Vampirana Likaro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Gabriella er en menneskelig kvinde og Leonardo er vampyrernes kronprins. To så unge individer fra to vidt forskellige verdener, men sammen prøver de at skabe deres egen verden, hvor begge bliver accepteret. Med modgang og folk som prøver at skille dem er, er det muligt for dem, at føre deres drøm ud i livet? Eller vil det mislykkes dem?

12Likes
42Kommentarer
1101Visninger
AA

12. En familie

Leonardo og jeg havde nu været gift i næsten et halvt år, og vi var meget lykkelige sammen. Dog var jeg stadig meget hemmelighedsfuld, og det undrede Leonardo og de andre en del. For det lignede mig virkelig ikke, sådan at holde noget hemmeligt. Normalt kunne Leonardo og jeg fortælle hinanden alt, så hvorfor skulle jeg skjule noget for ham. Det gjorde ham faktisk rimelig ked af det, så Caleb tog ham flere gange med ud og gå. Cornelia så på mig, og undrede sig. "Gabriella hvad er det, som du skjuler for os. Ved du ikke, at du faktisk piner stakkels Leonardo ved det" sagde hun. Jeg så på hende og smilede blidt. "bare rolig Cornelia, det holdes ikke hemmeligt ret meget længere. Jeg fortæller min lille hemmelighed, når drengene kommer tilbage fra deres tur" sagde jeg, og så ned i det sy tøj som jeg sad med i skødet.
 
 Der gik ikke lang tid før Leonardo og Caleb kom ind af døren, gå turen havde ikke hjulpet på Leonardos triste humør. Da drengene kom ind i stuen, rejste jeg mig fra sofaen. "Hvad foregår der her?" spurgte han. Leonardo gik bare hen og satte sig i sofaen uden et ord, og jeg satte mig ved siden af ham. Jeg kyssede hans kind blidt, og tog hans hånd. "Jeg har tænkt mig at fortælle jer, hvorfor jeg har været så hemmelighedsfuld her på det sidste" sagde jeg, og lagde Leonardos hånd på min mave. Leonardo så lidt på mig, og så derefter på sin hånd. Jeg sank en klump, og løftede så Leonardos hage op. Sådan at alle kiggede på hende. "Jeg venter barn, fandt ud af for noget tid siden at jeg var gravid. Jeg ville holde det hemmeligt, til jeg var helt sikker, og det er jeg nu" sagde jeg, og skammede mig lidt over at have holdt det hemmeligt så længe. Leonardo tog hendes hænder og kyssede dem. "Sikke en fantastisk nyhed min elskede, den har du holdt længe. Men jeg er glad for, at du endelig fortalte den" sagde Leonardo med et smil på sine læber. Jeg så på ham og gav et lille smil fra mig, og krammede ham så. Jeg lovede Leonardo, aldrig at holde sådan noget hemmeligt for ham eller de andre igen.
 Leonardo smilede og gik med Caleb ud i køkkenet, for drengene ville lave maden. Så kunne Cornelia of jeg også hygge os og slappe af. Jeg smilede, og så efter dem. Jeg fandt et tæppe og trak det om mig, for jeg frøs en del. Cornelia satte sig ved siden af mig, og gav mig et kram. "Hvornår skal Leonardos forældre høre nyheden Gabriella, du har jo holdt det hemmeligt længe?" spurgte Cornelia. Jeg smilede, og så på hende. "De får det at høre, når Leonardo selv har slugt nyheden, at han skal være far" smilede jeg og gabte. Cornelia rejste sig og satte sig over i lænestolen, imens jeg lagde mig ned på sofaen, og faldt i søvn. Leonardo så i mellem tiden på de grøntsager, som han skar ude i køkkenet. Han kunne virkelig ikke fatte at han skulle være far, han var virkelig lykkelig for det.
 
 Efter noget tid vækkede Cornelia mig, for vi skulle spise. Jeg strakte mig, og fulgte med ud i køkkenet. Leonardo trak stolen ud for mig, og havde også lagt en pude på stolen. Jeg smilede over ham, og satte mig ned. Leonardo satte sig ved siden af mig. Jeg spiste en del, men jeg spiste jo også for flere. Leonardo smilede, og tog en bid mad i munden. Han tog endda opvasken da de var færdige med maden.
 
 Da alt var ryddet op og sat på plads, og Leonardo havde slugt nyheden, ringede han efter en vogn, så de kunne tage op til Vampirana slottet, og fortælle hans forældre den gode nyhed. Jeg var gået ovenpå, for at skifte om til en pænere og mere løs kjole. Der gik ikke lang tid før vognen kom for at samle os op, og Leonardo hjalp mig ind i vognen. Leonardo havde sin arm om mig hele vejen, og lagde blidt sin hånd på min mave. Jeg smilede og tænkte lidt på, hvordan mon Leonardos søskende ville regere på nyheden. 
 
 Med et kunne jeg se slottet, og jeg smilede. For hvem af os skulle dog fortælle det, Leonardo eller jeg. Da vognen stoppede, hjalp Leonardo mig forsigtig ud af vognen. Tobias kom løbende ned af den store trappe, og lige hen til os. Han var virkelig glad for at se os, og krammede os begge. Leonardo smilede, og satte sig på hug foran ham. "Tobias, sidder mor og far i tronsalen, eller er de ude i haven?" spurgte Leonardo med et smil. "De sidder i salen, der har nemlig været møde i dag med det store råd" svarede Tobias, og viste os der hen.
 
 Da de kom hen i salen, bukkede Leonardo for sine forældre. Jeg ville neje for dem, men det stoppede Leonardo hurtigt. Leonardo forældre blev meget glade for at se os. "Kære far og mor, Gabriella og jeg har en fantastisk nyhed at fortælle jer. Vi skal være forældre, for Gabriella vente vores barn" sagde Leonardo, og tog glad om mig. Dronning Liva klappede helt i sine hænder af nyheden. "Tillykke begge to, hvis I har brug for det, kan I altid komme til os" sagde hun. Hun gik ned til os, og gav os begge et kram. Jeg smilede, og fik fortalt dem hvor langt jeg var henne, og hvordan jeg havde holdt det hemmeligt lige til nu. Der gik ikke lang tid, før vi tog hjem igen, da jeg var ved at være træt.
 
 Nogle dage senere tog vi ud i byen, for at se på baby ting. Jeg faldt for en barnevogn, men det måtte vente med at blive købt. For jeg vidste nemlig ikke, om der var en eller to små i min mave. Det skulle jeg hen og have tjekket ved lægen. Dog havde jeg en dum kvalme, så jeg kastede op et par gange. Leonardo løftede mig op i sine arme, og bar mig resten af vejen hen til lægen. Da de kom hen til lægen, satte Leonardo mig forsigtigt ned i en kørestol, hvilket jeg syntes måske var lidt for meget. Leonardo kørte mig hen til den læge som skulle scanne min mave, og løftede mig op på briksen. Mens han havde sin hånd på hendes mave, kom der spark, hvilket fik Leonardo til at smile meget. Lægen smurte Gabriellas mave med en kølig gele, og lod så den lille scanner glide hen over min mave. Leonardo og jeg så på hinanden med et smil. "Hvad jeg kan se Mrs. og mr. Draka, så venter i tvillinger. Kunne I tænke jer at kende kønnene på jeres børn?" sagde lægen. Leonardo så på mig, og nikkede. "Ja meget gerne" sagde Leonardo, og kyssede min hånd. Jeg smilede, og så på den lille skæm. "Hvad jeg kan se, så er de en dreng og en pige. Det ligner faktisk, at de holder hinanden i hånden" sagde lægen med et smil. Jeg var glad, Leonardo var lidt paf. To? skulle han virkelig være far til to børn. Han glædede sig virkelig. Da gelen var tørret af min mave gik vi ud til de andre og fortalte det. Cornelia jublede, og hev alle med ud for at se på baby ting, og få det købt det nødvendige til de små kom.
 
 En aften sad Cornelia og jeg i stuen og læste, Leonardo og Caleb sad ved det store bord og spillede skak. Det var nemlig lykkes Leonardo at overtale Caleb til det. Jeg så kort over på dem og smilede, men mærkede med et, et jag i maven. Jeg tog mig til maven, og bukkede mig forover med et støn. Leonardo så det, og for hen til mig. "Det er nu... vandet er gået" sagde jeg med sammenbidte tænder. Leonardo løftede mig op, og ud i Calebs bil. Caleb kørte os til hospitalet så hurtigt som muligt. Cornelia havde ringet til hospitalet, for at sige vi var på vej med en som skulle føde, sådan at der ville være læger klar. Caleb stoppede lige udenfor indgangen til hospitalet, og Leonardo løftede mig ud, og løb ind med mig i sine arme. Lægerne kom hen til dem med seng som jeg blev lagt på, og de kørte mig hurtigt ind på fødestuen. En sygeplejerske bad Leonardo vente uden for stuen, da det bare ville stresse mig mere, hvis Leonardo var hos mig og var urolig. Han gik rundt i cirkler af bare bekymring, Caleb lagde sin hånd på hans skulder for at berolige ham. Der gik 3 timer, før en læge kom ud til ham. "De kan gå ind til deres hustru nu, fødslen gik godt. De to små er sunde raske. Et stort tillykke Mr. Draka" sagde lægen, og viste ham hen til stuen hvor jeg lagde med de små i mine arme. Leonardo gik hen til mig, og kyssede min pande. "Jeg er stolt af dig min elskede" sagde han glad, og græd helt af glæde. Jeg syntes det var sødt. "Søde lægerne vil gerne have, at vi giver dem navne med det samme" sagde jeg. Leonardo satte sig på en stol, og tænkte. "Tror jeg har de helt perfekte navne, hvad med Red og Naya" sagde han. Jeg var vilde med de navne, og lod Leonardo holde vores søn. Leonardo smilede glad. Hvem skulle have troet, at vi ville ende sådan her, dengang vi mødtes. Vores børn var et bevis på, at selvom man er to vidt forskellige racer, så kan kærligheden blomstre, og bringe nyt liv til verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...