She's Not Afraid | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2015
  • Status: Igang
Da den 18 årige April Martinez får chancen om at komme på College tager hun den straks. Lige siden hendes mor døde, har hun ikke tænkt på andet end at komme væk fra hendes forfærdelige barndomshjem.
Det skulle være starten på et nyt liv. Et nyt og bedre liv, men bliver det sådan? En speciel dreng kommer nemlig ind i hendes liv, men desværre har hun for længst droppet kærligheden. Kan han få hende til at tro på kærligheden igen? Eller er det helt håbløst? Og hvad vil der ske når en uventet person pludselig kommer ind i billedet igen?

64Likes
33Kommentarer
11654Visninger
AA

3. London!

 

 

Jeg lynede den slidte sportstaske, efter at ha’ lagt det sidste tøj der ned. Det var i dag at min drøm gik i opfyldelse. Det var i dag jeg forlod mit rådne barndomshjem, min far, de forfærdelige minder, men mest af alt. Jeg forlod mit gamle liv og startede et nyt. Jeg var blevet optaget på et College i London. Ja, ret vildt ik?

Jeg fatter stadig ikke at jeg overhoved kom ind!!

Men jeg var virkelig taknemlig for at de optog mig. Jeg kiggede en sidste gang rundt i mit gamle værelse. Eller så meget som der var tilbage af det. Jeg havde pakket alt mit tøj ned i en sportstaske og de vigtigste ting i en lille flyttekasse, så det eneste som var tilbage var en madras – også kaldet min seng – den lille reol hvor mit tøj plejede at være og mit gamle skrivebord.

Jeg tog mine ting og gik neden under. Den gamle trappe knirkede som sædvanligt. Et suk forlod mine læber imens jeg kiggede rundt på det der engang var mit hjem. Nu var det bare et råddent hus, som let kunne falde sammen. Jeg hoppede over de ødelagte trin og gik videre ind i stuen. Jeg kiggede kort på min far der lå og sov i den gamle sofa, og så på alle de tomme øl flasker som stod på stuebordet, i vinduskarmen og på noget af gulvet. Jeg bed mig blidt i læben og listede så ud i gangen, hvor jeg tog mine slidte og ødelagte converse på.

Derefter tog jeg mine ting igen. Mit blik gled rundt i gangen. Selvom jeg ikke vil indrømme det. Så ville jeg faktisk komme til at savne det her sted…

Jeg sukkede af mig selv og gik ud af døren. Johannah havde tilbudt at køre mig til London og det havde jeg selvfølgelig takket ja til, så jeg var på vej over til hende. Hun boede kun 2 gader væk, så jeg var der hurtigt. Jeg fik øje på Mark – Johannahs mand – som stod ude foran og vaskede hans bil. Hurtigt var jeg henne ved indkørslen og på vej op mod huset. Mark fik øje på mig vinkede glad til mig.

”Hva så April, er du spændt?!” spurgte han og trak mig ind i et kram.

”Om jeg er! Jeg kan slet ikke vente!” sagde jeg og nikkede ivrigt på hovedet.

”Det kan jeg skam godt forstå. Jeg husker selv hvor fedt college var!”

Jeg smilede til ham og så Johannah komme ud af hoveddøren.

”Godt du er her April, vi skal køre nu!” sagde hun frisk og trak mig ind i et moderligt kram. Jeg krammede hurtigt med og indåndede hendes velkendte duft.

”Sååe skal vi komme af sted?” spurgte jeg spændt om. Hun nikkede grinende og trak mig med hen til hendes røde volkswagen golf.  Jeg satte mine ting ind i bagagerummet og satte mig derefter ind på passagersædet ved siden af Johannah.  Jeg tog min sele på og kiggede så smilende hen på hende.

”Hvad tid var det du skulle være der?” spurgte hun om og begyndte at køre.

”Kl. 13” svarede jeg hende. Klokken var 9 lige nu og det tog ca. 3 timer at køre til London, så vi var i god tid.

 

 

Mit blik farede rundt og prøve på at se alt hvad vi kørte forbi. Vi var lige ankommet til London, før tid endda og her var virkelig fedt!

”April, jeg tænkte på..” startede Johannah. Jeg nikkede som tegn på at hun skulle fortsætte, så det gjorde hun.

”Der er jo stadig halvanden time til vi skal være der, så måske vi lige kunne køre et smut forbi Louis?” spurgte hun og så bedende på mig.

”Selvfølgelig! Du ser ham jo ikke så tit, så du må jo savne ham helt vildt!”

”Du må da også savne ham.?”

Jeg trak kort på skuldrende og kiggede så ud af vinduet. Ja jeg savnede Louis helt vildt, men han kunne sikkert ikke huske mig. Jeg har sikkert aldrig betydet noget for ham. Det var med garanti også derfor han aldrig har kontaktet mig efter han blev berømt.

Efter 5 minutter holdt vi foran et stort lejlighedskompleks. Jeg steg ud af bilen og kiggede mig omkring. Her var virkelig flot. Vi gik indenfor og tog en elevator op til 6 etage. Derefter gik vi ned af en gang og stoppede op foran en hvid dør.
Mine håndflader føltes helt svedige, da Johannah ringede på. Efter lidt tid hørtes der skridt derinde fra. Mit hjerte begyndte at hamre hårdt i mit bryst og helt automatisk bed jeg mig i læben. En dårlig vane jeg havde fået hvis jeg blev nervøs. Døren blev åbnet af en fyr med grønne øjne, krøllet hår og et charmerende smil på læben.

Var vi gået forkert eller hvad? Sådan huskede jeg da ikke lige Louis så ud..? Men nej det var vi åbenbart ikke, for Johannah gik frem og gav drengen et kram.

”Godt at se dig igen Harry, det er længe siden” konstaterede hun glad og gik ind i lejligheden. Ham drengen - som åbenbart hed Harry - nikkede og kiggede så tilbage på lille mig som stadig stod ude på gangen.

”Du må være April, Louis snakker meget om dig!” Sagde han glad og bød mig indenfor i lejligheden. Jeg nikkede let på hovedet med et undrende blik og mumlede et tak, imens jeg gik ind i lejligheden efter Johannah.

”Moor!” udbrød en bekendt stemme inde i stuen. Jeg satte mine sko pænt ved siden af Johannahs og fulgte efter ham Harry fyren ind i stuen. Mit blik mødte Louis og det var som om alt stivnede inde i mig..

 

Dam dam DAAAAAM.!!!

Første kapitel, wuhuuuuuu! (y)
Når, men jeg håber i kan lide det! Husk at like og trykke på den der knap.

Hehehe. :D

Hvad tror i det sker i næste kapitel?
Hvordan mon Louis reagerer på at se April igen? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...