She's Not Afraid | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2015
  • Status: Igang
Da den 18 årige April Martinez får chancen om at komme på College tager hun den straks. Lige siden hendes mor døde, har hun ikke tænkt på andet end at komme væk fra hendes forfærdelige barndomshjem.
Det skulle være starten på et nyt liv. Et nyt og bedre liv, men bliver det sådan? En speciel dreng kommer nemlig ind i hendes liv, men desværre har hun for længst droppet kærligheden. Kan han få hende til at tro på kærligheden igen? Eller er det helt håbløst? Og hvad vil der ske når en uventet person pludselig kommer ind i billedet igen?

64Likes
33Kommentarer
11545Visninger
AA

5. College!

 

 

 Jeg var allerede tjekket ind og havde fået nøglen til mit værelse. Johannah og jeg havde hentet mine ting i bilen og ledte nu efter mit værelse.

”Anden etage, til højre forenden af trappen, til venstre, nummer 254” læste jeg højt fra det papir jeg havde fået. Johannah nikkede og vi gik ned mod pigernes bygning. Piger og drenge boede hver for sig. Desværre.. Altså det er ikke fordi jeg er ude efter sex eller noget! Jeg kan bare bedre med drenge nogle gange. Jeg går ikke så meget op i sminke, tøj og sko, og sådan noget ligesom andre piger. Selvfølgelig går jeg op i mit udseende! Bare ikke overdrevet meget. Okay jeg tror du har fattet det nu.

Jeg åbnede spændt den store dør ind til pigernes hus og gik ind, med Johannah efter mig. Jeg kiggede nysgerrigt rundt. Til højre var der et stort rum hvor køkkenet var og til venstre, et langt rum hvor der var en stue og spisestue bagerst i rummet.  Her var virkelig flot og rummeligt. Vi gik ud i midterste rum igen, hvor der var en stor flot trappe med en kæmpe lysekrone over.

Jeg kiggede helt overvældet hen på Johannah, som bare smilede stort til mig. Alt mit hårde arbejde har virkelig været det her værd. Jeg smilede stort tilbage og bevægede mig stille op af trappen. Trappen skilte sig ad, så vi gik til højre som der stod på papiret og så til venstre på den store gang. Gangens vægge var helt pinke og hvide nederst - ligesom alle andre vægge her i huset.

”248, 250, 252 -” remsede jeg op imens jeg kiggede på de forskellige døre.

”254, det er her!” sagde jeg til Johannah. Jeg satte nøglen i låsen og drejede rundt. Derefter åbnede jeg spændt døren. Værelset måtte bare være lige så fedt som resten af huset.

Og jeg havde ret. Værelset var lige så fedt som resten af huset. I den ene side af værelset var der en seng, et natbord, et skrivebord og et skab - præcis det samme som i den anden side, bortset fra at der også var en dør. Sikkert et badeværelse. Hah, og herinde var væggene også pinke. Thumps up for that!

Der var ikke nogle på værelset, så min værelseskammerart var nok ikke kommet endnu. Hvilket betød at jeg fik lov til at vælge seng først! YES! Jeg valgte den side af værelset hvor toilettet var, fordi det var lukket lidt mere inde end den anden side.

”Jeg håber du kan klare dig herfra skattepige” mumlede Johannah og satte min lille flyttekasse på sengen. Hun rejste sig ordenligt op igen og vendte sig om mod mig - med tårer i øjnene.

”Orrg, du må ikke græde!!” mumlede jeg og fik også tårer i øjnene. Jeg omfavnede hende hurtigt og sådan stod vi i lidt tid, indtil den første tåre bandede sig vej end af min kind. Jeg måtte ikke græde!! Men jeg er virkelig bare dårlig til at sige farvel nogle gange.

”Jeg kommer snart på besøg, det lover jeg” mumlede jeg med en grødet stemme ind i hendes skulder.

”Det glæder jeg mig til”

”Det gør jeg også” svarede jeg tilbage med et lille suk, imens vi trak os ud af krammet. Hun tørrede mine kinder og kyssede mig blidt i panden.

”Det var ikke meningen jeg skulle græde.. Jeg har bare aldrig sendt en af mine ’’børn’’ på college før”

”Det gør heller ikke noget. Jeg er heller ikke ligefrem den bedste til at sige farvel..” grinte jeg. Hvilket fik os begge til at grine.

 

 

Klokken var efterhånden ved at være seks og Johanna var taget hjem fra et par timer siden. Jeg havde fået lagt mit tøj ind i skabet og det fyldte ikke engang halvdelen af det! Mine toiletsager havde jeg lagt ude på toilettet og så havde jeg fået sat nogle billeder op på en lille opslagstavle, som hang over min seng. På mit natbord havde jeg sat en billedramme med et billede i, som betød ret meget for mig. Det var det sidste billede der blev taget af min mor, min far, Adam og jeg sammen - hvor vi ligner en glad familie - inden min mor gik bort.

Jeg havde forresten også mødt min værelseskammerat, Sophie. Hun var virkelog sød. Og smuk! Hendes blonde hår stod godt til hendes irgrønne øjne og hendes flotte tynde krop. Jeg ville ønske at jeg bare var halvt så smuk som hende.

”April?” spurgte Sophie med hendes engle stemme. Seriøst den var virkelig sød og fin.

”Sophie?”

”Heh, Skal vi ikke gå ned i køkkenet og få noget mad?”

”Tjo.. Det kan vi da godt” smilede jeg og gik ud af døren efter hende. Vi gik stille ned af gangen som vrimlede med piger, der snakkede i munden på hinanden. Oh god! Det er altså også en af grundene til at jeg bedre kan lide at være sammen med drenge. Vi kom endelig ned i køkkenet og det første Sophie gjorde var at hvine som en gal.

”KATH!!!!” hvinede hun og krammede en pige med blond hår - sikkert Kath, hvem det så end var.

”Sophie, hvor er det længe siden!!”

”Alt for længe siden! Jeg har så meget at fortælle dig!”

”Samme her!!” hvinede hende der Kath tilbage.

”Altså nu skal du bare høre, vi var….”

Jeg rullede irriteret øjne af deres højtrøstende samtale og gik oven på igen. Jeg var alligevel ikke sulten. Jeg kom ind på mit værelse og gik straks ud på badeværelset. Jeg trængte til et langt og behageligt bad. Jeg fjernede mit tynde lag mascara og fandt to store håndklæder under vasken. Jeg tog stille mit tøj af og smed det i vasketøjskurven, som stod ovre i hjørnet. Jeg tændte vandet, så det kunne blive varmt. Min finger gled roligt hen over nogle ar på min mave, før jeg grab min toilettaske.

Jeg tog en lille æske op fra tasken og stillede den tilbage. Æsken åbnede jeg forsigtigt og tog det lille barberblad op. Det var en dårlig vane, men jeg elskede at gøre det. Jeg elskede følelsen af at skære i mig selv og se blodet fra sårene. Det var som om at jeg blev nød til at se at jeg stadig var i live. At jeg faktisk levede.. Det lyder sikkert underligt, men det gjorde jeg virkelig.

Den skarpe side satte jeg mod min hofte og pressede ind og hev den hen over min hofte. Jeg kiggede lidt på det nye sår, før jeg gjorde det i begge mine arme og min mave. Blodet strømmede ud fra alle sårene. Hvilket havde en beroligende virkning på mig. Jeg lyder som en freak, men det er jeg altså ik. Det havde bare en beroligende effekt på mig.  

Jeg pakkede det væk igen og steg ind under den efterhånden varme bruser. 

 

Vil i ikke godt være søde at skrive hvad i synes om den?

Det ville virkelig betyde meget for mig. :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...