Vampirana Likaro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Gabriella er en menneskelig kvinde og Leonardo er vampyrernes kronprins. To så unge individer fra to vidt forskellige verdener, men sammen prøver de at skabe deres egen verden, hvor begge bliver accepteret. Med modgang og folk som prøver at skille dem er, er det muligt for dem, at føre deres drøm ud i livet? Eller vil det mislykkes dem?

12Likes
42Kommentarer
1136Visninger
AA

8. En dum dag

Den følgende morgen var der atter liv i huset, da alle nu var ved at vågne op. Jeg lå med hovedet på Leonardos brystkasse, og strakte mig lidt. "Godmorgen søde, har du sovet godt" sagde jeg, og nussede ham på brystkassen. "Godmorgen søde, nej det har jeg ikke, jeg har faktisk ikke lukket et øje i nat" sagde Leonardo, og kyssede mig på håret. Jeg så på Leonardo, og fik min morgenkåbe på. vi gik begge to ned til morgen bordet. Leonardo virkede meget træt, og gned sine øjne. "Skal jeg ikke ringe til en læge, som kan komme og tjekke hvad der er galt Leonardo?" Spurgte Caleb, og tog fat i telefonen. Leonardo nikkede bare, og tog sig en kop kaffe for at blive mere frisk. "Det behøver du altså virkelig ikke Caleb, det er jo sikkert bare fordi, jeg normalt er et nat væsen, jeg plejede jo at sove om dagen, og være oppe om natten" sagde Leonardo og tog en slurk af kaffen. Han vrængede næse, han kunne ikke lide smagen. "Men søde du har jo sovet fint de sidste par nætter" sagde jeg, og drak lidt af min juice. Leonardo trak på sine skuldre, han vidste jo ikke, hvad det så kunne være grunden til, at han ikke kunne sove. Jeg rejste mig op, og gik om bag Leonardo, og lagde mine arme omkring ham. Jeg tog Leonardo med hen i sofaen, og satte mig ned ved siden af ham og nussede hans hår. Caleb så på dem. "Så har jeg sunget efter dr. Book, hun er her om nogle minutter, og hun kan sikkert hjælpe dig" sagde han. Leonardo nikkede, og lænede sig ind til mig, da han virkelig følte sig helt udkørt. "Tak Caleb" sagde jeg, og så så på Leonardo. "Det var så lidt, vi skal da hjælpe Leonardo" sagde Caleb, og satte en kop te til os på sofa bordet.

Nogle minutter senere ankom dr. Book, og Caleb viste hende ind i stuen. "Goddag dr. Book, vi sidder her" sagde jeg. Hun kom hen til os. "Er dette så den unge Leonardo fon Draka, som der har søvn problemer" sagde hun. Leonardo nikkede træt. "Min kæreste er vampyrenes prins, og han kan nu ikke sove om natten, men ude i solen kan han nu godt være" sagde jeg. Dr. Book smilede venligt. "Den slags problemer er ret lettet at komme af med, han skal bare have nogle bestemte sovepiller, så vil han sove tungt om natten" sagde Dr. Book, og tog en lille bøtte med sovepiller op af tasken og gav dem til Leonardo. "Hvad er dog det?" spurgte Leonardo, og så lidt forvirret på hende. "Det er et glas sovepiller, som vil kunne hjælpe dig med din søvn" svarede dr. Book venligt. Leonardo smilede, for nu ville han måske kunne få sovet. Jeg fulgte dr. Book ud. "Mange tak dr. Book" sagde jeg glad. "Bare sørg for at han tager den, enden han går i seng om aften, og så skal han nok få sig noget søvn" sagde hun, og satte sig ind i sin bil og kørte.

Jeg gik ind igen, for at tage mig af opvasken fra morgenmaden, men der var ingen opvask overhoved. "Cornelia ved du hvem der har taget opvasken?" spurgte jeg, og så på hende. "Ja da, det har Leonardo. Han er forresten gået ovenpå" svarede Cornelia, og tog en bog fra reolen, da hun ville sidde lidt og læse. Jeg gik ovenpå og ind i vores værelse. "Leonardo hvorfor tog du opvasken, det kunne jeg jo godt have gjort" sagde jeg, og tog min hårbørste fra mit sminkebord, og begyndte at redde mit hår. "Jeg tog den, så du ikke skulle min elskede" sagde Leonardo og smilede. Jeg smilede kærligt. "Hvor er du dog sød Leonardo" sagde jeg og gav ham et kærligt kys på kinden. Leonardo smilede blidt, og kærtegnede min kind. "Jeg tror, at jeg vil gå i seng igen, for jeg er stadig ret så træt" sagde Leonardo, og tog sin røde trøje af, og lagde den over en stol. "Husk nu det som dr. Book sagde til dig" sagde jeg, og lagde min natkjole sammen. "Det skal jeg nok smukke" sagde Leonardo, og tog en pille op af glasset. Da jeg så det, stoppede jeg ham. "Søde du skal først tage dem om aften, og det er ikke aften, det er jo middag nu" sagde jeg, og tog glasset og pillerne, og satte det hen på mit sminkebord. 

"Jeg har bare lidt hovedpine søde" sagde Leonardo og tog sig til hoved, han sukkede. "Søde så er det jo en hovedpinespille du skal have, jeg henter dig lige en" sagde jeg, og gik hen og tog et glas hovedpinespiller op af en skuffe som var ude på badeværelset. "Okay skat, men hvad er det?" sagde Leonardo, da jeg kom ind på værelset igen. "Det er noget som der vil fjerne smerterne i dit hoved søde" sagde jeg, og gav Leonardo et glas vand samt en hovedpinespille. Leonardo tog imod glasset og pillen. Han slugte pillen, og drak vandet der til. "Tak min skat" sagde han, og satte glasset. Jeg så lidt bekymret på ham. "Går det bedre med hoved nu?" spurgte jeg blidt, og satte mig ved siden af ham. Leonardo nikkede blidt. "Ja søde, det er begyndt at gå bedre nu, pillen virker" sagde han, og smilede kærligt. Jeg smilede glad, og kyssede hans kind. "Skal vi ikke gå ned til de andre" sagde jeg kærligt, og kærtegnede hans kind. Leonardo smilede kærligt og nikkede. "Jo lad os det søde, nå ja hvad er klokken egentlig søde" sagde Leonardo og rejste sig op, og hjalp mig op. "Klokken er vel ved at være 12, hvorfor søde?" sagde jeg, og tog Leonardos hånd. "Jeg vidste bare ikke hvad klokken var søde, jeg går jo ikke med ur" sagde Leonardo, og gav mig et kys på kinden.

De gik ud på gangen, men da de nåede til trappen, faldt Leonardo hele vejen ned, da han havde sat sin fod forkert. Jeg løb ned til ham. "Søde er du okay?" spurgte jeg bekymret og hjalp ham op igen. "Jeg er okay søde, jeg var bare virkelig klodset" sagde Leonardo, og rejste op. Jeg tog om Leonardo, og tjekkede ham for at sikre mig, at han var okay. "Er du sikker på, at du ikke har slået dig" sagde jeg, og så ind i Leonardos øjne. Leonardo smilede kærligt, og nikkede. "Jeg er okay søde" sagde Leonardo, og holdt mig tæt. Jeg smilede, og lagde mit hoved ind mod hans brystkasse. Leonardo nussede mit hår og tog mig med ind i stuen. Jeg så lidt bekymret på ham. Leonardo så på mig. "Du skal ikke være så bange, for om jeg kommer til skade" sagde Leonardo, da de satte sig i sofaen. "Ved jeg godt søde" sagde jeg, og lænede mig ind til Leonardo. Cornelia kom ind i stuen. "Hvad var det for en larm før, skete der noget?" spurgte Cornelia og så på os. Leonardo smilede. "Det var bare mig, som var klodset, jeg faldt ned af trappen. Men lad være med at snakke om det, for det gør bare Gabriella urolig for om jeg kommer til skade" sagde Leonardo. "Okay, det skal jeg så nok huske" sagde Cornelia.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...