Et spil om magt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 15 mar. 2013
  • Status: Igang
Hvorfor fucker de dumme følelser altid op, når man prøver at gøre noget rigtigt!

1Likes
1Kommentarer
309Visninger
AA

1. 3..2...1 (Deas side)

Mine øjne spejdede rundt. Der var mange små. Mindst 8 af dem var under 14. Jeg havde valgt ikke at være med i ambisoner alliancen. 2 af de små mindede meget om min lillebror, og en af dem havde et svagt strejf af min bedsteveninde Lilo, over så. 

 

 

 

Det samme lysebrune hår. Øjnene mindede også, hvis ikke det var for de mange fregner havde de været identiske. Som 2 dråber vand. Det var bestemt ikke nemmere at dræbe når man så venners ansigter, i halvdelen af sonerne. Og hende der. Hun ligner min kusine Kissie.

 

 

 

Jeg tvang mig selv til at se ned i jorden. Et eller andet i min krop ville ikke dræbe. Men nu var jeg har. Nu kunne jeg ikke fortryde. Jeg fik et glimt af en høj dreng der lignede min fætter. Alle disse sonere fik den ære at slippe for at dø på førstedagen det ville jeg personligt sørge for.

 

 

 

Mit hjerte bankede hårdt i min brystkasse, som ville det hoppe ud. Min far forventede at jeg skulle være mindst 20 minutter ved hornet før jeg skred. Og gøre alt hvad der hørte til. Min far Brutus var vinder, og han forventede noget af mig. Jeg ville ikke skamme distrikt 2 væk. 

 

 

 

 

Snart lød lyden fra hornet, og jeg gjorde klar til at løbe. Jeg greb om den slanke bue, og pilekoggeret. Drengen fra 3 krydsede min vej. Han skulle blive mit første offer. Cirka de 14. Gyldent hår. Jeg placerede en pil på buen. Drengen vendte sig rædselslagent om. 

 

 

 

Hans øjne var store af frygt, men jeg kunne ikke rigtig nyde det. Så begyndte bønnerne for liv. "Stop, jeg har 2 små søskende, de er kun 5 og 8, de må ikke se mig dø på den her måde!" tiggede han. Tårer rendte ned af hans kinder, inden han gik nogle usikre skridt tilbage. 

 

 

 

"Jeg dør jo alligevel snart ikke?!" sagde han. Snart begyndte min lillebror træde ind i hans øjne. De havde de samme blå øjne. "Jeg vil ikke dø!" sagde han. Han holdte hænderne sammen. Jeg stoppede mit greb om elastik snoren, og tog pilen ned. Jeg pegede mod skoven. 

 

 

 

Dea, hvad fanden er det du gør! Det er helt forkert du opfører dig som en fugen pige. Hvis ikke jeg kendte dig kunne du vel og godt være fra distrikt 2. Du skulle have slået ham ihjel. Hvorfor fanden er du sådan en følsom tumpe. Du kan ingengang finde ud af at sende en pil afsted mod en dreng, du udnytter ham ingengang!"

 

 

 

Jeg ved ikke hvordan far var kommet op i mit hoved, men jeg tvang mig til at lytte til ham. "Du!" råbte jeg. Drengen var halvvejs ude i skoven, og vendte sig rædselsslagen om. Hans øjne blev igen store af angst. "Kom her hen!" kommanderede jeg. 

 

 

 

Han så sig nervøst om, inden han gik derover. Jeg kunne stadig ikke slå ham ihjel. Jeg måtte udnytte ham, det var den eneste måde jeg kunne redde mit image på. "Følg med mig! Jeg kan sikkert bruge dig til noget!" snerrede jeg med en stemme der slet ikke var min egen.

 

 

 

Nærmere Brutus. "Okay!" stammede han. Han stillede sig ret op. En ny tanke strøg mig. Nu havde jeg fået en allieret min far mente man ikke kunne bruge til noget? Jeg havde endda været så umulig at jeg ikke gad være med i ambisoner alliancen.

 

 

 

Jeg måtte godt, men jeg ville ikke. Jeg løb over til hornet. En 15 årig pige havde fået fat i en natblå taske. Hun var vidst fra distrikt 8. Hendes øjne var brune. Brune som Lilos...NEJ! Jeg måtte ikke tænke sådan. Jeg løb mod hende og tasken, hun havde fået op på ryggen. 

 

 

 

Måske kunne jeg snyde Brutus? Spille skuespil. Jeg tog en dolk, jeg kastede den mod hende, så det lignede jeg ramte hendes arm. Hun faldt ned på jorden. Jeg holdte min mund ved hendes øre. "Hør her!" sagde jeg med bestemt stemme. Hun nikkede skrækslagent. 

 

 

 

"Jeg vil ikke slå dig ihjel, så nu spiller du død i gods!" hviskede jeg koldt. Jeg kunne fornemme hun nikkede. Hun skreg, da jeg borede kniven ned, vedsiden af hendes mave. Jeg håber de hoppede på den. Jeg tog tasken fra hende, og proppede kniven i. 

 

 

 

Pigen der lignede Lilo var i kamp med en robust dreng fra distrikt 5. Han så ud til at være ved at brække nakken på hende. Endnu en dum ting i min hjerne sagde. "Se der er Lilo, hun bliver slået ihjel, og Dea gør slet ikke noget, spændende!".

 

 

 

Jeg kunne ikke tillade det. Jeg lagde pilen på linjen, og sendte den afsted, i noget der mindede om sidste øjeblik. Et gråkvalt skrig kom. Pigen der lignede Lilo, var ligeså gammel som mig. Hun var min allierede. Min distrikt 11 allierede. Pigens pupiller blev totalt udvidede. 

 

 

 

Hun så ud til at være ved at løbe. "Jeg gør dig ikke noget!" råbte jeg, og vinkede til hende. Hun vendte sig om, og gik nogle skridt frem. I hånden havde hun et lunt brød, og en kniv. Jeg gik over til hende. Drengen fra distrikt 3 fulgte efter mig. 

 

 

 

Han havde i midlertidig beskyttelse. Hos en ambisoner. Meget heldigt. Pigen der lignede Lilo, var nok respektabel for min far. Men distrikt 3 drengen var for lille. For ikke-stærk. For svag. Jeg løb direkte ud i skoven, og mine allierede fulgte efter mig. 

 

 

 

Jeg skulle nok have blevet længere. Fået bedre ting. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...