She's Not Afraid | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2015
  • Status: Igang
Da den 18 årige April Martinez får chancen om at komme på College tager hun den straks. Lige siden hendes mor døde, har hun ikke tænkt på andet end at komme væk fra hendes forfærdelige barndomshjem.
Det skulle være starten på et nyt liv. Et nyt og bedre liv, men bliver det sådan? En speciel dreng kommer nemlig ind i hendes liv, men desværre har hun for længst droppet kærligheden. Kan han få hende til at tro på kærligheden igen? Eller er det helt håbløst? Og hvad vil der ske når en uventet person pludselig kommer ind i billedet igen?

64Likes
33Kommentarer
11509Visninger
AA

13. A disgusting bitch called Mai

 

 

Det var som om jeg ikke forstod hvad de stod og fortalte mig. Det ville virkelig bare ikke gå op for mig, at de kendte nogle af mine dybeste hemmeligheder. Hvordan? Jeg forstod det ikke – overhovedet. Det skræmte mig næsten at nogle af de personer jeg hadede mest, kendte to af mine dybeste hemmeligheder. Ja du læste rigtigt.

Skræmte.

Mig der næsten ingen frygt havde. Så at de kunne skræmme mig en smule på den måde, skræmte mig selv.

”Hv..H.. Hvordan?” fik jeg så småt frem stammet i en hvisken. Min hals føltes helt tør. Det var som om at der var en stor knude i maven på mig, der snart ville springe af uro. Jeg var i chok. Hvordan kunne de dog finde ud af sådan noget? Ingen anden end Louis og de andre drenge vidste det og de kendte tydeligvis ikke One Direction ellers ville jeg vide det.

Mit blik landede endnu engang på billedet hun viste frem mod mig på hendes mobil. Et billede af Louis og jeg der stod og krammede her tidligere i parken. Jeg vidste jeg burde have været mere forsigtig, men i det øjeblik tænkte jeg mig bare ikke ordentligt om og det var resultatet af det. Hvis Mai havde fået et billede af os, hvem ved hvem ellers så! Nogle paparazzier eller fans..

”Lad os bare sige at, du måske skulle tage at tænkte dig om hvad du gør i offentligheden blandt kendte drenge en anden gang” sagde hun snobbet med et alt for falsk smil, idet pigerne bag hendes slog en hånende latter op. Mit blik gled chokeret rundt på dem en efter en, samtidig med at Mai sluttede sig til deres latter. Jeg sank den klump der efterhånden havde samlet sig i halsen på mig.

”Men hvo- Hva..” – ”Ohh hvordan vi fandt ud af din lille hemmelighed om de ar du har rundt omkring på kroppen?” afbrød hun mig med afsky i stemmen, imens hendes pegefinger pegede op og ned af min krop. I en hakkende og tøvende bevægelse nikkede jeg som svar på hendes spørgsmål. Jeg stod som forstenet overfor dem, ude af stand til at bevæge mig.

”Vi har vores kilder”

 

 

Det var det sidste de havde fortalt mig, inden de forlod mig alene tilbage i mørket under lygtepælen for præcis en uge siden. Jeg forstod det stadig ikke. Især ikke det Mai havde fortalt mig mandag morgen, hvor hun havde trukket mig til side, som det første. Det var latterligt det hun ville have mig til. Men jeg blev nød til det. Det her kunne jeg ikke være kold i røven over, som jeg ellers ville have været med at alt andet. Jeg hadede hende for at have den magt over mig.  Det fik mig til at virke så lille og ynkelig, men hvis jeg bare gjorde som hun sagde, ville hun holde min hemmelighed hemmelig.

Det var sjovt nok også, det at en hemmelighed normalt skulle, forblive hemmelig.

Det var fredag, hvilket betød at jeg allerede havde klaret en hel uges skole endnu engang. Det betød derimod også at jeg skulle på arbejde på en lille café tæt på Hyde Park, men det gjorde nu ikke det store. Det var altid hyggeligt.

Klokken var 13:45, så der var præcist et kvarter til jeg skulle møde. At komme for sent ville ikke ligefrem blive noget problem. Tværtimod, for jeg var allerede på vej, imens jeg snakkede i telefon med Louis, der havde fået den gode idé at jeg skulle holde film aften med ham og drengene i aften efter arbejde.

”Jeg ved nu ikke Louis..” sukkede jeg tøvende. På den ene side ville jeg utroligt gerne bruge min aften i deres selskab. Det var altid så hyggeligt, men kysset med Harry sad stadig fast i min hjerne. Så en lille frygt for at det ville blive akavet imellem os, så drengene ville finde ud af det var der stadig. For drengene ville med sikkerhed drille os, og Louis.. Ja han ville bare tro at jeg var vild med Harry. Hvilket jeg bestemt ikke var!

Men det ville han tro for jeg lod aldrig nogen komme så tæt på, så hvorfor jeg gjorde det der. Havde jeg ingen idé om. Det skete bare uden min tilladelse. Jeg ville bare glemme det hele. Lade som om det aldrig var sket.

”Du skal!” lød det bestemt i røret fra telefonen, hvilket fik et svagt smil til at forme sig på mine læber over hans ivrighed for at få mig med til filmaftnen. Efter at have tænkt tingene igennem en gang, sukkede jeg opgivende i røret. ”Okay..”

”Yay!” lad det begejstret fra ham på en tøset måde, så en fnisen forlod mine læber.

”Men så ses vi vel i aften” mumlede jeg som et farvel, da jeg fik øje på caféen ikke så langt væk og skulle til at lægge på da en han endnu engang havde noget at sige.

”Vent!” råbte han næsten på en ivrig måde.

”Hvad er der nu Louis?”

”Hvad tid har du fri fra arbejde?” spurgte han dumt, så jeg ubevidst rullede øjne af ham. Det var så typisk ham.

”17:30, hvorfor?” spurgte jeg og stoppede op, eftersom jeg havde nået min destination.

”Perfekt, så kan Harry tage dig med på vejen” fastslog han i en glad tone, så man næsten kunne fornemme smilet på hans læber. Vent! Harry?! Ikke tale om.

”Nej, nej det fint Louis. Jeg går bare der er alligevel ikke så langt” prøvede jeg at tale udenom, for mig og Harry, i en bil, sammen, alene. Nej det ville bare ikke gå. Det havde jeg ikke lyst til, uanset hvor barnligt du synes jeg er.

”Ikke tale om at du skal gå!” sammenbed han af mig i en overbeskyttende tone, inden han fortsatte: ”Har du nogen idé om hvad for nogle mennesker der er på sådan et tidspunkt!” Han lød så bestemt og mindede mig utrolig meget om min far engang, hvis ikke det havde været for det vrøvl han lige lukkede ud der.

”Nåår, du mener alle de andre mennesker der skal hjem fra arbejde klokken halv seks om aftnen?” spillede jeg videre på en drillende måde. Et fnøs kom fra ham og jeg kunne lige forestille mig, hvordan han stod og rullede øjne af mig i dette sekund.

”Du ved hvad jeg mener” endte han med at mumle. Jeg fniste kort af ham.

”Vil du ikke godt bare lade Harry tage dig med på vejen?” sukkede han. Det lød virkelig vigtigt for ham at jeg kom godt hjem til ham og det kunne jeg næsten ikke sige nej til. Han havde mig virkelig i hans hulehånd og jeg hadede det, men jeg ville nødig skuffe ham endnu mere end jeg allerede havde gjort i forvejen

”Men...” – ”Pleas? For min skyld? Bare så jeg er sikker på at der ikke sker dig noget” afbrød han bedende, mit tøvende svar. Det ville blive så forbandet akavet. Og jeg hadede stadig akavede situationer.

…..

”Okay..” udbrød jeg sukkende og lod mit blik glide rundt omkring på gaden.

”Godt” han lød ekstremt glad som han lagde på og jeg gik de sidste par skridt ind i caféen, klar til at arbejde. Han var som den overbeskyttende bror jeg aldrig havde haft.  Min egen bror var så... ligeglad.

 

 

Klokken slog 17, hvilket altså betød at der nu kun var en halv time til jeg ville have fri. Hvilket ville lyde ekstremt befriende, hvis ikke at det var fordi jeg skulle tilbringe min aften i Harrys selskab og værre, være alene i en bil med ham.

Øv.

Som jeg troede min aften faktisk ikke kunne blive værre, dukkede en person op i indgangen til caféen, som jeg bestemt ikke havde lyst til at se lige nu, eller regnet med ville dukke op for den sags skyld. At hun kom her helt alene, kunne slet ikke tyde godt. En tanke om at gemme sig for hende kom til mig, men selvfølgelig var det for sent, for hun havde allerede fået øje på mig.

Endnu mere øv.

Det var så typisk, hvor uheldig jeg kunne være nogle gange. Måske er jeg bare en magnet der tiltrækker ulykke? Who knows. I takt med at mit smil falmede en smule, da hun satte retning mod mig, der stod bag disken, klaskede hun det sædvanlige falske smil op. To ord. Hader. Hende.

”Mai...” mumlede jeg og prøvede at spille glad, men min stemmen døde langsomt ud i en røvsyg en, der virkelig viste hvad jeg syntes om hende.

”Drop det der snuske” lød det hårdt som hendes ansigt blev hårdt som en sten og hendes øjne iskolde. Som sædvanligt dannede der sig en lille uro i maven på mig. Hun overraskede mig altid over, hvor langt hun havde planlagt hendes tåbelige plan.  ”Har du nogen planer i aften?” som hun spurgte om det, lod hun hendes fulde opmærksomhed falde på hendes lange neglelak belagte negle, der langt fra så billige ud. De var sikkert skide dyre. Jeg fattede stadig ikke at nogle piger gad at bruge tid eller penge på sådan noget som at få lavet negle. Hvad var pointen ved det? De gik jo alligevel i stykker.

”Hallo, jeg spurgte dig ligesom om noget!” der trådte hendes snobbede side virkelig til, samtidig med hun irriteret satte hendes hånd på hoften og flyttede vægten over på sit højre ben. Vreden voksede inde i mig ved hendes snobbede toneleje og hvis ikke det var for den pokkers hemmelighed, havde jeg ladet min vrede gå ud over hende på det groveste.

Men det kunne jeg ikke, hvilket var en skam. Det ville ellers have været et kønt syn. Tanken strejfede kort min hjerne om at undlade at fortælle hende hvad jeg skulle i aften, men inden da havde jeg allerede åbnet kæften og ladet det komme ud. Flot April. Super flot.

”Ohh ja, hvorfor?”

Jeg kunne slå mig selv i hovedet for det svar. Jeg var seriøs den største idiot der fandtes på hele kloden. En anden gang skulle jeg måske tænke før jeg snakker. Det ville nok være en meget god idé, for nu af.

”Nu inkluderer de i hvert fald også mig” mumlede hun ligegyldigt og slog sig ned på en af de høje stole. Jeg kiggede forvirret på hende indtil hendes ord endelig gik op for mig.

”Vent, hvad?!” udbrød jeg irriteret. Hun kunne da ikke bare komme her og blande sig i min aften, uden at have fået tilladelse.

”Du hørte mig godt” var det eneste der forlod hendes læber inden hun kastede et tyggegummi i munden, som hun straks begyndte at gnaske løs på, imens hendes fingre gled i et hastigt tempo hen over skærmen på hendes iPhone. Jeg gloede forvirret på hende. Sådan kunne man da ikke bare opføre sig over for et andet menneske! Hun kunne bare for en gangs skyld tage en lille smule hensyn til mig og skride til lang bortistan. Med et skød bitchen frem i mig og før jeg fik stoppet mig selv, kom jeg vidst til at sige noget mindre godt.

Min uheldighed springer til igen! God damn it.

”Uhm, nej du skal ej!”

Jeg orkede seriøst ikke mere drama i aften. Jeg skulle allerede tage mig af det med Harry, så at Mai syntes hun skulle med, satte mit pis i kog.

”Hørte du ikke lige hvad jeg sagde bitch?” spurgte hun med en hævet stemme og rejste sig op fra stolen, for tydeligvis at virke truende. Problemet var bare at det var hun ikke. Langt fra faktisk. Ikke engang en spinkel lille myre ville føle sig truet af hende. Hun var harmløs.

”Derfor betyder det ikke at jeg gider at bruge min aften med sådan en kælling som dig” hvæssede jeg tilbage igennem sammenbidte tænder, samtidig med at jeg trådte tættere på hende. Hendes blik så helt skræmt ud i et kort øjeblik. Inden hun igen satte sin facade på plads og smilede sit fantastiske kendte smil. Bedre kendt som utrolig falsk og til at brække sig over.

”Medmindre du vil have alle til at vide dine små hemmeligheder, synes jeg virkelig du skulle holde kæft nu og arrangere et møde med One Direction” vrissede hun af mig og gav min skulder et par enkelte korte klap, imens hun stadig havde det ækle smil klistret til hendes ansigt.

Det var der det gik op for mig. Hun havde mig lige hvor hun ville og jeg kunne ikke gøre en skid ved det. 

 

Endelig fik jeg skrevet det forbandede kapitel. 

Jeg er utrolig ked af at der er gået så lang tid med at få skrevet og publiceret endnu et kapitel og det irritere mig på det groveste at jeg er så langsom om at opdatere.

Sorry guys. Håber i kan tilgive mig?

Når, men hvad tror i Mai er ude på? Og hvad synes i om Aprils tankegang til det? Er det forståeligt nok? Tell me!

Så i morgen starter hverdagen igen med skole og lektier..
Er der nogle som glæder sig eller er i alle vildt nede over det, ligesom mig? Ærligtalt orker jeg bare ikke skole igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...