She's Not Afraid | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2015
  • Status: Igang
Da den 18 årige April Martinez får chancen om at komme på College tager hun den straks. Lige siden hendes mor døde, har hun ikke tænkt på andet end at komme væk fra hendes forfærdelige barndomshjem.
Det skulle være starten på et nyt liv. Et nyt og bedre liv, men bliver det sådan? En speciel dreng kommer nemlig ind i hendes liv, men desværre har hun for længst droppet kærligheden. Kan han få hende til at tro på kærligheden igen? Eller er det helt håbløst? Og hvad vil der ske når en uventet person pludselig kommer ind i billedet igen?

64Likes
33Kommentarer
11558Visninger
AA

4. Our great memorys together

 

 

Jeg sank den klump, der havde samlet sig i halsen på mig og sendte ham et lille nervøst smil. Hvorfor fuck blev jeg så nervøs lige pludselig?! Det var bare min gamle bedste ven Louis - som jeg ikke havde set i 3 år eller sådan noget - derfor burde jeg ikke være nervøs. Så drop det April! Jeg satte hurtigt facaden på plads igen.

Hvad sker der lige for at jeg gav mig selv en ordre? Det var da for weird.

Never mind.

Jeg nåede kun lige at se Louis glade og overraskede ansigt, før jeg stod i hans arme. Jeg indåndede hans savnede velkendte duft. Tænk at det først er gået op for mig nu hvor meget jeg egentlig har savnet ham.

”Fuck hvor har jeg savnet dig!” mumlede han tæt på mit øre.

”Jeg har virkelig også savnet dig” mumlede jeg sukkende i hans skulder. Jeg trak mig lidt fra ham og kiggede med et lille smil op i hans blå/grå øjne. Jeg havde altid misundte dem. De var virkelig flotte og helt unikke. Ikke ligesom mine, der bare er helt almindelige blå. Altså det var ikke fordi jeg ikke kunne lide mine øjne! Men jeg ville bare ønske at de var lidt mere specielle, som Louis var. Eller ham der Harry fyrens øjne. De var også noget for sig selv. Jeg har aldrig i mit 18 årige liv set så grønne øjne, som han bar rundt på.

Jeg kiggede over på Johannah, som stod med det største smil på læben. Jeg rystede på hovedet af hende og satte mig ved siden af hende. Louis satte sig ved siden af Harry i den anden sofa og smilede til hans mor.

”Kunne i tænke jer noget? Vi har kage, hvis altså ikke Niall har spist det hele..” spurgte han og mumlede det sidste. Før nogle af os overhoved kunne nå at svare, var han forsvundet ud i køkkenet. Jeg fniste lidt af ham. Han lignede stadig sig selv på så mange punkter.

”Jeg går lige på toilettet” sagde Johannah og forlod mig alene med Harry. Ingen af os sagde noget i et par sekunder indtil jeg brød den. Jeg hader stilhed. Især den akavede af slagsen.

”Såååe Harry-” startede jeg ud. Harry gav mig sin opmærksomhed og smilede igen sit charmerende smil.

”Hvor mødte dig og Louis hinanden?”

Han begyndte straks at grine over mit spørgsmål - hvilket forvirrede mig - og det kunne han nok godt se i mit blik, for lidt efter stoppede han langsomt. Akavet.

”Mener du det seriøst?!” spurgte han virkelig overrasket. Hvad var der at være overrasket over? Jeg kendte ham jo ikke og jeg havde ligesom ikke snakket med Louis i mega lang tid. Jeg nikkede langsomt.

”Nååår…. Undskyld, jeg er bare ikke van til at folk ikke ved det” sagde han undskyldende. Det kan da godt være at han er kendt - lidt ved jeg da - men derfor behøves han da ikke at være så arrogant! Jeg kiggede bare på ham og ventede på at han fortsatte. Hvilket han heldigvis forstod.

”Vi mødes under x-factor auditions og så senere blev vi dannet til en gruppe, sammen med Niall, Liam og Zayn” fortalte han. Vores øjne mødes et kort øjeblik, men blev afbrud af Louis råben.

”HARRY VIL DU IKKE LIGE KOMME OG HJÆLPE?!” råbte han ude fra køkkenet. Jeg rystede grinene på hovedet af ham og skulle til at rejse mig op.

”Bare bliv sidende, jeg hjælper ham” sagde han venligt.

”Nej nej, jeg kan sagtens hjælpe” insisterede jeg og begav mig ud mod køkkenet med Harry ved min side.

”Hva skal du ha hjælp til?” mumlede Harry lidt hæst. Louis hoppede forskrækket op i luften, imens et lille skrig forlod hans læber. Harry og jeg flækkede af grin. Seriøst, du skulle ha’ hørt det. Det lød som et pige skrig!

”Kan i ikke bare hjælpe med at bære tingene ind i stuen” vrissede han lidt til Harry, som stadig flækkede af grin.

”Jeg hjælper med glæde!” sagde jeg hurtigt med en sød og venlig stemme. Han smilede som tak til mig og sammen bar vi tingene ind i stuen, hvor Johannah var kommet tilbage. Harry hjalp ikke spor, da hans mobil ringede. Jeg satte mig igen ved siden af Johannah, efter vi havde båret alt ind i stuen. Eller alt og alt. Det var kun et par sodavande, kage, chips, kiks, slik, 3 forskellige is og nogle tallerkner og bestik.

”Tak for hjælpen April” sagde Louis venligt.

”Skulle det være en anden gang”

 

 

”Hahahah, kan du så huske dengang hvor vi lavede en hule inde i skoven med din bror?!” grinte Louis. Jeg havde været her i 3 kvarter (45 min) og jeg hyggede mig virkelig. Det var som om Louis og jeg aldrig havde mistet kontakten.

”Der hvor det blev mørkt og vi ikke kunne finde hjem igen?!” grinte jeg. Jeg ved ikke hvorfor, men vi sad og snakkede om gamle gode minder.

”Ja’er og du endte med at side fast i mudderet!” grinte han. Johannah og Harry var flade af grin. Det var vi alle faktisk.  Hvilket var dejligt, men samtidig lidt underlig. Jeg havde ikke grint så meget som nu, siden min mor døde.

”Hey, det var kun fordi dig og Adam løb fra mig og jeg skulle følge med jer!” forsvarede jeg mig selv.

”Ikke min skyld. Du kunne bare ha’ været lidt hurtigere!”

”Jeg var 3 år! Regnede du med at jeg var sådan et super barn med særlige evner?!”

”Tjo.. Måske var du?!” jokkede han.

”Næh! Det var jer der skulle ha’ passet bedre på mig, i var de ældste!”  

”Du kunne også bare ha fulgt med”

”I efterlod mig jo fanget i mudderet, hvad skulle jeg gøre?!”

”Det var ikke mit problem” sagde han og trak kort på skuldrene.

”Hvem var dets så?”

”Adams, han var den ældste” påpegede han. Jeg himlede øjne af ham, men med et smil på læben.

”Hvem er Adam?” spurgte Harry nysgerrigt. Jeg kiggede hen på ham og mit smil falmede lidt ved hans spørgsmål.

”Min bror..” mumlede jeg afvisende.

”Nååår, nu forstår jeg det meget bedre” mumlede han. Jeg prøvede at smile lidt. De skulle ikke vide at det gik mig på at snakke om min bror. Det var som om Johannah vidste at det var et lidt ømt punkt for mig, for hun fortalte hurtigt videre på historien.

”Og så endte det med at Hailey og jeg løb rundt ude i skoven i flere timer! Og hvad vi fandt, var en græde færdig April og to skrækslagne drenge, som troede de havde set et monster” fortalte Johannah grinende og prøvede at løfte mit humør igen, men det hjalp ikke ligefrem da hun nævnte min mor. Et endnu svagere punkt..

Stop så April!

Åhh nej ikke det igen.

De andre flækkede af grin over hvad hun fortalte til sidst.

”Nå Louis, du så et monster?” drillede Harry. Louis rullede øjne af ham og kiggede over på mig med et bekymret blik. Jeg smilede stort til ham, så han ikke ville falde mistanke om noget. Han skulle ikke bekymre sig om mig. Ingen skulle bekymre sig om mig.

”Jajaja, jeg var 6 år!”

”Hvad er så din undskyldning nu?” drillede Harry videre. Louis gav ham dræber blikket, hvilket fik Harry til at flække. De havde et virkelig specielt forhold.

”Johannah, skal vi egentlig ikke snart være der?” spurgte jeg.

”Gud jo! Jeg havde helt glemt tiden” grinte hun og sprang op af sofaen.  Jeg rejste mig også op og bevægede mig stille ud mod gangen.

”Nååår ja! Du skulle jo starte på college i dag” sagde Louis og gik efter os ud i gangen, efterfølgende af Harry.

”Du må lige ringe, så vi kan finde en dag på et tidspunkt” mumlede Louis efter vi havde krammet farvel.

”Øhm…”

”Hvad er der?” spurgte han nervøst om.

”Der er 2 problemer.. For det første så har jeg ikke dit nummer”

”Det får du bare!” svarede han hurtigt.

”Jeg har heller ikke nogle mobil”

”Ohhh.. Hvad med at vi mødes i morgen så?”

”Okay” smilede jeg.

”Fint, så er jeg hos dig ved 15 tiden”

”April vi kommer for sent!” indvendte Johannah.

”Perfekt! Vi ses i morgen så. Ohh og det var hyggeligt at møde dig Harry!” nåede jeg lige at sige inden jeg skyndte mig ud af døren og efter Johannah, som allerede stod i elevatoren. 

 

MEEEERRREEE!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Yay! (y) 

Vil i ikke være søde at skrive hvad i synes? 

Tak på forhånd!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...