Skidtet

I en verden mange år fra nu bor journalisten Mace Liux i byen Greysky mellem de smuldrende betonbygninger og mennesker der kæmper om de svindende ressourcer. Så da hun en dag møder en mand, der påstår Jordens befolkning i virkeligheden er udskuddet fra det Store Samfund uden for deres rækkevidde, begynder hun at blive nysgerrig.

0Likes
0Kommentarer
201Visninger

1. Greysky

"Mace Liu, praktikerende journalist" stod der ovenpå tidligere praktikanters halvt udviskede navne på et lille papskilt. skiltet var væltet da jeg havde smidt mine fødder op på skrivebordet og jeg satte det op igen. Den halvrustne stol knirkede lidt under min vægt, da jeg bladrede potentielle nyheder til en artikel igennem. Jeg havde været praktikant på den ikke- så storsælgende avis "Greysky dagblad" i lidt over to måneder. Jeg kiggede mit materiale igennem. Jeg var blevet sat til at skrive en baggrundsartikel. Det betød, at jeg ikke behøvede springe hurtigt til, så snart der skete noget der var værd at skrive om. Til gengæld forventedes en dybdeborende artikel om noget, der kunne graves mere frem i. Jeg tyggede på enden af min kuglepen mens jeg bladrede papirerne ignnem. Mord, mord, mord, skyderier, flere skyderier og et par voldtægter. Det var det sædvanlige. Jeg smilte lidt for mig selv, da jeg kom til noget om en butiksejer, der var blevet slået og kneblet, hvorefter alt i hans butik var blevet stjålet. Tænk, at nogle var naive nok til at tro, det ville blive en interessant artikel, som nogen overhovedet gad læse. Jeg satte mit uglede hår op i en hestehale og tændte en smøg, mens jeg spekulerede over hvorfor mennesker i Greysky slog hinanden ihjel hver eneste dag, flere uden noget videre motiv. Mine venner var som mig. Prøvede at skille os ud og finde en mening med tilværelsen. Mange af mine venner udtrykkede sig gennem musikken for at glemme sulten og depressionen. Jeg var pinligt umusikalsk, og desuden var der ingen penge i at spille musik. Så jeg havde holdt mig til at skrive. Min chef ville have mig til at droppe eyelineren og det sorte tøj for at virke mere imødekommende. Jeg skulle jo trods alt leve af at få folk til at stole på mig, for derefter at udleverer dem sort på hvidt, havde han grint, mens han tændte en cigar mellem sinde beskidte tænder. "Og en mundspray, en slankekur og en deodorant ville få dig til at virke mere imødekommende!" havde jeg sagt. Okay, tænkt, så. Jeg ville jo ikke miste mit job. Så jeg havde tvunget et "ja, chef" ud, men aldrig gjort noget ved det. Jeg ville aldrig droppe det image jeg iførte mig selv for at være en del af det fællesskabet. På fyraftenerne hang vi ud på de røgfyldte barer og i weekenderne, hvor vi manglede arbejdet til at holde os beskæftiget, brændte vi et forladt hus af eller røg os skæve. Når man så det smukke syn af orange flammer, der omgav et gammelt hus og dansede brændende i kontrast til den mørke nattehimmel, følte man sig for en stund hel. Når vi ellers kedede os hang vi ud i nogle af de hærgede øvelokaler og diskuterede hvad der var galt med samfundet. Det var svært at finde viden om, hvordan Jorden engang havde været. Men det var almindelig kendt, at der havde været mere land. Nu, hvor havet fyldte det meste, og alle mennesker var samlet i én stor nation, var der ikke meget plads til at dyrke føde. Der var kamp om maden hver eneste dag og priserne var tårnhøje sammenlignet med den ringe løn man fik udbetalt. Der havde for mange år siden været forsøgt med kloning af maden, men det var gået så grueligt galt, at en tredjedel af verdensbefolkningen var døde. For alle i Greysky og resten af Natinonen handlede hver dag om at skaffe mad og overleve til den næste. Ingen investerede penge i vedligeholdelse af byen. Der var tre ting, som uden sammenligning solgte allerbedst i Nationen: mad, redskaber til at overleve den høje kriminalitet - såsom våben, låse, skudsikre veste og peberspray, og stoffer til at flygte ind i en bedre virkelighed. Dem der sad på toppen af firmaer, som solgte disse genstande måtte selvfølgelig skovle penge ind, men man hørte eller så aldrig noget til dem. 

Jeg blev revet ud af min tankestrøm og huskede jeg var på arbejde. Jeg skævede rundt til mine kollegaer, der sad ved de andre nedslidte skriveborde og røg, mens de læste, noterede eller tastede højlydt på de klodsede computere. Jeg besluttede mig for at klare mine tanker og spekulere over hvilken historie jeg skulle bygge min baggrundsartikel på, ved at gå en tur. Så jeg tog min pen, blok og båndoptager og skrev en lille hvid løgn på en seddel til min chef: Er ude og interviewe vidner og beboere. Derefter tog jeg læderjakken på, smækkede blidt netdøren bag mig og trådte ud på den grå gade. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...