She's Not Afraid | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2015
  • Status: Igang
Da den 18 årige April Martinez får chancen om at komme på College tager hun den straks. Lige siden hendes mor døde, har hun ikke tænkt på andet end at komme væk fra hendes forfærdelige barndomshjem.
Det skulle være starten på et nyt liv. Et nyt og bedre liv, men bliver det sådan? En speciel dreng kommer nemlig ind i hendes liv, men desværre har hun for længst droppet kærligheden. Kan han få hende til at tro på kærligheden igen? Eller er det helt håbløst? Og hvad vil der ske når en uventet person pludselig kommer ind i billedet igen?

64Likes
33Kommentarer
11646Visninger
AA

11. A week without you

 

 

Louis havde spurgt mig hver dag i den sidste uge om jeg ikke kom over, men jeg havde hver gang sagt nej og kommet med en lam undskyldning. Jeg ved ik.. Det var bare så akavet at være omkring Harry efter vores kys – som slet ikke skulle ha’ været fundet sted! Selvom det – på en eller anden underlig måde – føltes rigtigt, så var det altså bare forkert. Mig og Harry, Harry og jeg, nej det ville ikke gå! Han var allerede gået for langt over min grænse. Det var fredag og klokken var snart halv fire, hvilket vil sige at efter den her time havde jeg endelig fri. Det havde været en lang uge, med en masse lektier. Så at Harry nærmest hjermsøgte mine tanker hjalp ikke ligefrem.

”Til i næste uge skal i læse fra side 93-141” råbte Mrs. Harrison ud i klassen, da klokken ringede og folk straks begyndte at pakke deres ting sammen. Jeg åndede lettet op og skyndte mig ud på den fyldte gang, hvor alle elever stormede rundt. Enten for at nå hen til deres skab eller finde deres venner og snakke om hvad de skulle nå i denne weekend. Selvom det svar var meget enkelt: feste. Sådan var det hver weekend her på South High L´s College. Fredagen og lørdagen blev for det meste brugt på at feste og om søndag lavede man så lektierne til mandag.

En alt for typisk ting her.

Medmindre man var en af nørderne selvfølgelig.

Altså ikke fordi at jeg har noget imod dem! Jeg snakker bare ikke rigtigt med nogle af dem. Og øhheh, de er ikke så populære her, så ja. Okay, never mind.

Efter et par minutter på den overfyldte gang nåede jeg endelig forbi de fleste elever og ned til mit skab, hvor jeg smed mine biologi bøger ind i. Vi havde ikke biologi igen før på fredag i næste uge, så at lave dem i weekenden var ikke noget jeg behøvede. Da jeg havde lektierne som jeg skulle lave i weekenden på mit værelse, smækkede jeg bare skabslågen i og fortsatte mod udgangen.

Heldigvis var de fleste elever forsvundet fra gangen, så jeg kunne bare gå frit uden at støde ind i nogle. Vi var i slutningen af september, så at jeg havde glemt min jakke i morges var måske ikke ligefrem det smarteste.. Især ikke da det i dag havde valgt at blæse af helveds til! Jeg sukkede kort for mig selv og bevægede mig udenfor.

Fuck her var koldt! Jeg satte tempoet op og skyndte mig over til mit såkaldte hjem, imens mit hår blæste rundt til alle sider. Jeg vil væde på at det lignede en stor høstak, når jeg kom indenfor igen.

”Ny frisure?” drillede Bree med det samme da jeg lige var kommet ind af døren til pigernes bygning. Jeg gav hende dræber blikket, hvilket hun selvfølgelig bare flækkede af. Typisk!  Vi kunne bare ikke tage hinanden seriøst. Men det var noget af det jeg elskede mest ved vores forhold-

NÅR JA FORSATAN!

Der er noget jeg har glemt at fortælle dig! Bree og jeg er officielt blevet bedste veninder. Jep. Hun er min og jeg er hendes og- Ja der vidste du vel egentlig nok godt..

Når okay, men vi laver nærmest alt sammen. Det er som om hun fjerner sorgen, fra min mor. Den tunge byrde på mine skuldre var ligesom væk og jeg følte mig for engang skyld fri.. Det var en underlig følelse at rende rundt med, men jeg var glad. Det var det vigtigste.

”Så hvad tager du på i aften?” spurgte jeg Bree interesseret om, imens vi bevægede os op på hendes værelse.

”I aften? Chill girl, jeg har ikke engang fundet ud af hvad jeg skal have på nu” grinede hun og gik hen til spejlet, for at sætte sit hår op i en hestehale. Jeg rystede på hovedet af hende. Vi skulle jo bare spille fodbold med drengene i Hyde Park mod dem fra North High L´s College? Så svært var det heller ikke at finde tøj, når det gjaldt sport. Man skulle jo bare have et par bukser eller shorts og en bluse.

Åbenbart ifølge Bree var det vigtigt at tøjet passede sammen og at man så godt ud døgnet rundt. Selv når man bare skulle sove. Jeg satte hendes anlæg til at spille vores sædvanlige sange og gik selv i gang med at lave en hestehale.

Måske undrer du dig lidt over hvorfor vi, lige præcis skulle spille fodbold med drengene i dag? Sjovt du spørg. Vi blev faktisk tvunget, fordi de manglede to piger på holdet. Da der er en regel om at hvert hold skal have to piger på deres hold.

”So I’m moving on, Letting go-” nynnede jeg lavet, imens jeg gik i gang med at finde mit tøj frem fra tasken, som jeg havde været ovre med i morges inden skole. Det var en smule koldt derude, så jeg havde taget nogle knælange cykelshorts indenunder mine shorts og en langærmet sort bluse indenunder den røde trøje, som vi havde fået af drengene. Vores skoles officielle farve var rød, så selvfølgelige skulle vi da have det på.

Det var jo logik for burhøns.

….

Or not.

 

 

”Er i klar?” spurgte Mark, Bree og jeg friskt om og slog sig ned ved siden af mig på den ellers så kolde bænk, som vi sad på. Det var sur røv at vejret var så dårligt i dag. Bree nikkede lydigt og rejste sig op, hurtigt fulgte jeg trop.

Der var faktisk dukket okay mange mennesker op til dagens kamp. De fleste var dog bare forældre, forbi passerende og et par venner og den slags. Mit hold – der bestod af Mark, Bree, Gary, Lucas, Jeremy, Trey, Nick, Dre, David og mig – skulle spille om et par minutter og jeg var måske en smule nervøs.

Altså det var jo ikke ligefrem fordi at jeg var særlig god til fodbold, så at skulle spille foran 30-40 mennesker gjorde mig måske en anelse nervøs. Men jeg kunne sagtens klar det, det vidste jeg. Sådan da. ”Så er det os!” lød det ekstremt begejstret fra Gary, der kom løbende bagved mig og placerede en hånd på min ryg, da vi bevægede os hen mod banen.

Det var snart første halvleg og – ifølge mig – gik det faktisk pisse godt. Vi styrede til det her shit! Eller.. Drengene gjorde da. Tæheh, men Bree og jeg fik da nogle gode grineflip. Lad os bare være ærlige, Bree og jeg på en bane, det kan kun gå galt Hah, vi kunne bare ikke tage det seriøst og selvom jeg havde regnet med at drengene ville blive irriteret over det, gjorde de det rent faktisk ikke. De flækkede bare af grin af os.

”Niiiiiiick, det er din!” råbte jeg og på en eller anden spastisk måde fik jeg den skudt over til ham. Lol, jeg sucks virkelig til fodbold lige nu. Ohh well.

”Maark, vi fører!” udbrød jeg begejstret og hoppede op hans ryg, efter at Nick havde scoret lige inden halvlegen. Han greb fat om mine ben, så jeg ikke ville falde ned og kiggede om på mig med et stort smil på læben. Jeg gengældte det straks.

”Mm-m, jeg havde faktisk troet at du var dårligere, men jeg må sgu indrømme at du klarer det meget godt” konkluderede han med en drillende undertone. Jeg rullede øjne og rakte barnligt tunge af ham, hvilket bare fik os alle til at grine, indtil en skinger stemme afbrød os. Mit blik fandt vej hen til ejeren af den forfærdelige stemme, som jeg hurtigt genkendte som Mais – Marks forfærdelige søster.

Hvorfor var det lige at hun altid skulle komme og ødelægge sådan nogle gode stunder som disse? Jeg sukkede tungt og hoppede ned fra Marks ryg, da hun var kommet helt hen til os. Ærligtalt orkede jeg ikke hendes snobbede attitude lige nu, så jeg gik bare hen til vores tasker for at få lidt vand.

Jeg skruede ivrigt låget af flasken og satte flasken op til munden, hvorefter det køllige vand løb ind i munden på mig og videre ned i kroppen. Jeg havde ikke hørt noget eller nogen komme hen til mig, men pludselig blev der lagt en hånd på min skulder, hvilket resulterede i et mindre uheld for min side af.

Upsidasse.

Personen gav mig et chok, så jeg kom til at hælde det vand – der ellers skulle have været landet i min mund – ned over min selv. Ups.

”Ohh sorry!” undskyldte en stemme, som jeg hurtigt genkendte som Louis. Hvorfor var det lige at jeg skulle spile igen? Fordi at du var en klumpedumpe! Se nu var din bluse helt våd for oven og det så altså dumt u-

Vent..?

Louis?!  Jeg snurrede straks rundt og kiggede overrasket på min brunhårede bedsteven. Bedre kendt som 1/5 del af det verdenskendte boyband One Direction. Hva fanden lavede han dog her?!  I offentligheden, til en college fodbold kamp..? Hvor plat. Altså for ham, fordi han kunne ligesom bare gå til en rigtig kamp, fordi at han har mange penge og har råd til det. Ikke for mig, for det er ligesom mig der spiller… og hvis kampen var plat, var jeg også plat. Og det var jeg bestemt ikke! Og-

Ja, du har vel fattet det nu..

”Hvad laver du her?” lød det undrende fra mine læber, der ikke særlig langt tid efter formede sig i et stort smil. Jeg havde savnet ham mere på den her uge end jeg egentlig havde troet at jeg ville gøre. Det var også derfor at min næste handling var at lægge armene om ham og indsnuse hans fantastiske sædvanlige duft.

Hmmm.

Han lagde beskyttende sine arme om mig og trak mig helt ind til ham.

”Vi havde bare brug for lidt friskt luft og så så vi tilfældigvis at der var nogle der spillede, så vi tænkte at vi lige ville kigge hurtigt, well og så var det vores lille April-mus” drillede han og nev mig blidt i kinden, efter at vi havde trukket os fra hinanden. Jeg slog blidt hans hånd væk, imens et par grin røg ud af munden på mig.

Wait a second.

Vi? Hvad mente han med vi? Vi som i ham og drengene? Hvilket betød Harry... Og som om at han havde læst mine tanker svarede han på mine spørgsmål.

”Ja, de andre er lige der ovre” pegede han. Mit blik fulgte hans pegefinger og stoppede ved et træ ikke så langt fra os hvor fire velkendte ansigter kiggede herhen. Jeg vinkede akavet til dem og lyttede så efter hvad Louis forsatte med at sige. ”Men øhm jeg havde enlig håbet at vi lige kunne snakke alene?”

”Klart, men jeg skal snart ind igen, så gør det hurtigt”

”Fair nok. Men det var nu bare fordi, her den sidste uges tid, er det som om at du har prøvet at ignorere os?” skuffelse. Det var det eneste jeg kunne høre i hans stemme og se i hans blik. Arg, jeg hadede når han kiggede på mig med skuffede øjne. Det fik mig til at føle mig så….så skyldig..

Sjovt nok fordi at jeg følte mig så pokkers skyldig!

Det var jeg jo egentlig også..

April, stop!

Bare lad som om at du ikke ved hvad han snakker om. Det er det eneste du kan gøre. Ja

”Ignorere jer?” spurgte jeg på en overraskende måde, eller jeg prøvede. Skuespil var ikke ligefrem min stærkeste side. Just for your information.

 

Louis’ synsvinkel

Det var nemt at se det bare var ren skuespil. Det var indlysende at hun faktisk havde prøvet at ignorere os her den sidste uge, men hvorfor? Hvorfor?

Havde vi gjort hende noget? Jeg havde så mange spørgsmål, men jeg vidste også godt, at selvom jeg begyndte på alle mulige spørgsmål nu, ville jeg ikke få et sandt svar på et eneste af dem. Men sådan var April. Jeg var ved at være godt vant til det, men nogle gange pissede det mig bare af.

Jeg var hendes bedsteven. Jeg havde kendt hende hele livet. Jeg vidste hver en ting om hendes barndom, som hun holdt hemmelig for alle andre der var omkring hende. Jeg kendte hende praktisk talt ud og ind. Ja næsten bedre end hende selv nogle gange – så mig kunne hun ikke narre med hendes forfærdelige skuespil.

Hun har været meget indelukket siden hendes mor døde, før i tiden var hun altid smilende og livlig. Men jeg var en undtagelse. Jeg havde altid været inde i varmen hos hende og været der for hende, når ingen andre var. Så hvorfor ikke nu?

Jeg forstod det ikke.

Hun holdt noget hemmeligt for mig. Noget hun ikke ville have at jeg skulle vide, men jeg skulle nok finde ud af det. Det blev jeg nød til. Ikke kun fordi jeg var nysgerrig, men også fordi at jeg var hendes bedsteven. Det var mit job at passe på hende. Et af dem i hvert fald.

”Ja, du har næsten ikke svaret mig når jeg har ringet eller skrevet?”

Måske skulle jeg bare konfrontere hende? Jeg vidste jo at hun løj, men hvorfor?

”Ohh, det må du undskylde Louis! Jeg har bare haft så travlt med lektier og fodbold træning” forsikrede hun mig om.

Fodboldtræning? Siden hvornår var hun begyndt til fodbold? Ja, hun kunne da godt spille det for sjovt nogle gange, men seriøst? Fodbold var bare ikke noget hun gik op i. Så godt kendte jeg hende. Så at fyre sådan noget lort af, gav ingen mening. Det burde hun også vide.

”Altså bare så jeg ikke ville se dum ud på banen!” fastslog hun, efter at have set mit mistænkelige – og en anelse forvirrede – ansigt. Hun prøvede og redde sin egen røv, hvor sødt. Men jeg tror vist vi begge ved at jeg nok skal få det af vide, på den ene eller den anden måde!

”Aha, siden hvornår er du begyndt at gå op i hvad andre tænker om dig?”

Hun drejede hovedet for at kigge på sine holdkammerater, inden hun igen lod sit blik møde mit. Eller mine sorte solbriller, da jeg var iført min beklædning. Hvilket var et held, for jeg orkede virkelig bare ikke fans eller paparazzier lige nu. Mit humør var alt for irriteret i øjeblikket.

Hvad end det var som April holdt hemmeligt for mig, var det nok ikke noget hun var stolt af. Ellers ville hun ikke lukke sådan af for mig. Siden det så ud som om at hun ikke ville svare på mit forrige spørgsmål, stilede jeg et nyt.

”Men hvad så med i aften? Du kunne jo tage ud og spise med drengene, pigerne og jeg?” spurgte jeg med en stemme fuld af håb, hvilket hendes ansigt straks ødelagde. Altså håbet. Jeg kunne straks se at hun ikke kunne, der var selvfølgelig noget andet…

”Desværre der er grillfest efter kampen på skolen..” mumlede hun, imens hendes blik straks søgte hendes fødder, i stedet for mine øjne – solbriller.

”En anden gang, jeg lover! I morgen, når som helst bare ring!” lovede hun ivrig og smilede et skævt smil. Jeg sukkede tungt, men nikkede alligevel.

 

UNDSKYLD, UNDSKYLD, UNDSKYLD, UNDSKYLD, UNDSKYLD, UNDSKYLD!!!!!!!!!! JEG ER SÅ NKFWERLHFRUEH PÅ MIG SELV, FORDI AT JEG IKKE HAR SKREVET I HVAD? 2 MÅNEDER? UNDSKYYYYYYYYLD!!! :(

Jeg håber at i stadig vil følge med? Jeg er virkelig ked af det! Jeg har bare haft ekstremt travlt de sidste måneder, så det er svært at få tid til at skrive et ny kapitel... Undskyld at jeg skuffer jer sådan, det skal ikke ske igen! (forhåbentligt!) 

Her den 25 Juni rejser jeg til Malta på min første sprogrejse! Og jeg er vildt spændt, men det betyder jo så desværre at jeg ikke kan skrive eller opdatere noget i 3 uger... Jeg håber at i lige vil bære over med mig der? :D

Jeg elsker jer alle sammen!! Jeg håber ikke at det her betyder at i vil fjerne jeres like eller favorit på denne her movella..? Jeg beder jer! 

- Men hvad synes i om kapitlet? Jeg havde lidt svært med at komme igang igen.. Så jeg vil meget gerne høre hvad i har at sige! Tak på forhånd!

Husk og like osv.. :D

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...