She's Not Afraid | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2015
  • Status: Igang
Da den 18 årige April Martinez får chancen om at komme på College tager hun den straks. Lige siden hendes mor døde, har hun ikke tænkt på andet end at komme væk fra hendes forfærdelige barndomshjem.
Det skulle være starten på et nyt liv. Et nyt og bedre liv, men bliver det sådan? En speciel dreng kommer nemlig ind i hendes liv, men desværre har hun for længst droppet kærligheden. Kan han få hende til at tro på kærligheden igen? Eller er det helt håbløst? Og hvad vil der ske når en uventet person pludselig kommer ind i billedet igen?

64Likes
33Kommentarer
11657Visninger
AA

6. Nandos with the boys

 

 

Min første dag på college!

Wow, det er stort! - syntes jeg selv..

Jeg havde seriøst aldrig troet at jeg ville ende her. Bare det at jeg faktisk havde fået råd til at komme på college. Det var stort for mig. Virkelig stort.

Nå nok om det.

Klokken var kun 07 og jeg havde lige fået tøj på. Jeg havde bare fundet en almindelig langærmet sort bluse, mine yndlings cowboybukser – som jeg havde fået af Johannah, i fødselsdagsgave -, mine slidte converse og som det sidste, nogle af min mors gamle smykker (link i kommentar). For at være helt præcist. Mors yndlings smykker, som også er mine yndlings. Det er det eneste jeg har tilbage fra hende, så de betyder rigtig meget for mig. Det er som om.. at når jeg har dem på mig. Er hun stadig hos mig..

Jeg gik hurtigt ud på badeværelset og børstede tænder. Derefter fik mine lange øjenvipper hurtigt et tyndt lag mascara og så var jeg klar til min første college dag. Starten på mit nye liv. Wuhu!

”Sophie, er du klar til at gå?” spurgte jeg og greb ud efter min taske.

”Mhm… to sekunder!” mumlede hun, imens hun stressede rundt efter et eller andet. Jeg sukkede kort og smed mig i min dejlig bløde seng. Den var virkelig god at ligge i. Meget bedre end min lille madras hjemme i Doncaster.

”Så er jeg klar!” lød det fra en tilfreds Sophie et par minutter efter. Jeg satte mig op i sengen og studerede hendes outfit - som var virkelig flot. Hun havde taget nogle små shorts på, en pink skjorte, en blomstret top indenunder hvor man kunne se lidt af hendes mave og et par sandaler. Hun så virkelig godt ud. Det var helt vildt. Jeg må ærlig indrømme at jeg er jaloux på hendes lange solbrune ben og hendes flotte tynde mave. Jeg ville ønske jeg også havde sådan nogle lange ben, men det havde jeg desværre ikke. Nej den gave havde gud nemlig ikke valgt at give mig. I stedet måtte jeg nøjes med mine små korte ben. Han kan sikkert ikke lide mig.

”Så lad os smutte”

Hun nikkede sig enig og sammen bevægede vi os over mod skolen. Vi små snakkede lidt frem og tilbage. Det var ikke ligefrem nogen stor snak vi havde fået i gang. Jeg traskede med et smil op af trapperne ind til skolen.

”Sophie!” råbte en skinger stemme.

”Kath!” hvinede Sophie tilbage. Ohh no. Here we go again.

”Jeg finder lige mit skab, vi ses bare efter skole Sophie” mumlede jeg med et skævt smil på læben. Jeg nåede kun lige at se hende nikke til mig, før jeg forsvandt væk fra dem. Ærligtalt orkede jeg ikke hende der Kath lige nu.

Jeg fandt en seddel frem fra min taske, hvor forskellige nyttige ting om skolen stod på. Inklusiv hvor mit skab var. Efter mindst 10 minutters søgen fandt jeg det endelig. Ved hjælpe af et par mennesker..  Jeg lavede koden og åbnede skabet, hvor jeg derefter smed min taske ind.

Klokken ringede lige i samme sekund jeg smækkede skabet i. I første time skulle jeg have fysik - spændende! Folk var begyndt at finde deres lokaler, så gangen var fyldt op med elever. Jeg masede mig irriteret igennem en gruppe piger, som var højere end mig. Suk. Lange ben. Bare jeg havde det.

Jeg gik i mine egne tanker og pludselig mærkede jeg noget hårdt under mig. Jeg var simpelthen snublet over et eller andet. Det ’’et eller andet’’ viste sig hurtigt at være en fod med et par stiletter på.

”Hey er du okay?” spurgte en stemme mig om og lidt efter stod jeg op på mine fødder igen. Jeg smilede taknemligt til den fyr som havde hjulpet mig op og kiggede kort over på tøsen, der have spændt ben for mig. Hun smilede falsk til mig og lidt efter fyldte hendes forfærdelige latter mine øre. Ad.

”Du skal ikke tage dig af hende. Hun er altid sådan” sagde drengen igen og smilede undskyldende til mig. Jeg rystede på hovedet og lod mit blik nærstudere ham. Kastanjebrunt hår, brune øjne, veltrænet arme og et venligt smil på læben. Han så da sød ud.

”Tak for hjælpen, men jeg må hellere se at komme til time..” mumlede jeg og kiggede en enkel gang rundt. Folk var så småt begyndt at forlade gangen, så her var næsten tomt.

”Hva skal du ha’?”

”Fysik”

”Sikke et sammentraf det skal jeg nemlig også! Kom med” sagde han og begyndte at gå ned af gangen. Jeg smilede som tak og fulgte efter ham.

”Sååe, hvad hedder du?”

”April. Og du?” svarede jeg selvsikkert.

”Mark”

 

”Så hende dullen der i morges spændte ben for mig hedder Mai og er en mega snob?” spurgte jeg Mark om. Klokken var 14 så vi havde lige fået fri og gik bare udenfor i det dejlige sommer vejr, og snakkede lidt.

”Jep”

”Og hun er din søster?!” spurgte jeg med afsky i stemmen. Mark grinte kort af mig.

”Tvillingesøster, desværre..” sukkede han med et skævt smil på læben.

”Jeg har ondt af dig” sagde jeg alvorligt, men kunne alligevel ikke holde masken. Vi grinte begge, men blev hurtigt stoppet af lyden af et par høje hæle med retning imod os. Mit blik mødte kort Mais, der var mindst lige så koldt som mit.

”Mark?” spurgte hun med sin søde stemme, som var så falsk som den overhoved kunne være.

”Mai?”

”Kan jeg lige snakke med dig? Under fire øjne?”

Mine mundvig bevægede sig ukontrolleret opad, da jeg hørte Marks lille suk. Haha, hvor var det synd for ham at han hang på hende. Han kiggede mig i øjnene, for at se om det var okay. Jeg nikkede bare og bevægede mig ned mod pigernes bygning. Jeg smækkede døren i med foden og hoppede ud i køkkenet.

Spørg mig ikke hvorfor jeg hoppede. Jeg var bare lidt underlig nogle gange. Tja, det må du altså leve med.

”Davs!” sagde jeg glad og gik normalt, da jeg opdagede at der faktisk var nogle ude i køkkenet. Det ville ha’ været lidt pinligt hvis hun havde set mig hoppe.

”Hej” smilede hun sødt og fortsatte sit arbejde med at skære frugter ud.

”Mit navn er April, hyggeligt at møde dig” sagde jeg venligt og hoppede op på køkkenbordet. Hun lignede lidt sådan en kineser eller japaner. Altså fordi hun havde sort hår, brun-sorte øjne, et lidt rundt ansigt og.. ja jeg håber du kan følge mig, fordi jeg ved ikke hvordan jeg ellers lige skal forklare det. Men hun lød som en englænder.

”Pænt navn. Jeg hedder Bree”

”Det er også pænt” fastslog jeg.

”Hmm tja” mumlede hun bare og puttede alt frugten op i blænderen. Hun blændede det hurtigt og gik så hen til et skab hvor hun stillede sig på tær, for at tage et glas ud.

”Vil du ha’ noget?” spurgte hun mig. Jeg nikkede let på hovedet, så hun tog et ekstra glas til mig.

”Kommer du herfra London?” spurgte jeg for at starte en samtale op.

”Nope, jeg kommer fra Dartford. Hvor kommer du fra?”

”Doncaster” svarede jeg kort og fik stukket et glas med smoothie i hånden. Bree satte sig op på bordet ved siden af mig og drak noget af sin smoothie.

 

 

Bree og jeg sad på køkkenbordet og snakkede om alt muligt i ca. en halv time, imens vi drak smoothie. Hun var virkelig en sød pige. Uhh og det bedste ved hende var helt klart at hun var på højde med mig! Haleluja for det!

”ER DER NOGLE SOM VENTER BESØG?!” blev der råbt ude fra døren af. Bree og jeg kiggede underligt på hinanden, da det slog mig. Jeg ventede besøg. Jeg sprang hurtigt ned fra køkkenbordet og satte glasset i opvaskemaskinen, inden jeg gik med hastige skridt ud mod gangen. Og som jeg havde regnet med var det Louis som stod derude.

”Heey” sagde Louis lettet og trak mig ind i et kram, som jeg hurtigt gengældte.

”Hej”

”Jeg var lige bange for at jeg var gået forkert” mumlede han efter vi havde trukket os fra hinanden. Et kort grin forlod mine læber.

”Hva skal vi egentlig?”

”Jeg tænkte at vi kunne tage på Nando´s med drengene?”

”Drengene..?” gentog jeg forvirret.

”Du ved Harry, Zayn, Niall og Liam? Drengene fra det band jeg er med i” smilede han.

”Nååår. Jo selvfølgelig, det kan vi sagtens! Jeg skal bare lige op på med min taske”

”Jeg går med”

”Okay” sagde jeg og viste vej op til mit værelse. Som jeg delte med Sophie, så teknisk set var det kun halvt mit. Lille detalje. Lille detalje. Men vi lader bare som om at det er mit, for det lyder bedre at sige mit værelse. I stedet for værelset som er halvt mit eller.. hmm. Hvad kunne man egentlig ellers sige?

Det er lige meget April!

Okaaaaaay, stop med at snakke med dig selv.

”Tada! Mit fantastiske værelse!”

”Det er da hyggeligt” sagde Louis og satte sig på min seng, imens han kiggede nysgerrigt rundt. Jeg smed min taske over i hjørnet og kiggede min kort i spejlet.

”Så er jeg klar” mumlede jeg og vendte mig om. Louis sad med billedet at min familie og jeg og kiggede lidt trist på det. Jeg sukkede kort for mig selv og satte mig stille ved siden af ham. Jeg betragtede han ansigt, der stadig kiggede ned på billedet.

”Savner du hende?” lød det fra Louis. Vores blik mødes og jeg nikkede som svar. Selvfølgelig savnede jeg hende. Hun var min mor og jeg var hendes datter. Jeg skulle ha’ vokset op med hende i mit liv ligesom alle andre. Hun skulle ha’ været der til at hjælpe mig igennem kærestesorger og sådan noget. Men selvfølgelig skulle kræft lige ramme hende...

”Skal vi ikke se at komme af sted?” spurgte jeg med en lidt grødet stemme og tørrede mine øjne, hvor tårende allerede havde samlet sig. Jeg græder ellers aldrig, men min mor er et ret ømt punkt for mig. Jeg rejste mig hurtigt op og gik over mod døren, men blev stoppet. Louis havde hevet mig ind i hans trygge favn og stod nu og aede mig blidt på ryggen. Den første tåre havde allerede banet sig vej ned af min kind. Arg. Jeg skulle ikke græde! Det var bare ikke sådan noget April Martinez gjorde. Jeg græder aldrig og sådan skal det forblive. Jeg har ikke grædt siden min mor døde, så jeg skulle da slet ikke begynde på det nu.

”Det er okay” hviskede Louis i min øre og hev mig lidt ud, så vi kunne se på hinanden.

”Skal vi ikke bare se at komme af sted?” sukkede jeg. Louis tørrede mig under øjnene og svarede.

”Jo”

 

 

”Louis du har ikke fortalt dem noget om min familie vel?!” spurgte jeg en lille smule panisk. Jeg ville ikke have at de skulle få medlidenhed med mig eller noget. De skal bare behandle mig som en helt almindelig pige.

”Nej, hvorfor?” spurgte han forvirret.

”Godt! Jeg vil bare ikke ha’ at de kender til den”

”Jeg forstår”

Jeg smilede taknemligt til ham, hvilket han hurtigt gengældte. Louis gik ind af døren til Nando´s efterfulgt af mig. Han gik hurtigt over mod et bord i hjørnet, hvor der sad 4 drenge og grinede højt.

”Drenge! Det her er April, min bedste veninde” præsenterede Louis mig for drengene.

”Hey!” sagde de alle sammen muntert i munden på hinanden. Sødt. Jeg lod mit blik nærstudere dem en efter en. På den ene side af bordet sad der en mega lækker fyr med sort strithår og nogle brune øjne med et specielt glimt i som bare udstrålede ren sex. Ved siden af ham sad der en fyr med lyst hår og flotte blå øjne, og til sidst på den side af bordet sad en fyr med kort brunt hår og brune øjne. På den anden side af bordet sad Harry med sit sædvanlige charmerende smil.

Mit blik mødes Harrys smukke grønne øjne, der borede sig ind i mine normale blå øjne. Jeg fik et blidt skub i ryggen af Louis og blev ført over mod Harry. Inden jeg nåede at se mig om sad jeg ved siden af ham, med Louis på min anden side. Drengene snakkede lidt frem og tilbage, imens jeg kiggede menu kortet igennem.

Jeg havde aldrig været på Nando´s før så jeg vidste ikke hvad der var godt. Faktisk så – og det her er lidt pinligt.. og underligt - men jeg har aldrig været på nogen restauranter eller noget. Kun McDonald’s 1 gang inden du ve’.. min mor gik bort. Så det er altså virkelig lang tid siden.

Okay. Jeg giver op. Det er ALT for meget mad at vælge imellem og det var jo heller ikke ligefrem fordi det er billigt. Suk - for femtusinde gang i dag! Det minder mig om at jeg nok også skal til at finde mig et job.

”Hvad skal i ha’?” lød det opgivende fra ham med det lyse hår.

”En go’ burger!” udbrød Louis sulten. Jeg ukontrolleret fnis slap ud af mine læber over hans ivrighed. Louis sendte mig for sjovt et fjoget smil - hvilket bare fik mig til grine.

”Samme her” lød det fra ham med det korte brune hår.

”En kyllingeburger” sagde ham den lækre.

”Tacos, selvfølgelig!” udbrød Harry fra min venstre side af, som om det var indlysende. Men skulle det være det? I don’t know. Jeg kender ham ikke rigtigt.

”Hvad skal du have?” spurgte Louis og kiggede spørgende på mig. Jeg trak kort på skuldrende og sendte ham et lille smil.

”Jeg ved det ik” sukkede jeg.

”Tag deres tacos!” indvendte Harry i vores lille samtale.

”Øhm.. smager det godt?”

”JAER!!! Det er det bedste der findes, du bliver nød til at smage dem” plaprede han løs. Jeg tror virkelig at den knægt elsker taco. Jeg søgte hurtigt i menu kortet efter taco. Jeg blev jo nød til at vide hvad det kostede. Aha! Taco. Jeg lod min finger glide ud i siden, for at se prisen. Jeg lavede store øjne af synet. 30 pund?! Det var jo fucking dyrt. Det havde jeg ikke lige råd til.

”For dyrt” mumlede jeg opgivende.

”Nachos, det skal jeg have!!” udbrød ham den lyshårede stolt af sin beslutning efter lang tid.

”Jeg betaler for dig” sagde Harry bestemt. Jeg rystede ivrigt på hovedet. Han skulle ikke betale noget for mig.

”Jo”

”Nej Harr-”

”Er i klar til at bestille?” spurgte en tjener som åbenbart var kommet hen til os, uden jeg havde opdaget det.

”Jep!”

”Okay, hvad skal i have at drikke?”

”3 colaer, 2 faxe kondier og 1 vand” lagde Liam ud.

”Og hvad skal i have og spise?” spurgte tjeneren og gjorde klar til at notere det ned.

”2 burgermenuer, 1 kyllingeburgermenu, 1 nachos med ekstra kylling og-” Louis kiggede spørgende over på Harry og jeg.

”2 tacos” afsluttede Harry. Tjeneren nikkede og forsvandt.

”Harry!” sagde jeg irriteret.

”Du vil elske dem”

Jeg rullede irriteret øjne af ham. Som sagt - han skulle ikke betale noget for mig. Jeg kunne godt klare mig selv.

 

Sååe hvad synes i om April indtil videre? 

I må meget gerne like og sætte historien som favorit. Det ville betyde meget for mig.
Og selvfølgelig! -

Hvis der er noget jeg kan gøre bedre, så endelig skriv det! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...