Vampirana Likaro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Gabriella er en menneskelig kvinde og Leonardo er vampyrernes kronprins. To så unge individer fra to vidt forskellige verdener, men sammen prøver de at skabe deres egen verden, hvor begge bliver accepteret. Med modgang og folk som prøver at skille dem er, er det muligt for dem, at føre deres drøm ud i livet? Eller vil det mislykkes dem?

12Likes
42Kommentarer
1120Visninger
AA

9. Fest på slottet

En aften samlede Caleb os alle sammen inde i stuen. "Hey vil I ikke med til en god fest?" spurgte han. Cornelia og jeg ville meget gerne. Men Leonardo vidste ikke hvad det var. "Hvad er en fest egentlig?" spurgte han, og så lidt forvirret ud. "Det er hvor man hygger sig, danser og måske drikker vin, men det kommer jo an på hvad slags fest man jo er til" svarede jeg med smil. Leonardo forstod det, men kom så til at tænke på noget. "Hvordan smager det der vin egentlig, jeg har aldrig drukket sådan noget" sagde Leonardo og blev lidt flov. Jeg smilede. "Det kommer an på om man kan lide det, men ellers smager det vel okay" sagde jeg. 

Leonardo kløede sig lidt i håret, og sukkede så og satte sig ned i sofaen. Cornelia så lidt på ham. "Hvad er der galt Leonardo, du blev med et så stille" sagde Cornelia. Jeg satte mig ved siden af ham, og tog hans hånd. "Der er virkelig ikke noget galt" sagde han, og så lidt ned. Caleb sukkede over ham. "Det kan man jo se der er Leonardo, du ser væk, og du sukker en del" sagde Caleb. Leonardo så på ham. "Det er bare, at jeg aldrig har smagt den slags vin, som i mennesker drikker, det er jo ikke ligesom den slags, vi vampyrer drikker" sagde Leonardo. 

Cornelia smilede, og gik ud i køkkenet og fandt en flaske rødvin og en flaske hvidvin. Jeg gik med hende, og tog fire vin glas fra skabet. Vi gik ind med vinen og glassene og satte det på bordet. Jeg satte mig igen ved siden af Leonardo. "Hvad er forskellen på de to?" sagde han. "Den ene er en rødvin, og den anden er en hvidvin, hvilken slags kunne du godt tænke dig at smage" sagde jeg. Leonardo så på de to flasker, og så derefter på mig. "Jeg kunne godt tænke mig at prøve hvidvin" sagde Leonardo. Jeg smilede, og tog et glas. Jeg hældte lidt hvidvin op i glasset, og gav det derefter til Leonardo. Han tog imod det, og satte det op til sin mund, og tog en tår af det. Han blev lidt overrasket over hvordan det smagte. "Hvad syntes du om smagen søde?" spurgte jeg, og tog selv et glas rødvin. "Det smager anderledes, end hvad jeg faktisk forventede, men ellers smager det faktisk godt" sagde Leonardo, og tog endnu en tår. "Kunne du også tænke dig at smage lidt rødvin, så kender du smagen på begge slags" sagde Caleb. Leonardo tømte den smule han havde i glasset. "Jo tak, det kunne jeg godt tænke mig" sagde Leonardo. Jeg hældte lidt rødvin op i hans glas. "Tak søde" sagde Leonardo, og tog en tår af det. Det smagte ligeså godt som hvidvinen havde gjort. 

Men med et begyndte Leonardo at hoste, og satte sit glas fra sig. Han havde fået vinen galt i halsen. Jeg gav ham nogle blide slag i ryggen, og så bekymret på ham. "Er du helt okay søde?" spurgte jeg lidt urolig. Leonardo nikkede blidt. "Jeg er okay søde, jeg fik bare vinen i luftrøret" svarede Leonardo blidt og smilede. "Er du sikker" spurgte jeg. Han nikkede. "Ja søde, jeg er sikker" sagde han kærligt, og gav mig et kys på kinden.

Cornelia så hen på Caleb, som holdt en kuvert i hånden. "Hvor er denne fest henne Caleb?" spurgte Cornelia nysgerrig. Leonardo så på dem, og tog endnu en tår vin. "Den afholdes på Vampirana slottet" svarede Caleb. Leonardo spyttede vinen ud, og så på ham. "Jamen det er jo der, hvor alle de andre vampyre holder til" sagde Leonardo. "Er Vampirana slottet ikke dit hjem Leonardo?" sagde jeg. Leonardo nikkede. "Jo" sagde han. "Men hvorfor invitere de os til deres fest?" sagde Caleb noget tænksom. Leonardo sukkede lidt. "De ønsker jer ikke til middag, de ønsker at drikke jeres blod til middagen" sagde Leonardo. Cornelia sank bange. "Så det er altså en fælde for os" sagde jeg lidt nervøst. Leonardo nikkede, og tog om mig. "Men vil de egentlig angribe os, nu når vi er sammen med dig Leonardo" sagde Cornelia bange. Leonardo tænkte. "Nej det mener jeg ikke, men jeg er ikke sikker" sagde Leonardo. Jeg rejste mig op. "Det vil vi få at se, når vi møder op til festen" sagde jeg, og gik mod trappen. "Hvad skal du søde?" spurgte Leonardo, og rejste sig op. "Jeg skal op og klæde om" svarede jeg, og gik ovenpå sammen med Cornelia for at klæde om.

Leonardo så efter dem. "Klæde om, hvad pokker mener hun med det" sagde han, og kløede sig i nakken. "De vil vel gøre sig klar til festen, og vi burde måske også selv få andet tøj på" sagde Caleb og tog hjem til sig selv for at klæde om. Leonardo ventede, og tog så sin mobil og skulle lige til at ringe, da han hørte at det bankede på døren. Han gik hen og åbnede, og så en ung mand stå udenfor. "Deres højhed" sagde den unge mand og bukkede. "Hvem er De?" spurgte Leonardo. Den unge mand lo lidt. "Det er mig Josh, du ved fra højskolen" sagde han. Leonardo så lidt på ham, og genkendte ham så. "Åh hej Josh, hvad vil du her?" sagde han. Josh rakte en taske frem. "Tænkte du nok ville klæde om her, så jeg fik fat i dit pæne tøj, og tænkte jeg ville give dig det" sagde han, og rakte Leonardo tasken. Leonardo tog imod den. "Mange tak Josh, er der både hverdags, formelt og nattøj?" sagde Leonardo. Josh nikkede, og gik derefter.

Leonardo gik ind i stuen, og satte tasken på bordet, og kiggede så i den. Jeg gik ind i stuen, og så på ham. Jeg havde en morgenkåbe på. "Hvem var det der bankede på søde?" spurgte jeg, og gik hen og tog om Leonardo. "Det var en gammel ven søde, han kom med noget tøj til mig" svarede han, og smilede og vendte sig om. Han smilede blidt, og blottede hendes hals, og ville bide mig. Jeg tog fat i en pude og slog ham for sjov med den. Leonardo blev først forvirret, men så så at jeg grinede. Han tog fat om mig og begyndte at kilde mig, hvilket fik mig til at grine endnu mere. "Søde stop, ellers tisser jeg i bukserne" grinede jeg. Leonardo stoppede med at kilde mig, og jeg for ud på wc, for at få tisset.

Da jeg kom tilbage, kom Cornelia også ind i stuen. "Jeg hørte en grine, hvad sker der?" spurgte Cornelia lidt forvirret. Leonardo satte sig i sofaen, og smilede. "Det var bare mig der kildede Gabriella, fordi hun slog mig i hoved med en pude" svarede Leonardo med et smil. "Ja, men du forsøgte på at bide mig," sagde jeg. Leonardo grinede blidt. "Ja drille bide, ikke for at skade" sagde han, og fik endnu en pude i hoved. Caleb kom ind til dem. "Burde I ikke gøre jer klar?" sagde han, og så på dem. Leonardo smilede. "Rolig nu Caleb, mine forældre starter ikke en fest før jeg er der" sagde Leonardo, og rejste sig op. Jeg så på ham, "Søde han har ret, vi må gøre os klar, det er jo en fest i dit hjem" sagde jeg. Leonardo nikkede, og tog sin taske. Han gik ind i gæsteværelset for at klæde om til festen.

Nogle minutter senere stod Leonardo ude i gangen, han havde lidt problemer med sine støvler. Mig og Cornelia kom ned og gik ud på badeværelset for at ordne makeup. Cornelia opdagede, at jeg ikke tog makeup på. "Gabriella hvorfor sminker du dig ikke, vi skal jo til fest" sagde Cornelia. Jeg smilede bare. "Du ved da, at jeg ikke bruger makeup Cornelia" sagde jeg, og tog min børste. "Men bruger du da ikke lipgloss?" spurgte Cornelia. Jeg rystede på hoved "Nej det gør jeg ikke, jeg bruger lipshine mod tørre læber" svarede jeg smilende. "Så er det derfor dine læber altid ser så flotte ud" sagde Cornelia. Jeg lo lidt. "Vi må hellere blive færdige" sagde jeg og lagde børsten på vasken.
Da vi var klar, gik vi ud i gangen, hvor drengene ventede på dem. Leonardo fik noget af en overraskelse, da han så mig. "Jamen søde dog, hvor ser du dog vidunderlig ud" sagde han smilende. Jeg rødmede, og smilede. "Mange tak Leonardo" sagde jeg, og gav ham et kys på kinden. "Leonardo tror du ikke, at det vil være en god ide, at du sætter dit hår op" sagde Caleb. Leonardo så lidt på ham. "Hvorfor dog det?" sagde han lidt forvirret. "Så du kan se noget, dit hår dækker jo for dit ansigt" sagde Cornelia. "Hvad mener du, jeg kan da godt se" sagde han, og kørte en hånd igennem håret. Jeg tog hans hånd i min. "Søde hvis dit hår er sat op, så kan folk se dit ansigt. Så ved de, at du snakker til dem, og det vil også gøre mig glad" sagde jeg. Leonardo så på mig. "Vil det gøre dig glad... okay så sætter jeg det op" sagde Leonardo, og tog imod en elastik som jeg rakte til ham. Han satte håret op i en lavt siddende hestehale. "Det ser så meget bedre ud søde" sagde jeg. "Jeg er enig" sagde Cornelia. Leonardo smilede. "Men vi må hellere komme afsted, min mor bryder sig ikke rigtigt om at skulle vente" sagde han.

Vi gik alle ud af døren, og Cornelia låste efter os. Leonardo så på pigerne, og tog derefter sin mobil frem. Han ville ringe efter en vogn, for at pigerne ikke skulle gå i deres lange kjoler. "Det er dronning Liva" lød det i den anden ende af telefonen. "Godaften kære mor, det er Leonardo. Jeg vil høre om du vil kunne sende en vogn, så Gabriella og Cornelia ikke skal gå op til slottet i deres lange kjoler" sagde Leonardo høfligt. "Gør jeg med det samme min kære dreng, vognen vil komme med det samme" sagde hun. "Mange tak" sagde Leonardo, og lagde derefter på. "Hvad skulle du have af din mor Leonardo?" sagde Caleb. "Jeg bad min mor sende en vogn, så pigerne ikke skulle gå, og den skulle faktisk være her nu" sagde han.

I det samme kom en virkelig smuk blod rød Audi. "Uh hvor er den flot, men hvad er det for et mærke, som der er på bilens side?" spurgte jeg og pegede. Leonardo så på det, som jeg pegede på. "Det er skam familiens våben skjold min søde ven" sagde Leonardo blidt. Døren gik op, og en mand i uniform kom ud. "Deres højhed" sagde manden og bukkede. "Godaften Andrew" sagde Leonardo, og bukkede høfligt. 

Andrew så på Cornelia og mig, og grab vores arme. "Buk for kronprinsen dødelige" sagde Andrew iskoldt. Jeg skreg, for det gjorde ondt. Jeg hev i min arm, selvom det ikke hjalp. "Andrew slip hende dog, det er min elskede Gabriella, og hendes bedste veninde Cornelia. Denne mand er Caleb, han er Gabriellas storebror" sagde Leonardo fast. "Men Deres højhed, kvinden er jo et menneske, og De selv er vampyrens højt elskede kronprins" sagde Andrew. Jeg trampede min høje hæl ned i Andrews fod, så han slap mig. "Det handler ikke om, hvad race man er, men bare om man elsker hinanden" sagde jeg, og for ind i Leonardos arme. Andrew slap også Cornelia, og gned sin ene fod. "Hvad mener kvinden dog?" sagde Andrew. "Det handler om kærligheden Andrew" sagde Leonardo kærligt, og så på mig. Andrew var helt forvirret. "Hvad er kærlighed Deres højhed?" spurgte han, og så på os. "Kærlighed er når man elsker en højre, end man elsker sig selv. Når man ønsker at gøre den person lykkelig, og den person gør en så glad i hjertet at man mangler ord" svarede Leonardo glad. Andrew blev helt flov. Han bukkede undskyldende overfor Cornelia og mig. "De må meget undskylde, det vidste jeg ikke" sagde han. Jeg så på ham. "Det var et uheld, bare du ikke gør det igen" sagde jeg blidt, for det have jo gjort ondt. "Det lover jeg Dem my lady" sagde Andrew, og holdt døren for os. Leonardo smilede, og så hen på Cornelia. Caleb var urolig. "Er du okay" sagde han. Cornelia nikkede, og smilede blidt. "Ja jeg er okay" sagde hun. Leonardo hjalp Cornelia og mig ind, og satte sig så også ind sammen med Caleb, så vi kunne køre afsted.

Da vi kom op til slottet, stoppede vognen atter op. "Så er vi fremme Deres højhed" sagde Andrew til Leonardo. "Tak for det Andrew" sagde Leonardo og steg ud af vognen. Han hjalp først mig, så Cornelia ud af vognen. Jeg smilede glad, og tog om Leonardos arm. Cornelia tog om Calebs arm, og smilede blidt.

Vi gik mod den store smukke port, som var indgangen, men blev stoppet af en vagt, som spærrede vejen for os. "Holdt hvem er I!" sagde han, og rettede sit våben mod os. Leonardo holdt mig ind til sig. "Jeg er prins Leonardo, dette er min kæreste og mine venner!" sagde Leonardo til vagten. "Javel deres højhed, jeg kunne bare ikke kende Dem med den hestehale, da deres hår altid er løst" sagde vagten, og fjernede sit våben. Leonardo nikkede. "Meddel de andre, at jeg er ankommet" sagde Leonardo. Vagten for ind for at meddele det, da en ny vagt kom ud.

Vi gik alle fire ind på slottet, og vi kunne høre opråberen. "Hans kongelige højhed kronprins Leonardo, og menneskene lady Gabriella, lady Cornelia og lord Caleb!" råbte opråberen. Alle vampyrerne så på dem, de bukkede og slikkede deres læbe. Leonardo førte mig ned af trappen, og bukkede for gæsterne. Jeg så på Leonardo. "De ser meget sultne ud søde" sagde jeg og sank. Leonardo gav min hånd et kys. "Bare rolig Gabriella, de kan ikke røre dig, vi er jo sammen" sagde Leonardo med et smil. Jeg smilede lidt. "Nå ja, det er jo også rigtig nok" sagde jeg. En kvinde så på dem. "Deres højhed, hvorfor har De dog mennesker med til Deres egen fest?" spurgte kvinden. Leonardo smilede blidt. "Jeg har dem med, da Gabriella er min elskede kæreste, Caleb er Gabriellas storebror og en god ven, Cornelia er Gabriellas bedsteven, og hun er Calebs elskede" svarede Leonardo. Kvinden så chokeret på ham. "Er De kærester med et menneske!" udbrød hun. Leonardo nikkede med et smil. "Ja Monica, det er jeg, med den mest vidunderlige menneske pige, som jeg nogensinde har været så heldig at lære at kende" sagde Leonardo glad. Jeg rødmede lidt over Leonardos søde ord. "Men Deres højhed De er vampyr, det er denne pige ikke" sagde Monica. Jeg sukkede over hende. "Det handler ikke om hvad race jeg og Leonardo er, det vigtigeste er jo vores kærlighed til hinanden" sagde jeg. "Men det er imod vores love!" sagde Monica. Jeg begyndte at blive vred. "Så må de love laves om, for Leonardo og jeg elsker hinanden!" sagde jeg meget vredt. Leonardo tog mig ind til sig, for at berolige. "Rolig min elskede, du er jo helt oppe at køre, det skal nok gå alt sammen" sagde Leonardo meget kærligt, og kyssede min pande. Jeg så på ham, og faldt til ro igen. "Det er så forkert, mennesker og vampyrer høre ikke sammen" sagde Monica og rystede på hoved. Jeg så vredt på hende. "Hvis du siger det igen, så skriger jeg altså" sagde jeg. "Det er så forkert, forkert siger jeg" sagde Monica. 

Leonardo holdt mig helt ind til sig. "Søde fald ned, ellers må jeg jo bide dig" sagde Leonardo med smil. Jeg så på ham og jeg faldt mere til ro, ved at være i hans arme. Cornelia og Caleb så nervøst på os. "Du har vel ikke tænkt dig, at bide Gabriella, har du Leonardo?" spurgte Cornelia en smule nervøs. "Måske, måske ikke" sagde Leonardo med et grin. Caleb stivede ved det. "Hvad!" udbrød han. Leonardo begyndte at grine lidt. "Venner rolig nu, I burde da vide, at jeg kun bider Gabriella, hvis hun selv lader mig gøre det" sagde Leonardo smilende. Jeg smilede blidt, og små grinede lidt over Caleb og Cornelia. "Men De drikker da vel stadig blod ikke Deres højhed?" sagde Monica. "Jo det gør jeg skam, men det jeg drikker, er ikke fra mennesker, det blod jeg drikker, er fra dyr" sagde Leonardo blidt og grinede. 

Jeg smilede lidt over Leonardo, og gav ham et kærligt og ømt kys på munden. Monica stivnede ved synet. "ALARM! mennesket angriber kronprins Leonardo!" skreg en kvinde, som så dem. Vagter kom løbende hen til Leonardo og mig, de tog hårdt fat i mine arme. Jeg skreg, da det gjorde ondt. "Slip hende dog, det gør jo ondt" sagde Leonardo. "Vi fjerner hende, og får hende elimineret" sagde en af vagterne. Leonardo stivnede, og knækkede sammen. "Leonardo er du okay?" spurgte Cornelia lidt forsigtigt. Leonardo hev efter vejret. "Jeg kan ikke få luft" svarede han. Caleb stivede, og støttede Leonardo. "Vil det sige, at hvis de dræber Gabriella, så vil du dø af det?" sagde Caleb. Leonardo nikkede med hoved. Vagten så på Leonardo. "Hvad mener De med, at Deres højhed vil dø, hvis menneske kvinden dør?" sagde vagten. Cornelia så på den kvindelige vagt. "Leonardo har haft mistet livet en gang, han kom kun tilbage til livet, fordi døden så deres kærlighed, så så længe Gabriella lever, så længe kan Leonardo også" sagde Cornelia. Leonardo så på vagten der holdte mig. "Slip hende.....nu" sagde han. Vagten gav slip på mig med det samme og jeg for hen til ham, og tog om ham. "Søde kom nu op, du må have noget at drikke" sagde jeg, og hjalp ham op at stå. "Jeg henter noget blod til Dem Deres højhed" sagde vagten. Jeg rystede på hoved. "Han skal have vand, ikke blod" sagde jeg, og kyssede Leonardos kind. Vagten stivnede, over mine ord. "Hvad! men så dræber De ham jo!" udbrød vagten. Leonardo sukkede. "Gabriella har ret, det er vand jeg behøver, for det er ikke sult, bare svimmelhed. Jeg kan både tåle vand og blod" sagde Leonardo. "Javel Deres højhed, nå ja prinsesse Victoria er her Deres højhed" sagde vagten. "Javel, få hende her hen med det samme" sagde Leonardo, og lød en anelse usikker. Vagten nikkede og løb så afsted. Cornelia havde opdaget Leonardos usikkerhed. "Er du okay, du lød virkelig usikker, da du bad dem hente hende" sagde Cornelia. Leonardo nikkede, og holdt mig tættere ind til sig. "Hun er min ex, og jeg vil have, at hun ser Gabriella, og derved også vil lade mig være" sagde Leonardo og kyssede mig oven på håret. Jeg smilede, og lagde min hånd på Leonardos kind, og kyssede den.

En ung smuk kvinde kom hen til dem, og nejede for Leonardo. "De ønskede at tale med mig Deres højhed" sagde hun. Leonardo sukkede kort. "Ja prinsesse Victoria, jeg ønskede at vise Dem min kæreste, Gabriella, og bede Dem om at lade mig være i fred" sagde Leonardo, med en anelse vrede i stemmen i sidste del af sætningen. Jeg krammede glad Leonardo, men også for at berolige ham, da jeg kunne høre, at han var vred. Prinsesse Victoria stod som chokeret, over Leonardos ord. "Det kan ikke være Deres alvor, hun er et sølle menneske, en blodbank for os vampyrer" sagde prinsesse Victoria, og så meget fornærmet på Leonardo. "Det er mit alvor prinsesse, jeg elsker Gabriella af hele mit hjerte, og De må forstå, at jeg ikke elsker Dem mere," sagde Leonardo, og knyttede hånden, for at styre sin vrede. Prinsesse Victoria blev mere vred og fornærmet. Hun vendte om på hælen. "Hun bliver Deres død kronprins Leonardo, det er jeg sikker på" sagde hun og gik. Jeg så forvirret på Leonardo, da jeg ikke forstod hvad der var galt med prinsesse Victoria.

Cornelia så lidt på Leonardo. "Har du nogensinde bidt hende prinsessen Leonardo? Eller har hun nogensinde bidt dig?" spurgte Cornelia. Leonardo så forvirret på hende, hvorfor spurgte hun dog om det. "Jeg har aldrig bidt hende, men hun bed godt nok mig for år tilbage" svarede han. Caleb bed sig i læben. "Du ved vel at hun bed dig, enden at hun gik" sagde han. Leonardo stivnede og tog sig til hoved. "Det er skidt, meget skidt, hendes bid vil gøre mig ond" sagde han, og slikkede sin læbe. Han greb fat i min arm, og holdt mig i et fast greb. Han satte sine hug tænder meget tæt på min hals og jeg stivnede. "Søde jeg beder dig, du må ikke bide mig" sagde jeg, og mærkede frygten stige i mig, ikke fordi Leonardo ville bide mig, men på grund af den måde han havde fat i mig på. Leonardo snerrede bare af mig. "Hvorfor skal jeg så ikke det menneske, du kan intet bestemme, jeg er vampyrenes kronprins" snerrede han og tog hårdere fat i mig. Jeg bed mig i læben, da det gjorde ondt. Jeg mærkede mine øjne blive våde og tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. "Søde lyt til dit hjerte, jeg beder dig, det er mig, din kæreste Gabriella" græd jeg, da jeg kunne mærke Leonardos negle bore sig ind i min arm. Leonardo klemte hårdere om min arm. Jeg skreg, da det gjorde helt vildt ondt i min arm. "Hold mund menneske, jeg har intet hjerte for et menneske, jeg er vampyr kronprinsen, så forstå det dog!" skreg han vredt. Jeg begyndte a græde hårdere, det pinte mig at Leonardo ikke huskede mig. "Søde jeg beder dig... hulk... lyt nu til min stemme, min elskede, det er din egen Gabriella" sagde jeg, og håbede virkelig at han ville kunne kende min stemme. Leonardo så lidt på hende, og løsnede så sit greb, så han til sidst slap mig. "Deres stemme menneske, den minder mig om en drøm jeg engang havde, om en ung kvinde jeg engang nægtede at bide" sagde Leonardo. Jeg gemte mig bag Caleb, og holdt grædende om mine arme. "Deres højhed, kan De huske kvinden?" spurgte Caleb, og forsøgte på at trøste mig. Leonardo nikkede lidt. "Ja en smule kan jeg da" svarede Leonardo og så så mine tårer. Cornelia fjernede dem, og så hen på Leonardo. "Hvor meget kan De huske Deres højhed? Har De nogensinde sunget for hende?" spurgte Cornelia. Leonardo syntes, hun spurgte ret meget. "Jeg kan huske hendes stemme, men hvad hendes navn er, det kan jeg ikke huske" svarede Leonardo. Caleb så på ham, og holdt mig bag sig. "Må vi høre Dem synge Deres højhed?" spurgte Caleb, i håb om at det ville få ham til at huske. Leonardo så lidt mistænkelig på ham. "Det kan i vel godt" sagde han, selvom det undrede ham lidt. "Mange tak Deres højhed" sagde Cornelia, og nejede for ham. Hun håbede lige som Caleb, at det ville gå ham til at huske dem, og især at huske Gabriella igen.

"Jeg kender din sang, 
ja jeg kender din duft.
Jeg kender dine øjne,
der er så smuk og klar.

Jeg høre din stemme,
jeg høre en melodi.
Jeg høre smukke toner,
som din stemme siger.

Jeg mærker din hud, 
jeg mærker den imod min.
Jeg mærker din læbe,
der er så rød og varm.

Jeg ser dit hår,
jeg ser dit ansigt.
Jeg ser dine øjne,
jeg ser dig her.

Et hjerte vi har,
sammen du og jeg.
Jeg elsker dig,
af hele mit hjerte".

Sang Leonardo, med et smil på sin læbe. Cornelia smilede over det. "Det lød virkelig smukt Deres højhed" sagde Cornelia. Leonardo så noget tænkende ud. "Hvad tænker De på?" spurgte Caleb, og håbede, at han snart kunne lade være med at sige De til Leonardo. "Jeg tænker på verdens dejligeste pige, og lad være med at kalde mig De" svarede Leonardo. "Vil du så ikke bide Gabriella, for det ville du nemlig før" sagde Cornelia. Leonardo stivnede, og så hen på mig. "Jeg vil aldrig bide hende uden at få lov, jeg elsker hende af hele mit hjerte" sagde Leonardo, og frygtede at Gabriella hadede ham. "Du huskede hende nu ikke før, hvor du havde hårdt fat i hende" sagde Cornelia lidt surt. Leonardo så ned. Gabriella var da ellers altid i hans tanker, han kunne overhoved ikke huske hvad der var sket før. Jeg så lidt bange hen på Leonardo, for mon han var min elskede igen, eller om han stadig var den onde udgave. Caleb så bekymret på sin lillesøster, og havde lyst til at slå Leonardo, for den forskrækkelse han havde givet mig. Leonardo knyttede sine hænder. "VICTORIA KOM HER!" skreg han, da han ville have fat i den modbydelige kvinde vampyr. Jeg græd stadig, for jeg var i tvivl om jeg nu havde mistet ham. Leonardo tog om mig, og tog hende ind i sine arme.

Prinsesse Victoria kom hen til os. Jeg gemte mit hoved ind imod Leonardos brystkasse. "De kaldte på mig Deres højhed" sagde hun, med en kold tone, da hun stadig var fornærmet. Lenardo holdt mig tæt ind til sig. "Det kan du bande din hug tand på, Victoria... Caleb kald lige på vagterne" sagde Leonardo. Caleb nikkede, og kaldte på dem. Vagterne kom hurtigt hen til os og de bukkede for os. "De bad os komme" sagde en af dem. Leonardo nikkede, og så på dem. "Ja, I skal fjerne Victoria fra mit åsyn, og så skal i fjerne hendes hugtænder helt, og det er med det samme" sagde Leonardo til dem. Vagterne og prinsesse Victoria stivnede. "Men deres højhed, så gør De hende jo til et menneske" sagde vagterne. Leonardo nikkede bare. "Det ved jeg, men hun skal lære, at ved at få mig til at skade og glemme Gabriella, så vil hun blive straffet hårdt. Det er hendes straf, død er en for venlig straf" sagde Leonardo og så væk. Så begyndte prinsesse Victoria at bede om tilgivelse. Jeg så ind i hans øjne. Jeg syntes det var en lidt for hård straf at give prinsesse Victoria. "Søde, at miste sine hugtænder er alt for hård straf," sagde jeg. Leonardo så på mig og kærtegnede min kind. "For hård en straf? Søde skat hun fik mig til at glemme dig, og skade dig. Det skal hun straffes for, om så det bliver tortur for hende" sagde Leonardo, og så ind i mine øjne. Jeg kærtegnede kærligt hans kind. "Søde jeg ved det godt, men hun er jo en vampyr, hvis du tager hendes hugtænder fra hende. Så vil det være som for dig, hvis man dræbte mig og tog mig fra dig" sagde jeg, og gav Leonardo et dybt kys. Leonardo gengældte kysset. "Men søde hvad vil du så mene er en passende straf for hende, så hun kan lære at man ikke skal skade dig, og gøre mig vred" sagde han og så på mig. Jeg tænkte lidt over det, og fik så en god ide. Jeg hviskede ideen i Leonardos øre, og Leonardo var vild med ideen. "Prinsesse Victoria, de må ikke drikke nogen former for blod i en hel måned, og hvis du drikker noget blod, så forlænges straffen med to måneder" sagde Leonardo og så alvorligt på hende. Prinsesse Victoria stivnede bange. "Men Deres højhed, hun vil jo dø, hvis hun ikke må få noget blod" sagde en af vagterne. Leonardo rystede på hoved af det. "Nej hun vil ej, hun kan slukke sin tørst med vand, det er forfriskende" sagde Leonardo. Prinsesse Victoria så på ham. "Ad, vand er jo kun for menneskene, det kan ingen vampyrer jo drikke" sagde hun. 

Leonardo grinede af hende, over hendes reaktion og kommentar af vand. "Det er nu ikke helt sandt, jeg drikker da også vand, og jeg er da en vampyr" sagde han og smilede. Prinsesse Victoria så forfærdet på ham. "Drikker De vand!" skreg hun så højt, at alle de andre vampyrer hørte det. Alle vampyrerne samlede sig rundt om dem. "Hvad sagde De, drak vand?" spurgte en gammel vampyr der hed Weise. "Kronprinsen gør, han vil hellere drikke vand, end han vil drikke blod" svarede prinsesse Victoria. Vampyrerne så chokereret på hinanden. De så på Leonardo, for at se om det var sandt. "Det er sandt at jeg drikker vand" sagde han. "Har De så stadig Deres hugtænder?" spurgte en. Leonardo så forvirreret på dem. "Ja, jeg har skam stadig mine hugtænder. Hvorfor spørger I om det?" sagde Leonardo. Vampyrerne blev ved med at sige "Vores prins er død" og det gjorde meget virkelig vred. Så vred, at Leonardo måtte holde mig tæt ind til sig.

Med et lød opråberens stemme, og en vred barnestemme lød også. Leonardos lillebror Tobias kom ned af trappen. "Hvor er min broder!" skreg han. Alle bukkede for ham. "Deres broder er desværre død" sagde en. Tobias stivnede, men så så han mig slå den der havde sagt det. "Tro ikke på dem Tobias, de siger kun sådan, fordi Leonardo drikker vand" sagde jeg. Tobias smilede glad ved synet af mig, inden han løb hen til mig. "Gabriella! Hvor er Leonardo?" sagde Tobias, og gav mig et kram. Cornelia og jeg så på ham. "Leonardo er lige gået udenfor, han fik vist nok af, at de hele tiden spurgte om han havde sine hugtænder" sagde Cornelia. Tobias så på hende, og blev forvirret. "Hvorfor spurgte de ham dog om det" sagde Tobias. Jeg sukkede lidt. "Det spurgte ham om det, fordi han drikker vand, ligesom jeg gør" sagde jeg. Tobias så helt overrasket på hende. Tobias forstod det ikke, han havde da prøvet at smage vand, og det smagte da godt nok. Jeg så ud, og kunne ikke se Leonardo.

Tobias så på mig, og tog min hånd. Han hev mig med hen til en smuk udsmykket dør. "Hvad er der bag døren her Tobias?" spurgte jeg. "Døren her føre til Leonardos værelse, jeg ved han har en balkon der inde, som han tit går ud på, hvis han vil væk fra de andre" sagde Tobias. Jeg nikkede, og tog forsigtigt fat i døren. Med et lød der en underlig stemme. "Den som vover sig ind her, vil bøde i tusind smerte". Jeg så forvirret på Tobias. "Hvad var dog det" sagde jeg og trykkede håndtaget ned. "Tryk ikke håndtaget ned, før Leonardo råber kom ind!" udbrød han. 

Men desværre for sent. Jeg mærkede en smerte i mit håndled, og trak min hånd til mig. Jeg bed tændere sammen, men skjulte så smerten, da jeg ikke ville gøre Tobias bange. Tobias tog fat i mit håndled, og så på det. Han stivnede helt. "Leonardo skynd dig at komme, slangen i dit håndtag har bidt Gabriella!" skreg Tobias. Jeg begyndte at græde og ryste af frygt. Med et mærkede jeg et par stærke, muskuløse arme omkring mig. Jeg drejede hoved og så Leonardo. Han tog mit håndled og bed mig samme sted som slangen. Han begyndte at suge giften ud af mit håndled, og spyttede giften ned i en lille flaske, som Tobias rakte ham. Jeg så på ham, og rystede bange. "Slip mig!" skreg jeg grædende. Leonardo så på mig. "Søde rolig nu, det er mig, din Leonardo" sagde Leonardo. Jeg fortsatte med at græde, da jeg var bange for at dø. Leonardo sikrede sig, at han havde fået alt giften ud af mig. Han gav Tobias flasken, efter han havde lukket den. Tobias gik hen til et skab og satte den der ind.

Jeg så bekymret på Leonardo. "Søde hvordan kan du dog klare slange gift" sagde jeg lidt bange. "Kan jeg heller ikke" sagde han og for ud på toilettet. Jeg løb efter ham, og så ham hænge på hoved fra loftet. Han fladt ned, og slog hoved mod vasken, idet jeg kom ind. Jeg løb hen til ham og lagde en klud mod hans pande. "Hvad lavede du dog der oppe, det er jo farligt" sagde jeg. "Sådan hænger vi vampyrer, når vi skal kaste op, for ikke at kunne sluge opkastet" sagde han. Jeg rystede på hoved af ham, og foldede mit lommetørklæde efter at have duppet såret i hans pande. "Du skal altså passe på, det fik dig til at bløde" sagde jeg. Leonardo så på mig, og lagde hånden mod sin pande, og så på sin hånd efter han havde sænket den igen. Den var mørkerød, og det fik ham til at stirre lidt. Han lukkede sit øje, da lidt blod løb ned over hans øje. Jeg fjernede blodet med mit lommetørklæde, men fik et chok, da Leonardo greb fat i mit håndled. "Det gør ondt" sagde han, og ville have mig til at stoppe. "Ja selvfølgelig gør det ondt søde, det er jo et åbent sår, og så er det dybt" sagde jeg, og fandt noget bandage som jeg bandt om hans pande. "Vær mere forsigtig søde, vil ikke have der sker dig noget" sagde jeg og så på ham. Leonardo lovede at være mere forsigtig.

Efter lidt tid gik vi tilbage til de andre. Leonardo var ligeglad med at folk kaldte ham for menneske, det vigtigste for ham var nemlig mig. Han kyssede mig på kinden, så jeg begyndte at rødme. Vi gik forbi Leonardos dør til hans værelse, og jeg så lidt nervøst på den. Leonardo så usikkerheden i mit blik, og kyssede min hånd. "Du behøver ikke være bange for døren søde" sagde han kærligt. Jeg så på ham, og tog mere fat om hans arm. Det var nu ikke døren, som jeg var bange for, men den modbydelige slange som der var i håndtaget. "Det er mere den slange" sagde jeg, og så på ham. "Den bider alle hvis den kan komme til det Gabriella" sagde han og tog fat i døren. Han bed sammen, og trak sin hånd til sig. Jeg så det, og så bekymret på ham. "Leonardo?" sagde jeg, og lagde hånden på hans arm. "Det er intet søde, lad os nu slutte os til de andre" sagde han blidt. Han snuppede et par hvide handsker, som lå på bordet ved døren.

Vi gik ind i salen hvor alle de andre var, men de stirrede alle på os. "Hvad er der dog sket med prinsen" sagde en ung vampyr pige. Prinsesse Victoria kom frem, og så koldt på mig. "Det er sikkert det menneske, som der har skadet ham" sagde hun. Jeg gemte mig skræmt bag Leonardo, da alle vampyrerne så på mig med is kolde blikke. Jeg sank nervøst, og så på Leonardo. Han sukkede over de andre vampyrer, og så på dem med et meget træt og svagt blik. 

En lille vampyr pige kom løbende hen til dem. Jeg kunne kende hende, det var jo den søde lille Mary. Jeg huskede hende fra Vampirana Day, hvor alle vampyrerne var med. "Hey" smilede Mary glad. "Hej med dig Mary" sagde jeg, men Leonardo nåede ikke at sige noget, før han faldt om på gulvet og blev liggende. Jeg skreg, og knækkede ned på mine knæ. Jeg løftede hans hoved op på mit skød, og nussede ham uroligt i håret. "Prinsen ser meget syg ud" sagde Mary, og så på os. Jeg måtte give hende ret, for sved løb ned af Leonardos pande. Prinsesse Victoria beskyldte mig for at have gjort Leonardo syg, og jeg blev overrasket over beskyldningerne. Mary derimod blev sur over det. "Gabriella er altid den der gør ham glad!" skreg Mary. Jeg så ned på Leonardo, måske havde prinsessen Victoria ret, måske var det min skyld, at Leonardo nu var syg. Jeg fjernede Leonardos hoved fra mit skød, og rejste mig op. Jeg så på dem alle med tårer i mine øjne, selv da Tobias kom herhen. Han havde nemlig hørt Mary skrige op. Han så på mig, for at finde ud af hvad der var sket. "Mary stop nu, måske har hun ret, måske er det min skyld at han nu er syg" sagde jeg og så ned, for at skjule mine tårer. Tobias så på Leonardos håndled. "Nej det er ikke Gabriella, han har slange bide mærke i hånden, jeg tror at slangen i hans dør har bidt ham" sagde han. Jeg så nervøst på ham, for så kunne man jo ikke redde Leonardo. Men prinsesse Victoria begyndte bare at grine. "Jeg kan redde ham, og så bliver han min" grinede hun. Mary så surt på hende, og bed først mig, og derefter Leonardo i armen. Hun ville hjælpe, ved at ligge noget af mit blod over i Leonardos årer, men prinsesse Victoria grinede bare. "Dumme lille pige, det der gør ikke Leonardo til menneske pigens, det gør ham til din" sagde prinsesse Victoria, og grinede så meget, at hun var ved at få ondt i maven af det. Mary græd ulykkelig over det hun havde gjort, for hun ville jo bare hjælpe. Jeg trøstede hende, enden hun gik udenfor.

Tobias sparkede prinsesse Victoria og gik så op til sine forældre, og fortalte hvad der var sket. Dronning Liva gik ud til mig, og imens gik kong Kenneth ned til Leonardo, og fik ham op at sidde. Dronning Liva lagde hånden på min ene skulder. "Miss Gabriella hvad er der sket, Tobias kom op til os, og sagde at du og Leonardo ikke længere var et par, hvad er dog grunden til det" spurgte hun. Jeg tørrede mine øjne, og så op hende. "Leonardo blev bidt af slangen fra sin dør, og da vi kom her ind faldt han om. Mary forsøgte at fjerne giften, men prinsesse Victoria sagde så, at nu tilhøre Leonardo Mary, og ikke mig" græd jeg.

Døren bag os gik op, og kong Kenneth kom ud. Han havde fat i Leonardos nakke og hestehale. Han rettede Leonardo mod mig. Leonardo bed sine tænder sammen, for det gjorde ondt. "Hvad har jeg dog gjort far... av!" sagde han, og forsøgte på at komme fri, det lykkes dog ikke. "Se på din Gabriella, se hendes tårer, så kan du se hvad du har gjort" sagde han. Leonardo så tårerene og rev sig fri. Men jeg løb ned af trappen med tårerene trillende ned af mine kinder. Jeg hørte Leonardo løb efter mig, og prøvede på at stoppe mig. "Søde hvad er der galt, hvorfor græder du dog" sagde han uroligt. "Lad være med at kalde mig det!" skreg jeg grædende, og rev mig fri af hans greb, inden jeg løb min vej. "Gabriella!" skreg Leonardo.

Mary kom forsigtigt ud til dem og hev forsigtigt i Leonardos ærme. "Deres højhed, jeg har en dårlig nyhed til Dem" sagde hun med en lidt nervøs stemme. Leonardo så på hende. Hvad kunne dog være værre, end at Gabriella ikke ville tale med ham. Han gik tilbage til balkonen, med Mary i hælene. "Når der bliver fuldmåne igen, så vil Gabriella ikke længere være et menneske!" sagde hun, og det fik Leonardo til at stoppe op. Han så på hende, og satte sig på hug foran hende. "Hvad mener du med det Mary?" spurgte han lidt uroligt. Mary bed sig i læben, og så på ham. "Prinsesse Victoria bed hende, enden hun gik her ud" svarede Mary og sank lidt bange. Leonardo for op, da han hørte det. "Hvad? Har den lede møg vampirana siando bidt min Gabriella!" skreg han vredt. Mary blev bange, og gemte sig bag dronning Liva. Hun nikkede bange, og gemte sig mere. "Ved næste fuldmåne, vil Gabriella være vampyr" sagde Mary bange, da Leonardo skræmte hende.

Balkon døren gik op, og Caleb kom ud. Mary for hen bag ham, og rystede. "Jamen hej igen lille ven" sagde han. "Goddag mr. Caleb" sagde Mary, og for ind. Caleb så hen på Leonardo. "Leonardo man kan høre dig skrige op der inde, hvad er du dog så vred over" sagde Caleb. "prinsesse Victoria har bidt Gabriella!" sagde Leonardo vredt, og kogte helt af vrede. "Javel" sagde Caleb og gav et kort nik fra sig. Leonardo greb fat i ham. "Hvad mener du med javel!" sagde han. "At jeg har forstået det" sagde Caleb hurtigt, og fik sig fri og hostede. "Åh okay, undskyld Caleb" sagde Leonardo, og så ud på den stjerne klare natte himmel.

Der måtte da være en modgift, så han kunne redde sin elskede. Han så trist hen på sine forældre. "Leonardo rolig min dreng, der er en modgift så du kan redde hende. Det er de lysende blå krystaller, som ligger oppe i klipperne. Men rejsen er lang Leonardo, den vil tage 20 dages rejse, at nå der hen" sagde kong Kenneth. Leonardo prøvede at regne rejsens samlede dage sammen, og stivnede. "Men det er 40 dage i alt, og Gabriella vil blive vampyr om 25 dage, vi når det aldrig" sagde Leonardo, og blev virkelig ked af det. Caleb lagde sin hånd på hans skulder. "Vi tager hende da med Leonardo, så er der tid nok" sagde han blidt. Leonardo sukkede og så ned. "Men hun vil jo ikke snakke med mig, så det bliver svært at få hende med" sagde han trist, og satte sig på balkon kanten. Caleb så på ham, og sukkede. "Giv hende tid" sagde han.

Leoardo så ned, og tog sin mobil frem. Han tastede Gabriellas nummer, og prøvede at ringe hende op. Der gik lang tid, før der lød et svar i telefonen. "Hej Gabriella, vi har fundet ud af hvor der er en modgift til dig, Caleb og Cornelia kommer og henter dig, så vi kan hente det. Når du er reddet skal jeg nok forsvinde ud af dit liv" sagde Leonardo. Gabriella sank på den modsatte side af telefonen. "Hvad mener du med at forsvinde ud af mit liv Leonardo, kommer du da ikke med hjem?" spurgte jeg, og så ud af vinduet. Leonardo sukkede trist. "Nej Gabriella, du bad mig jo lade dig være, så det vil jeg gøre. Men jeg vil redde dig fra vampyr livet først" sagde han trist. Jeg stivnede helt. Gråd kom frem i min stemme igen. "Leonardo jeg beder dig, jeg mente det jo ikke, jeg blev bare virkelig ked af det. Vil du ikke nok komme med hjem" sagde jeg, og knyttede min hånd, i et forsøg på at styre gråden. Leonardo sukkede trist. Caleb så på ham. "Tag nu med hjem Leonardo" sagde han. Han så på ham. "Okay så, jeg kommer også" sagde han. "Så vil jeg have et dejligt varmt bad klar til dig, når du kommer hjem søde" sagde hun, inden hun lagde på og Leonardo kunne høre smilet i hendes stemme. Leonardo var helt forvirret, og så på sin mobil. Havde Gabriella lige kaldt ham søde, han rejste sig op. Han tog med Cornelia og Caleb hjem.

Da de kom tilbage til huset, stod jeg i dør åbningen. Mit hår hang løst ned over den ene skulder. Leonardo så på mig, hans hår var helt vådt af sved. Han havde løbet hele vejen, imens havde han ladet de andre blive kørt. Jeg gik ned til ham, og kørte en hånd igennem hans svedige hår. "Er du okay søde, du virker forpustet" sagde jeg lidt bekymret. Leonardo nikkede, og tog mig ind i sine arme. "Jeg er okay Gabriella, jeg valgte bare at løbe hele vejen" sagde han blidt. Jeg smilede, og hev ham med ind. Men man kunne stadig se tristhed i mit blik. "Søde hvorfor blev du så ked" sagde Leonardo mens han gik med mig ud på badeværelset. "Frygtede jeg ville miste dig" sagde jeg kort, og så ned. Jeg fandt nogle håndklæder, og lagde dem frem til ham. Leonardo så på mig, og holdt mig tæt ind til sig. Han løftede min hage, og kyssede mig på munden. "Du mister mig aldrig skat" sagde han kærligt. Jeg smilede glad, og kyssede ham længe, enden jeg gik ud fra badeværelset.

Caleb og Cornelia kom ind, og så på mig. Jeg smilede, og gik så hen for at finde tøj til Leonardo. "Er Leonardo gået i bad, mon han så synger i badet igen" sagde Caleb. Det håbede jeg, men efter lidt tid kom Leonardo ud af badet. Han havde en morgenkåbe på, og tørret sit hår. Han smilede, og gik hen og kyssede mig kind. Jeg smilte igen og lagde armene om ham. Jeg prøvede på at skjule mit gab mod hans bryst, men Leonardo opdagede det, og efter at have fået nattøj på, gik vi alle i seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...