She's Not Afraid | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2015
  • Status: Igang
Da den 18 årige April Martinez får chancen om at komme på College tager hun den straks. Lige siden hendes mor døde, har hun ikke tænkt på andet end at komme væk fra hendes forfærdelige barndomshjem.
Det skulle være starten på et nyt liv. Et nyt og bedre liv, men bliver det sådan? En speciel dreng kommer nemlig ind i hendes liv, men desværre har hun for længst droppet kærligheden. Kan han få hende til at tro på kærligheden igen? Eller er det helt håbløst? Og hvad vil der ske når en uventet person pludselig kommer ind i billedet igen?

64Likes
33Kommentarer
11548Visninger
AA

19. Hello Doncaster. Hello Past.

 

 

 

Mit bæger var tomt og mit ellers så udsøgte frosne yoghurt var sluppet op langt hurtigere end jeg havde foretrukket. Vi gik side om side ned af Londons gader og snakkede lavmælt for os selv, da vi ingen opmærksomhed ville skabe. Derfor havde både Harry og jeg også taget et par mørke solbriller og en hue på, som forklædning. Mit blik fandt endnu en gang det tomme bæger, som der for mindre en 2 minutter siden havde været frossen yoghurt i.

Suk.

“Er du allerede færdig?” spurgte Harry en smule overrasket og skævede til det tomme bæger i min hånd, hvorefter han brød ud i en latter. Jeg kunne heller ikke holde mig tilbage, hvilket medførte at det ene grin efter det andet forlod min mund. Det var en sjov situation. For mindre end 5 minutter siden havde vi forladt butikken med yoghurten.

“Du er værre end Niall” drillede han og puffede blidt til mig. Jeg rullede bevidst øjne af ham, dog med et smil på læben.

“Jeg tror næppe på at der er nogle, som kan slå Niall når det gælder mad” fastslog jeg med et grin og smed bægeret ud, idet vi passerede en skraldespand. Suk. Det smagte lige så godt jo. Jeg kunne faktisk godt spise en til..

“Harryyyy?” spurgte jeg med den bedste bedende stemme som jeg kunne præstere, samtidig med at jeg lavede de berømte hunde øjne. “Nej” svarede han monotont med det samme, da han tydeligvis havde fattet hvad jeg var ude på. Hmph.

“Jamen, det smager bare så godt” prøvede jeg endnu en gang, dog uden held. Han rystede smilende på hovedet af mig og tog en skefuld af hans egen yoghurt. Mit blik fulgte alle hans bevægelser, hvilket fik ham til med vilje at nyde den skefuld fuldt ud. “Mmm” mumlede han tilfredst og slikkede resten af skeen ren, hvorefter hans drillende mødte mit bedrøvede blik.

Han sukkede kort af mig, før han endnu en gang fyldte skeen med yoghurt og derefter bad mig åbne munden. Et tilfredst smil fandt mine læber, idet han førte skeen ind og den frosne yoghurt dansede på min smagsløg.

Mums!

Hvad måtte folk ikke tænke om os. Harry der stod og fodrede mig midt ude på gaden. Et billede formede sig inde i mit hoved, hvilket fik mit til at fnise.

“Hvad?” mumlede Harry forvirret, imens et skævt smil prydede hans læber, hvor noget yoghurt var kommet ud over. Hvilket så virkelig sødt ud, hvis jeg selv skulle bedømme det. Nurgh.

“Du har lidt ad ad der” forklarede jeg og pegede på min egen overlæbe for at vise ham stedet det var placeret på ham, hvorefter jeg brød ud i grin. På ingen tid havde han fået tørret det væk, samtidig med at hans kinder fik en svag lyserød farve.

Sødt.

Smilet var simpelhen ikke til at fjerne fra mine læber. Jeg følte mig glad. Harry gjorde mig glad og jeg anede ikke hvorfor.

 

 

Dage var gået. Det var gået hen og blevet efterårsferie, hvilket betød at jeg skulle hjem. Hjem til Doncaster efter flere måneder væk derfra. Jeg måtte indrømme at det var med blandede følelser at jeg steg ind i Louis’ bil lørdag formiddag. På den ene side havde jeg ikke lyst til nogensinde at vende tilbage til min hjemby, men på den anden side var jeg alt for nysgerrig, for at vide hvordan det stod til derhjemme. Det var også derfor at jeg havde takket ja til Johannahs tilbud om at tilbringe min ferie hos dem. At Louis og Niall skulle med, var bare en bonus oven i hatten.

“Er du spændt?” mumlede jeg med blikket rettet ud af vinduet, efter en længere stilhed. Vi havde været et smut forbi McDonalds, hvilket også var grunden til alt skraldet der efterhånden lå i bilen, taget i betragtning at vi havde kære Niall med, som altid har plads til en bid mad eller to.

Hvis ikke flere.

Vi var netop kørt forbi det velkendte ‘Doncaster’ skilt, som indikerede at vi snart var fremme ved vores destination. Hvis jeg selv skulle gætte, måtte dét være grunden til stilheden i mellem Louis og jeg. Han havde med sikkerhed de samme tanker som jeg lige nu. Hvad der havde fundet sted i flere år i mit barndomshjem.

Efter længere tid, nikkede han som svar på mit spørgsmål. Hverken Louis eller jeg, kom med konkrete svar til det Niall sad og plaprede løs om på bagsædet. Hvad end det nu var altså. For jeg lyttede ikke ligefrem efter. Idet jeg skulle til at gøre en indsats for stakkels Niall, der ingen idé havde om hvad der foregik, passerede vi et hus, som fik mig til at glemme alt om at trække vejret og mit hjerte til at stoppe i et split sekund.

Det var mit hus.

Mit hjem og det så ligeså forfaldet ud, som det gjorde da jeg forlod det. Hvis ikke værre.

Mine håndflader føltes med et fuldstændig svedige og gåsehud bredte sig ned af armene på mig. Jeg fik det psykisk dårligt bare ved at være så tæt her på min fortid igen.

Ved at være tæt på min far.

Før jeg havde set mig om, havde Louis parkeret i den velkendte indkørsel. Hvorefter ham og Niall var steget ud, for at tage vores tasker og diverse ting. Det var først da klappen til bagagerummet blev smækket i at jeg kom til mig selv igen. Selen klikkede jeg op og steg ud af bilen, idet Johannah kom til syne i døren. Jeg havde virkelig savnet hendes moderlige nærvær.

 

 

Mine ting smed jeg på sengen i det lille gæsteværelse, som jeg tit havde overnattet i da jeg var mindre, hvorefter jeg bevægede mig hen til vinduet. Alt lignede virkelig sig selv. Godt nok havde jeg kun været væk i 3-4 måneder, men det føltes som flere år. Mit liv havde forandret sig på så mange måder, igennem de sidste måneder.

Et svagt bank lød på døren, hvorefter den blev åbnet og Louis kom til syne. Jeg smilede svagt, idet han stillede sig ved siden af mig foran vinduet, efter at have lukket døren i efter sig. Jeg formode at han havde noget på hjertet, hvilket var grunden til at jeg forblev stille. Efter flere minutters stilhed spurgte han, “Så hvordan føles det at være tilbage?”

Jeg trak kort på skuldrene og sukkede, før jeg mødte hans blik.

”Har hun nævnt ham?” Jeg gik direkte til sagen og holdt i et sekund vejret, imens jeg afventede et svar. Jeg vidste ikke hvad jeg håbede svaret ville blive til. At han havde fået det værre? Eller at de slet ikke havde set noget til ham?

”Han blev fyret for et par uger siden og..”

Jeg anede ikke hvordan jeg skulle forholde mig til den nyhed. Det var jo ikke ligefrem fordi at det kom som et kæmpe chok.

”- Og han kan ikke betale regningerne” afsluttede Louis. Mit blik fandt vinduet.

”Han bliver smidt på gaden om mindre end en uge, April” fastslog han med et suk og tog sig til nakken. Jeg gispede kort samtidig med at mit blik farede over til hans endnu en gang. Det var som om at alle mine følelser var blevet drænet ud af mig ved den statement.

Ingen af os sagde noget. Man ville muligvis have kunne høre en nål falde til jorden, hvis ikke det var for Nialls hysteriske grin nedenunder. 1 minut blev til 2 og efter godt og vel 5 minutter valgte Louis at forlade værelset med et enkelt øjekast på mig. Han regnede vel med at jeg gerne ville være alene – det ville jeg normalt – men det her var ikke normalt.

Min far ville blive smidt på gaden og mit barndomshjem ville højst sandsynlig blive revet ned, for man var komplet dum hvis man ville købe den losseplads. Men det var min losseplads. Jeg var vokset op i det hus. Det havde startet som min mors drømmehjem og sluttet som et mareridt. 


Endelig et nyt kapitel. Yay!
Jeg vil fremover prøve at opdatere noget oftere, men jeg kan ikke love noget da jeg er presset med skole, lektier, arbejde og fitness...Så i må bære over med mig!

Hvad tror i der vil ske i ferien? Kom med bud!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...