Vampirana Likaro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Gabriella er en menneskelig kvinde og Leonardo er vampyrernes kronprins. To så unge individer fra to vidt forskellige verdener, men sammen prøver de at skabe deres egen verden, hvor begge bliver accepteret. Med modgang og folk som prøver at skille dem er, er det muligt for dem, at føre deres drøm ud i livet? Eller vil det mislykkes dem?

12Likes
42Kommentarer
1104Visninger
AA

6. Sange fra hjertet

Den næste morgen var der helt stille, lige indtil jeg vågnede med et skrig. Jeg havde et slemt mareridt, som fik mig til at græde. Leonardo vågnede af mit skrig, og lagde sine arme om mig. "Søde er du okay, du skreg" sagde Leonardo vildt bekymret. Jeg greb hans trøje, for at falde til ro. "Jeg drømte at en ville dræbe dig, og at du døde for øjnene af mig i mine arme, det gjorde mig så bange" græd jeg. "Så rolig nu min elskede, du ved jo at jeg altid vil være her hos dig, du er jo mit liv" sagde Leonardo kærligt, og kyssede mig blidt på kinden.

 

Bank bank lød det fra døren. "Godmorgen, er i vågen" sagde Cornelia, og kom ind i soveværelset med en bakke. "Ja vi er vågen" sagde Leonardo. Cornelia satte Bakken på nat bordet. "Her har i lidt morgenmad" sagde hun. ”Tak Cornelia, vil du ikke hente Caleb, han ville tjekke Gabriellas ankel her til morgen" sagde Leonardo, og tog en mad til sig selv og mig. "Skal jeg nok" sagde Cornelia, og gik nedenunder.

 

Fem minutter senere stod Caleb i døren. Han gik hen til os, og tog fat om min ankel. Han følte efter det ømme punkt, og da han fandt det, skreg jeg af smerte og prøvede på at trække foden til mig. "Undskyld Gabriella, men..." Sagde han, og kunne ikke sige mere, da Leonardo havde fat i hans strube. Leonardos øjne var blod røde, og hans hug tænder var tydelige. Han satte sine hug tænder tæt på Calebs hals. "Skader du hende igen, så bider jeg hoved af dig" sagde han. Caleb sank, helt hvid i hoved af frygt. Jeg kaldte Leonardos navn i håb om at fange hans opmærksomhed. "Søde kom her over, du må ikke bide ham" sagde jeg og rakte ud efter ham. Leonardo slap Caleb, og gik hen til mig. Caleb for hurtigt nedenunder. Jeg lagde armene om Leonardo, og holdt ham ind til mig. "Hvorfor ville du dog bide Caleb, han ville jo hjælpe" sagde jeg. "Det ved jeg godt søde, men han fik dig til at skrige, og jeg kunne ikke lide at det gjorde ondt på dig" sagde Leonardo, og lagde sig ned med hoved på puden. Jeg lagde mit hoved på hans brystkasse. "Så ved man da, at du elsker mig min elskede" sagde jeg, og slog ham for sjov med en pude. Leonardo vendte os, så jeg lå nederst, og så begyndte han at kilde mig. Jeg begyndte at grine, og vred kroppen. "Stop Leonardo, jeg overgiver mig" grinede jeg. Leonardo smilede, og holdt så op med at kilde mig. Han gik hen til en stol, hvor hans trøje hang. "Hvad skal du Leonardo?" Spurgte jeg, og forsøgte at rejse mig op fra sengen selvom min fod endnu gjorde lidt ondt. "Jeg vil gå ned, og sige undskyld til Caleb, for at jeg forsøgte at skade ham" svarede han, og tog mig op i sine arme.

 

Da de kom nedenunder, fandt de Caleb liggende helt stille inde på stuegulvet. Jeg skreg ved synet. "Caleb!" Skreg jeg, og holdt hænderne for min mund. Leonardo satte mig i sofaen, og gik hen og tjekkede Caleb for puls, men han fandt ingen. "Han er død Gabriella, af hvad jeg kan se er han blevet bidt af nogle vampyrer" sagde Leonardo, og løftede Caleb en smule op i sin ene arm. "Men hvorfor vil nogen dog bide Caleb, han skader jo ingen, hvis det ikke er for at forsvare" sagde jeg, og bed mig i læben. "Det er sikkert en som vil skade dig for at ramme mig, husk på at du er mit et og alt, men jeg kan give Caleb livet igen, uden at forvandle ham" sagde Leonardo, og bed Caleb i halsen. Jeg så på det, og håbede det ville virke. Efter lidt tid slap Leonardo sit bid, og lagde Caleb ned. Han tørrede sin læbe for blod. Der gik ikke lang tid før at Caleb åbnede sine øjne. "Hvor er jeg, hvad skete der, og hvorfor kigger i sådan på mig" sagde Caleb, og satte sig op. "Du blev dræbt, men jeg genoplivede dig, det tog bare meget energi fra mig" sagde Leonardo, og faldt om. "Leonardo!" Udbrød jeg, og skyndte sig over til Leonardo. Jeg løftede ham lidt, så hans hoved lå i mit skød. "Caleb ring til dr. Dark, jeg beder dig" sagde jeg, og så ned på Leonardo. Caleb nikkede, og tog sin mobil frem og ringede. Da Caleb slukkede sin mobil, var han meget vred. "Hvad er der Caleb, hvorfor er du vred?" Spurgte jeg. "Han vil ikke hjælpe Leonardo, han vil lade ham dø" svarede Caleb. Jeg begyndte at græde, og bukkede mig ind over Leonardo. "Nej det må ikke være sandt, han kan da ikke lade Leonardo dø" græd jeg.

 

Da jeg rettede mig op igen, tørrede jeg mine øjne, og begyndte så at synge ud af ingenting.

"Du er min,

Og du er rar.

Du ved hvad der,

Gør mig glad.

Dit mørke hjerte,

Er rent igen.

Du er ikke ond,

Du er min helt.

 

Du er en prins,

Og du er køn.

Jeg er glad for at,

Være din pige.

 

Du har et liv,

Og jeg er en del af det.

Jeg vil altid være her,

Min prins"

Sang jeg, og gav Leonardo et kys på panden.

 

"Hey Gabriella, prøv at se Leonardos brystkasse, han trækker vejret" sagde Cornelia. "Hvad mener du, Leonardo er jo død" sagde jeg. Men da Cornelia skulle til at sige det, rejste Leonardo sig op fra gulvet. "Hvad er der galt? Har jeg gjort noget galt?" Spurgte Leonardo. "Nej, du har gjort mig glad" svarede jeg, og kyssede ham på munden. "Hvad har jeg nu gjort?" Spurgte Leonardo. "Du kom tilbage" svarede jeg, og skubbede ham i gulvet. "Hey søde, det var jo ikke sjovt" sagde Leonardo, og rejste sig op igen. "Men hvad fik dig tilbage?" Spurgte Caleb. "Det ved jeg faktisk ikke" svarede Leonardo. "Jeg tror jeg har en ide om det" sagde Cornelia. "Hvad er så det for en ide?" Spurgte Caleb, og satte sig ved siden af hende. "Gabriella elsker jo Leonardo, og Leonardo elsker Gabriella af hele sit hjerte, så døden valgte måske at give Leonardo en ny chance, sådan at de to kunne være sammen, men det er kun en ide" svarede Cornelia. "Hvis det er sandt, så skal han have tak for det, han gav mig min Leonardo igen" sagde jeg, og rejste mig op fra gulvet. "Når ja Leonardo, tak fordi du gav mig mit liv igen" sagde Caleb. Leonardo smilede. "Det var da så lidt Caleb" sagde Leonardo, og lagde sin ene arm om mig. "Hvorfor synger du aldrig Leonardo?" Spurgte Cornelia, da hun aldrig havde hørt ham synge, selvom de andre havde hørt ham. Leonardo trak på sine skuldre. "Gør det nu Leonardo, hun har aldrig hørt dig synge" sagde Caleb. "Nej" sagde Leonardo, han gad ikke folk pressede ham. "Kom nu søde, jeg vil også gerne høre dig synge igen" sagde jeg kærligt og blidt. "Okay så søde" sagde Leonardo og smilede. jeg smilede glad over det, og kyssede hans kind.

 

"Jeg så dig på gaden,

En mørk vinter nat.

Du gik og nynnede,

Som besat.

 

Din lyse stemme,

Nåede mig straks.

Jeg stod bare og,

Lyttede på dig.

 

Du har en stemme,

Der er så smuk.

At selve solen,

Vil bukke for dig.

 

Månen vil skinne,

Og lytte på dig.

Du får stjernerne,

Frem i nat.

 

Din sang og tone,

Er så smuk.

At man tror,

Det er engle sang.

 

Hvad skal jeg sige,

Tror du på mig.

Jeg kan lide,

Din sang og melodi.

 

Jeg kan ikke,

Synge som dig.

Men jeg vil prøve,

Og øve mig.

 

Sang og melodi,

Giver fred.

Både i sjælen,

Og i sind.

 

Man kan skrive,

Man kan synge.

Lyt til dit hjerte,

Hær min ven."

 

Sang Leonardo, og kiggede glad over på mig. "Du er jo god" sagde Cornelia noget overrasket. Leonardo smilede, og kløede sig i nakken. "Er jeg det" sagde Leonardo og grinede lidt. "Ja det er du helt bestemt søde" sagde jeg, og kyssede ham på munden. "Hey kan du synge Cornelia," spurgte Caleb blidt. "Ja det mener jeg da, hvorfor spørger du Caleb" svarede Cornelia. "Så synge smukke, for jeg vil virkelig gerne høre det, så jeg kan fordybe mig i din stemme" sagde Caleb. Cornelia rystede på hoved. "Nej vil helst ikke" sagde Cornelia og så lidt væk. jeg tog om Cornelia’s hænder, og fik hende til at se på mig. "Cornelia hvad er der galt, hvorfor vil du ikke synge, jeg har jo hørt dig før, så hvorfor må de andre så ikke høre dig?" Spurgte jeg. Cornelia sukkede lidt. "Fordi min sang stemme er hæslig i forhold til hvis du sang Gabriella, jeg har jo ikke nogen smuk sang stemme" svarede Cornelia, og tog sine hænder til sig. Caleb tog fat i hendes hænder, og kyssede hendes ene håndryg. Cornelia så væk, tårer var begyndt at løbe ned af hendes kinder, især når hun sammenlignede sig med andre folk. "Smukke du skal ikke græde, det gør dine smukke øjne helt røde og hævede, du er nød til at stoppe med at sammenligne dig med andre, du er dig, og det kan ikke lave om på smukke" sagde Caleb, og tog hende ind i sine arme for at trøste hende. Cornelia tog lidt fat i ham, og tørrede så sine øjne. Caleb smilede, og gav hende et kærligt og blidt kys på panden. "Okay, jeg vil prøve så" sagde Cornelia. "Godt smukke, lad din stemme fylde dit hjerte og rummet, syng hvad du har på hjertet" sagde Caleb kærligt. Cornelia nikkede og gav Caleb et kys på kinden.

 

"Solen går rundt om dig,

Du er den der hjælper mig.

Du er sød, og du er rar.

Du er den bedste jeg har.

 

Vi er venner, sådan er det.

At være sammen, det er sjovt.

Gid du var her, min elskede ven.

Åh kom nu, jeg savner dig.

 

Hvorfor skal det være så svært,

For os at være sammen.

Jeg hader det, men du er bare,

Den sødeste jeg har i mit liv.

 

At elske dig, det gør mig glad.

Jeg er din bedste ven, du gør mig glad.

Kærligheden den er her,

Den er imellem os"

 

Sang Cornelia, og kiggede glad på Caleb. "Du synger virkelig smukt, og din stemme er virkelig smuk og klar" sagde Caleb kærligt, og kørte en hånd igennem Cornelias smukke lange røde hår. "Jamen dog, Cornelia du rødmer jo" sagde Leonardo. Cornelia blev mere rød over sine kinder. "Nej jeg gør ej" sagde hun hurtigt, og dækkede sit ansigt med sine hænder. "Han har altså ret Cornelia, du rødmer altså en stor del" sagde jeg og smilede. Cornelia rystede på hoved, men mærkede så en tage om hendes hånd, det var Caleb. "Jeg syntes, at du ser virkelig smuk ud, når du får den blide rødme glød over dine kinder" sagde Caleb, og gav så Cornelia et blidt kys på kinden. "Gør jeg virkelig det Caleb" sagde Cornelia, og forsøgte på at holde op med at rødme. "Ja du gør smukke, som den røde roses blade efter en smuk regnvejrsdag" sagde Caleb og smilede blidt. "Hey, nu er det da Calebs tur til at synge" sagde jeg. Caleb smilede og nikkede. "Okay, men så vil jeg synge en sang til Cornelia" sagde Caleb, og begyndte så at synge.

 

"Dine øjne er grønne,

Som det første forårs skud.

De er så skønne,

At man siger Gud.

 

Din hud er så blød,

Af det klareste vand.

Du er så sød,

Og det er sandt.

 

Jeg så dig her,

Jeg så en pige.

Der sad en stær,

Men vinger så lige.

Dit hår er blødt,

Og det er glat.

Det er rødt,

Og det er sat.

 

Jeg vil falde,

På knæ for dig.

Du skal bare,

Kalde på mig"

 

Sang Caleb, og satte sig ned på knæ foran Cornelia. "Det lød virkelig smukt Caleb" sagde Cornelia, og kyssede ham på panden. "Det har du ret i Cornelia, sangen var virkelig smuk, og man kunne høre, at Caleb tænkte på dig" sagde Leonardo, og lagde sin ene arme om mig. Caleb nikkede med et stort tilfreds smil. "Ja da, for jeg sang den jo til hende, hun er faktisk i mine tanker hver eneste sekund, hver eneste dag" sagde Caleb, og rejste sig op igen. "Er jeg virkelig!" Sagde Cornelia overrasket, og begyndte at rødme igen.. Hun gik hen til ham, sådan at hun stod lige foran ham. "Er jeg virkelig" sagde hun, og så ind i hans øjne. "Ja smukke, det er du" sagde Caleb, og tog hende ind i sine arme. Han kyssede hende på munden, og Cornelia gengældte kysset, og lagde sine arme om Calebs hals. Men Cornelia og Caleb var ikke de eneste der kyssede hinanden, for Leonardo og jeg kyssede også hinanden. "I passer virkelig godt til hinanden i to Cornelia" sagde Leonardo. Jeg var enig med ham. "Tak Leonardo, du og Gabriella klæder også hinanden" sagde Cornelia. Det var vi alle enige om, og grinede lidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...