Go to hell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
Jay er navnet, vil du vide mere? Jamen værsgo! Mobning er en del af min hverdag, sådan er det bare, det er ikke engang noget jeg er ked af, for jeg kan ikke huske hvordan min verden var uden.
Jeg tror ikke på kærlighed, og kommer aldrig til det, kærlighed findes kun på sukkersøde flim, og discount eventyre.
Jeg er mig selv, til kanten og lidt til, kun for at bevise at folk ikke kan tynge mig ned med hårde ord, og slag.

- Det smukke cover er lavet af Sappe -

7Likes
13Kommentarer
706Visninger
AA

5. Kapitel 3

Jeg havde altid hadet der i gyser film, hvor moderen står over offeret, og offeret begynder at tigge, og bede for sit liv.

Jeg mener tror de bare at moderen vil slippe dem fri, med et smil?

Men nu hvor jeg kigger på mit tårevældet ansigt i den ridsede mobil skærm, føler jeg mig som offeret i en gyserfilm.

Står presset op mod muren, ved at der ikke er nogen chance for at flygte, prøver at ramme hans ømme punkt, ramme den samvittighed som for længst er fløjet med blæsten.

Nu ved jeg også hvorfor, man bliver så rammet af frygt, at alt virker logisk en hver lille mulighed virker oplysende.

Men nu når jeg tænker over det, er det eneste ord jeg kan finde på mine handlinger: Svag.

"Er der nogen?" Spørg en lys stemme efterfulgt af nogen bank på døren, jeg snøfter en sidste gang før jeg svare.

"Ja" jeg prøver at holde gråden ude af min stemme, men det mislykkeds da små hulk afbryder det lille en stavelses ord.

"Er du okay?" igen svarede jeg med et kort 'Ja' og håbede på at hun går væk.

"Det lyder ikke som om du er okay" griner hun, hun griner ikke af mig, men hun griner bare, en let lys latter.

Jeg ville gentage løgnen, bare svare 'Ja' og vente, vente på at hun blev træt af at vente, og gik, fandt et andet toilet, og bare lod mig være.

Men ordet kom aldrig, det satte sig fast i min hals, som ville gud kvæle mig i mine egne løgne.

Jeg svarede ikke, gemte bare hoved i mine hænder.

Jeg hende fumle med noget  i sin taske, og få sekunder efter gik låsen op med et lille 'klik'

"Hey, du" sagde hun, og satte sig ned på det over tissede gulv, ved siden af mig.

"Hey selv" svarede jeg, da jeg genvandt stemmen.

"Hvad sider du herude for?" Hendes stemme var blød og jeg løftede hoved for at kigge op på hende.

Hun havde glat skulder langt hår, som var pænt til hendes blå øjne, det blonde hår, omfavnede hendes hjerte formede ansigt, og de let lyserøde læber der smukt prydede hendes ansigt, fuldendte hendes engle look.

"Sider her bare" jeg vil egentlig gerne fortælle det, fortælle om videoen, om drengene, om Jack, om hvordan jeg hver dag stod med det skarpe stykke metal, og tænkte på om livet måske ikke var værd at kæmpe for.

"Can i join you?" Hun havde en tung britisk accent, som fik mig til at smile.

"Hvis du har lyst til at side på der over pissede gulv, er du velkommen" sagde jeg, det var meningen det skulle være en joke, men ingen af os, kunne få mere en et halvhjertet smil frem, på vores læber.

Hun lænede sig op af væggen, og lod sig glide ned, indtil hendes røv ramte toilet gulvet, hun fjernede en vildfaren lok, fra ansigtet, og lod sit blik møde mit.

"Du behøver ikke forklare, jeg har set videoen" hendes ord var som nåle, der fandt det svage punkt, og bare ventede på at stikke. Jeg ventede bare på smerten. Men den kom ikke, jeg vidste jo allerede at hun havde sendt den rundt, en person fra eller til, ville ikke gøre nogen forskel.

Jeg endte bare med at give hende et lille nik, mens jeg prøvede at holde tårerne inde.

"Kom" jeg kiggede på hende, og så at hun havde rejst sig op, og stod med en udstrakt hånd imod mig.

"Hvorhen?" stammede jeg, og måtte bide mig selv i læben fordi jeg lød så svag.

"Ud" hendes stemme var selvsikker, og hun satte streg under sine ord, med et lille blink med øjet, som fik et smil til at blomstre på mine læber.

Hvis jeg skulle beskrive mig selv, ville jeg sige at jeg var ligeglad, det er nok det bedste ord for det, jeg er ligeglad om hvad folk tænker om mig, ligeglad med en dårlig karakter, ligeglad, egentlig et kedeligt ord at beskrive sig selv med, jamen jeg er bare så ligeglad.

Min mor havde engang sagt,

'Hvis du bliver ved med at være så ligeglad, bliver du aldrig rigtig glad' dengang havde jeg bare grint af hende, rullet med øjnene og skredet, nu? Nu var jeg bare lidt ligeglad.

Ser du jeg er bare så pokkers ligeglad, men selvom jeg er ligeglad med alting, kan jeg mærke det som en kniv der sprætter mit hjerte op, hver gang de hårde ord eller slag, fletter sig ind i min allerede pinefulde hverdag.

Men mest af alt hader jeg folk der prøver at kommandere med mig, jeg har altid været en bestemmer - type, derfor passer jeg ikke sammen med bestemmer - typer, folk er sjældent gode sammen med en kopi af sig selv, for så opdager de deres værste sider, der ellers er gemt væk bag et kækt smil.

Men jeg er en ligeglad bestemmer, derfor overraskede det mig at en Sød - jeg - kan - smile - med - øjnene - pige, kunne få mig til at pjække for de resterende timer og tage i parken.

jeg ville ønske at det var sådan en film kliche, at verjet matchede mit grå humør, men skyerne var drevet bort, og solen stort højt på himlen.

Verjet gjorde mig lidt bedre tilpas, jeg følte mig fri, da jeg gik igennem bækkene, ved de små stier, og nød solen som dansede på mine skuldre.

Vi havde ikke vekslet et ord, ikke engang hendes navn kendte jeg, men jeg var også ligeglad, jeg lukkede øjnene, og prøvede at drømme mig et andet sted hen, det gode ved drømme var at de aldrig var begrænset af realisme, og umuligheder.

I drømme kunne jeg se en fyr, med en buket roser, mærke mit hjerte slå mod mine ribben i en fandens fart, mærke varmen stige op i mine kinder når han trak mig ind til sig, og kyssede mig på hoved, men jeg havde allerede fundet min fyr, problemet var vel, at han ikke havde fundet mig, han havde en kæreste, en rædsom kælling af en kæreste, men stadig en kæreste.

Og det pinte mig til det inderste hver gang, jeg så dem sammen, eller hver gang han lyste op i et smil, når man nævnte hendes navn.

Og hver gang jeg skjulte min åbenlyse smerte bag et host, eller en lam undskyldning.

"Julia" sagde pigen pludselig, og trak mig ud af min selvhadende tanker.

"Undskyld?" spurgte jeg, og kiggede op for at møde et smilende ansigt.

"Julia, mit navn er Julia" gentog hun, hun lød ikke utålmodig, bare venlig. Jeg sendte Julia et forsigtigt smil, som hun straks gengældte.

"Jay" svarede jeg bare, og selvom jeg ikke sagde noget yderligger var min stemme blevet mildere, og den kolde forsvars mur var forduftet.

"Rart at møde dig Jay" Jeg grinte lidt for mig selv, da det lød som noget min bedstemor altid sagde, hver gang der kom nye gæster, lige inden hun trak dem ind til et stort kram og et par kindkys.

"Jamen dog Julia, det er også en fornøjelse at de vil beære mig med deres yderst tilfredstilende selskab, og ja min kære, før de spørg jeg er godt klar over at jeg lyder som en dame der har rundet de femhundrede og seks og tyve" svarede jeg, og forvrængede min stemme mens jeg holdt mig for næsen så den fik den helt rigtige lyse tone, Inden jeg gjorde Julia selskab med mit grin.

Vi grinte længe, det føltes godt som om at alle problemerne forlod os med latteren,

"Du er sgu i orden Jay" svarede hun, stadig med den boblende latter i stemmen,

"lyst til en is?" spurgte jeg, da jeg mærkede sulten melde sig.

 damen i isboden havde nok rundet de halvtreds,  for halvtreds år siden, hun havde en lille mørk skovsnegl over læben, og hendes sorte hår, der var fyldt med grå sting, sad i en lille stram knold.

Hendes bulede mave krøllede den sorte bluse, med en is reklame, og hendes alt for fede lår slog mod hinanden da hun sukkende rejste sig for at betjene de nye kunder.

"Hvad sgu det være?" spurgte hun, smilet dryppede af falskhed, og man kunne høre hvor brugt den sætning var, for den lød nærmest ubehagelig på hendes læber.

"En vanilje is, med en kugle i bære, nej! giv mig tre i stedet, to med vanilje, og en med blåbær, ja blåbær det ser lækkert ud" mumlede Julia, mere for sig selv, en til is damen der utålmodigt tog i mod vores bestillinger,

"Mynte og hvid chokolade i vaffel" smilede jeg til hende, men smilet blev kun gengældt af et koldt blik og et nik.

"Og spar ikke på flødeskummen!" råbte jeg, damen blev så forskrækket at hun tabte skeen, og lavmælt banede for sig selv, blusen krøb lidt op, da hun samlede skeen op fra gulvet, og man kunne se hendes røv sprække, så jeg måtte kæmpe med både latteren og kvalmen, der steg op i min hals.

Hun satte skeen i isen, uden engang et tørre den af efter det beskidte gulv, og sprøjtede en lille klat føleskum på toppen, ikke meget, kun en smule.

Da vi var noget videre kunne vi ikke holde latteren inde længer, og vi lå begge, på græsset og sprællede af grin.

Det var altid sådan jeg havde forstillet mig et rigtigt venskab.

___________________________________________________________________________________________

AWwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwW! Vores lille dejlige indelukkede Jay er ved at få sig en veninde!

Ej det var nok mere et fyld ud kapitel, men hvad helvede dem skal der vel også være plads til  ;)

I dag eller i morgen sætter jeg nogen billeder ud, og skriv endelig hvad i synes der skal - ikke skal ske i næste kapitel!!!!!!!!!! <3 :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...