Vampirana Likaro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Gabriella er en menneskelig kvinde og Leonardo er vampyrernes kronprins. To så unge individer fra to vidt forskellige verdener, men sammen prøver de at skabe deres egen verden, hvor begge bliver accepteret. Med modgang og folk som prøver at skille dem er, er det muligt for dem, at føre deres drøm ud i livet? Eller vil det mislykkes dem?

12Likes
42Kommentarer
1103Visninger
AA

4. Sandheden

Der var stille om aftenen og jeg faldt hurtigt i søvn. Det var en rolig søvn, som blev brudt af råben fra nedenunder og jeg vågnede op med et sæt. Først kunne jeg ik får det ind i mit hoved, men så genkendte jeg stemmen der havde råbt ”Av!”. "Leonardo!" udbrød jeg og sprang ud af mit værelse og ned til larmen. Leonardo var i et slagsmål og da jeg fandt nogle puder tæt på, tog jeg dem og smed i hovedet på Leonardo og ham han sloges med. "Din lille dumme menneske pige, det skulle du ikke have gjort" udbrød den fremmede inden han kom over mod mig, som om han ville angribe mig. 

Men enden han nåede at slå, fik han et hårdt slag i ryggen. "Du røre ikke Gabriella, er det forstået Henrik" sagde Leonardo hårdt, og gik hen til mig og lagde sine arme om mig. "Jeg forstår dig ikke Leonardo, du havde alt, men vælger en dum menneske tøs, og hvad med Victoria?" spurgte Henrik håneligt og uden videre gik han. "Hvem er Victoria?" spurgte jeg overrasket og såret. Jeg havde ikke regnet med at han havde haft en anden pige og det sårede mig dybt. Jeg ville rive mig løs fra Leonardos greb, men han ville ikke give slip, så jeg begyndte at slå på Leonardo. "Hun er en, som jeg engang skulle giftes med, men jeg sagde nej til det, for hun er ikke lige min type" svarede Leonardo hurtigt mens han greb mine håndled for at stoppe mine slag. Han lænede sig ind og kyssede mig på halsen og jeg blev lidt mere rolig. "Undskyld at jeg ikke sagde det, men jeg var så bange for, at du ville blive vred på mig eller hade mig" sagde Leonardo ærligt og tog sig til hoved. "Jeg er ikke vred, men du kunne nu godt have sagt det noget før" sagde jeg inden jeg satte mig ind til ham.

Da Cornelia kom ind i stuen, så hun at mig og Leonardo sov sammen på sofaen, og lagde et rødt tæppe over os. "Cornelia hvor er Leonardo og Gabriella, for jeg skal spørge dem om noget?" sagde Caleb idet han kom ind i huset. "De er inde i stuen, men de sover" sagde Cornelia som var gået ud ii gangen for at tage imod ham. "Hvorfor larmer I sådan" spurgte jeg søvndrukket inden jeg ruskede i Leonardo for at vække ham. "Hvad" spurgte Leonardo lidt halv irriteret og lagde sig til at sove igen. "Undskyld men hvorfor sover I sammen" spurgte Caleb til strengt og smed vand i hoved på mig og Leonardo. "Hey!" udbrød Leonardo og satte sig op med et sæt. "Vi snakkede, og blev trætte efter at have haft besøg af en vampyr der hed Henrik" forklarede jeg til Caleb, så han ik troede der var sket andet. "Men jeg ved ikke, hvem det var der lagde det tæppe over os" sagde Leonardo lidt forundret. "Det var mig der lagde det røde tæppe over jer, og nej hvor I ligner et par, når I sover sammen" sagde Cornelia ekstatisk og gik så ud af stuen. "Nå ja, jeg vil spørge jer om, I ikke ville have et værelse, hvor I har en seng, som I begge sover i?" spurgte Caleb mens han så på os. Jeg var helt vild. "Mener du, at du har lavet et værelse til Leonardo og mig" spurgte jeg ivrigt mens jeg så på min bror. "Ja" sagde Caleb  med et smil og nikkede. "Kan vi se det?" spurgte jeg og trak Leonardo op af sofaen.

Vi kom ind i et værelse, og det første der blev kommenteret og som jeg også lagde stærkt mærke til, var væggenes farve. De var malet blodrøde, min ynglings farve. Sengen var hvid som sne, men sengetøjet var også blod rød. "Hvorfor er det meste blod rødt?" spurgte Leonardo lidt forarget. "Det er fordi blod rød er din farve, og det er Gabriellas ynglings farve" svarede Caleb ligeud, uden rigtig at se på Leonardo. "Tak Caleb" sagde jeg glad og ind på mit gamle værelsefor at hentede mit tøj. "Har du ikke noget tøj Leonardo?" spurgte Cornelia, da hun kom ind på mit og Leonardos værelse, hun havde hjulpet med at flytte mine ting. "Nej jeg har ikke noget tøj her, udover det jeg har på" svarede Leonardo mens han så ned af sig selv. "Caleb kan han ikke få noget af dit tøj?" spurgte Cornelia håbefuldt, mens hun så på ham. ”Nej det kan han ikke.” Sagde Caleb irriteret og gik ud af værelset. Jeg så efter ham, og gik så ud af værelset.

"Leonardo kan du lige hjælpe mig med de her kasser" spurgte jeg forpustet, da jeg kom med fem kasser. "Hvad er der i kasserne?" spurgte Leonardo, efter han havde taget kasserne fra mig og stillede dem på gulvet. "Der er tøj" svarede jeg sødt, og tog en rød trøje op. "Hvem er det til?" spurgte Leonardo mens han åbnede skabet. "Det er til dig" svarede jeg sødt, og gik over til ham for at holde trøjen op foran. "Til mig" sagde Leonardo hans stemme var udtryksløs, og han gik hen til vinduet. "Kan du ikke lide den?" spurgte jeg bekymret mens jeg så på ham. "Jo den er smuk, men du skjuler noget for mig Gabriella" svarede Leonardo og vendte sig, så han så direkte ind i mine øjne. "Nej jeg skjuler intet" sagde jeg mens jeg prøvede på at skjule mine følelser i stemmen. "Du lyver Gabriella" sagde Leonardo hårdt, og det skar i mit hjerte og jeg kunne ikke holde det tilbage mere. "Okay, Caleb og jeg er børn af vampyr jægeren Jake Kanaka" sagde jeg mens mine tårer endnu en gang begyndte at løbe ned af mine kinder. "Farvel Gabriella, farvel for evigt" sagde Leonardo og gik ud af værelset og jeg hørte hoveddøren smække. "Leonardo vent!" råbte jeg fortvivlet, og løb efter ham så hurtigt jeg kunne.

"Skrid med dig" sagde Leonardo, da jeg havde indhentede ham. "Lad mig nu forklare det Leonardo" bad jeg fortvivlet, og tog fat i hans arm, for at få ham til at stoppe, og det lykkes. "Hvad er der at forklare, du er en vampyr jægers datter" sagde Leonardo og jeg kunne svagt høre at han var såret. "Men det er ikke alt hvad jeg er, min mor kunne godt lide jer, men hvorfor blev du så vred, da jeg sagde, hvem min far var?" spurgte jeg, og forsøgte at få Leonardo til at se mig i øjnene. "Fordi din far dræbte min storesøster Nakia, og det skal han dø for" svarede han uden at se på mig. "Han er død" svarede jeg trist og med svag stemme. "Hvornår, og hvordan?" spurgte Leonardo forbløffet. Nu så han på mig. "Han forsøgte at kvæle mig og min vampyr logi lærer midt i en time, så Caleb stak ham ned med sin jagt kniv 2 gange" svarede jeg inden jeg så på klokken og begyndte at gå. "Søde vent, hvor skal du hen!" råbte Leonardo, og tog mig i armen. "Til vampyr logi time, vil du da med" spurgte jeg mens jeg så på ham. "Ja, hvis jeg da må" sagde Leonardo lidt usikkert. "Kom nu, ellers kommer vi bare for sent" sagde jeg med et lille smil, tog fat i hans arm og begyndte at løbe. "Søde hvad hedder din vampyr logi lærer?" spurgte Leonardo, mens de løb. "Hun hedder Sania, hvorfor spørger du" svarede jeg lid forvirret. "Jeg var bare nysgerrig" sagde Leonardo tænksomt.

Efter fem minutters løb kom de hen til vampyrlogi, men de var stadig kommet to minutter for sent. "Øh Sania, undskyld jeg kommer for sent, men jeg tog lige en ven med, og det er Leonardo fon Draka" sagde jeg forpustet mens resten af logien så op mod mig og Leonardo. "Det gør da ikke nog... vent hvem sagde du, det var du havde med" spurgte Sania overrasket. "Hun sagde, at hun havde mig med, og jeg er Leonardo fon Draka" sagde Leonardo da han gik frem og blev helt stille, da han så hendes øjne.

"Nakia er det dig?" spurgte Leonardo overrasket og undrende, og satte sig på gulvet, da han fik et skarpt blik tilbage. "Hvordan fik du vampyren til at sætte sig?" spurgte en dreng som hed Jamie, for alle derinde kendte til Leonardos race. "Det forklare jeg senere" svarede Sania. "Nej det gør du ikke, for jeg ved hvorfor at Leonardo satte sig, da du så på ham" sagde jeg trodsigt. "Hvad mener du Gabriell?" spurgte Sania denne gang lød hun interesseret. "Dit navn er måske Sania nu, men før i tiden hed du Nakia lady Draka, og Leonardo satte sig, fordi du er hans storesøster" sagde jeg.

"Kan jeg godt rejse mig nu?" spurgte Leonardo, og så lidt på os. "Ja rejs dig op, for jeg skal spørge jer om noget" sagde jeg. "Hvad er det Gabriella?" spurgte Sania. Imens rejste Leonardo sig op, og børstede sine bukser af. "Hvorfor dræber I ikke mennesker" spurgte jeg mens jeg så på dem. "Fordi nogle vampyrer hellere vil være venner med menneskene, end at dræbe dem" sagde Leonardo. "Okay så, men har I nogensinde dræbt et menneske?" spurgte jeg i stedet. "Jo da, et par gange, men det har været for at forsvare" sagde Leonardo mens han så på mig. "Hvad hed de, altså dem som I dræbte?" spurgte jeg. "De to jeg har bidt hed Rosanna og Christian, fandt jeg ud af" svarede Sania. "Dem jeg har bidt, var jo en vampyr jæger som hed Brian, og så ham der Marty, men det sidste var et uheld" sagde Leonardo. "Ja ham jægeren, var jo for at redde mig" sagde jeg. "Nå men hvis det var alt, så tror jeg vi slutter vampyr logi for idag" sagde Sania, og pakkede bøgerne sammen. "Så ses vi engang i næste måned" sagde jeg, og gik hjem sammen med Leonardo.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...