Vampirana Likaro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Gabriella er en menneskelig kvinde og Leonardo er vampyrernes kronprins. To så unge individer fra to vidt forskellige verdener, men sammen prøver de at skabe deres egen verden, hvor begge bliver accepteret. Med modgang og folk som prøver at skille dem er, er det muligt for dem, at føre deres drøm ud i livet? Eller vil det mislykkes dem?

12Likes
42Kommentarer
1181Visninger
AA

5. Spørgsmål

Da vi kom hjem, så jeg Leonardo satte sig i stuen for at læse, mens jeg tog et bad. "Hjælp!" skreg jeg. "Hvad er der galt?" spurgte Cornelia idet hun kom ud på badeværelset. Leonardo var ikke hos hende, da jeg jo ikke havde noget tøj på, og Caleb var på jagt. "Der er en rotte inde i badet, og den forsøgte på at bide mig" svarede jeg. "Leonardo gider du lige at komme" sagde Cornelia. "Nej, jeg går ikke der ind, når Gabriella ikke har tøj på" sagde Leonardo. "Men Gabriella har sin morgenkåbe på, så hun har altså tøj på!" råbte Cornelia. Leonardo kom ind på badeværelset, og fik Cornelia og mig ud.

Fem minutter senere kom Leonardo ud med en stor fed død rotte. "Er den død?" spurgte Cornelia, for jeg var gået ovenpå, for at få tøj på. "Ja, de er døde" svarede Leonardo og gik udenfor, for at smide dem ud. Da Leonardo kom ind igen, gik han ud efter førstehjælpskassen. "Leonardo er du blevet bidt?" spurgte jeg, da jeg tog min hårbørste. "Ja, men det er bare en lille rift" svarede Leonardo, og tog et plaster. "Gør det meget ondt?" spurgte jeg, og tog plasteret fra Leonardo. "Nej, måske en lille smule, men ellers ikke" svarede Leonardo. "Så har du vel ikke noget imod, at jeg renser det" sagde jeg. "Nej det har jeg ikke" sagde Leonardo. Men han bed hurtigt tænderne sammen, da jeg rensede det. "Slap dog af Leonardo, så ondt gør det da heller ikke" sagde jeg, da jeg satte et plaster på riften. "Hvor havde rotten bidt mig?" spurgte Leonardo. "I din venstre hånd" sagde jeg. Jeg strammede forbindingen om hans hånd, og gik ind i stuen.

Ti minutter senere kom Caleb hjem, han var meget træt. "Nej, hvordan er det du ser ud Caleb" sagde Cornelia, og fjernede det jord, som Caleb havde i ansigtet. "Jeg blev overfaldet af nogle vampyrer, og de sagde, at de ville dræbe dig og Gabriella, for mord på en vampyr som hed Dian" sagde Caleb, og satte sig på sofaen. "Men vi har ikke dræbt nogen vampyr" sagde jeg. "Nej I har ikke, men jeg har, den dag han slog dig, han døde sikkert i sin seng" sagde Leonardo. "Okay, men hvordan siger vi det til dem, de vil jo bide" sagde Cornelia. "Det er let, jeg siger det, for jeg er jo deres prins" sagde Leonardo, og gav mig et kys på kinden. "De er her, hjælp Caleb hjælp!" råbte Cornelia ude fra gangen. "Hvad er der galt Cornelia?" Spurgte jeg. "Vampyr ved min hals!" Svarede Cornelia. "Mathias slip hende!" Sagde Leonardo, da han kom ud i gangen. "Deres højhed, hvad laver De her?" spurgte Mathias, og slap Cornelia. "Jeg er sammen med min kæreste, hendes bror og hendes bedste veninde" svarede Leonardo, og slog ham oven i hoved. "Av, hvorfor fik jeg det slag?" spurgte Mathias. "Fordi du var så dum at angribe Cornelia, og styr lige dine venner" svarede Leonardo. "Okay Deres højhed, mange gange undskyld" sagde Mathias og gik sin vej. "Din kæreste?" spurgte jeg. "Ja, hvis du altså vil" sagde Leonardo. "Jeg vil meget gerne være din kæreste Leonardo" sagde jeg rødmende. Leonardo smilede og kyssede min pande, og gik så i bad.

Efter noget tid var Leonardo blevet færdig i badet.

"Mit hjerte det banker,
Kun for dig.
Du er smukkeste,
End den røde rose.

Men jeg er bare,
Den jeg er.
Kan man være mere,
End sig selv.

Du er sød som sukker,
Med læber så røde som blod.
Dine øjne er klare,
Som nattens stjerneskær.

Jeg er bare en drøm, 
Som du engang drømte.
Jeg suger blod fra mange,
Og kan ikke tåle sol.

Men en dag vil jeg,
Kunne tåle det.
Og jeg vil aldrig,
Bide dig.

Du gjorde mig god, 
Og du gjorde mig sød.
Jeg kan takke dig,
For alt det her.

Du er min skat, 
Du er min pige.
Du er den,
Der er mit liv."

Sang Leonardo, da han tørrede sit lange brune hår. Da han var færdig, gik han ind i stuen. "Hey, ved du hvem det var, som der sang lige før?" spurgte jeg, som sad i sofaen. "Ja" svarede Leonardo, og satte sig ved siden af mig. "Hvem var det der sang?" spurgte Caleb, for han stod i døren. "Det var mig der sang" svarede Leonardo, og gik ovenpå. "Er der noget galt Leonardo?" spurgte jeg, da jeg kom ind i soveværelset. "Nej, der er ikke noget galt" svarede Leonardo, og lagde sig i sengen. "Er du træt?" spurgte jeg, og satte mig på sengen ved ham. "Ja, en smile" svarede Leonardo, og faldt i søvn. Jeg gik ned i stuen igen, og satte sig i sofaen og græd. "Hvorfor græder du?" spurgte Cornelia, og lagde sin arm omkring mig. "Det er Leonardo, han er syg" svarede jeg. "Caleb kom lige!" råbte Cornelia, og Caleb kom med det samme. "Hvad er der Cornelia?" spurgte Caleb. "Ring til vampyr lægen, for Leonardo er syg" svarede Cornelia. Caleb nikkede, og gik ud for at ringe.

En time senere kom dr. Dark, og gik op til Leonardo. Jeg var ved at blive bange, for om Leonardo ville dø. Efter ti minutter kom dr. Dark ned. "Hvordan har han det?" spurgte jeg. "Han har det fint, han er bare træt, ikke andet" svarede dr. Dark og gik igen. "Hvad skal du Gabriella?" spurgte Caleb, som tog en bog og satte sig i sofaen. "Ovenpå" svarede jeg. "Men en skål?" spurgte Caleb. "Ja, med en skål varm suppe til Leonardo" svarede jeg. Jeg gik op til soveværelset, for at give Leonardo suppen. Men da jeg bankede på, hørte jeg en lyd. "Leonardo hvad laver du?" Spurgte jeg, da jeg satte suppen på senge bordet. "Leder efter min mobil" svarede Leonardo. "Hvad farve har den, og hvornår så du den sidst?" Spurgte jeg. "Den er blodrød, og sidst jeg så den, var lige før jeg faldt i søvn" svarede Leonardo. Gabriella ledte, og trak med et en mobil frem fra hovedpuden. "Er det ikke den her, den lå under hovedpuden" sagde jeg, og viste Leonardo den. "Jo det er den, tak søde" sagde Leonardo, og tog mobilen. Han kyssede mig blidt på kinden og jeg smilede blidt. "Det var så lidt søde" sagde jeg, og rakte Leonardo skålen med suppe. Leonardo tog imod suppen, og begyndte at spise den. Jeg så på ham. "Kan du lide den?" Spurgte jeg lidt nervøst, og satte mig ved siden af ham. "Ja søde, den smager virkelig godt, er det dig som der har lavet den" sagde Leonardo og slugte, så den varme suppe kom ned i hans hals. Jeg nikkede, og snoede lidt hår om min finger. "Det er rent held, for jeg er ellers virkelig dårlig til at lave mad" sagde jeg. "Søde du er alt for hård mod dig selv" sagde Leonardo og satte skålen, da han havde spist op. Jeg så lidt på ham. "Hvad mener du dog Leonardo?" Spurgte jeg, og slap mit hår. "Det som jeg siger søde, du er altså alt for hård mod dig selv, du tror du intet kan, men du kan mere end du tror, tro nu på dig selv, for jeg tror på dig" sagde Leonardo. "Mener du virkelig det, skal jeg bare tro på mig selv" sagde jeg. Leonardo nikkede. "Ja jeg mener det, tro på dig selv" sagde han og kyssede mig blidt på kinden.

"Vil du med nedenunder?" Spurgte jeg, og tog skålen fra bordet. "Ja da" svarede Leonardo, og gik med mig nedenunder. "Hey har du det bedre?" Sagde Cornelia, da de kom ind i stuen. Leonardo nikkede og smilede. "Jeg var ikke andet end lidt træt" sagde han og gik ud i køkkenet, efter at have taget skålen fra mig. Efter lidt tid stod jeg på en stol, i et forsøg på at nå en hylde. Men med et mistede jeg balancen. "Hjælp" skreg jeg, Leonardo sprang hurtigt hen og greb mig. "Tak Leonardo, hvis ikke du havde grebet mig, ville jeg være kommet slemt til skade" sagde jeg og lagde mit hoved ind imod hans venstre skulder. Leonardo smilede og satte mig ned, men med et blev han helt rød over sine kinder. "Leonardo hvad er der galt, har du fået feber" sagde jeg og lagde hånden på hans pande. "Mine... Bukser" Sagde han og sank flovt. "Hvad er der med dem søde.. Er det revnet eller sådan noget" spurgte jeg. Leonardo nikkede. "Løb oven på, der er en kasse med nogle bukser i, kig i den og se om der er et par som du kan passe" sagde jeg. Leonardo løb hurtigt oven på. "Det der var uheldigt" sagde Cornelia og jeg var helt enig, jeg syntes også at det var synd for Leonardo.

Med et lød der et ordentligt bang ude i gangen, og Leonardo kom ind i stuen. "Hvad var det dog for en larm, hvad skete der?" Spurgte Caleb, og kom ind i stuen. De havde alle hørt larmen ude fra gangen. "Jeg faldt ned af trappen, det er ikke det store" sagde Leonardo, og holdt sig til siden. Jeg løb hen til ham. "Har du slået dig søde?" Spurgte jeg bekymret. "Jeg tror jeg muligvis fik trykket et par ribben" sagde Leonardo, og satte sig hen i sofaen. Cornelia kom ind med en pose frosne ærter, og rakte den til Leonardo. "Det vil fjerne smerten lidt" sagde Cornelia og så på ham. Leonardo holdt posen ind imod sine ribben. Han bed lidt sammen, normalt gjorde sådan noget ikke ondt, med mindre han virkelig slog sig, og det havde han gjort. "Jeg ringer til Dr. Dark, så kan han se på dine ribben Leonardo" sagde Caleb. Han tog sin mobil, og ringede så op.

Efter femten minutter kom dr. Dark, og Caleb viste ham ind i stuen. "Hvad har De nu lavet, siden at disse mennesker kontakter mig" sagde Dr. Dark, og tjekkede Leonardos ribben. "Av!" Skreg Leonardo, og bed sig fast i dr. Darks arm, for at han ikke skulle røre ham igen. "Deres højhed slip mig, jeg vil jo bare hjælpe Dem" sagde dr. Dark. Men Leonardo slap ikke sit bid. Cornelia smed nogle puder på Leonardo, for at få ham til at slippe, dog virkede det ikke. Caleb prøvede at hive i dr. Dark for at få ham fri, det virkede heller ikke. jeg tog fat i Leonardos arm. "Søde hvis ikke du slipper ham, så kilder jeg dig altså, og hælder is terninger ned i din nakke" sagde jeg. Leonardo slap sit bid, og så på mig. "Du kan lige vove på at kilde mig" sagde han. Cornelia forbandt dr. Darks hånd. Men han var vred, og gik sin vej. Jeg rystede på hoved, og valgte at gå ovenpå for at sy lidt på en kjole jeg havde på min gine.

Men da jeg trådte ind i soveværelset, faldt jeg over det store runde tæppe som der lå på gulvet, og vred min ankel om. Jeg skreg, og greb min ankel. Med et stod Leonardo i døren, han havde hørt mit skrig. Han hjalp mig op i sengen, da han ikke kunne løfte mig, pga. sine ribben, som skulle hvile lidt. "Hvad skete der søde, jeg hørte dig skrige?" Spurgte Leonardo, og satte sig ved mig. "Jeg gik her op for at sy, men jeg opdagede ikke tæppet på gulvet, så jeg faldt over det, og forvred min ankel" sagde jeg, og ømmede mig. "Skal jeg ringe efter en læge, eller hvad skal jeg gøre" sagde Leonardo. "Nej du skal ikke ringe efter en læge, bare få Caleb her op, han ved hvad der skal gøres" sagde jeg og gabte, da jeg var virkelig træt. Leonardo skyndte sig ned, og hev nærmest Caleb med op. "Gabriella har slået sin ankel" sagde han bekymret. Men da de kom ind på værelset, var jeg faldet i søvn til trods for at min ankel gjorde ondt. "Vi tjekker det når hun er vågnet igen, så kan hun også fortælle hvor det gør ondt" sagde Caleb meget stille, for ikke at vække mig. Leonardo nikkede, og lagde sig ved siden af mig. "Få sovet lidt Leonardo, så er I begge to friske i morgen" sagde Caleb og gik. Der gik ikke lang tid før at Leonardo faldt i søvn med sine arme om mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...