My Time To Die | One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2013
  • Opdateret: 17 mar. 2013
  • Status: Igang
Den kun 15 årlig dreng, PJ, hader livet. Den eneste grund til, at han stadig er i live, er Rose. Men han går hver dag med selvmordstanker, og kan slet ikke holde det ud. Er hun nok til, at han holder sig i live? Eller bliver det hele bare for meget for ham? - Stinker til resuméer, så bær over med det. Det er første gang, jeg nogensinde har skrevet i nutid, så der er sikkert mange fejl-

9Likes
5Kommentarer
349Visninger

2. One Shot

 

Hun er det smukkeste, jeg nogensinde har set. Hendes hår, øjne, læber, væremåde. Alting. Hun er bare helt fantastisk. Noget, som man ikke finder alle steder. Selv hendes navn, er noget af det smukkeste. Rose er hendes navn. Det passer perfekt til hende, for hun er smuk som en rose.

 

Mine tanker om hende, overtager som sædvanligt mine tanker. Vores lære, som står og underviser i et eller andet fag, har for længst mistet min opmærksomhed. Den ligger stadig på Rose, som alle andre dage. Lige for tiden, var der ikke andet, der kunne komme ind. Hendes smukke ydre blev ved med at vise sig for min nethinde. Sidst jeg så hende, var i går. Der havde hun valgt, at tage en lys sort sweater med et par stramme jeans på. Hendes lange, brune hår havde sat løst, og det bevægede sig smukt i vinden. Men hver gang jeg ser hende, eller bare tænker på hende, kommer tanken om, at hun aldrig bliver min, altid op. For hun vil aldrig føle det samme om mig, som jeg føler om hende.

 

Men i dag er hun ikke kommet i skole. Jeg kan godt forstå hende, for vores skole er det værste lort. Ikke mindst alle de andre elever, som aldrig have interesseret mig, er noget lort. Det eneste de laver, er at snakke om alle deres lækre kærester eller fodbold. De er alle sammen så normale. Alle undtagen Rose, for hun er alt andet end det, som de er. Hun kan gøre hvad hun vil, uden at skænke hvad andre tænker en tanke. Det er noget af det, der gør hende så speciel.

 

Jeg kigger kort væk fra vinduet, og ser lidt rundt i klassen. Jeg sidder bagerst i klassen, så ingen ligger rigtig mærke til mig. Mit blik flakker hen på tavlen, hvor der står meget mere på, end sidst jeg så efter. At dømme efter alle de tal der står, så er det nok matematik, vi har nu. Derefter lander mit blik på døren, som hver sekund kan gå op. Jeg sidder med en eller anden underlig følelse om, at jeg snart kommer til at se Rose.

Hun ikke har været i skole i dag, så det har været en forfærdelig dag. Hun er det eneste, der holder mig i live. Tanken om jeg skal se hende, er det eneste, der holder mine tanker positive. Alt andet er noget, som ingen andre kan holde til at høre.

 

Det eneste andet tidspunkt, hvor jeg kan være glad, er den halve time, som jeg har med min bror, før min far kommer hjem. Vi bruger tiden så godt vi kan med at lave en masse brødre ting. Vi har f.eks. gemt en gammel x-box under sengen, som vi havde fået af naboen for lang tid siden. For det meste, så skyndte vi os hjem, så vi kunne nå et par spil, før han kom hjem. Hvis han nogensinde finder ud af, at vi spiller det, så ville vi blive slået, måske endda smidt ud. Sådan noget, kan han slet ikke tolerere.

 

Dengang jeg var fjorten år, havde jeg fået lavet en piercing. En næsefløj, for at være mere nøjagtig. Det medførte så, at jeg fik tæsk og stuearrest i en hel måned.

 

Den samme melodi, som altid, lyder ud af højtalerne, og meddeler, at vi har fri. Et suk lyder fra mine læber, fordi jeg ikke har set Roses ansigt i dag. Det kan altid få mig på bedre tanker. Jeg rejser mig op fra bordet, og tager den slidte rygsæk på ryggen. Hurtigt forlader jeg klasselokalet uden at skænke nogen andre et blik.  

 

Jeg forlader hurtigt skolen, og fortsætter i et hurtigt tempo hjem ad. Bilerne suser forbi mig, men jeg er ligeglad. Min dag er ødelagt, og der er ikke noget, som kan gøre det godt igen. Den eneste grund til at komme i skole, er Rose. Jeg ved, at min lillebror allerede er hjemme, og har sat det hele frem. Jeg kan ikke komme hurtigere hjem, for bare at få en smule ud af dagen.

 

Jeg kan svageligt se to personer stå op af hinanden mange meter fra mig, over på den anden side af vejen. På det andet fortov. Efter at have gået lidt mere, kommer jeg nærmere dem, og kan næsten se deres ansigter. Den ene er en pige, mens den anden er en dreng. De står uden foran et hus, som jeg kender alt for godt. Roses hus.

 

Så går det op for mig, hvem der er, der står der. Rose og Jack. Jack er den mest populære dreng på hele skolen, og han går i den anden klasse. Jeg har aldrig kunne lide ham, for han har altid villet have Rose, som han nu også har fået. De står helt klistret op ad hinanden med tungerne i hinandens munde. Det er som om, at mit hjerte splintres i hundredevis af stykker. Som om, en del af mig dør. Jeg kan mærke tårerne prikke på, og jeg skal kæmpe for, at det ikke bare flyder uden over.

 

Med hastige skridt kommer jeg hjem til den faldefærdige lejlighed, som jeg nu engang kalder mit hjem. Jeg kan lige ane Andrew, som sidder klar med x-boxen. Selvom han kun er ti år, så er han allerede meget moden. Han er den mest fantastiske lillebror, som man nogensinde kunne tænke sig. Han fortjente ikke det, vores far gør imod os. Uden han hører det, lister jeg ind på vores fælles værelse, og trækker en kasse ud nede fra sengen. I den ligger der det, som er det nødvendige. Jeg havde for lang tid siden lavet det, hvis den skulle blive nyttig. Det gør den nu.

 

Jeg fylder alt indholdet fra kassen ned i en rygsæk. Der er nogle penge og andre ting, som er nøddige, når man skulle klare sig selv. Med et er jeg inde ved Andrew og kigger ned på ham. Jeg rømmer mig kort, hvilket får ham til at kigge på mig. ”Andrew, det jeg skal sige nu, er meget vigtig,” starter jeg. Allerede nu kan jeg mærke tårerne prikke på. Jeg rømmer mig kort og fortsætter, ”jeg vil have, at du tager den her taske. Den er fyldt med det vigtigste. Du kommer væk så hurtigt som muligt, og gør alt hvad du kan, for at overleve.” Imens rækker jeg ham tasken. Han kigger uforstående på mig først, men så er det som om, at det hele går op for ham. Han har aldrig været en, som har sagt så meget, så han nikker bare kortfattet.

 

Hårdt tager jeg ham ind i et kram. Jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage nu, og de ryger helt ud af mig. "Du fortjener bedre. Jeg ved, at du kan finde et bedre sted derude, men det bliver uden mig,” hvisker jeg lige højt nok til, at han kan høre det. Endnu engang nikker han bare.

 

Vi står sådan i næsten fem minutter, før jeg trækker mig ud ad krammet. ”Jeg elsker dig, lige meget hvad,” siger jeg så, og kigger ham dybt i øjnene.  Jeg kan se, at tårerne også triller ned ad hans kinder. ”Jeg elsker også dig, bror,” hvisker han svagt. Lige højt nok til, at jeg kan hører det. Jeg sætter mig ned på knæ, så han bliver den store.

 

”Nu, skynd dig.” Jeg skubber ham blidt i ryggen, og han løber ud af gangen. Hurtigt kigger han tilbage, og jeg ser hans blik for sidste gang. Det er sidste gang, at jeg ser ham. Der er ingen chance for, at vi nogensinde skal genforenes, for min vej ender her.

 

Rose har fået mig til at indse, at mit liv ikke er noget værd mere. Det har det aldrig været. Hun var grunden til at jeg holdte mig i live. Men det hele er spildt nu, for hun har en anden. Tanken om, at skulle se hende hver dag, er den, som har holdt mig i live. Nu vil jeg kun føle smerte, hvis jeg igen ser hende. Ved at sende Andrew væk, kan jeg endelig gøre det, som jeg har villet de seneste år.

 

Automatisk går jeg ud på badeværelset, og så finder jeg de stærkeste piller vi har. Uden at tænke videre over det, så tager jeg pillerne i munden og sluger dem alle. Lidt døsigt går jeg hen til mit værelse, og ligger mig langsomt op i den.

 

Jeg falder i søvn for sidste gang. Tager mit sidste åndedræt. Dør for første gang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...