Vampirana Likaro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Gabriella er en menneskelig kvinde og Leonardo er vampyrernes kronprins. To så unge individer fra to vidt forskellige verdener, men sammen prøver de at skabe deres egen verden, hvor begge bliver accepteret. Med modgang og folk som prøver at skille dem er, er det muligt for dem, at føre deres drøm ud i livet? Eller vil det mislykkes dem?

12Likes
42Kommentarer
1151Visninger
AA

2. Nyheden og Leonardo fon Draka

Næste gang jeg vågnede op, der var klokken 10, og jeg kunne høre at der var liv i huset. ”Godmorgen Cornelia, har du det bedre?” spurgte jeg, da jeg satte mig ved morgenbordet. ”Ja, min hovedpine er væk” svarede Cornelia, og tog en bid af sin mad. Der lød en banken på hoved døren, efterfulgt af en stemme, ”Gabriella er du hjemme!” råbte Caleb, som stod udenfor døren mens han bankede på. ”Ja, jeg er ude i køkkenet” råbte jeg tilbage, mens Cornelia var ude og lukke op. ”Hvad er der galt Caleb?” spurgte jeg forvirret og så på Caleb i det han kom ud i køkkenet. ”Har I ikke hørt det” spurgte Caleb og så fra Cornelia til mig, inden han tog et glas vand. ”Nej hvad er der sket, Caleb?” spurgte Cornelia mens vores øjne mødtes. ”I ved Marty, ham der slog jer” sagde Caleb og så på os begge inden han tog en tår vand. Han stod stadig op, for urolig til at sætte sig ned. ”Ja,” svarede jeg tøvende mens jeg kiggede på min store bror, ”hvad er der med ham?”. ”Han er død” svarede Caleb mens han så mig direkte i øjnene. ”Hvordan?” udbrød Cornelia forskrækket. ”Han er blevet angrebet af en vampyr” svarede Caleb hende, men hans øjne forlod ikke mine. ”Men der er jo ingen vampyr i hele byen” sagde jeg forvirret og så fra Cornelia til Caleb, ”vel?”

 

”Øh Gabriella hvad med den pakke du fik?” spurgte Cornelia mig pludselig, med en ny følelse i stemmen jeg ikke kunne fastsætte. ”Hvad er der med den?” Spurgte jeg forvirret mens jeg så på hende. ”Du har stadig ikke åbnet den, tror du ik at det var på tide at finde ud af hvad der er i?” Spurgte hun mig og jeg kunne se i hendes øjne, at det nok var bedst at jeg gjorde som hun sagde. ”Okay,” svarede jeg lidt halv opgivende, og gik så hen til pakken inde i stuen. Pakken var lidt sej at åbne, men jeg fik den op og inde i den, lå der flere hundrede røde roser.

”Nej hvor er de smukke, hvem er de fra?” Udbrød Cornelia, som var kommet ind i stuen efter mig. ”Det ved jeg ikke” svarede jeg lidt ilde til mode, mens jeg ledte efter et brev eller en besked. Pludselig fik jeg øje på brevet da det faldt fra roserne. ”Gabriella, der er et brev” sagde Caleb ivrigt, idet han samlede brevet op og rakte det til mig. Jeg tog imod brevet og så lidt på det, inden jeg åbnede det.

 

”Kære Gabriella, Jeg er en ven du har, men ikke kender, jeg er nær dig, men også langt fra dig, hvis du vil have min hjælp, så skal du bare ligge et blad fra en af roserne, som du fik i en glas skål med vand, og så vil jeg hjælpe dig. Hilsen Leonardo Fon Draka” Læste jeg højt, al min opmærksomhed på brevet. Da jeg var færdig så jeg op på Cornelia og Caleb som stod overfor mig.

”Det er der ingen i hele byen der hedder” sagde Cornelia forvirret og tog brevet for at se på navnet. ”Jo, der er en der hedder det, og det er selve vampyrprinsen” svarede Caleb mens han så måbende på mig, hvilket fik mig til at føle mig, en smule utilpas. ”Men er han ikke en myte?” spurgte Cornelia og løftede blikket fra brevet og så på Caleb. ”Nej, han er ikke en myte” svarede jeg. Mens de andre stod og diskuterede havde jeg fået fat i en glasskål og fyldt den med vand. Jeg stillede den på bordet og lagde så et rosenblad på vandoverfladen i skålen. Jeg så Cornelia vende sig rundt og hun så spurgte, ”Caleb hvorfor er der blod på døren?” mens hun pegede hen imod døren. ”Det er ham” udbrød Caleb, og tog fat i Cornelia og mig og trak os om bag ham. ”Hvad vil han?” spurgte Cornelia, og jeg kunne svagt høre frygten i hendes stemme. Jeg så noget i gangen på den anden side og trak mig væk fra Caleb, uden at han egentlig fandt ud af det.  ”Det ved jeg ikke, vent hvor er Gabriella!” spurgte Caleb, mens han så sig omkring. ”Hun gik ud i gangen, og vampyren er der også” svarede Cornelia, som nu frygtede for min, hendes bedstevenindes sikkerhed.

Jeg stod i gangen og kunne svagt høre hvad de 2 andre snakkede om. ”Hey Cornelia kom ud i gangen, og tag Caleb med!” råbte jeg ind mod stuen, og jeg kunne svagt høre blod dryppe. Caleb var den første som nåede frem til mig og han greb fat i mig. ”Gabriella har han bidt dig” sagde Caleb, og tjekkede begge sider af min hals. ”Nej Leonardo har ikke bidt mig, og det er ham der bløder” svarede jeg vredt og rev mig fri af ham, og gik ind på badeværelset for at finde noget forbinding. ”Hvordan kan det være, at du bløder fra kinden?” spurgte Cornelia, mens hun kiggede på vampyren, og begyndte at gå lidt bagud. ”Jeg har været oppe og slås, med en ung mand der hed Marty” svarede Leonardo idet jeg kom ind med første hjælps sættet. De sveg da jeg rensede såret så han bed tænderne sammen. ”Hvorfor var du oppe og slås med Marty?” spurgte Caleb mistroisk. ”Jeg spurgte bare, hvor jeg kunne finde Gabriella, og så klapper han mig sådan en, og han slår sin hånd ind i mine hug tænder” svarede Leonardo ubekymret, og så ud af vinduet.

”Shit vampyr jægerne, de er her, nu er det ude med mig!” sagde Leonardo da han så menneskene udenfor, og forsøgt at komme væk. Jeg så efter ham da han forsvandt lige før hoveddøren var blevet sparket ind. ”Ha der fik vi dig Leonardo Fon Draka, og nu skal du dø!” udbrød begge jæger, som henholdsvis hed Michael og Brad. ”Leonardo hvor er du!” råbte jeg idet jeg kom ud og så mig omkring. ”Hvem er De frøken?” spurgte Brad og så nysgerrigt på mig mens han havde et fast greb i Leonardo. ”Jeg er en ven til Leonardo, og slip ham, han skal hjælpe med opvasken” svarede jeg, da jeg ville forsøge at spille dum, og prøvede at få Leonardo fri. ”Det tror vi ikke på!” sagde Michael mens han gik truende hen mod mig.  Han greb mig i armen og løftede så en dolk op mod min hals. ”Hjælp!” skreg jeg, jeg ville ikke indrømme det senere, men jeg var faktisk en smule bange. ”Av!” råbte Brad, inden alt blev sort for ham. Jeg så Leonardo have et fast greb i ham, med blod dryppende ned af hagen, inden han smed Brad fra sig på gulvet. ”Slip hende, ellers ender du som den ven” sagde Leonardo nonchalant, og tørrede blod væk fra sine læber med sit ene ærme som om det var en hverdags ting, hvilket det jo sikkert også var for ham. ”Hjælp!” råbte Michael idet han gav slip på mig og løb ud gennem for døren. ”Gabriella er du okay?” spurgte Leonardo idet han kom hen imod mig. ”Ja, jeg er okay” svarede jeg, lettet over at det var overstået, for nu i hvert fald.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...