The dog games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 9 sep. 2013
  • Status: Igang
Hunden Lilo udtrækkes til det årlige dog spil. Hun repræsentere distrikt 1 (gummilegetøj/Bide/gnaske ting). Hun har trænet til spillet hele sit liv. Men så blandes et gammelt venskab ind i det. Hendes bedsteven Tjiko bliver udtrukket. Tjiko bryder sig ikke om spillet. Snart kommer familie, venskab, (hunde)lighed, i en kamp om magt og sejr!

5Likes
4Kommentarer
603Visninger
AA

10. (Lilos synsvinkel)

Jeg mærkede det stærke bid i siden, og var ikke i tvivl om at han ligesom mig havde trænet hele sit liv. Men det måtte blive mig. Jeg væltede ham om på siden. En distrikt 1 pige dør ikke på førstedagen. Basta bum. Jeg kunne mærke den skarpe smerte i min side. Jeg slog kløerne ud og rev ham vredt, og prøvede at gøre det samme som jeg gjorde ved Lyn. Men han var betydeligt stærkere end Lyn. Som om han ikke var det. Lyn kunne være blevet slået ihjel af en hvalp.

"Du er ikke så klog vel" hviskede jeg. Min stemme var blød, og jeg blinkede og lænnede mig fremover ham. Som om det her var en leg. "Vel?"

Han snerrede vredt af mig. Distrikt 4. Et omvandrende 9 tal, i forhold til mit 11 tal, og Tjikos 10 tal. Han overmandede mig på et sekund. Jeg holdte hans hals nede, og pressede mine negle mod den fine strube. En dråbe blod rendte ned af hans hals. Det her var en leg. Den leg jeg hele mit liv havde ventet på. Så hvorfor ikke have det sjovt? Det er det her jeg har ventet på. Jeg smilede varmt til ham. Jeg følte mig kynisk, på en skøn måde. Det var fantastisk at have magten over hans liv. Jeg kunne dræbe ham nu. Jeg så et strejf af ægte frygt i hans øjne. Jeg følte æren strømme hurtigt i gennem mig. Det var nu. Men hvorfor ikke trække det ud?

Jeg lod min negl glide hen over hans hals. Hans vejrtrækning blev panisk, og selvom han bevægede hovedet fulgte jeg hele tiden hans øjenkontakt. Tæt og uden at rykke hovedet. Da fattede han endelig at jeg var overlegen, og det var ham der ville dø. Så han gjorde det som alle små sonere gjorde, når de mødte en overlegen soner. Tiggede for sit liv, med øjnene fyldte af tåre. Det gjorde de altid. Og for hver en tåre der rendte følte jeg min ære vokse.

"Dræb ham nu bare" skreg Tjiko. Jeg kiggede op. Fattede han ikke at det her var min store chance? Fattede han overhovedet noget. "Gør det nu bare"

Det lille sekund uopmærksomhed, fra Tjiko, byttede rollerne om. Han tvang mig hurtigt ned mod jorden, og jeg kunne lugte hans ånde. Han lænnede sig frem over mig, og det sidste jeg hørte før alt sortnede var en sætning. En sætning jeg havde sagt.

"Du er ikke så klog vel?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...