Go to hell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
Jay er navnet, vil du vide mere? Jamen værsgo! Mobning er en del af min hverdag, sådan er det bare, det er ikke engang noget jeg er ked af, for jeg kan ikke huske hvordan min verden var uden.
Jeg tror ikke på kærlighed, og kommer aldrig til det, kærlighed findes kun på sukkersøde flim, og discount eventyre.
Jeg er mig selv, til kanten og lidt til, kun for at bevise at folk ikke kan tynge mig ned med hårde ord, og slag.

- Det smukke cover er lavet af Sappe -

7Likes
13Kommentarer
720Visninger
AA

7. kapitel 4

Alt virker nytteløst, jeg ligger i sengen, og stirre op på mit grå loft, jeg havde en hyggelig dag sammen med Julia igår, men da jeg kom hjem, faldt jeg sammen på sofaen, tynget af frygten om at hun bruger mig, eller bare venter på at håne mig. 

Niall havde været forbi med en ny mobil til mig, og spurgt om jeg var okay, han er bare så dejlig, og derfor kunne jeg ikke få mig til at sige sandheden, jeg sagde alt var fint, med et falsk smil,

Louis havde prøvet at ringe syv gange, uden at efterlade en telefonsvare besked, og nu havde jeg endelig fået mod til at ringe tilbage, på vej over til supermarked, for at købe mølk og mel, til en kage. Jeg fuckig elsker kage! det er mit liv, sammen med bacon, men mest kage... Nej.. Nu er jeg bare ond mod Bacon, Bacon kage! 

Den ringede en gang, to gange, tre gange, fire gange, og lige da jeg var ved at ligge på, tog han den, 

"Jay hej!" han lød både lettet og forvirret, 

"Sorry, det tog så lang tid før jeg tog den, skulle lige væk fra de andre" jeg nikkede lidt som svar selvom jeg vidste han ikke kunne se mig, 

"Hvad ville du?" min stemme var hverken hård eller kold, bare direkte og neutral som du ville tale til en hver fremmed på gaden, eller damen bag kassen i supermarked. 

"Hvem er ham drengen på billedet?" Jeg vidste med det samme hvad han talte om, men spillede dum, for at købe mig noget tid til at finde på en undskyldning, hvor latterlig den end måtte være, 

"Hvilket billede?" Min stemme lød lige så fatsvag, som Catherina i matematik timen, da læren fik hende op foran hele klassen, for at udregne en x i anden ligning, forskellen på hende og mig er bare, at når hun begår en fejl, er det ikke en fejl. 

"Det billede på din telefon, der fik dig til at kaste den skråt igennem lokalet, og ind i væggen" sagde han med en træt stemme, der fortalte at han vidste, at jeg vidste præcis hvilket billede han talte om. 

"Når, det billede, kan du lide det? Det er fra mit fotoshoot, var derover i fucking fire timer, og syntes at alle billederne var så dårlige" 

Fotoshoot.. Flot Jay, du har sceneskræk..... og ser frygtelig ud på billeder! desuden ville du aldrig gå til et fotoshoot, uden at fortælle alt til drengene. 

"Drop det, jeg ved det er løgn" jeg sukkede, da min elendige løgn blev kastet til jorden, og trampet på af kæmpe kalkuner, 

"Pokker tage dig, din onde bacon, nu vil bacon guden straffe dig" snerrede jeg ind i tellefonen, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle sige. 

"Hvem er det på billedet?" endnu en løgn sad fast på min tunge, klar til at trille ud over mine læber, men af en eller anden grund, kom den ikke ud da jeg åbnede munden, den holdt fast med tænder og klør. 

"Jack" svarede jeg, så lavt at jeg ikke var sikker på om han hørte mig.

Måske var det hans kommanderende undertone, eller bare det faktum at jeg havde brug for nogen at betro mig til, at jeg fortalte ham navnet, på drengen der hjemsøgte mig hver nat, i mine drømme.

 

"Ja, og hvad fanden hjælper det mig?!" vrissede han, jeg skuttede mig under hans stemme, han  havde aldrig snerret af mig på den måde. 

"Undskyld Jay, men du er som en lille søster for mig, jeg elsker dig, og når jeg ser sådan noget, så knuser det mig" hans stemme var skrøbelig som glas, så fin og sart, at jeg næsten forvekslede ham med min mor, måneden før kræften rigtig fik fat på hende. 

"Der var fest og jeg var fuld, det virkede som en god ide, men jeg sagde nej, det gjorde jeg Louis, men han var ligeglad, de optog det, de optog det på video, han var ligeglad, undskyld Louis, jeg bad ham om at stoppe, du må tro mig, jeg sagde nej" hikstede jeg, uden jeg havde lagt mærke til det, var tåre begyndt at trille. 

Du er svag, tænkte jeg, men lod det sværme rundt sammen med de andre selvhadende tanker. 

Jeg hørte et suk i den anden ende, 

"Jeg kommer over i aften, så spiser vi pizza, ser film og hygger som de andre dage" jeg smilte lidt ved tanken, men da jeg så Jack, sammen med hans venner over på den anden side af gaden falmede mit smil hurtigt. 

"Deal, jeg skaffer Pizza og film, du skaffer sprite og slik, meget slik, og så ses vi klokken syv" Jeg lagde på, og skyndte mig. 

Han måtte ikke se mig, det måtte han bare ikke. 

"Ey Jones!" jeg gøs, hans stemme klistrede sig op ad mig, og fik mine hår til at rejse sig på vejen. 

"Jeg var ikke helt færdig med dig i fredags, men der er ting man gerne vil gøre uden for optagelserne" grinte han, hans venner grinte med. Undtagen en, en lidt lav rødhåret fyr med fregner, stod og kiggede sig genert ned i jorden. 

"Jeg heder Jay" sagde jeg til ham, mine øjne var stift rettet mod ham, påtrods af de fire fyre, der stod og opførte sig som vilde dyr, for at få min opmærksomhed, han løftede let hoved, og hans øjenbryn fløj op i panden på ham, sammen med et stort tandfyldt smil på placeret på hans læber. 

Hans tænder var skæve, men det var bare sødt, han havde store nødefarvede øjne, og en stram Tshirt der vidste alle hans muskler. 

Jeg ved ikke hvorfor jeg snakkede til ham, måske fordi han virkede mindst skræmmende, måske fordi jeg ville bryde grædende sammen hvis jeg mødte Jacks øjne. 

"Max" svarede han i et luftigt tonefald, 

"Hvad så, du vil have gingeren, men ikke mig?" jeg fnyste fornærmet, og trak mit blik væk fra Max' røde lokker, og bløde øjne. 

"Jeg vil helst have du holder kæft, og holder dig langt væk fra mig" jeg mærkede næsten ikke slaget, så kun facten at jeg lå på jorden mens min læbe blødte, ventede kun på at smerten ville træde ind. Men den kom aldrig, endnu et slag, stadig ingen smerte, og endnu et. Det blev ved i lang tid. 

Til sidst mærkede jeg ikke noget, andet end en kølig brise, måske var det tid til jeg skulle op til mor, på en måde gjorde det mig glad, jeg ville gerne forlade den her jord med et smil på læben, derfor tænkte jeg på alle de gode ting jeg kunne huske. 

Louis' overbeskyttende storebror attityde, Nialls søde smil, Liams dejlige latter, Zayns varme øjne, Harrys trygge kram, min mors blide berøringer. Og hvis jeg ikke smilte udvendigt, gjorde jeg det ihvertfald indvendigt, en behagelig varme fyldte mig op indefra, og jeg havde ikke været så glad længe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...