Vampirana Likaro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Gabriella er en menneskelig kvinde og Leonardo er vampyrernes kronprins. To så unge individer fra to vidt forskellige verdener, men sammen prøver de at skabe deres egen verden, hvor begge bliver accepteret. Med modgang og folk som prøver at skille dem er, er det muligt for dem, at føre deres drøm ud i livet? Eller vil det mislykkes dem?

12Likes
42Kommentarer
1164Visninger
AA

10. En kamp med tiden

Da solen stod op den følgende morgen, vågnede Leonardo og jeg ret hurtigt. Men solen skar ind i mine øjne, så jeg gemte mit hoved ind imod Leonardos brystkasse. Han smilede, og kyssede min pande. jeg var virkelig bange, og det kunne Leonardo mærke på mig. "Søde vi finder modgiften til dig, før du kan sige mikaka nura" sagde Leonardo, og rejste sig op for at få tøj på. Jeg steg ud af sengen, og hen til mit skab. Jeg tog en god trøje og et par gode bukser på.
 

Da vi kom neden under var Cornelia og Caleb også klar. Jeg så på de andre, og bandt mit hår op i en hestehale. "Lad os komme afsted nu, så vi hurtigt kan komme afsted" sagde Caleb. Leonardo rystede på hoved af ham. "Klap lige sjakalen Caleb, vi skal da have mad med til rejsen, ellers kan vi ikke klare det" sagde Leonardo. Cornelia så noget forvirret på ham. Leonardo så hendes udtryk og begyndte at le. "Det er det samme, som når I siger klap lige hesten" grinede han blidt. Vi grinede også, for det lød jo rigtigt nok. Jeg smurte madpakker til alle, og lagde madpakkerne ned i en rygsæk. Cornelia tog nogle af dem, og lagde i den rygsæk, som Caleb ville tage med. "Tak søde" sagde Caleb med et smil, og kyssede hendes kind.
 

Med et prikkede Cornelia til Leonardo. "Hvad er der Cornelia" sagde han, imens han spændte sine støvler. Cornelia anede ikke hvordan, hun skulle forklare det hun havde set, så hun skubbede os udenfor, da vi havde fået støvler og sko på. Leonardo så de bevingede heste, som stod og åd af græsset. "Jamen dog det er jo pegasusser, de bevingede heste som der skal bringe os til bjerget. Hvor vi kan finde krystallerne" sagde Leonardo, og gik hen til en af dem, og nussede den på manen. Jeg gik forsigtigt hen til ham. "Er de farlige?" spurgte jeg, for jeg havde altid troet at bevingede heste kun eksisterede i eventyr. Leonardo tog min hånd, og lagde den imod pegasussens hoved. "Nej de er ikke farlige søde, de er meget venlige" sagde han. Han tog mig med hen til en, og gik ned på det ene knæ, og kiggede under den. "okay, det en hoppe" sagde han, og løftede mig op på den, og gav mig dens tøjler. Imens løftede Caleb Cornelia op på en anden. Leonardo smilede, og hoppede derefter op på den der stod foran alle de andre. Caleb havde lidt problemer, men efter meget besvær kom han op.
 

Da vi var klar, tog vi afsted. Leonardo holdt øje med os, og hviskede ind i pegasussens  øre, hvor de skulle hen. Vi fløj et godt stykke i løbet af nogle dage, men da vi havde fløjet i næsten 14 dage, var vi alle sammen ved at være trætte. Med et hørte Leonardo et skrig, og så mod lyden. Det var Cornelia, som der var blevet smidt af, og styrtede mod jorden. Leonardo fik hurtigt sin pegasus til at styrte ned mod hende, og fik fat i hende. Cornelia rystede over hele kroppen, og vi valgte at lande.
 

Caleb nærmest sprang af sin, da vi nåede jorden. Han for hen til Leonardo, og løftede Cornelia ned. Hun var både bleg og rystede af skræk. Leonardo hoppede af sin, og gik hen og fik mig ned. "Er hun okay?" spurgte jeg, lidt urolig for Cornelia. Leonardo så på hende. "Hun er okay, bare lidt rystet af styrtet. Men nu tager vi alle et hvil, og så tager vi videre når hun er klar" sagde han. Jeg nikkede blidt. Caleb gav Cornelia en flaske vand, og tog et tæppe fra pegasussen, og lagde det om hende.. Han satte sig ved hende, og tog hende ind i sine arme. Leonardo tog det andet tæppe, og lagde det om mig, og samlede derefter brænde. Så vi kunne få et bål at varme sig ved. Jeg lagde tæppet til siden, og hjalp ham med brændet. Da bålet var tændt, satte Leonardo sig ned, og lagde igen tæppet om mig. Men jeg lagde det om ham i stedet, og krøb ind i hans arme, inden jeg faldt i søvn. Der gik heller ikke lang tid, før at Cornelia og Caleb også sov.
 

Senere den nat vågnede jeg op med et chok, og i et skrig. Skriget var så højt, det vækkede Cornelia og Caleb. Leonardo sov ikke, og tog mig ind i sine arme, for at berolige mig. "Rolig min skat, jeg er her" sagde han trøstende og kyssede min pande. Jeg så på ham, og faldt til ro igen. Cornelia og Caleb lagde sig roligt til at sove igen i hinandens arme. "Se at få sovet søde, vi skal flyve langt i morgen" sagde Leonardo kærligt. Men jeg var ikke træt mere, jeg var jo lys vågen nu, så kunne jeg jo ikke bare lægge mig til at sove igen. 
 

Leonardo holdt mig tæt, og kyssede blidt min hals. Jeg nød det, og kørte en hånd igennem Leonardos hår. Han smilede og lænede sig ned mod mig, og kyssede mig længe på munden. Jeg gengældte kysset. Leonardo tog fat om begge mine hænder og holdt dem over mit hoved, inden han slikkede mig ned af halsen. Jeg gispede overrasket. Leonardos øjne lyste røde, og han bed mig. Jeg bed mig lidt i læben, for det gjorde lidt ondt. Med et fik jeg en ny fornemmelse, en følelse af at blive pirret. Jeg kunne mærke hvordan to fingre, blev kørt mod mit underliv. Jeg stoppede ham hurtigt, og kærtegnede hans kind. "Ikke her hvor de andre sover, søde" bad jeg.
 

Leonardo rejste sig op, og løftede mig op i sine arme, og tog mig med hen under et træ. Han lagde mig ned på jorden, og kyssede hendes hals, der hvor han havde bidt før. Jeg nød det, og tænkte lidt på, hvordan det mon det var at bide en anden. "Søde må jeg bide dig?" spurgte jeg rødmende, da jeg igen mærkede to fingre mod mit underliv. Leonardo så ind i mine øjne, mens han fortsatte med at nusse mit underliv. "Søde det er ikke en god ide, hvis du smager blod fra en anden, vil du blive forvandlet til en vampyr" sagde han kærligt. Jeg forstod godt at jeg ikke måtte, men hans bid var så pirrende. Leonardo smilede, og åbnede min trøje, og kyssede mig ned mellem brysterne. Jeg rødmede endnu mere, da Leonardo fjernede alt mit tøj, og tog min uskyld. Jeg bed smerten i mig, og kyssede ham længe og lidenskabeligt, for ikke at skrige, selvom jeg kunne mærke, at han var langt oppe i mit underliv. Leonardo smilede og bevægede sig inde i mig. Der gik ikke lang tid, før at Leonardo kom. Jeg skreg af nydelse, og Leonardo opdagede at der var hugtænder på vej frem i min mund.
 

Han trak sig ud, og fik tøj på og hjalp mig i tøjet igen. Han gik hen til Caleb og vækkede dem. Caleb vågnede lidt irriteret op, og så på ham. "Hvad er der Leonardo" sagde han med et gab. "Vi må afsted nu, hugtænderne er ved at komme frem i Gabriellas mund" sagde han. Caleb rejste sig hurtigt op, og fik alt op på pegasusserne. Leonardo hjalp mig op på ryggen af en, og da alle var klar fløj de hurtigt afsted, nu skulle det gå stærkt. Jeg så på Leonardo, og forsøgte at flyve lige så hurtigt som ham. Det lykkes ikke rigtigt, så jeg gav den sådan et spark, at den smed mig af. Cornelia så det og skreg. Leonardo så det også, og fløj hurtigt ned, og greb mig og holdte mig ind til sig, så jeg ikke faldt af igen. Jeg holdt rystende om ham, og så på ham. "Er du sur på mig søde?" spurgte jeg lidt nervøst. Leonardo sukkede lidt. "Nej søde jeg er ikke sur på dig, men vi må skynde os nu, der er kommet hugtænder frem i din mund" svarede han blidt, og kyssede mig kærligt på panden. Jeg nussede ham blidt på halsen. "Gid jeg kunne give dig samme nydelse ved et bid, som du giver mig" sagde jeg kærligt, og gav ham et kys på halsen. Leonardo smilede blidt og nød det. "Skat det gør du via dine kys, og din kærlighed" sagde han. Jeg smilede glad til ham, og kyssede ham ømt på munden. Leonardo svang pegasussens tøjler om sin ene arm, og lagde begge arme om mig og kyssede mig længe.
 

Med et lød Calebs råben. "Bjerget lige fremme." Det afbrød vores kys, og Leonardo holdt mig ind til sig. Leonardo fik os til at lande ved foden af bjerget, da han kunne mærke pegasusserne ikke ville flyve der op. Drengene hoppede af pegasusserne, og hjalp Cornelia og mig ned bagefter. Cornelia og Caleb samlede lidt brænde, for at kunne lave et bål. Imens strammede Leonardo sine støvler, og begav sig op af bjerg siden, for at få fat i modgiften. Jeg så nervøs efter ham, og jeg skreg også da han gled på bjergsiden. Men han fik hurtigt fat i krystallen, og begav sig ned af bjerget igen.
 

Da han var kommet helt ned, sprang jeg om hans hals. Jeg blev så bange, da han gled på bjergsiden. Så jeg overdyngede ham med kys, så vi mistede balancen. "Gør mig ikke så bange igen" sagde jeg med tårer i mine øjne. Jeg gemte mit hoved ind imod hans brystkasse. Leonardo fik sat sig op, og holdt om mig. "Men jeg er okay søde, lad os nu gå hen til de andre" sagde han, og kom op at stå. Jeg nikkede, og de gik hen til Cornelia og Caleb. Leonardo satte sig med mig i sine arme, og tog tæppet over os. Jeg puttede mig ind til ham. Min hud var begyndt at blive lysere, og det bekymrede Leonardo. Han tjekkede hendes øjne, som skiftede mellem rød, og hendes smukke grønne øjne. Han tog modgiften og gav mig den og alt blev sort.  "Lad os komme hjem, og lad os håbe modgiften har virket" sagde Caleb. De steg op på deres pegasusser og fløj den lange vej hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...