She's Not Afraid | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2015
  • Status: Igang
Da den 18 årige April Martinez får chancen om at komme på College tager hun den straks. Lige siden hendes mor døde, har hun ikke tænkt på andet end at komme væk fra hendes forfærdelige barndomshjem.
Det skulle være starten på et nyt liv. Et nyt og bedre liv, men bliver det sådan? En speciel dreng kommer nemlig ind i hendes liv, men desværre har hun for længst droppet kærligheden. Kan han få hende til at tro på kærligheden igen? Eller er det helt håbløst? Og hvad vil der ske når en uventet person pludselig kommer ind i billedet igen?

64Likes
33Kommentarer
11716Visninger
AA

17. Tears, Laugh & Kisses

 

 

Jeg havde fortalt hende alt. 

El vidste alt. 

Fra hvordan min barndom var gået fra perfekt til frygtelig. Hvordan jeg havde levet de seneste 10 år. At min far var alkoholiker. At min bror sad i spjældet. At min mor var død. At jeg cuttede, for at holde det hele ud. 

Vi sad placeret inde i Eleanors stue. Tårene, der ellers havde løbet ned af mine kinder den sidste halve time, var endelig stoppet. Jeg følte mig helt ør i hovedet og træt. Det var første gang i mange år at jeg havde ladet nogen se mig sådan her. Den sidste som havde set mig græde var Louis. 

Jeg trak vejret dybt ind og satte mig ordentligt op, hvilket medførte at Els arm forsvandt fra min skulder. Hun kiggede bekymret på mig, idet jeg rejste mig op for at finde min vej ud på badeværelset. Jeg kiggede hurtigt på klokken, idet jeg passerede uret, som hang i gangen. Allerede halv otte. Wow, tiden var egentlig gået hurtigt. Søvnen var så småt begyndt at kravle ind over mig. 

Det første som jeg lagde mærke til, da jeg fangede mit eget spejlbilled, var mine rødsprængte øjne og de indtørrede tåre, der pyntede mine kinder. Jeg sukkede og lukkede for en kort stund mine øjne, for at samle mine tanker. Dog slog jeg dem hurtigt op igen, da to alt for genkendelige stemmer lød ude fra gangen af. 

Lou.

Hazza. 

Suk.

Jeg tændte for vandhanen og lod det kølige vand samle sig i min håndflade, før jeg klaskede det i hovedet. Jeg følte mig med det samme en smule friskere og bevægede mig ud fra toilettet, efter at have tørt mine hænder og mit ansigt. Det var et held at jeg ingen mascara havde på.

Da jeg endnu en gang trådte ind i stuen, sad Louis og Harry der derimod også. Hvad de lavede her, havde jeg ærligtalt ingen idé om. “Hey..” mumlede jeg stille, idet jeg langsomt bevægede mig hen mod den ledige plads ved siden af Harry. “Hva’ så?” lød det bekymret fra Louis, idet mit blik fangede hans. Det var som om at han kunne se lige igennem mig. Han kunne se at der var noget galt. Jeg smilede forsigtigt tilbage, som svar og satte mig til rette. 

“Vi har forresten taget mad med!” udbrød Harry muntert og prøvede at løfte stemningen en smule, samtidig med at han rejste sig for at komme tilbage med nogle poser fra McD. Jeg smilede taknemligt, da en pose blev placeret foran mig, hvorefter jeg hurtigt havde fået pakket kyllingeburgeren ud af æsken og taget en bid. Nu hvor jeg mærkede efter, var jeg rent ud sagt hundesulten!

Før vi fik set os om, havde klokken slået 22:00 og jeg var efterhånden godt træt. Men det var vel forståeligt nok, jeg havde været tidligt oppe, overlevet flere timers forlæsning og oven i købet grædt som en baby. 

“Nå guys.. Jeg må hellere se at komme hjem ad” fastslog jeg og rejste mig fra sofaen. 

“Lad mig køre dig” lød det bestemt fra Louis, som allerede var ved at rejse sig. Jeg rystede ihærdigt på hovedet, “Nej, Lou. Jeg klarer den. Bliv nu bare her hos El. Jeg har ikke så langt hjem, så det går.” forsøgte jeg forgæves. “Pjat med dig. Du skal da ikke gå hjem alene på den her tid April” 

Beskyttende Louis var tilbage. 

“Lou, bliv nu bare her. Jeg er ikke en lille pige, jeg kan sagtens gå hjem. Det er mindre end 10 gader væk” prøvede jeg med et overbevisende smil. Louis så tøvende på mig. “Hun klarer den skat” prøvede Eleanor og kyssede ham kærligt på kinden, hvorefter hun kom hen og lagde armene om mig.  

“Men-“ startede han igen, inden han blev afbrudt.

“Jeg kan godt køre hende. Jeg skal alligevel samme vej” hans hæse stemme fangede min opmærksomhed, samt det skæve charmerende smil. Jeg nikkede bekræftende og flyttede mit blik hen til Louis igen. “Okay..” sukkede han og trak mig ind i et kram, idet jeg havde fået mit overtøj på. Han kyssede mig kærligt på kinden, hvorefter Harry og jeg sagde farvel. 

Det øsede ned udenfor, så at Harry havde tilbudt at køre mig, gjorde skam intet. Vi kom på ingen tid, ind i hans Range Rover, eftersom det var bidende koldt udenfor. Mine tænder rystede nærmest af kulde, hvilket Harry vist lagde mærke til, for kort tid efter havde han allerede tændt for varmen, samt radioen. “Amnesia” af 5SOS spillede, hvilket medførte at jeg hurtigt fik skruet op. 

“Jeg elsker den her sang!” udbrød jeg med et lille smil om læben. Harry grinte kort af mig, før han skruede endnu mere op og begyndte at synge med. Jeg deltog hurtigt og begyndte også at synge med, selvom min stemme ikke lød nær så god som hans. 

“If what we had was real, how could you be fine? ‘Cause I’m not fine at all..” skrålede vi, hvilket fik mig til at flække af grin. Det var sjovt hvordan Harry på ingen tid, kunne løfte mit humør. 

Hurtigere end ønsket var vi ved colleget, hvilket fik mit humør til at falde en smule. Bare tanken om Mai ødelagde mit humør. Jeg sukkede tungt og stirrede ud af forruden, idet Harry holdt stille på parkeringspladsen. Jeg havde ikke lyst til at sove alene på det kolde værelse, da Sophie med sikkerhed ville snige sig over til sin kæreste, som alle andre dage. Jeg havde ikke lyst til at se Mai. 

Jeg havde brug for en pause fra det hele. 

Harry havde nærmest læst mine tanker ellers kunne han bare mærke på mig at noget var galt. “Hvad sker der April?” spurgte han forsigtigt og gav mig også det bekymrede blik. Jeg prøvede forgæves at synke den klump, der havde samlet sig i halsen på mig. “Intet” fastslog jeg og fik med det samme en dårlig smag i munden. Jeg havde løjet overfor ham igen.. Han fortjente det jo slet ikke.. 

“Tak for turen..” mumlede jeg og tog selen af, for derefter at åbne døren og træde ud. Dog nåede jeg ikke så langt, da en hånd lagde sig om mit håndled. Jeg drejede forvirret hovedet og mødte hans blik. 

“Hvorfor var du ked af det?” spurgte han og hentydede til hjemme hos El. Jeg bed mig blidt i læben, imens jeg stirrede nervøst på ham. Hvad svarede jeg? 

“Jeg var ikke ked af det” endte jeg med at svare og prøvede så vidt muligt at lyde overbevisende. 

“Lad nu vær med at lyv. Jeg kunne se det på dig” forsøgte han endnu engang. “Nej, Harry. Jeg har det fint” min afvisende side trådte i karakter, hvilket resulterede i at jeg trak min arm til mig og steg ud af bilen. Endnu en dør smækkede, hvilket altså måtte betyder at Harry også var gået ud af bilen. 

“Harry, lad nu vær..” sukkede jeg og stoppede op, da han fulgte efter mig. Jeg tog en dyb indånding og mærkede hvordan jeg blev mere og mere gennemblødt af regnen. 

“April, du har det jo ikke fint. Hvorfor skal du lyve for mig? Jeg vil dig jo kun det bedste” udbrød han frustreret og tog endnu et skridt tættere på mig. “Jeg lyver ik-“ før jeg fik færdiggjort den sætning, blev et par bløde læber placeret oven på mine. Jeg diskuterede med mig selv længe, før jeg endte med at kysse med og lade mine arme køre rundt om nakken på ham, hvorefter jeg lod min hånd køre op i hans efterhånden våde lokker. Harrys arme sneg sig rundt om min talje og trak mig dermed helt ind til ham, samtidig med at hans tunge gled igennem mine læber. 

Jeg trak mig forpustet fra ham og trak vejret tungt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, idet mine øjne mødte hans utrolig flotte grønne og hans varme ånde blev ved med at ramme mine let adskilte læber. Harrys læber snittede kort mine, før de endnu engang omfavnede mine og dermed tog pusten fra mig. 

Jeg sukkede lykkeligt, samtidig med at sommerfuglene begyndte at vokse i min mave. Jeg havde det vidunderligt i netop dette øjeblik, så vidunderligt at jeg ville ønske det aldrig stoppede igen.

Lad mig endelig høre jeres mening :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...