Let It Go - One Direction

Hope Smith er en 18 årig pige, der sætter stor pris på velgørenhed. Da hun bor i Ghana med sine forældre der begge arbejder på et hospital, hjælper hun til på et børnehjem, hvor børn har mistet sine forældre, eller er blevet efterladt. Hope kommer hver dag, for at mødes med alle børnene, og specielt lille Gina på 7, der er som en lillesøster for hende. Hope kommer på børnehjemmet som en helt normal dag ligesom de andre, bortset fra denne gang. Da Hope ankommer til børnehjemmet, opdager hun kameraer, og 5 unge drenge. Hvad vil der ske, når Hope finder ud af hvem de er? Og vil der opstå venskab, eller kærlighed? Og hvad vil der ske med Gina?

148Likes
65Kommentarer
7287Visninger
AA

4. sickness

 

Kapitel 2

 

Skolen var lige sluttet, og jeg skulle skynde mig over på børnehjemmet. Aaida havde skrevet en besked, om at Gina havde fået det værre, og jeg var virkelig bekymret. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at nå derhen. Jeg tog min cykel, og begyndte at køre derhen.

Da jeg ankom, var der stadig kameraer, og de berømte drenge var ude i gården og spille fodbold med nogen af drenge børnene. Jeg smilede for mig selv og satte min cykel op af en mur. Jeg gik roligt forbi og ind på børnehjemmet. Jeg fik hurtigt øje på Aaida, og hun så ikke så glad. Jeg gik med hurtige skridt hen mod hende. "Hej Hope" sagde hun en smule lettet. "Hvad sker der?" Spurgte jeg undrende med en rynke i panden. "Det er Gina.." Hendes ansigt så meget bekymret ud, og jeg blev pludselig bange. "Hvor er hun?" "Hun ligger inde i sin seng. Hun får det bare værre og værre, og der er ingen der ved hvad der sker med hende.." Hendes hænder begyndte at ryste, så jeg tog hurtigt fat i dem. "Rolig nu, jeg snakker med mine forældre, og prøver at se om de ikke vil komme herud og tjekke hende." Jeg sendte hende et beroligende smil, men indeni, var jeg virkelig ved at bryde sammen. Hvis Gina blev ved med at få det værre, ville jeg slet ikke tænke på hvad der kunne ske. 

Jeg åbnede stille døren indtil Gina. Hun lå bare på sengen, og kiggede på mig med sine røde øjne, og sved perler der faldt ned fra hendes pande. Jeg kunne mærke et stik i hjertet bare af at kigge på hende. Hendes øjne fulgte mig indtil jeg satte mig ned på en stol ved siden af hende. Jeg tog hendes hånd, og klemte den blidt. En ting var sikkert, jeg skulle ringe til min mor og far.

Jeg havde fået ringet til min mor, og hun var med det samme på vej. Jeg håbede virkelig ikke at det var noget alvorligt. 

Jeg sad inde i rummet for de voksne og ventede på min mor. Det var faktisk lidt dårlig stil af mig at sidde her inde og være i total dårligt humør fordi Gina var syg. Jeg burde være ude at lege med de andre. Derfor besluttede jeg mig for at gå ud til de andre børn.

 

†††

 

Da jeg trådte ind i den fælles lege stue, fik jeg aller først øje på 'drengene'. De sad ved et bord sammen med nogle af de andre børn. Mit blik mødte hurtigt Harrys. Jeg kiggede dybt inde i hans grønne øjne, og hvis det stod til mig kunne jeg kigge ind i dem hele dagen. Der var et eller andet mærkeligt over Harry, hvad ved jeg ikke, men der er noget over ham, som samtidig irriterer mig, men jeg har også sådan en lyst til at finde ud af hvad det præcist er. Jeg vendte hurtigt blikket væk fra ham, da jeg kunne mærke nogen prikke på min arm. Jeg vendte mig til siden, og så Aaraa stå med spørgende øjne. ''Vil du ikke med hen og læse bog'' Spurgte hun og smilede sødt, hvilket kun fik mig til at smile. Jeg var hurtig til at svare ja, og nu sad vi i den anden ende af rummet, men jeg kunne stadig se Harry og han kunne se mig. 

Jeg nåede ikke en gang at åbne den bog, som Aaraa havde valgt inden min mor kom ind af døren. Jeg kiggede undskyldende på Aaraa, og rejste mig hurtigt op for at gå hen til min mor. ''Tak fordi du ville komme'' Sagde Aaida som stod ved siden af min mor. ''Jeg vil altid hjælpe, det ved du Aaida'' Sagde min mor, og trak hende ind i et venskabeligt kram. ''Hej Hope'' Sagde min mor, da jeg var nået der hen. Jeg smilte hurtigt til hende, men nåede ikke at sige noget inden Aaida afbrød os. ''Vi må nok se at komme der ind, hun har det virkelig forfærdeligt. Hope, vil du ikke nok blive her, og lege med børnene, de mangler dig lidt'' Jeg nikkede som et tegn på ja. Jeg satte kursen tilbage mod Aaraa, som kiggede forvirret på mig. Jeg smilede for at vise hende at alt var okay. 

Der var efterhånden gået en halv time siden Aaida og min mor gik ind til Gina, og jeg var seriøst ved at sprænge af nervøsitet. Tænk nu hvis det var alvorligt? Jeg smed hurtigt tanken ud af mit hoved. Det kan jo også bare være en almindelig influenza. Hvad snakker jeg dog om. Jeg har aldrig i mit liv set influenza på den måde. 

Jeg sad bare og ventede da Aaida og min mor kom ind. Jeg rejste mig med det samme op for at gå hen til dem. De så ikke særlig glade ude, og de tog slet ikke øjenkontakt med, hvilket bare gjorde mig endnu mere nervøs. ''Vi må nok lige gå ind og snakke'' Sagde min mor. Jeg fulgte nervøst efter min mor ind i et rum. ''Sæt dig ned skat'' Sagde hun og pegede på en stol. Jeg gjorde som hun sagde og satte mig ned, hun satte sig overfor mig, og så ærligtalt ikke glad ud. ''Jeg undersøgte Gina så godt jeg kunne, og hun er blevet ramt af en meget slem virus'' Sagde min mor nervøst. Et eller andet inden i mig blev lettet, men så stadig, hvorfor så min mor så sådan ud? ''Så giv hende nogen piller, så hun bliver frisk'' Min mor sukkede dybt. ''Skat, den her virus er ikke som andre, den kan ikke behandles, og symptomerne vil bare bliver værre og værre. Der er intet jeg kan gøre'' Det var som om min verden gik i stå der. Hørte jeg forkert, eller sagde hun lige at der ikke er mere der kan gøres? ''Så det du mener er at hun skal dø?'' Jeg sagde det helt lige ud. Tårerne var allerede på vej ned af mine røde kinder. Hun nikkede svagt, og det gjorde bare at alle tårende gled ned. Jeg rejste mig brat op, og spænede ud af døren.

 

†††

 

Jeg sad på en bænk i en gammel park, tårerne var endelig stoppet, men det er nok fordi jeg intet vand havde i kroppen mere. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at det her ville tage så hårdt på mig som det gør. Det er måske lidt underligt at det tager så hårdt på mig som det gør, men det er nok også fordi at Gina er den eneste jeg har her i Ghana. Jeg har jo selvfølgelig veninder og venner, men jeg stoler slet ikke på dem. Jeg havde en rigtig tæt veninde her i Ghana som jeg stolede 100% på. Hun kom fra Irland, men hun flyttede tilbage til Irland for nogen måneder. Det tog ret hårdt på mig i starten, men hvis hun aldrig var flyttet var jeg heller ikke kommet her ud på børnehjemmet. 

Jeg mærkede nogen sætte sig ved siden af, men orkede ikke at kigge da det sikkert bare var en tilfældig gammel dame. ''Hey'' Jeg kiggede hurtigt over på personen der sad ved siden af mig. Harry. ''Hey'' Sagde jeg igen, og kiggede lidt forvirret på ham. Hvorfor var han her? ''Er du okay'' jeg sukkede over hans spørgsmål. ''Ser jeg okay ud?'' Spurgte jeg flabet. ''Egentlig ikke, men er det ikke det man plejer at spørge om når folk ser ud til at have det dårligt?'' Okaaaaay, der havde han måske ret. Jeg fniste over hans svar, og fjernede blikket fra ham. ''Fortæl hvad der nager dig'' Sagde han og prøvede at få øjenkontakt med mig. Jeg vendte blikket mod ham. ''Det vil en rig snob som dig ikke forstår'' Okay det der snob var måske ret ondt, men han virkede som en snob. ''Det ramte hårdt det der'' Sagde han, og tog sig til hjertet for at vise ironien. Jeg begyndte at grine svagt over ham. ''Hey du griner jo'' Sagde han. Jeg nikkede og smilte. han havde faktisk i et øjeblik fået mine tanker væk fra Gina og fået mig til at grine. Lille bonus til ham. ''Undskyld'' Mumlede jeg. ''Hvad undskylder du for?'' Han kiggede undrende på mig. ''Fordi jeg kaldte dig en snob, jeg kender dig jo ikke, så det har jeg ingen ret til'' Harry begyndte at grine og ryste svagt på hovedet. ''Det går nok'' Jeg smilte til ham. ''-Hvis du giver mig dit nummer'' Sagde Harry og smilte rigtig charmerende. Jeg havde faktisk lyst til at give ham det, men samtidig vil jeg også gerne virke kostbar. ''Så trækker jeg undskyldningen tilbage.'' Jeg rejste mig op og begyndte at gå. Jeg vendte mig lige om for at smile charmerende til den fortabte Harry som sad på bænken med et forvirrende ansigtsudtryk.

Harry havde flirtet med i løbet af dagen, men som tidligere idag, afviste jeg ham, men det var som om at hver gang jeg afviste ham, fik han mere mod og prøvede bare med noget nyt og lidt grænseoverskridende. Hvis jeg skulle være helt ærlig morede jeg mig over det.

Vi sad nu og holdte et lille møde ting. Mig, drengene og Aaida. Der var hvis et eller andet med at drengene skulle ud på en skole imorgen, og at jeg skulle med. 

Aaida havde snakket længe nu og jeg havde egentlig ikke rigtig fulgt med. Jeg sad lidt i mine egne tanker, da jeg mærkede en hånd på mit lår. Jeg vågnede hurtigt op, og vendte hurtigt mit hoved til højre, hvor Harry sad med et flabet smil, og kiggede på Aaida. Det irriterede mig faktisk ikke at hans hånd lå på mit lår, jeg følte mig faktisk en lille smule tryg ved det, så jeg lod den være. Hvilket jeg kunne se på Harry overraskede ham meget. Jeg vendte hurtigt min opmærksomhed mod Aaida igen, og lyttede med. 

Jeg havde besluttet mig for at lade vær med at afvise Harry. Det kan vel ikke gøre skade at flirte lidt vel? Nej, det kan det bestemt ikke. Det er kun lidt flirt intet andet. 

''Så er i med på den?'' Spurgte Aaida. Vi nikkede alle sammen, og begyndte at rejse os op og gå ud. 

Jeg gik over til min taske som stod i den anden ende i rummet. Jeg hørte døren smække, og troede at jeg var alene, da jeg hørte nogen rømmede sig. Jeg vendte mig hurtigt om og så Harry smile sit skæve smil. Jeg smilede igen og og kiggede spørgende på ham. 

''Hvorfor lige pludseligt sådan?'' Spurgte han. jeg fniste let, og tog et par skridt hen mod ham. ''Hvorfor ikke?'' Spurgte jeg, imens jeg tog flere skridt imod ham, så jeg til sidst kun stod få centimeter fra ham. Hans charmerende smil var nu væk, og det glimt han havde i øjet, var nu erstattet med nervøsitet. Jeg kunne lide at jeg gjorde ham så nervøs. Jeg lænede mig stille og roligt ind imod ham, og førte så min mund hen imod hans øre. ''Gør jeg dig nervøs, Styles?'' Hviskede jeg i hans øre. Jeg lænede mig tilbage og tog nogle skridt væk fra ham. Han så helt overrasket ud, med let åben mund, og en rynke i panden. ''Husk nu at lukke munden'' Sagde jeg inden jeg gik forbi ham, og ud af rummet.

 

†††

 

Gina havde kun fået det værre i løbet af dagen, men ja, der er intet at gøre. Jeg sad inde ved hende, og læste en bog. Det tog virkelig hårdt på mig at se hende sådan. Hun hverken smilede, så ked at det ud, eller glad, hun så bare helt død ud i ansigtet og den eneste betegnelse for liv, var når hun blinkede. 

Jeg kiggede over på hende, og opdagede hun var faldet i søvn. Jeg lagde mig stille ved siden af hende, og tog en arm rundt om hende. 

Hendes bror havde været her tidligere idag, og der skulle tre voksne til at berolige ham. Han gik helt amok og begyndte at kaste med ting, og råbe at det ikke var sandt. Jeg forstod udmærket hans reaktion, jeg havde nok reageret på præcis samme måde som ham. Han må have det forfærdeligt, hun er jo det eneste han har tilbage. 

Jeg trak Gina tættere ind til mig, og lukkede forsigtigt mine øjne. 

 

†††

 

Jeg mærkede nogen prikke mig på skulderen, og åbnede hurtigt øjnene. Jeg fik først øje på Gina som lå ved siden af mig og sov, og så Harry, som åbenbart havde vækket mig. 

''Er du okay?'' Spurgte han, og satte sig på stolen ved siden af sengen. Jeg rystede svagt på hovedet. Hvis der var noget jeg var, var det ihvertfald ikke okay. Jeg mærkede tårerne presse på, men gjorde alt for at holde dem inde, Harry skal ikke se mig græde, men selvfølgelig vil min hjerne ikke lytte. Jeg mærkede mine kinder blive våde, og mine øjne svig pga mascaraen. Harry trak mig ind i et kram, og hviskede beroligende ord i mit øre. Jeg prøvede at gøre alt for ikke at græde højlydt, så Gina ikke ville vågne. 

''Det skal nok gå, det lover jeg dig'' hviskede han i mit øre, og kyssede mig i håret. Lige nu gjorde det mig ingenting. Det eneste jeg havde brug for lige nu, var tryghed og en lille smule kærlighed. 

 

                                                      ***

 

Undskylder ventetiden! Undskylder også hvis der er tastefejl, er lidt træt, og får ikke øje på alle fejl. 
Tusind tak til alle jer der allerede læser med, vi er virkelig taknemmelige xx
Hvad synes i så om Harry og Hopes flirteri, er det for tidligt, eller hvad synes i? Og hvad tror i der sker med Gina? Smid en kommentar and let us know!

MatildeS & MelisaSC <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...