I'm never giving up † Justin Bieber.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2013
  • Opdateret: 2 aug. 2013
  • Status: Igang
18-årige Valentine Hayfiels, bedre kendt som Justin Bieber's gamle bedste veninde, bor i Stratford, ved siden af Justins gamle hus. Valentine og Justin har kendt hinanden siden de var 3 år gamle, men da Justin blev kendt ændrede alt sig. Justin kontaktede aldrig Valentine, hvor hun derimod kæmpede for at holde kontakten. Til sidst gav hun op, men hun kunne stadig ikke være sur på ham. Hun ser dog stadig Chaz og Ryan, men hvad sker der når hun får en forfærdelig nyhed af vide? Stiller Justin op og støtter hende? Eller lader han hende i stikken?

15Likes
22Kommentarer
1158Visninger
AA

3. Be alright †

Min kuffert rullede hen over brustenene, lige uden foran vores dør. Jeg var på vej ud til bilen, da jeg skulle hjem familien Bieber. Jeg havde et par blomstrede bukser på, med en hakuna matata trøje til. Og mine elskede neon blå støvler. Jeg havde en grøn militær jakke på, med sorte ærmer, også en hue, som jeg kalder beanie, på, som min farmor har strikket.

Jeg låste bilen op, og gik om til bagagerummet, og smed min kuffert derind. Jeg lukkede bagagerummet, og gik op til min mor, der stod i døren. "Hils Jeremy, okay?" Jeg nikkede, og kyssede hendes kind. Jeg gik ned mod bilen igen, og vinkede til min mor. Hun sendte et luftkys, og jeg gengældte det.

Jeg satte mig ind i bilen, og tændte den. Jeg satte den i backgear, og vinkede til min mor. Jeg kørte ud af indkørelsen, og tændte for radioen. How to be a heartbreaker var på, og jeg skruede straks op, og skrålede med. Min mobil ringede, så jeg måtte skrue ned igen. Jeg tog den ud af jakkelommen, og trykkede 'svar', uden at kigge på hvem det var. "Det' Val," en hurtigt skratten lød, og derefter kom en stemme. "Aye Chaz, hvem snakker du med?"

Jeg stivnede ved stemmen, og en stor klump formede sig i min hals. "Hej," mumlede jeg. "Undskyld babe. Det var bare Justin," En velkendt latter, også bedre kendt som Justins, kunne høres i baggrunden. "Ja, det kunne jeg hører." Jeg satte mine høretelefoner i, så jeg kunne snakke, uden at holde mobilen ved øret.

"Hvordan går det?" Hans stemme lød ret bekymret, men jeg lagde det bag mig. "Det går fint, jeg er på vej hjem til Jeremy, Jazzy og Jaxo. Hvad med jer?" En masse råb og skrig lød bagved, et suk, og så blev der stille. "Undskyld larmen, Justin og Fredo slåser, heh." Jeg trak i mundvigen, og grinede falsk. "Hvad er der galt?" Jeg sukkede. Han havde kendt mig for lang tid til at vide, hvornår der var noget, og der ikke var noget. "Det er bare Justin.. Kontakten, du ved."

Justins grin lød i baggrunden, og en stor klump samlede sig i halsen. En hurtig skratten lød, et grin. "Hey Val!" Et stort grin lød, og en meget velkendt stemme lød. "Hej." Jeg prøvede at lyde så begejstret så muligt, men jeg ved ikke om det gik specielt godt.

Jeg bed mig hårdt i læben. Jeg kunne ikke bare græde, sådan lige. "Længe siden.." Hans stemme blev til en mumlen, og en svag skyldfølelse kom frem i mig. "Ja." Man kunne næsten ikke hører det, og jeg sank klumpen i halsen, men der kom bare en ny. "Så hvordan har du det?" Mit blik fløj ud af vinduet, da jeg kørte forbi de store kornmarker. Hvordan har jeg det egentlig? Det er et godt spørgsmål. "Sådan, okay du ved. Hvad med dig?" Oh gard, det var jo langt fra sådan jeg havde det! "Jo, jeg har det godt. Det er bare hårdt at optræde hele tiden." Hans stemme blev til en mumlen igen, og hvis ikke det var fordi jeg kendte ham så godt, fattede jeg ikke en brik af hvad han sagde.

"Du valgte det jo selv." Han sukkede, og jeg forstod ham egentlig godt. Eller, sådan halvt. "Jeg ved det.. Det bare. Jeg har ingen tid til familie og venner mere." Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle sige, men jeg havde kun en ting jeg ville fortælle ham. "Det har jeg fundet ud af." Jeg var lidt hård i stemmen, også alligevel ikke. "Ja.. Hør', har du tid?" Jeg kiggede hen på den GPS jeg havde lånt. Der var stadig en times køretur, så det havde jeg vel.

Et dybt suk forlod min mund. Boyfriend var nu kommet i radioen. "Ja, det har jeg." En hosten lød, og derefter snakkede han. "Okay, du må undskylde jeg ikke har kontaktet dig. Jeg ved godt jeg lovede ikke at glemme dig. Men vi gik direkte til at indspille et album. Derefter smadrede jeg min mobil. Jeg fik ikke fat i dit nummer, før jeg fik en ny. Men der fik jeg dit nummer, men jeg glemte alt om at ringe til dig." - "Du lovede du ikke ville glemme mig!" Jeg sukkede frustreret, og slog hovedet ind i nakkestøtten.

"Jeg ved det! Og jeg fortryder det af helvedes til! Jeg har ikke lavet andet end at savne dig!" En tårer trillede ned af min kind. Det var ret uventet, så derfor tørrede jeg den irriteret væk. "Justin, jeg skal gå nu." Jeg kæmpede for ikke at få min stemme til at lyde grådkvalt. "Okay.. Vi ses." Jeg lagde på, og drejede ind af indkørelsen til Jeremy.

Nøglen blev drejet om, og jeg steg ud af bilen. Jeg gik om til baggage rummet, og tog min kuffert ud. Døren blev åbnet, og Jazmyn kom løbende ud. Jeg grinte, og tog imod hende, og løftede hende. Hun omfavnede min nakke, og jeg kiggede hen mod døren, hvor Jaxon kom. Jeg løftede også ham op, og havde nu to børn, der omfavnede min nakke.

Jeg grinte af dem, og så Jeremy komme ud af døren. "Hej Jeremy. Jeg ville gerne give dig et kram, men det er altså lidt svært." Han grinte og tog sin mobilen op ad lommen. "Smil Val!" Jeg smilede til kameraet, og satte dem ned. Jeg tog min kuffert, og gik med dem ind - det skulle nok blive hyggelig.

††††

Jeg sad på 'mit' værelse med min macbook på lårene, og kiggede ned gennem min facebook. Intet nyt. De samme gamle venner og veninder på startsiden, og et par få billeder fra sider af. Vi havde været i Canada Wonderland idag, så Jazmyn og Jaxon havde været pænt trætte, og var hurtigt faldet i søvn.

Da der ikke var noget nyt, besluttede jeg mig for at lukke computeren, og gå ind til Jeremy. Han kunne sikkert godt bruge noget selskab, og nu har jeg jo heller ikke set ham i så lang tid. Jeg smed computeren fra mig, og tog min onesize på, for derefter at gå nedenunder til Jeremy.

Han sad og kiggede tv, sikkert en fodbold kamp. Men da jeg kom tættere på kunne jeg se, at han så knap så glad ud, og bare stirrede ind i tv'et. Jeg gik stille og rolig hen mod ham, og satte mig ned ved siden af ham. "Er du okay? Du ser ikke så glad ud." Han kiggede hen mod mig. "Justin er blevet kørt ned."

†††††††

Hej!

Først og fremmest - tak for alle de favorit lister  - jeg mener, den er jo ikke engang startet! Tusind tak!

Okay, nu har jeg ændret lidt i kapitlet, og jeg prøver at være aktiv, men har haft en del travlt, så der har ikke rigtig været tid til movellas, beklager.

- Trine L.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...