She's Not Afraid | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2015
  • Status: Igang
Da den 18 årige April Martinez får chancen om at komme på College tager hun den straks. Lige siden hendes mor døde, har hun ikke tænkt på andet end at komme væk fra hendes forfærdelige barndomshjem.
Det skulle være starten på et nyt liv. Et nyt og bedre liv, men bliver det sådan? En speciel dreng kommer nemlig ind i hendes liv, men desværre har hun for længst droppet kærligheden. Kan han få hende til at tro på kærligheden igen? Eller er det helt håbløst? Og hvad vil der ske når en uventet person pludselig kommer ind i billedet igen?

64Likes
33Kommentarer
11508Visninger
AA

15. A worried Harry

 

 

Harrys synsvinkel

Mit blik fulgte Aprils hele vejen ude i gangen. Jeg havde savnet at føle hendes nærvær og se hendes bedårende smil. Uanset hvor akavet det havde været i mellem os efter det kys, så fortrød jeg det stadigvæk ikke. Det havde føltes så magisk og det var med sikkerhed, det bedste kys jeg nogensinde havde delt med en pige. Jeg kiggede ud mod gangen, hvor April stadigvæk ikke var kommet tilbage. 

Jeg kiggede utålmodigt på det digitalur, som var på min iPhone. 5 minutter allerede. Så lang tid kunne hun vel heller ikke bruge på toilettet? Men så på den anden side, hun var jo en pige.. 

Yderligere 5 minutter gik og jeg mistede så småt tålmodigheden. Mon der var noget galt? Bekymringen skyllede ind over mig. Jeg havde lagt mærke til de blikke April havde fået af Mai, hendes såkaldte veninde, i løbet af aftnen. Jeg vidste ikke helt præcist hvad der foregik i mellem de to, dog var jeg sikker på en ting; April brød sig bestemt ikke om Mai. Det virkede næsten som om at April frygtede hende og det lignede bestemt ikke den April jeg kendte.

Jeg kiggede kort på drengene, Eleanor og Mai, og da det ikke så ud til at de havde lagt mærke til Aprils forsvinden, rejste jeg mig. Min første tanke var at tjekke badeværelset, men da hun ikke befandt sig der, tjekkede jeg både køkkenet, Louis’ værelse og mit eget. Dog måtte jeg komme frem til den konklusion at April ikke befandt sig i lejligheden mere, da jeg opdagede hendes sko og jakke var væk. 

En kold fornemmelse løb mig ned af ryggen. Der måtte være noget galt, siden hendes pludselige forsvinden. Min hånd kørte frustreret igennem mine krøllede lokker, før jeg hurtigt og lydløst fik mine sko på. Jeg greb hurtigt mine bilnøgler og forsvand ud af lejligheden. Jeg kunne kun komme i tanke om et sted April ville tage hen; Colleget. Where else?

Jeg prøvede at tænke positive og klare tanker, men da jeg ikke vidste hvad for en stand April var i, kunne jeg ikke lade vær med at trykke speederen i bund. Jeg vidste at der var noget ved Mai, som nagede hende og jeg ville til bunds i det. Taget i betragtning af at det kunne få hende til at forlade Louis og jegs lejlighed uden et ord, måtte det være alvorligt. Hun elskede at tilbringe tid med Louis i vores lejlighed. 

 

Aprils synsvinkel 

Jeg viklede endnu en gang armene om mig selv, for at prøve at få varmen, dog uden held. Jeg sukkede. Til mit held var jeg kun en gade eller to væk fra Colleget, og dermed også mit værelse. Det havde været en underlig aften. En dårlig en af slagsen. Jeg hadede Mai for at have den magt over mig og jeg havde bestemt ikke forudset at hendes interesse i Harry ville have sådan en stor effekt på mig, men det havde den og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg gik en smule i min egen verden, idet en sort Range Rover kørte op på siden af mig og stoppede. Derefter steg en bekymret Harry ud. 

“April” udbrød han lettet og kom om på den anden side af bilen til mig. Jeg bed mig nervøst i læben og lod mit blik lande på mine slidte Converse, der så fint beklædte mine fødder. Han var garanteret sur over at jeg bare var gået uden at sige noget. Jeg sank en klump og pillede nervøst ved enden af min tynde jakke. Det eneste jeg ventede på var, at han begyndte at råbe af mig. Jeg magtede ikke at skændes lige nu. Jeg ville bare hjem og glemme at den sidste uge nogensinde havde fundet sted. 

“Hey.. Hvad sker der?” mumlede han og lagde blidt sin store, varme hånd på min kind. Mit hoved løftede han forsigtigt op, hvorefter han så mig dybt i øjnene. Hans øjne skinnede af kærlighed og bekymring på samme tid, og det skræmte mig. Aldrig havde nogen kigget så indtrængende på mig. Jeg brød den intense øjenkontakt og kiggede ned i jorden. Da jeg ikke svarede ham, så han chancen og stillede et nyt spørgsmål. 

“Hvorfor forlod du lejligheden uden at sige noget?” spurgte han alvorligt, og lød ærligtalt en smule irriteret. 

“Kan du ikke være ligeglad?” spurgte jeg spydigt og trådte et skridt tilbage, så hans hånd forsvandt fra min kind. Jeg krydsede armene over mit bryst og kiggede indtrængende på ham. Hvorfor bekymrede han sig sådan lige pludselig?

“April, hold nu op? Selvfølgelig er jeg ikke ligeglad! Jeg holder jo af dig, præcis ligesom de andre og når de finder ud af at vi er væk, bliver de mindst ligeså bekymrede!” udbrød han frustreret og slog ud med armen, for at understege hvor latterligt det var, det jeg lukkede ud. Jeg rullede øjne af ham og flyttede vægten over på det andet ben. Jeg bed mig automatisk i læben og undgik med vilje hans blik. Jeg sukkede. “Jeg vil bare gerne hjem” mumlede jeg og var bedrøvende ligeglad med hvor skrøbeligt det lød. 

Jeg orkede ikke at skændes nu. 

Jeg ville bare være alene. 

Uden jeg lagde mærke til det, var Harry pludselig kommet hen til mig. “Så kom” mumlede han med et skævt smil og lagde armen om min skulder, for derefter at føre mig hen til hans bil, hvor jeg satte mig ind på passagersædet. Stilheden var træng, især fordi at ingen af os sagde noget. Mit blik var limet til ruden og der ville det helt klart forblive. 

 

 

“Tak for turen..” mumlede jeg akavet, da vi endelig nåede frem til colleget. Ingen af os havde sagt noget i løbet af den korte tur og der havde lagt sig en akavet stilhed i hele bilen. Jeg havde siddet fordybet i mine tanker. Et lydløst suk forlod mine læber, før jeg åbnede døren og hoppede ud. Som sagt var det fredag, så det gav meget mening at man kunne høre den høje musik og andet støj helt ude på parkeringspladsen. Endnu en bildør smækkede, hvilket fangede min opmærksomhed. Mit blik fulgte Harry, idet han bevægede sig over til mig på den anden side af bilen. Han fangede vist mit forvirrede blik, for han smilede skævt og åbnede munden.

“Før jeg går, bliver du nød til at fortælle mig hvad der er galt? spurgte han dybt seriøst og kiggede bekymret på mig. Jeg sank en klump, der havde samlet sig i halsen på mig og fugtede min underlæbe, samtidig med at jeg gennem rodede min hjerne efter en god forklaring. Jeg foldede mine arme over mit bryst og kiggede væk. 

“Hvad mener du?” mumlede jeg dumt. At spille blondinekortet, var som at stikke halen imellem benene, but frankly, var det den eneste idé jeg kunne komme i tanke om i dette øjeblik. Jeg havde ingen mulighed, for at koncentrere mig, når Harrys øjne var rettet imod mig. Harry tog en dyb indånding og kørte frustreret sin hånd igennem sit hår. 

“Drop det April. Du ved hvad jeg mener, hvad sker der?” før jeg fik muligheden for at tage mig sammen til at svare, fortsatte han. “Hvad foregår der i mellem Mai og dig? Hvad har hun gjort dig?” spurgte han seriøst med en beskyttende stemme og greb fat i min overarm. Jeg stirrede intenst på ham. 

“Bland dig udenom” snerrede jeg, før jeg hev min arm til mig og skyndte mig i et hastigt tempo væk fra ham. Jeg var træt af at alle skulle bekymre sig om mig hele tiden. Jeg var 18. Jeg kunne klare mig selv. Jeg havde ikke brug for nogle. Det havde jeg aldrig haft.

Jeg smækkede den store solide trædør ind til vores bygning, inden jeg farede op af trappen mod mit værelse. Trangen var der og jeg vidste at Sophie ikke var hjemme, så der var ingen fare for at blive opdaget. Louis’ blik sad stadig fast i min hjerne, den dag jeg lovede ham at stoppe. Jeg havde holdt det indtil videre, men trangen var der og uanset hvor meget skyldfølelse jeg havde lige nu, ville jeg ikke lade det stoppe mig. Jeg havde brug for at mærke bladet mod min hud.

 


Ikke så langt, men det er vel bedre end ingenting, right?

Har i nogen idé om, hvad der vil ske i de næste kapitler?
Fortæl endelig! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...