Vampirana Likaro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Gabriella er en menneskelig kvinde og Leonardo er vampyrernes kronprins. To så unge individer fra to vidt forskellige verdener, men sammen prøver de at skabe deres egen verden, hvor begge bliver accepteret. Med modgang og folk som prøver at skille dem er, er det muligt for dem, at føre deres drøm ud i livet? Eller vil det mislykkes dem?

12Likes
42Kommentarer
1097Visninger
AA

3. Forelsket

Vi gik alle ind i huset, men jeg lagde mærke til, at Leonardo havde blod på trøjen. ”Tak Leonardo, fordi du reddede mig” sagde jeg taknemmeligt og tog en blå trøje frem. ”Jeg skrev jo, at jeg ville hjælpe, og hvad skal du med den trøje?” spurgte Leonardo sagte og tog sig til hjertet. ”Er der noget galt?” spurgte jeg bekymret, og gav Leonardo trøjen. ”Nej” svarede Leonardo, og skiftede trøje efter at have set på trøjen i lidt tid. ”Caleb ved du hvor der er en vampyr læge, for jeg tror der er noget galt med Leonardo” sagde jeg nervøst og så kort på Caleb, inden jeg vendte blikket tilbage på Leonardo, men blev helt hvid i ansigtet. ”Gabriella hvad er der galt?” spurgte Caleb forfærdet, og mærkede noget blev presset mod sin kind. Det var Cornelia der kyssede ham på kinden. ”Caleb ring nu!” råbte jeg idet jeg løb ud i gangen, hvor Leonardo var faldet om på gulvet.

 

10 minutter senere kom vampyr lægen. Leonardo var blevet lagt på sofaen, med en våd klud på panden inden lægen kom, og vampyr lægen sendte mig ud af stuen. ”Det er som vi frygtede Leonardo, du har ikke særlig lang tid tilbage, med alt den gift i din krop, den gør dig svag og træt, den gør sådan at du får ondt i hjertet, og jeg ved ikke hvad der kan redde dig” sagde vampyr lægen Dr. Blod. ”Men det ved jeg” sagde Caleb som stod i døren ind til stuen. Jeg kunne se ham stå der, men kunne ikke selv gå ind, da Cornelia havde fat i mig. Jeg kunne høre alt om hvad der foregik. ”Hvad mener du, du er jo kun et menneske” sagde Dr. Blod, og skulle til at give Leonardo Dødens Sprøjte. Men Caleb skyndte sigover tog sprøjten og knækkede den. ”Cornelia få lige Gabriella her ind, hun er Leonardos eneste håb for at overleve!” råbte Caleb ud til os, og gav dr. Blod en på hoved. ”Hvad vil du mig Caleb?” spurgte jeg idet mig og Cornelia gik ind i stuen, og da Caleb kastede øjnene på mig vendte han rundt og kastede op, men Leonardo for op og gik hurtigt hen til mig og tog fat i min blødende arm, som jeg havde skåret i på vejen ind, og bed sine tænder i armen.

Caleb nåede lige at vende sig om og så Leonardo bed i min arm, og jeg kunne se vreden i hans ansigt og vidste at han var klar til at pande Leonardo en lige i maven, men Dr. Blod stoppede ham. ”Leonardo drikker ikke af hendes blod, han fjerner giften fra en gammel jagt kniv, den som Gabriella har skåret sig i armen med” sagde Dr. Blod hurtigt til Caleb. Men lige pludselig begyndte jeg at grine hysterisk, og Caleb blev så forvirret, at han måtte sætte sig ned. ”Hvad sker der, bed Leonardo dig?" spurgte Caleb og var så hvid i ansigtet, at Cornelia gav ham noget vand. "Ja han bed, så jeg fik dyre giften ud af min arm" svarede jeg og grinede igen. "Er du okay Leonardo, og hvad er der galt?" spurgte Caleb. "Jeg har aldrig bidt en pige før, og jeg tror, at Gabriella kyssede mig på kinden" svarede Leonardo og rørte sin kind. "Caleb du har lipgloss på din kind" sagde han.

 

Caleb stirrede på ham. "Hvad farve har dine øjne Leonardo?" spurgte Caleb. "Mine øjne er orange" svarede Leonardo. "Nej de er ikke orange, de er blå" sagde Caleb og rejste sig. Han gik hen og kyssede Cornelia på munden. "Er det blå, men hvordan?" sagde Leonardo, og han kunne mærke, at han græd.

 

"Nød du at bide Gabriella?" spurgte Cornelia og gav ham et lommetørklæde. "Nej, jeg havde mere lyst til at...." svarede Leonardo, og blev rød over kinderne. "Til at kysse mig?" spurgte  jeg nysgerrigt, og satte mig ved siden af ham. "Ja, jeg syntes, du er sød og smuk, og jeg kan virkelig godt lide dig, men det ender bare med at du vil dø, enden jeg lære at elske" sagde Leonardo trist. "Ved du hvad, du har lært at elske, du blev vred, da Gabriella havde skåret sig, og af kærlighed fjernede du giften i hendes arm, og dine øjne er blevet blå, fordi du elsker Gabriella af hele dit sorte hjerte" sagde dr. Blod og gik ud af døren og ud af huset. "Dit hjerte er ikke sort, det er stort, godt og varmt, og du er den sødeste vampyr, jeg kender, og jeg elsker dig Leonardo" sagde jeg blidt og kyssede ham længe på munden. Jeg mærkede Leonardo lægge sine stærke arme omkring mig og mærkede ham køre sin hånd blidt igennem mit lange, smukke, brune hår, og hans kys var blidt på mine rosen røde læber. "Hvor gammel er du enlig Leonardo?" spurgte Cornelia, og slog Caleb i hoved med en pude. "Jeg er 1900 år gammel, men i vampyr år er jeg 19 år gammel" svarede Leonardo og smilede. Cornelia lignede et stort spørgsmålstegn, og gik ud i gangen. "Der er blod" udbryd Cornelia højt og løb tilbage til Caleb. "Åh nej det er min familie og de andre vampyrer" sagde Leonardo og kyssede mig på kinden, inden han gik ud i gangen. "Leonardo, nej gør det ikke!" råbte jeg inden jeg brød sammen og græd.

 

"Jubii en menneske pige som vi kan bide" sagde en vampyr dreng som hed Dian. "Nej!" udbrød Leonardo, inden han slog Dian væk fra og trak mig ind til sig. "Hvad sker der med dig Leonardo, er hun ikke bytte?" spurgte Dian og så på mig med blandede følelser. Jeg kunne se lidt forvirring, nysgerrighed, men mest vantro. "Hun er ikke vores bytte, hun er min elskede Gabriella, og du rør hende ikke!" svarede Leonardo og så på ham med et blik der sagde, ”hold dig væk”. "Det vil sige at du elsker hende, og at hun betyder meget for dig" sagde Leonardos mor, dronning Liva, som var ankommet lige efter Dian. "Ja mor, Gabriella har lært mig at elske, og hun er den, jeg elsker" sagde Leonardomens han så på sin mor og bed sig så i læben. Jeg så det med det samme, og fjernede blodet med et lommetørklæde, som jeg havde i min lomme. "Av!" udbrød Leonardo forpustet, da Dian havde givet ham en mavepumper. "Stop din torsk, det gør jo ondt på ham" sagde jeg vredt og trådte imellem dem, men Dian slog ud efter mit ansigt og ramte så hårdt, at det begyndte at bløde fra læben. "Av!" skreg Gabriella og kunne ikke holde tårerne tilbage. "Dian!" råbte Leonardo, og pandede ham en, sådan at Dian faldt om og ikke kunne rejse sig igen.

 

"Gabriella er du okay?" spurgte Leonardo imens han gik over til mig og fjernede blodet fra min læbe. "Ja, jeg er okay" svarede jeg stille. Men Leonardo så, at hun var bange. "Leonardo er hun okay?" spurgte Brenda nervøst, hun var Leonardos lillesøster. "Ja, hun er okay" svarede Leonardo roligt. "Du er meget smuk" sagde Tobias, som var Leonardos lillebror. "Tak" svarede jeg glad, og gik hen for at  kysse Tobias på kinden. "Hvad gjorde hun?" spurgte Tobias lidt bange. "Hun kyssede dig Tobias, blev du bange" spurgte Leonardo med et smil på læberne og armene krydset. "Lidt" svarede Tobias og holdte et vågent øje med mig. "Leonardo hvordan alinekana mennesker?" spurgte Brenda, for hun var meget nysgerrig. Leonardo smilede mens han trak mig tilbage til sig og kyssede mig på munden. Imens stod Tobias og Brenda med åben mund. "Leonardo vil du bo hos din Gabriella?" Kong Kenneth, som var Leonardos far. "Ja, jeg vil bo hos Gabriella, og så vil jeg også forsvare hende af hele mit hjerte" svarede Leonardo ærligt og seriøst inden jeg smed en pude i hovedet på ham. "Hey" sagde Leonardo overrasket og greb ud efter mig, inden han begyndte at kilde mig i siderne "Stop Leonardo, jeg overgiver mig!" skreg jeg forpustet og faldt bagover, og hev Leonardo med mig ned i faldet.

 

Leonardos familie smuttede og Cornelia kom tilbage mens hun ledte efter mig. "Hvad laver I?" spurgte Cornelia overraket over at se os på gulvet. "Ikke noget" svarede jeg rødmende og rejste mig hurtigt op. Leonardo blev bare liggende, og tog sig til maven af grin. "Er det så sjovt?" spurgte jeg lidt irriteret. "Ja, for du blev bange, da Cornelia spurgte" svarede Leonardo, og satte sig op. Jeg blev lidt irriteret over hans kommentar og smed fem puder i hovedet på ham. "Hvad er klokken?" spurgte Cornelia, imens hun kastede en pude i hoved på Caleb. "Den er 17.30" svarede jeg efter at have kigget på klokken. "Jeg går ud og laver noget mad" sagde Cornelia. "Jeg hjælper til" skyndte Caleb sig at sige og fulgte Cornelia med ud i køkkenet.

 

En halv time senere var maden klar. "Så er der mad!" råbte Cornelia imens hun satte maden på bordet. Jeg hørte hende og begyndte at gå ud imod køkkenet mens jeg råbte efter Leonardo; "Leonardo vi skal spise!" Men Leonardo svarede mig ikke. Han kom langsomt gående ud i køkkenet, og kastede op på gulvet. "Leonardo er der noget galt?" spurgte jeg bekymret og tog om ham. "Der er blod fra en vampyr på Calebs jagt kniv" svarede Leonardo, hans stemme fuld af affsky, inden han fandt en klud og langsomt begyndte at tørret opkastet op. "Det må være Tobias' blod, for han legede med kniven og skar sig" sagde Cornelia nervøst, og håbede at Leonardo ikke ville dræbe Caleb. "Okay, det må I undskylde, at jeg råbte op" sagde Leonardo, og satte sig ved bordet.

 

Efter maden sad Leonardo i sofaen, og skrev en kryds og tværs, som han havde fundet på bordet. "Leonardo er du okay?" spurgte jeg forsigtigt, og satte mig ved siden af ham. "Ja jeg er okay, hvorfor spørger du" svarede Leonardo roligt. "Jeg ville bare være sikker på, at du ikke var vred mere" svarede jeg og jeg kunne mærke at tårerene jeg havde holdt tilbage trænge sig på igen og jeg begyndte stille at græde. "Hey søde, hvorfor græder du?" spurgte Leonardo, og lagde sin arm om mig. "Det var min skyld, at Tobias skar sig, for jeg råbte, at han skulle ligge kniven, og han blev så bange, at han skar sig" svarede jeg halv ulykkeligt. Jeg ville ik have at Caleb skulle komme til skade på grund af noget jeg havde forårsaget. "Søde det skal du ikke græde over, det er jo det der kan ske" sagde Leonardo roligt og kyssede mig på panden, mens han med sin finger fjernede tårerne på min kind.

 

"I ser søvnige ud, hvorfor går I ikke i seng" sagde Cornelia da hun kom ind og så mig og Leonardo. "Hvad mener du?" spurgte Leonardo og jeg kunne høre forvirringen i hans stemme. "Jeg mener, at I ser trætte ud, vent hvordan sover en vampyr" sagde Cornelia, da hun lige pludselig kom i tvivl. "I en kiste" svarede Leonardo fraværende, som om han snakkede om vejret. Hvilket han jo sikkert også gjorde, for kister er jo hverdags ting for en vampyr. "Hvad, det er da et dumt sted at sove" sagde Cornelia lige ud. "Ja, og man er øm i sin ryg, når man vågner" sagde Leonardo med et smil på læberne. Jeg vendte hovedet mod Leonardo og spurgte så; "Har du aldrig sovet i en rigtig seng?" "Nej det har jeg ikke" svarede Leonardo, og tog sig til ryggen som åbenbart valgte at gøre ondt i det øjeblik. "Jeg har noget imod smerter i ryggen" skyndte Cornelia sig at sige, og løb ud på badeværelset, for salven ville måske hjælpe på smerten. "Må jeg se din ryg, så jeg kan se, hvor jeg skal smøre salven?" spurgte jeg en smule nervøst, mens også ivrigt.

 

Leonardo tog sin trøje af og jeg kunne allerede se de lange tynderøde mærker der løb ned langs hans ryg, før  han fik trøjen helt af. "Caleb kom lige!" råbte jeg så højt at jeg vidste at han ville kunne høre det. "Hvad er der" spurgte Caleb, da han kom ind i stuen. "Prøv at se Leonardos ryg, og fortæl mig, hvad der er, for nogle mærker han har" sagde jeg mens jeg så over på Caleb. Caleb kom helt over til sofaen og så på Leonardos ryg, og gik så hen efter en af bøgerne på bogreolen. "Det er piske mærker, altså en straffe metode til vampyrer" sagde Caleb efter at have bladret lidt i bogen, og viste et billede af en vam pisk. "Leonardo hvorfor er du blevet slået med den pisk?" spurgte jeg overrasket og en smule forskrækket. "Fordi jeg ikke ville dræbe dig for to år siden, men jeg kunne ikke, for selv dengang var jeg forelsket i dig" svarede Leonardo lige ud inden han krummede sig sammen, som om han forventede at få flere piske slag. Men jeg synes det var vildt sødt, så i stedet lænede jeg mig ind mod ham og gav ham et kys. "Tak fordi du ikke bed mig dengang" sagde jeg roligt og taknemligt og gav Leonardo et kys mere, men den her gang på munden. "Godnat Leonardo" sagde jeg mens jeg rejste mig op, for at gå op til mit værelse. "Godnat smukke" sagde Leonardo efter mig, og lagde sig på sofaen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...