She's Not Afraid | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2015
  • Status: Igang
Da den 18 årige April Martinez får chancen om at komme på College tager hun den straks. Lige siden hendes mor døde, har hun ikke tænkt på andet end at komme væk fra hendes forfærdelige barndomshjem.
Det skulle være starten på et nyt liv. Et nyt og bedre liv, men bliver det sådan? En speciel dreng kommer nemlig ind i hendes liv, men desværre har hun for længst droppet kærligheden. Kan han få hende til at tro på kærligheden igen? Eller er det helt håbløst? Og hvad vil der ske når en uventet person pludselig kommer ind i billedet igen?

64Likes
33Kommentarer
11551Visninger
AA

20. I met Adam

 

 

Klokken nærmede sig otte og vi var netop lige blevet færdige med at spise aftensmad. Eller jeg var. Niall var sikkert i gang med hans 4 portion. Den dreng og hans mad.

Efter en længere diskussion, havde jeg fået overtalt Louis til at lade mig gå en tur alene. Han var ALT for overbeskyttende. Alt jeg havde brug for var frisk luft og en pause fra det hele, så at han ikke bare fattede en hentydning, irriterede mig.

Jeg stod kort og overvejede hvilken vej jeg skulle gå, men endte alligevel med at gå imod mit gamle hus. Med en dyb indånding drejede jeg ned mod det genkendelige distrikt. Jeg tog smutvejen og gik igennem den lille park, der opdelte det nyere villakvarter og den ældre del af byen.

Man kunne se mit hus på den anden side af vejen, fra den lille legeplads der var i parken, så jeg valgte at slå mig ned på en af de forrådne gynger. Tættere turde jeg ikke gå. Det følte jeg mig ikke psykisk stærk nok til. Jeg sad længe på den knirkene gynge og iagttog omgivelserne. Intet havde ændret sig. Det hele lignede sig selv. Mit blik faldt på det lille hus. Jeg huskede tilbage på alle minderne der var blevet skabt netop på den grund. En masse flachbacks overtog min hjerne og løb igennem min erindring, hvilket gav mig tåre i øjnene.

Til sidst blev det dog for koldt og solen var efterhånden også gået ned. Jeg rejste mig efter længere overvejelser og bestemte mig for at gå igennem skoven, før jeg ville vende snuden hjemad igen.

Jeg gik i mine egne tanker og beundrede den skønne efterårsnatur, hvilket gjorde at jeg ikke bemærkede hvad der foregik længere fremme. Tre fyre stod isoleret bag et træ og hvis det ikke var fordi at jeg var drejet væk fra skovstien, ville jeg ikke have bemærket dem. To af dem stod truende og maskulint overfor den ene. Hele sceneriet så en smule mystisk ud. Der blev overrakt noget, som derefter blev talt igennem grundigt.

Åh gud. Det var penge.

Min nysgerrighed trådte i kræft, hvilket medførte at jeg forsigtigt gemte mig bag et træ, hvor jeg stadig kunne se hvad der foregik. Der blev derefter givet hånd og en lille pose blev overrakt til den dreng som var alene. Stoffer. Jeg lænede mig forsigtigt længere frem, for at se hvad det helt præcis var de havde gang i, idet det gik galt. Jeg fik overbalance og faldt mod den kølige jord. Idet et lille gisp forlod mine læber, vendte de alle hovedet i min retning.

”Hvad fanden?” lød det mumlende, hvilket fik mig til at rejse mig med et sæt og bakke bagud. ”Så fang hende dog!” råbte den samme fyr igen, hidsigt. På ingen tid, havde hans makker sat i løb imod mig og fyren som havde fået overakt den lille pose forsvandt. Med et skrig løb jeg den samme vej som jeg netop lige var kommet fra, dog nu med en fyr, der bestemt ikke så venlig ud, i hælene på mig.

Pludselig landede jeg hårdt på jorden og en smerte bredte sig i min ankel. Et smertefuldt skrig fandt vej ud igennem mine læber, idet en hånd greb fat omkring min skulder og derefter borede sig ind i den. ”Du må ikke gøre mig fortræd! Det var ikke min mening at smug lytte” udbrød jeg med en bedende undertone, da den fremmede fyr hev mig op at stå. Han stirrede intenst på mig og skulle til at åbne munden, dog nåede han ikke så langt. En alt for genkendelig og savnet stemme fik ham nemlig til at slippe mig.

”April?”

 

Harrys synsvinkel:

 

Efter et hurtigt smut forbi Gemma, mor og Robin på 2 dage, var jeg nu på vej til Doncaster, for at overraske Louis, Niall og April. Liam og Zayn, var hos deres familier, hvilket Niall ikke havde mulighed for endnu, da vi havde en koncert og et interview om 3 dage. Efter en længere samtale med Gemma, som tilfældigvis havde set nogle billeder af April og jeg fra da vi havde været ude at spise frossen yoghurt, havde hun fået mig overtalt til at fortælle hende alt om April. Derefter gik der ikke lang tid, før hun fik endnu en af hendes geniale planer. Hvilket simpelthen var grunden til at jeg nu efter halvanden time, endelig var ankommet til Doncaster – Louis’ og Aprils hjemby.

 

 

Jeg var blevet budt hjertelig velkommen, da jeg for omkring 1 time siden var ankommet til Tomlinson huset. Det havde også været vældig hyggeligt, dog var både Louis og jeg ved at blive bekymrede. Den eneste person der nemlig stadig manglede, var April.

Hendes gåtur havde snart varet 2-3 timer.

Niall afsluttede endnu en joke og proppede derefter et par chips i munden, samtidig med at hans grin fyldte stuen. Som sædvanligt prøvede Niall at opmuntre os og jeg må sige at han klarede det okay, hvis det altså stod til mig.

”That’s it. Jeg går ud og leder efter hende” udbrød Louis, da han for tusinde gang kun havde fået fat i hendes telefonsvare. Jeg sukkede og kørte frustreret en hånd igennem mine krøller. Hun havde bedt mig om ikke at bekymre mig om hende hele tiden, men hun gjorde det fandme svært.

”Jeg går med” mumlede jeg hæst, efter længere overvejelser. Idet vi rejste os op og bevægede os ud mod gangen, gik hoveddøren forsigtigt op. Vi alle stod lamslået og fulgte hele sceneriet foran os. Det var April. Hun stod med ryggen til os og vinkede farvel til en, hvorefter en bil gassede op og kørte væk. Døren lukkede hun derefter og vendte sig om.

”Fuck..” gispede hun og tog sig til brystet. ”I gav mig et chok”.

Niall var i mellem tiden kommet ud til os andre. ”Hvad er der sket?” udbrød vi alle chorkeret. Der var gået hul i hendes bukser, hun var fuldstændig beskidt og hun bar hendes ene sko i hånden, da hun havde forbinding om foden. Dog var det langt fra det første jeg lagde mærke til. Hun var iført en kæmpe hættetrøje som bestemt ikke var hendes. Hvem tilhørte den og hvorfor var hun iført en anden drengs trøje?

”Og hvor har du været henne?” fortsatte Louis og afbrød dermed April. Hun rullede bevidst øjne af ham og humpede forbi os og ind i stuen, hvor hen smed sig i sofaen. ”Jeg var bare ude at gå en tur” forklarede hun, da vi slog os ned i den anden sofa. ”Og hvad laver du her?” spurgte hun og kiggede umiddelbart kun på mig.

”April, lad vær med at skifte emne.” sukkede Louis og tog sig til panden.

”Jamen, jeg ville bare vide hvad han laver her” forsvarede hun sig med en mut tone og krydsede armene over brystet. ”Han er på besøg indtil vi skal lave koncert, okay? Hvor har du været henne og hvad har du lavet med din fod?”

”Jeg gik bare en tur igennem skoven og så faldt jeg tilfældigvis, og slog min ankel, hvorefter jeg mødte Adam” mumlede hun med et skuldertræk og kom med en smule besvær på benene igen. Adam. Hvem end denne Adam måtte være, så ville jeg skyde på at det var hans trøje som hun var iført.

Med et skød jalousien frem i mig.

Uden et ord rejste Louis sig med et forbavset ansigtsudtryk og fulgte efter hende ovenpå.

 

Aprils synsvinkel:

 

Jeg vidste at Louis ville gå efter mig. Jeg havde forfanden nævnt Adam.

Dén Adam.

Adam som i min bror – hans ven.

For at være ærlig, anede jeg ikke hvordan jeg skulle føle omkring det. Indtil i aften, havde jeg stadig troet at han sad inde. Hvilket jeg havde taget grueligt fejl af. Han blev nemlig løsladt for 2 måneder siden.

Idet Louis og jeg var sikkert inde på mit værelse og havde lukket døren, åbnede han munden.

”Adam?” spurgte han forvirret.

”Jeg var ligeså overrasket som dig” mumlede jeg og satte mig med et bump i sengen. Uden nærmere eftertanke lod jeg mine tanker slippe løs. ”Jeg bustede ham i at sælge stoffer ude i skoven, hvorefter jeg faldt i mit forsøg på at slippe væk igen. Det er så dumt af ham. Han er kun lige blevet løsladt og det første han gør er at gå tilbage til det miljø” Louis nikkede sig enig og sukkede kort. 

 

Endelig fik jeg skrevet dette kapitel færdig, så jeg kunne publicere det til jer søde læsere. 
Adam er kommet ind i billedet og i får et indblik i Harrys følelser.

Skriv endelig jeres mening!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...