I promise we will Meet again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
Caitlin Wood er navnet på den forældreløse 17-årige pige. Hun så dem dø af sult foran hende. Hun så hendes søster tage sit eget liv. Med tabet af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv, forsætter hun livet som den fattige tøs fra Ghana. Selvom hendes liv var blevet forvandlet til et helvede og hun savner dem så ufatteligt meget, kæmper hun videre og prøver ikke at skænke dem en tanke, selvom det er umuligt. Derfor gemmer hun sorgen bag hendes selvsikre facade. Men en ting er sikkert, hun bliver aldrig lykkelig eller glad igen. Men da det berømte boyband One Direction pludselig en dag dukker op på hendes skole bliver hendes hverdag pludselig ændret og mærkelig følelser bliver vækket til live. Hvordan vil det gå?

27Likes
57Kommentarer
3356Visninger
AA

14. Decision

"Folk kigger," sagde Liam, lavt nok til det kun var os der kunne høre det. 

"Og?" spurgte Harry forvirret og slog det ene øjenbryn i vejret. 

"Harry, vi kom herned for at filme vores musikvideo og være lidt sammen med personerne hernede. Vi kom jo ikke herned for at kidnappe en pige som du har fået følelser for? Vel? Hvis vi skal tage en person med hjem, så skal vi tage alle med." 

Mit blod frøs til is, mit hjerte stoppede med at hamre. De skal virkelig forlade mig igen, bare fordi andre folk er så skide misunderlige. Jeg kan ikke uden dem - nu har jeg lige set ham igen, det hjælper jo ikke en skid på det hele, hvis han bare skal forlade mig endnu engang. 

"Det.. det kan ikke passe," sagde Harry, selvom hans stemme knækkede over. Jeg bed mig usikkert i underlæben, da tårrende pressede sindssyg meget på. 

"Jeg ked at det.. Men sådan er det jo, og vores magagement vil jo nok hellere ikke blive særlig glade for det, Harry." 

Fuck dig og det der pis Liam. Jeg er så vred! Så trist! Forhelvede, det hele sænker bare til bund igen. 

Jeg kiggede op fra jorden og mødte Harrys vidunderlige grønne øjne, som var fulde af sorg. Jeg kneb øjnene sammen og lagde armene omkring hans liv, "jeg elsker dig, husk det." hviskede jeg blidt i hans øre. 

 

***

Selvfølgelig savner jeg ham. Hvad havde jeg regnet med? Selvfølgelig sidder jeg nede i min hytte og er grædefærdig. Seriøst. Hvad havde jeg regnet med? At han bare kunne forlade mig, og jeg bare ville være okay? Nej, jeg er sænket så meget ned på bunden, at det umuligt at komme op igen. 

Da jeg så den røde bus køre væk, knækkede mit hjerte midt over, også snart den var ude af min synsvinkel knækkede jeg bogstavelig talt sammen, og jeg tror aldrig jeg har skreget så højt før. Men folk der stod og kiggede på, var ligeglade, grinede bare og pegede. 

Mit liv er lort - meget mere lort end før. Der er lige blevet helt 1 liter mere lort på mig. 

Derfor kan jeg ikke mere, jeg ved at kan ikke kan mere uden ham. Jeg er sikker, jeg ved godt jeg har lovet mig selv og blevet enig med mig selv om jeg ikke ville tage herfra på sådan en latterlig måde, at tage sit eget liv. Men.. jeg kan ikke se grunden til at leve, når man alligevel er knust.. to gange. 

Men først. Jeg mangler lige at nyde smerten. 

Jeg greb fat i kniven som lå ved siden af min seng og strøg min finger over den et par gange. Den var efterhånden blevet tørret ind med gammelt blod og ret beskidt, men who carres? 

Ingen. 

Derfor pressede jeg kniven ned i mit håndled og den vidunderlige følelse væltede ind over mig. Smerte. Alligevel, nu hvor jeg snart skulle sige farvel, kunne jeg ligeså godt.. jeg pressede den endnu hårdere ned, så blodet fløj op og gled ned på jorden med forsigtige drypper. Jeg udbrød et højt skrig af smerte, men også nydelse. 

Harrys synsvinkel: 

"Harry, jeg forstår dig godt.." sagde han lavt, uden at fjerne blikket fra foruden. 

"Forstår mig? Du kan ikke en skid sætte dig ind i det her! Hvad fuck ville du gøre, hvis du bare skulle forlade Danielle, endnu en fucking gang?!" vrissede jeg hårdt og sænkede tilbage i sædet, for at styre min vrede. Jeg var så vred, men alligevel kunne jeg knække sammen på et hvert tidspunkt. 

Jeg savner hende allerede. Jeg mangler hende. Jeg kan ikke leve uden hende. Jeg er bare i et stort hul, jeg er ikke andet end en mopset person uden hende. Jeg kan umuligt være glad, når hun ikke er i nærheden. Det er Liams skyld, hvis han ikke skulle være så fandens klog, havde hun sat i bussen sammen med mig. 

Hold da fucking kæft, jeg savner hende. 

"Liam, jeg fucking kan ikke uden hende." sagde jeg lavt og kiggede ned mod mine fødder. Det gav et sæt i mig, da bussen pludselig stoppede og Liam vendte sig fra siden og kiggede alvorligt på mig, "mener du det?" 

"Ja?" sagde jeg en anelse dumt, det var nok verdens dummeste spørgsmål Liam, daarh. 

Han sukkede højlydt, "fint, så gør vi det for din skyld, men det er ikke mit problem hvis vores magagement flipper fuldstendig over det her." 

"Så.. hvad mener du?" 

"Vi henter hende, nu." 

Med et havde jeg rejst mig fra sædet og hoppede ud af døren, som jeg så fint smækkede bagefter. Uden at vente på Liam overhovedet, begyndte jeg at løbe ind mod byen igen, godt nok havde vi kørt i omkring 2 minutter, så vi var ikke så langt væk fra byen, eller skolen. 

"Harry vent!" råbte han efter mig, men jeg ignorerede ham, som om jeg kan vente, så jeg endelig kan få min eneste ene med. Jeg løb forbi skolen, igennem forskellige gader mens mit blik flakkede rundt fra person til person i håb om det kunne være hende, men heldet var ikke med mig. Liam var forlængst bagud, men det var dét jeg mindst skulle tænke på lige nu. 

Jeg stoppede op for at få min vejrtrækning på nogenlunde normalt tempo igen, eftersom jeg havde løbet i lidt tid. Ikke fordi jeg var i dårlig kondi eller noget, men ja. Folk gloede mærkeligt på mig, selvom de smilede, jeg lavede bare et lille nik til nogle få personer, inden jeg begyndte at løbe igen. 

Da jeg fik øje på en person stoppede jeg brat op og studerede hende nøje. Det var godt nok ikke Caitlin, men hende pigen som sidder ved siden af hende i skolen. Annie, som Caitlin havde forklaret hun hed, hendes bedsteveninde. Hun måtte vide hvor hun var hende. 

Med hurtige faste skridt gik jeg hen til hende og lagde en hånd på hendes ene skulder, hvilket fik hende til at vende sig forvirret rundt, men da hun så det var mig, lyste hun op i set stort smil, "Harry? Gud hej!" sagde hun med en.. forsøgene tiltrækkende stemme. 

Jeg rynkede panden, men smilede så lidt falsk til hende, "hej Annie." 

Hun kiggede over mod sin veninde og mimede et eller andet som "omg, han kan mit navn" eller noget i den stil. Men det var jeg efterhånden blevet ret van til. "Hva så?" spurgte hun og lavede et lille nik med hovedet. 

"Ved du hvor Caitlin er?" spurgte jeg og kiggede alvorligt på hende. Pludselig falmede hendes smil fuldstendig, til et enormt vredt blik. Hun sukkede lydløst, "gå den vej, den hytte som ligger helt outsider, langt væk fra de andre, er hendes." 

Jeg nikkede taknemmeligt, og uden at svare begyndte jeg at løbe ned langs den sti, hun havde forklaret. Kan ikke vente med at se hende, og fortælle hende den gode nyhed at hun skal med til London! 

Kan ikke vente med at se hendes ansigtudtryk, når hun ser mig igen! Kan ikke vente med at se hendes ansigtudtryk når jeg fortæller hende den gode nyhed! Iiiiih. 

Da hytten som lå langt fra de andre var inden i min synsvinkel, begyndte jeg at gå langsommere, fordi jeg studerede den. Boede hun virkelig.. derinde? Det var jo nærmest bare en klump ler, eller sådan noget med noget lidt mislykket stråtag på. Den så virkelig.. kold og forladt ud. 

Tanken om min kæreste har boet derinde hele sit liv var forfærdelig. Hun fortjener bedre, ingen tvivl. 

Et højt skrig løb pludselig derinde fra, hvilket fik mig til at stoppe op og knibe øjnene sammen. Et sug gik igennem min mave, da det gik op for mig, det var derinde fra. Jeg begyndte at sætte i løb derhen. Hvad sker der?! 

 


******

Jeg har det som d. 24 dec! Dagen går så langsomt, og jeg vil bare have det skal være aften! 
For jeg skal jo til Wasteland koncert med de beeeeedste. x 
Derfor skal tiden gå rimlig hurtigt og det gør den, når jeg skriver herinde, såååååååå. Ved i hvad det betyder?! 
Hvis det muligt og hvis jeg har fået skrevet det færdigt inden klokken 4 hvor skatten kommer og æder sig tyk i pizza sammen med mig, så publicere jeg et nyt kapitel. 
xoxo Laura

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...