem mig. Gud, jeg har savnet hans stemme.

"Jeg har massere af tid," sagde Liam kort og kiggede alvorligt på os. 

"Nå, men det har jeg altså ikke!" vrissede Harry og rejste sig hårdt fra stolen, hvilket gav et sæt i både mig og Liam. Uden at sige mere, forsvandt han, ikke ud på toilettet, men hen mod udgangen. "Caitlin.. hvad sker der?" spurgte Liam og kiggede efter Harry, der forsvandt langsomt fra hans synsvinkel.

"Jeg.." begyndte jeg, mens jeg kunne mærke tårrende presse på. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.." 

Han skævede, før han nikke langsomt. Mit blik fandt mit skød, som jeg borrede mine øjne ned i. Tårrene begyndte langsomt at køre ned af mine kinder. Jeg hader at se ham sådan. Det er noget lort det hele. 

"Kom her," sagde han og lagde armene omkring mig og trak mig ind til ham. Jeg snøftede kort. "Det skal nok gå.." sagde han lavt og begyndte at nusse min ryg på den der måde, som altid gjorde mig rolig.

Harrys synsvinkel:

Jeg fatter ikke hun har gjort det endnu engang. Hun gav mig sit ord på, at hun ikke ville gøre det igen. De sår så så nylavet ud - hun ødelægger jo sig selv så meget. Hendes håndled er helt ødelagt med alle de ar, selvom de er ret utydelige, men hvis man kigger godt efter, kan man tydeligt se dem. Men dem på hendes hofte, var virkelig tydelige, store og ja.. 

Jeg ved virkelig ikke hvad hun har tænkt på, da hun gjorde det. Hvad fanden havde hun tænkt på ja?! Altså sådan at begynde at skære i sig selv? Det er sgu da noget værre lort! Hvorfor begynde på sådan noget?! Man skal jo gå med det resten af sit liv! 

Men hun har jo gjort det pga. mig.

Selvom hun ikke har sagt det i en sætning, kan jeg regne det ud. I det år jeg ikke var hos hende, begyndte hun, så det måtte jo have noget med mig og gøre. Men tanken om jeg er på hendes håndled, op af hendes arme og på hendes hofte gør mig så ulykkelig. Jeg fatter ikke hun har skadet sig selv pga. mig .. 

Mig .. hendes kæreste. 

Eller, faktisk kan jeg ikke sætte finger på vores forhold. Fordi sådan ligefrem spurgt hende har jeg jo ikke. Jeg ved ikke om jeg bare er hendes ven, men jeg har tænkt mig at spørge hende snart .. bare ikke nu, fordi vi er igennem en ret svær tid lige nu. 

Jeg valgte at gå, bare gå da vi sad og spiste oppe på resturanen Hende, Liam og jeg, fordi hun havde en tshirt på (Liams) hvor der var frit udsyn til hendes ar på hendes håndled, og jeg kunne ikke klare at kigge på det. Det gør mig så ulykkelig, fordi - som sagt - er det pga. mig. 

Jeg vil forhelvede ikke have hun skal.. skade sig selv. Hun fortjener det bedste .. og .. hvis jeg får hende til at skære i sig selv, så er jeg ikke det bedste for hende. 

Måske går vores forhold ikke. 

Jeg vil bare have hun skal være glad, have et perfekt liv med de bedste omkring sig, jeg vil have hun skal være lykkelig - men det er hun ikke med mig i nærheden. 

Derfor .. 

Det er noget lort jeg ved det. Jeg har snuppet hende med til London, og her sidder jeg med tankerne om jeg skal forlade hende. 

Men så er det også mod min egen vilje. 

Jeg elsker hende, det gør jeg virkelig - jeg er så glad med hende i nærheden, og hun er virkelig det bedste der er sket for mig længe, men .. det er jo ikke godt nok, hvis det er mig der er glad, fordi hun skal jo også være glad - derfor ... 

Åh fuck .. hun er jo ikke lykkelig med mig, derfor .. amen forhelvede, det er så svært det her. 

Men SOM SAGT skal hun være lykkelig. Og hun fortjener det bedste såå.. jeg må .. gøre det her slut. 

Jeg vil ikke! I skal ikke sidde og tro jeg ikke elsker hende, fordi det gør jeg virkelig. Virkelig meget - det er bare. Hun skal være glad, hun skal grine, være lykkelig og føle sig elsket. Og det bliver hun ikke af mig, der får hende til at skære i sig selv, hun føler sig ikke elsket af en der ikke har snakket med hende næsten hele tiden og bare forlod hende på resturanen. 

Hun fortjener bedre end mig. 

Men jeg må vente, det er jo ikke perfekt at 'slå op'  når man skal sidde sammen i en bus i nogle timer endnu. Jeg må vente til vi kommer til London.. 

Det er forsent at sende hende tilbage nu, jeg vil ikke have hende tilbage det til hul hun boede i før. 

Det er en svær beslutning, men jeg er bange for det er det bedste. 

For hende..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...