Vampirana Likaro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Gabriella er en menneskelig kvinde og Leonardo er vampyrernes kronprins. To så unge individer fra to vidt forskellige verdener, men sammen prøver de at skabe deres egen verden, hvor begge bliver accepteret. Med modgang og folk som prøver at skille dem er, er det muligt for dem, at føre deres drøm ud i livet? Eller vil det mislykkes dem?

12Likes
42Kommentarer
1124Visninger
AA

7. Mødet med vampyrene

En dag gik Leonardo rundt i cirkler, og det bekymrede mig en del. "Hvad er klokken?" Spurgte han, og så på Caleb. "Den er 16:20" svarede Caleb. "Okay men hvad dato har vi?" Spurgte Leonardo. "Det er fredag den. 13." Svarede Caleb. Leonardo stivnede. "Åh nej, sig det er løgn, det er Vampirana Day" sagde Leonardo med en lettere nervøs stemme. "Hvad er det?" Spurgte jeg, og så på ham. "Det er den dag, hver gang det er fredag den 13. Hvor alle vampyrerne går mod byerne her i landet, hvor de så dræber en hver" svarede Leonardo. "Var det derfor, at Caleb blev bidt?" Spurgte Cornelia, da de havde fortalt hende om det. "Ja desværre, og jeg ved ikke, hvordan man skal stoppe dem" svarede Leonardo. "Hallo, de må jo ikke bide mere, for du er jo kærester med en menneske pige" sagde Cornelia. "Ja, hvorfor siger du det, jeg ved da godt, at jeg er kærester med Gabriella" sagde Leonardo. "Søde hun mener vist, at de ikke må bide mere, fordi du jo er kærester med mig" sagde jeg, og kyssede Leonardo blidt på munden. Så forstod Leonardo den. "Åh nu forstår jeg den, jubii det må ikke bide mennesker mere" sagde Leonardo, og slog en salto ud af ingenting. De så lidt overrasket på ham, over at han bare slog den salto. "Jeg vidste altså ikke, at du kunne slå saltoer" sagde Cornelia, for det kunne hun i hvert fald ikke. Leonardo grinede, og kløede sig i nakken. "Det vidste jeg faktisk heller ikke jeg kunne, det var vel rent held" sagde Leonardo. "Sejt, var det virkelig din første salto" sagde Caleb. Leonardo nikkede. "Ja det var det" sagde han.

Cornelia så ud af vinduet, og fik sig noget af et chok. "Øh venner ved I godt, at der står en virkelig stor flok vampyrer udenfor, Og de ser altså noget sultne ud, og flere af dem slikker sig altså om munden" sagde Cornelia, og skyndte sig hen til Caleb. "Hvad er det her!" Udbrød Leonardo, og så hurtigt ud af vinduet, og så dem. "Søde du vil vel ikke gå der ud, vil du?" Spurgte jeg, og tog fat i Leonardos hånd, for at holde ham tilbage. "Det er jeg nød til sæde, jeg er jo deres prins, og de skal ikke jage her" svarede Leonardo, og trak sig fri. Han gik der ud, for at få dem væk. "Leonardo nej bliv her, du må ikke gå der ud!" Skreg jeg bange. "Gå ud til ham Gabriella" sagde Caleb, og lagde sin ene arm om Cornelia, da hun var blevet virkelig bange.

Jeg skyndte mig at løbe efter Leonardo, men stoppede brat op, da jeg så alle de vampyrer. "Det var virkelig dumt at dig menneske, at komme her ud, mens der er så mange vampyrer her" sagde en vampyr pige som viste tænder af Gabriella. "Hey Julie, så er det godt, Gabriella er min kæreste, og du skal ikke true hende" sagde Leonardo, og trak mig ind i sine arme, og holdt mig tæt på sig. 
Jeg lagde mine arme om Leonardo. "Det gør mig altså bange søde, især når de kigger så sultne på mig" sagde jeg bange, og gemte mit hoved ind mod Leonardo. "Så rolig nu min elskede, jeg er her, og vil aldrig lade dem skade dig" sagde Leonardo. Han løftede min hage, og gav mig et blidt kys på munden. "Deres højhed vil det så sige at Vampirana Day er slut?" Spurgte en lille vampyr dreng ret så nuttet. "Ja min lille ven, Vampirana Day er her med slut, og det vil den være for evig tid. Fordi vi vampyre skal ikke længere drikke menneske blod, og hvis nogen bare prøver på at det på grund af blodfuldt, så vil der blive straf. Hvis man bliver blod sultne, så kan man gå hen til en slagter, og dræbe det dyr som der skal slagtes, dog hvis man får lov" sagde Leonardo meget blidt.

"Søde jeg har en ide" sagde jeg, og slap mit greb i Leonardo, så jeg ikke holdt så meget fast. "Hvad er det for en ide min elskede, vil du fortælle os andre den?" Spurgte Leonardo. "I stedet for at I hele tiden skal ned til slagteren for at få blod at drikke, så hvorfor ikke tage nogle dunke og flasker med ned til slagteren, og høre ham om I kan få blodet fra de slagtede dyr ned i flaskerne. Det vil både holde jer mætte, og sørge for at ingen mennesker bides eller dræbes" svarede jeg. "Det lyder faktisk som en virkelig god ide, og det vil jo også sørge for at vampyr jægerne ikke jager os" sagde en gammel vampyr mand. Leonardo var helt enig med det.

Med et skreg jeg, da en lille vampyr dreng havde bidt sig fast i mit ben. "Åh nej Gabriella! Hvem fanden er mor til den unge" sagde Leonardo. Han ville fjerne drengen, men turde ikke hive i ham. For hvad nu hvis det ville få mig til at bløde mere, end jeg allerede gjorde. "Det er min søn Alexander" sagde en kvinde meget bange. En ung pige hev i kvinden. "Mor jeg tror ikke, at han kan slippe sit bid" sagde pigen lidt nervøst. "Hvad mener du Med det Mary?" Spurgte kvinden, og så på sin datter. "Tja han har jo lige fået hugtænder, så jeg vil tro, at de kløede meget, så han måtte bide for at få det til at stoppe" svarede Mary, og så uroligt hen på sin lillebror. Jeg bed mere sammen. "Alexander jeg beder dig, vil du ikke nok slippe mit ben, det gør virkelig ondt på mig" sagde jeg så blidt som muligt, selvom jeg havde lyst til at skrige af smerte. Den lille Alexander slap sit bid, og begyndte at snøfte. Han tog et tørklæde af sin hals, og bandt det om mit ben, der hvor han  havde bidt mig. Han begyndte at græde, for det var jo ikke hans mening af skade hende. Leonardo så på ham med blide øjne, og tog ham så op for at trøste ham. "Så rolig nu min lille ven, det var jo et uheld, det var jo ikke din mening at skade Gabriella, så tør nu dine øjne" sagde Leonardo blidt, og tørrede Alexanders øjne med sit ærme. Alexander snøftede, og tørrede sin løbende næse i sit ærme. "Så I er altså ikke sure på mig, også selvom jeg bed" sagde Alexander, og tog sin lang ærmet trøje af og smed den på jorden, da der nu var snot på den. Leonardo smilede og nussede ham på håret. "Nej min ven, vi er ikke sure på dig, du kunne jo ikke gøre for at dine hugtænder klør, men et godt råd hvis de bliver ved, så find dig et stof, eller en bamse og bid i så længe, og om nogle uger så klør de ikke længere" sagde Leonardo med et smil på læben, for han havde også engang oplevet det. "Det skal jeg nok huske, og undskyld jeg bed dig miss Gabriella" sagde Alexander, da Leonardo havde sat ham ned. "Det behøver du ikke at tænke på Alexander, det var et uheld, og du forbandt også mit ben efter det" sagde jeg, og gav ham et lille kys på panden. Alexander smilede helt, og gav så mig et kram.

"Øhm undskyld jeg spørger miss Gabriella, men kan du synge, og hvis du kan, så er du sikkert meget god" sagde Mary og smilede sødt. Jeg smilede, for jeg syntes Mary så virkelig sød ud med alle de fregner, som hun havde over næsen. "Ja jeg kan godt synge, men synger sjælden" sagde jeg blidt. "Gabriella har den smukkeste sang stemme, som jeg nogensinde har hørt i mit liv" sagde Leonardo, og gav mig et blidt kys på kinden. "Så syng menneske pige, vis hvad du kan" sagde Julie isnende koldt. jeg blev utryg ved hende, og gik bag Leonardo. "Nej, helst ikke" sagde jeg lidt bange. "Gør det nu menneske, ellers tror vi ikke på at du kan, er du virkelig så svag et menneske" sagde Julie og viste sine hugtænder i et koldt smil. Jeg blev endnu mere bange, og gemte mig ind til Leonardo. Alexander tog fat i min hånd, og så hen på Julie. "Du ond, og du skræmmer miss Gabriella" sagde Alexander surt, og så så på mig med søde urolige øjne. Julie hvæssede, men skjulte alligevel sine hugtænder. For hun fik et meget skarpt blik fra Leonardo. Mary så på mig, og gav mig et lille kram. Jeg smilede blidt til dem, og krammende dem begge. "Hvad plejer du egentlig at synge om miss Gabriella?" Spurgte Mary, for hun var rimelig nysgerrig. "Normalt synger jeg om kærlighed" sagde jeg, og smilede lidt. "Så syng det, for vil virkelig gerne høre det" sagde Mary med søde øjne.

"I am here,

I love you.

You are Sweet,

And you are Nice.

 

The love are to you.

I am your Girl.


We are,

In the love.

I miss,

You now.


The love are to you.

I am your Girl.


The love,

Miss I.

You are,

My Angel.


The love are to you.

I am your Girl."


Sang jeg. "En til, vi vil gerne høre en mere miss Gabriella" sagde Mary. Jeg så overrasket på dem, ville de virkelig høre en mere? "Du lyder nemlig virkelig god miss Gabriella" sagde Alexander sødt. "Gør det, ellers bliver det værst for dig selv menneske tøs" sagde Julie is koldt, og slikkede sig ved den ene hug tand. Mary sparkede hende over knæet. "Julie lad være med at skræmme miss Gabriella, hun har ikke gjort dig noget" sagde Mary vredt. Leonardo så på Julie med et koldt blik. "Kan du så forsvinde her fra Julie, og det skal være med det samme ellers knækker jeg din hals" værste Leonardo af hende. Julie for væk, da hun ikke ville have problemer med Leonardo, han var jo kronprinsen for alle vampyrer. En lille vampyr pige, prikkede blidt til min hånd. "Er du okay miss Gabriella" spurgte hun, og pillede ved sin ene rottehale. "Jeg er okay, men hvorfor var hende Julie sådan efter mig, når jeg ikke havde gjort hende noget" sagde jeg, og så på Leonardo. "Hun er sikkert bare meget misundelig på dig søde, da hun jo sikkert ikke har ligeså smuk en sang stemme, som du har min elskede" sagde Leonardo, og kyssede mig på kinden. jeg smilede, men jeg havde virkelig ikke lyst til at synge mere, og det kunne Leonardo godt fornemme på mig. "Bliver der ikke mere sang nu, da Julie har været sådan, det er virkelig øv" sagde Mary og så ned, for hun havde nydt at høre mig synge. "Du kunne da prøve Mary, Gabriella har ikke lyst lige nu, og jeg tror du sikkert også har en virkelig smuk stemme" sagde Leonardo blidt. Mary turde ikke, for hvad hvis de ville grine af hende. "Prøv Mary, ellers finder du aldrig ud af, hvordan din stemme lyder, og om de vil kunne lide det" sagde jeg. "Men min stemme er hæslig, det sagde Julie i hvert fald" sagde Mary og så ned. Leonardo sukkede, hvorfor skulle Julie gøre så mange ked eller bange. "Du skal ikke lytte på hende Mary, jeg syntes du har en virkelig flot stemme bare når du snakker, så jeg er sikker på, at du sikkert også lyder godt når du synger" sagde Leonardo blidt, og nussede hende i håret. Mary så overrasket på ham. "Mener De virkelig de Deres højhed" sagde Mary. Leonardo nikkede med et smil. Mary sank, hun ville prøve, for det kunne jo kun briste eller bære. "Du kan godt Mary, lyt til dit hjerte" sagde jeg.

"Kærlighed, kan bedrage.
Et hjerte her, 
Og et hos dig.

Du er alt for mig,
Du kan gøre det hele.

Du er der,
Og jeg er her.
Vi er ens, som i drømmene.

Du er alt for mig,
Du kan gøre det hele.

Drømme her,
Og drømme der.
Hjertens bank bliver ved.

Du er alt for mig,
Du kan gøre det hele.

Hvor er du,
Er du her.
Vil du sige, hvor du er.

Du er alt for mig,
Du kan gøre det hele." 
Sang Mary meget glad, nu havde hun endelig turde synge overfor de andre som hun kendte. "Se selv Mary, du har en virkelig smuk stemme. Du skal ikke tænke på hvad Julie sagde til dig, bare syng fordi det gør dig glad, du er jo selv herre over din stemme" sagde jeg, og gav Mary et kram. "Syntes I virkelig, at jeg har en smuk stemme" sagde Mary, og så på dem. Leonardo smilede og nikkede. "Ja Mary, det har du, og du skal aldrig lytte, hvis Julie vil prøve at sine dig til" sagde Leonardo. Han løftede Mary op, og gav hende en flyvetur. Mary grinede, for hun syntes at det var sjovt.

Leonardo satte Mary ned, og følte sig med et svimmel, så han tog sig til hoved. Jeg greb fat i hans arm. "Søde er du okay" sagde jeg bekymret. "Ja søde, jeg er okay, jeg er dog lidt svimmel, ikke andet søde" sagde Leonardo, og gav mig et beroligende smil, trods sin svimmelhed. "Har du fået overhoved fået noget at drikke i dag søde?" spurgte jeg, og så ham ind i øjnene. "Nej ikke rigtigt, hvad da" sagde Leonardo. "Søde så kan du jo være dehydreret" sagde jeg og så bekymret på ham.

Med et kom Cornelia ud til dem med et glas vand i hånden, hun rakte Leonardo det. "Mange tak Cornelia" sagde han, og drak det. "Men Deres højhed, De drikker jo vand" sagde en ældre kvinde. "Ja det gør jeg, og hvad er så det store i det" sagde Leonardo, og rømte hele glasset. "Kan vi andre så også drikke vand, lige så De" sagde Mary meget nysgerrig. "Ja det kan I, og det smager faktisk meget bedre end hvad blod gør" sagde Leonardo. "Men desværre vil vi ikke kunne opholde os i solen, ligeså menneskene kan" sagde Mary. Leonardo smilede over hende. "Det vil i snart kunne Mary, husk på at Leonardo jo kan" sagde jeg. "Deres højhed, hvordan kan De egentlig det, De er jo vampyr ligesom vi er" sagde Zita. "Det kan jeg, fordi min kæreste og mine venner er mennesker, så derfor kan jeg være i solen med dem" sagde Leonardo. "Kan. I så også, hvis vi bliver venner med menneskene" sagde Mary. Leonardo nikkede som et ja.

Med et kom Caleb ud til dem, og så på dem. "I to ved vel godt, er det snart er midnat, så ville det ikke være en god ide, at komme i seng, så alle er friske i morgen" sagde Caleb. "Jo jeg tror du har ret Caleb" sagde jeg. Leonardo sendte dem alle hjem, og gik så indenfor sammen med mig, for at komme op i seng, sådan at vi kunne få en god nats søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...