Go to hell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
Jay er navnet, vil du vide mere? Jamen værsgo! Mobning er en del af min hverdag, sådan er det bare, det er ikke engang noget jeg er ked af, for jeg kan ikke huske hvordan min verden var uden.
Jeg tror ikke på kærlighed, og kommer aldrig til det, kærlighed findes kun på sukkersøde flim, og discount eventyre.
Jeg er mig selv, til kanten og lidt til, kun for at bevise at folk ikke kan tynge mig ned med hårde ord, og slag.

- Det smukke cover er lavet af Sappe -

7Likes
13Kommentarer
750Visninger
AA

4. Kapitel 2

"Luder!"

Luder... Jeg ville ønske at det sorgede mig, det ville gøre mig bare en lille smule mere menneskelig.

Men nej, jeg havde hørt det ord, blive råbt ad mig for mange gange, set det på den gamle ridsede mobil skærm, for mange gange, at det pralede af på mig, som malingen på de slidte vægge, der engang sikkert havde været hvide, og nu var overdækket med skældsord, tyggegummi, og pletter som ingen havde vasket af og med tiden var det blevet en del af bygningens charme.

"Klamme freak" Det er det samme hver gang, de hånede mig, men var ikke engang kreative nok til at finde på noget nyt?

Jeg gik bare uden at fortrække en mine, gik forbi alle ansigterne, som blev skjult bag et tykt lag make up, bag de falske øjenvipper og det farvede hår gemte der sig sikkkert nogen søde piger, de ville nok bare aldrig vise mig det.

"Hvordan kan nogen holde dig ud?" Jeg havde det dårligt over bare at være skredet fra drengene igår, men da jeg kom ind i stuen med røde øjne, og bævrende læbe, mens alle deres blikke kiggede på mig, bed en stor panik fast i mig.

Jeg var skredet fra dem, løbet hele vejen hjem, låst døren, og faldet grædende i søvn, men det var der jo ikke noget nyt i.

Jeg mærkede et hårdt skub i ryggen, og gjorde mig klar til mødet med gulvet, men lige meget hvor mange gange jeg havde prøvet det, overraskede smerten mig påny.

Og det lille glimtende håb jeg havde når jeg stod op, blev gjort til en stor klump skuffelse som ramte mig hårdt.

Jeg lå på gulvet, ville gerne rejse mig, men mine hænder så ikke ud til at lystre.

Mit knæ dunkede af smerte efter det havde fået et intents møde med gulvet.

Jeg ville ønske jeg var stærk, jeg ville ønske jeg havde deres skinnende blonde hår, og deres store smukke øjne, og en krop der kunne forføre en hver dreng, deres selvsikkerhed eller bare deres lange negle, som altid var perfekt klippede.

Havde de piger aldrig en dårlig dag?

Catherina bukkede sig så hun sad på hug foran mig, og kiggede mig lige i øjnene.

"Hey Freaksen" Sagde hun hånligt,

"Hvis det er du ikke ved hvad jeg heder, kan du bare spørge" svarede jeg, jeg havde få gange sagt dem imod, men de slog bare hårdt tilbage.

Hvorfor jeg gjorde det?

Det gav mig en vis selvsikkerhed, hver gang deres blikke flakkede, eller deres neatrule mine, fik et overrasket skygge lagt over sig.

"Du er ikke engang det værd" svarede hun, og lod sin flade hånd ramme min kind, jeg smilte bare til hende.

Vidste hun løj, for hvis jeg ikke var noget værd, ville hun ikke give sig tid til at snakke til mig, finde på planer om at ydmyge mig.

"Mere værd end dig" svarede jeg, normalt ville jeg havde stoppet, men tanken om at hun var skyld i at jeg mistede min møgdom, mistede det der betød allermest for mig, gav mig kraften til at fortsætte.

Jeg mærkede smerten i min arm, før jeg registrerede at hun havde hevet mig op.

Jeg stod ansigt til ansigt med hende, eller ansigt til skulder, da hun var højere end mig, og de 7 - centimeter stileter hun havde valgt at tage på i skole, ikke gjode det bedre.

"Fik du vores lille hilsen?" spurgte hun, jeg kiggede på hende. Anede ikke hvad jeg skulle svare, min mund føltes tør, jeg åbnede den, men lukkede den hurtigt igen, da der ikke kom nogen ord ud.

"For det har resten af skolen" Mine øjne bliver større og større for hvert ord der siver ind, og langsomt falder min facade, selvom jeg kæmper for at holde den oppe.

"Hva - ad?" stammer jeg. Og håber inderligt at jeg hørte forkert, eller at det bare er en eller anden syg joke.

"Ja, nu ved hele skolen hvilken luder du er" svare hun, og grinet i hendes stemme, er ikke til at tage fejl af.

Hun håner mig, hun synes det er sjovt at jeg kan være så ynkelig.

Et hulk baner sig vej op ad min strube, og nogen tårer der baner sig vej ned ad mine kinder, gør det selskab.

"Græder du?" spørger hun forundret, det er ikke hånligt, ikke en stemme der for mig til at krumme mig i rædsel for hvad hendes næste træk er.

Hun lyder bare overrasket, eller facineret som kigger hun på et biologi projekt.

"Hun græder" fastslog en af hendes veninder hurtigt, og hendes stemme bliver efterfulgt af latter.

Hurtigt er jeg tilbage på gulvet, med arme og ben der alle fægter omkring mig, og prøver at ramme mig, sammen med et stort vivar af følelser, men jeg kan ikke holde både slagene og tårerne tilbage.

Jeg giver op, kan ikke mere, de er alligevel flere, og hvad vil det hjælpe at kæmpe imod.

Bare ikke græde mere.

Jeg vil ikke vise dem hvor svag jeg er.

Jeg lukker øjnene, og prøver at fokusere på søen, prøver at få mig selv derhend, husker den dejlige følelese af frihed når jeg dykker i det kolde vand, mens ænderne som før sad stille i vandkanten, baner sig vej væk fra mig.

Mens solen danser på min bare hud, og for et smil til at pryde mine læber.

Smerten afbryder mine tanker, jeg kan  ikke fokusere på ændernes skrappen, eller vindens hylen det eneste jeg høre er latteren som omfavener mig, kvæler mig.

Holder mig tilbage i lænker, og vil ikke lade mig gå.

Sorte prikker danser for mine øjne, og i et kort sekund tror jeg, at jeg er på vej op til mor.

Jeg lukker dem i. Hvor slemt ville det være, at efterlade alt det her?

Måske skulle jeg bare give op?

 

____________________________________________________________________________

 

så? ....

Okay det er her hvor jeg skal skrive en lang tekst, om alt muligt, men er lidt blank, skrev det her kapitel, for virkelig at komme ind på at hun aldrig har et sted at flygte hen til.

Derhjemme kan de bruge, tlf. eller nettet og på den måde kontakte hende, men i skolen er det mere fysisk.

Når men bye! Næste kapitel kommer snart <3 <3

Og til Sappe = Håber da at du er tilfreds med stavningen den her gang :P <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...