The dog games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 9 sep. 2013
  • Status: Igang
Hunden Lilo udtrækkes til det årlige dog spil. Hun repræsentere distrikt 1 (gummilegetøj/Bide/gnaske ting). Hun har trænet til spillet hele sit liv. Men så blandes et gammelt venskab ind i det. Hendes bedsteven Tjiko bliver udtrukket. Tjiko bryder sig ikke om spillet. Snart kommer familie, venskab, (hunde)lighed, i en kamp om magt og sejr!

5Likes
4Kommentarer
604Visninger
AA

2. Distrikt 1 (Tjikos synsvinkel)

Jeg kiggede efter Lilo i skolegården i dag. Måske burdte jeg lade hende. Jeg mener hun er jo snart 17 i hunde år. Jeg prøvede at ignorere det og legede i stedet med Calvados og Chrisfine. De to grå tvillinghunde med de spidse lange øre, og de havblå øjne. Nogen ville kalde dem smukke. Men de bliver aldrig så smuk som Lilo. Lilo er bare så naturlig. Jeg er sikker på Calvados har en kæreste. I dag viste Chrisfine endda mig sin.

Dogel, hed han vidst. En høj slank labrador, som hele tiden gik sammen med Chrisfine. Jeg har endnu ikke set Lilo sammen med andre. Jeg ved ikke rigtigt om det er godt eller skidt. Måske skjuler hun noget for mig? Jeg kan ikke forstå, at der endnu ingen der har lagt mærke til hendes skinnende pels, pæne lyserøde snude, og kastanjefarvede øjne. Hun er smukkere end hun overhovedet aner!

Hvis bare der ikke havde været noget spil havde hun været perfekt. Perfekt er et stort ord, man bør bruge så lidt som muligt. Der er altid en lille fejl ved noget. En enkel ting der ødelægger den hårfine balance. Perfekt.Det mente jeg ind til at for første gang så Lilo. Anden klasse. Hendes pels var lang på det tidspunkt, men hun har klippet den.

Det var så forvirrende. Det var meget hot at få en kæreste, så alle pigerne faldt for mine fødder på det tidspunkt. Alle. Undtagen Lilo. Jeg ved ikke om jeg kan sige hun ignorerede mig. Men hun var så spændende at jeg heletiden manglede hendes opmærksomhed. Hun prøvede ingengang at gøre indtryk på mig.

Men så fandt jeg ud af at hun ikke kun var spændende. Jeg elskede hende. Så kom tiden til hun blev 12. Det var der jeg tog mig sammen til at sige hej. Jeg tænkte ikke på spillet. Mine forældre var så velhavende.

Jeg havde mistet begge mine søskende, Andela og Mafja i spillet. Hvilket gjorde jeg næsten intet måtte for mine forældre.

Det her var det eneste sted jeg til min 10 års fødselsdag måtte have mine dumme tanker i. De tænkte kun på unger. De havde faktisk allerede bestemt navnene til 5 af dem. Starite, Manifique, Boil, Petru, og Shanaic. Det føles grænseoverskridende. Jeg ved ingen gang om jeg overhoved vil have unger endnu. Mine forældre gik også meget op i hvordan jeg klarede mig i skolen.

Fik jeg under et 10 tal bed min far mig. Ikke hårdt, men sådan at jeg haltede hele næste dag. Og hvem lagde mærke til det?Ingen! Ingen andre end Lilo. Hun kom over til mig i skolegården. Spurgte hvad der var sket med mit ben. Hun kender hemmeligheden. Jeg ved ikke hvordan men pludselig kom vi i snak om spillet. Og så kom spørgsmålet.

"Du.. Tjiko? Skal du være med i spillet når du bliver 17!"

Jeg kan huske Lilos generte stemme. Hun rødmede kort efter da jeg sagde nej. Da du sagde du skulle var det som om mit hjerte blev i 1000 stykker. Ikke bare stykker. Forsøgte du at røre ved dem, døde du. Du måtte vælge døden og kærligheden. Nu skal Lilo snart væk. Jeg håber hun siger farvel. Så jeg kan se i hendes kastanjefarvede øjne en sidste gang.

Sige farvel. Holde hendes hånd en sidste gang. Kære dagbog. I morgen. Ja imorgen på høstdagen. Kysser jeg Lilo Parkers i skolegården, foran alle de andre.

Vi ses kære dagbog. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...