Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2013
  • Status: Igang
Denne historie handler om en kvinde og hendes traumatiske barndom. Hun finder en dukke på en strand, og kommer til at tænke på hendes fortid. DENNE HISTORIE ER FOR 13+

1Likes
2Kommentarer
366Visninger

1. Forladt

Det var en helt normal dag. Jeg gik nede på stranden, nede ved vandkanten. Gik og tænkte en masse tanker. Ikke nogen specielle tanker, bare tanker. Måske om min dag, eller min familie. Jeg kan ikke huske detaljerne. Men det var en god dag, jeg var glad. Jeg var lige blevet forfremmet, og så var det sommerferie. Intet arbejde i en hel måned, hvilket var godt, da jeg arbejdede på et kontor. Jeg sad på en stol, og gloede på en skærm, hver evig eneste dag. Det var jeg ved at blive godt træt af. Men der var penge i jobbet, så derfor blev jeg.

 

Efter at jeg havde gået et godt stykke tid, så jeg en stor sten. Meget flad, så jeg fik hurtigt øje på en lille dukke. Dukken lå oven på et tæppe. Gad vide om der var en lille pige som savnede sin dukke, eller om hun ikke gad have den mere, og derfor bare efterlod den på en sten, på stranden. Jeg gik nærmere over til dukken, og kunne så se at den ikke havde noget tøj på.  Jeg tog den op i mine hænder, kiggede grundigt på den. Den smilede, og så så fredfyldt ud. Jeg smilede. Men mit smil falmede hurtigt, da jeg kom til at tænke på min barndom. Min meget traumatiske barndom. Ikke noget man har lyst til at minde sig selv om. Men jeg kom alligevel til at tænke på min dukke, hjemme i min mors meget lille lejlighed. Det var en to værelses lejlighed. Jeg sov inde i stuen på en sovesofa, mens min mor og hendes kæreste sov inde i værelset. Vi var meget fattige, havde kun råd til det mest nødvendige, og min mor syntes ikke at jeg var nødvendig. Så jeg kom ikke i skole, havde ingen venner, eller socialt liv. Jeg havde kun min dukke, som jeg elskede over alt på jorden. Jeg legede med hende, snakkede med hende, og fortalte hende om alt det der skete. Man skulle nok tro at der ikke skete meget for en som mig, som ikke havde noget socialt liv. Men der skete skam noget. Noget som jeg ønskede aldrig havde sket.

Jeg kunne høre nøglen der låste døren op. Jeg vidste udmærket god hvad det betød.

- Nu kommer mor hjem, dukke Lise, sagde jeg med en lillepige stemme. Jeg lagde dukke Lise på min sovesofa og rejste mig op, rettede min gamle slidte og alt for store kjole ud. Døren gik op.

- Hej moar! Råbte jeg, prøvede at lyde glad, men det mislykkedes. Jeg var bange, bange for at hun havde en pose i hånden. En stor gul pose i hånden, som vejede mange kilo. Hun kom ind i stuen, desværre med den store gule pose i hånden. Hun tog en hånd ned i posen, og som altid kom der en dåse med op. Der stod ”Carlsberg Øl” på. Jeg fik tåre i øjnene, og gjorde mig klar til at gennemleve smerten igen.

Jeg ville ikke tænke på det. Det var en forfærdelig tid, og jeg ville aldrig opleve det igen. Jeg havde min egen familie, min egen datter, og min fortid skulle absolut ikke spolere det. Det var begyndt at blive koldt, så jeg tog tæppet og tog det rundt om mig. Jeg begyndte hurtig at blive varm. Jeg kiggede ned, og så et lille stykke papir ligge på sandet. Jeg skyndte mig at tage det op, inden vandet ville komme og skylle den væk. Der var en besked på sedlen…

Jeg lå i min sovesofa, og græd og græd. Det gjorde bare så ondt. Hun måtte virkelig have været vred. Hun slog mig, så hårdt at jeg stadig kunne mærke det efter en time. Men det værste var da hun kom ind i stuen, med de vilde øjne. Hun var rasende, og jeg vidste godt hvorfor. Fordi at jeg græd, jeg larmede, som hun ville sige. Og når jeg larmede så..

- Kom med mig. NU! Skreg hun. Hun tog fat i min arm, og holdt så godt fat, at der til sidst ikke kom blod ned til min hånd. Jeg blev hevet ud i gangen, og ind i det lille skab, til frakkerne. Hun lukkede døren, og låste den. Der var så mørkt, jeg kunne mærke panikken komme snigende. Jeg begyndte at ryste, og jeg kunne mærke en svedperle løbe ned ad min kind. Jeg begyndte at skrige, og hamre på døren. Men jeg råbte ikke på min mor, jeg råbte på dukke Lise. Som om hun virkelig kunne hjælpe mig. Inderst inde vidste jeg jo godt at den ikke lige pludselig ville rejse sig op og gå over til garderobedøren for at lukke mig ud. Men jeg håbede og ønskede bare sådan at det ville ske.

Jeg rystede på hovedet. Ville ikke tænke på den, men den dukke mindede mig bare så meget om dukke Lise. Den havde heller ikke noget tøj på, ligesom dukke Lise, og så smilede den, også ligesom dukke Lise. Det var nok derfor at jeg elskede min dukke så højt, fordi at den altid smilede. Selv hvis det hele var noget lort, så skulle jeg bare kigge på hende, hendes fredfyldte ansigt, og så var alt glemt. Men inde i garderobeskabet havde jeg hende ikke. Der var kun mig, og en masse frakker, som gjorde det meget lille skab, endnu mindre. Jeg begyndte at blive rasende. Ikke på min mor, men på mig. Hvorfor skulle jeg også have sådan en dum mor, og hvorfor kunne jeg ikke bare opføre mig ordentligt? Jeg kiggede på sedlen igen. Jeg havde ikke læst beskeden, men jeg var begyndt at blive nysgerrig.

Efter mange timer, kom min mor endelig og lukkede mig ud. Men hun var stadig sur. Hun hev mig ud af skabet. Jeg blev ikke hevet ind i stuen, som jeg ellers troede jeg skulle. Men jeg blev hevet ind i soveværelset. Jeg havde ikke været inde i soveværelset i mange år, for det var strengt forbudt! Jeg tænkte over hvorfor jeg skulle derind. Men jeg nåede ikke at tænke tanken færdig før at jeg var låst inde på værelset sammen med min mors kæreste. Han sagde at jeg skulle gå over til sengen, og lade være med at skrige…

Jeg begyndte at læse: Kære dukke Lise. Når du læser dette er det fordi at vi ikke kan være sammen mere. Min mor kan ikke lide at vi er sammen. Jeg håber at vi ses i fremtiden.

- Jeg er så træt af din lille dukke! Hun skal ud, ud! Og det skal være nu! Jeg begyndte at græde. Hun var jo min eneste ene. Men jeg gav dukke Lise til min mor alligevel. Hun hev dukken ud af mine hænder og puttede den ned i en pose. Min mor stank af alkohol, så jeg vidste at lige meget hvad jeg gjorde, ville hun ikke kunne lide det. Hun gik ud af hoveddøren og så var hun væk, med min dukke. Min eneste ven..

Jeg kunne mærke en tåre trille lige så stille ned ad min kind. Det gjorde ondt bare at tænke på det, alle de dårlige ting der skete for mig i min barndom. Jeg kiggede på dukken der lå ved siden af mig. Min dukke. Hvordan kunne det være at den stadig lå der, selv efter alle de år? Var der ingen der havde set den? Måske troede folk at der var en lille pige der havde glemt den, og lod den så være, for tænkt hvis hun nu kom tilbage for at hente den. Men hvorfor lå der et tæppe? Min mor tog jo ikke andet end dukke Lise. Og sedlen? Det var jo mig der havde skrevet den, men hvorfor kan jeg så ikke huske det?  Det hele kørte rundt i hovedet på mig. Der var intet der gav mening. Men pludselig kom jeg i tanke om noget:

Jeg savnede dukke Lise. Nu havde jeg ingen at snakke med, eller en til at kramme med, når min mor var fuld. Jeg var så alene. Jeg ville bare have venner, men egentlig vidste jeg jo ikke hvad det ord betød? Jeg havde aldrig oplevet det. I hele mit liv havde jeg aldrig været uden for en dør. Jeg kendte kun til denne lille lejlighed. Jeg kunne høre min mor inde i soveværelset, som lå lige op ad stuen, hvor jeg var. Få sekunder senere kom hun brasende ind af døren. Hun var fuld, uden tvivl. Man kunne se det på hendes mørke rander under øjnene, og hendes måde at gå på. Måske skulle jeg sige snuble? For hun snublede ind af døren, så hun var heldig ikke at falde.

- Hvorfor fanden sidder du bare der og glor. GØR NOGET BARN! Ryd op, og når du har gjort det gør rent, og så skal du bare holde din kæft! NU! Jeg kunne mærke vreden hobe sig op inden i mig. For det første tog hun min dukke, min eneste ven. Derefter behandlede hun mig som lort, og så forlangte hun så meget af mig. Det var nok.

- Vil du vide noget, mor? Sagde jeg med en ironisk stemme. – Du kan ikke bestemme over mig mere. Jeg har mine rettigheder, og dem skal du ikke tage fra mig! Jeg er færdig med dig, denne lejlighed, og dine pligter og regler! Du er den værste mor, og jeg hader dig. Jeg hader dig, jeg hader dig, JEG HADER DIG! Og med de ord løb jeg ud mod hoveddøren, som heldigvis ikke var låst. Jeg løb ned ad trappen, men det gik ikke så godt, da jeg aldrig havde prøvet det før. Men jeg havde ikke tid til at gå langsomt og forsigtigt ned ad trappen, da min mor var lige i hælende på mig. Jeg snublede over mine klodsede fødder, og faldt. Jeg kunne ikke høre min mors skridt mere. Jeg begyndte at få sorte pletter for øjnene, men jeg prøvede at blinke dem væk. Efter noget tid forsvandt de. Jeg kunne se noget rødt ned ad min arm. Det var blod, jeg måtte have revet mig på et søm, eller noget andet skarpt. Jeg fandt noget til at hjælpe mig til at komme op. Det var en blød genstand. Jeg vendte mig om og så en stor tavle med en masse papir. Midt på tavlen så jeg en dukke som var sat op med en masse nåle. Det var sat en seddel fast på maven af dukken: Gratis dukke! Tag den og behold den, den vil ikke blive savnetDet var dukke Lise! Men hun havde desværre fået tværet noget af mit blod på sig, da jeg prøvede at komme op. Jeg tog forsigtigt alle nålene af hende, og tog et lille tæppe der lå nogle meter væk fra der hvor jeg stod. Jeg lagde tæppet rundt om hende, og gik ud af bygningen. Jeg gik i lang tid, mange timer. Jeg kom ud på en strand og det var det smukkeste jeg havde set. Det smukke blå vand der forsigtigt sneg sig op på strandens vandkant. Jeg gik langs vandkanten, og grinede hver gang vandet rørte mine fødder. Jeg fandt en stor flad sten, hvor jeg lagde dukke Lise. Jeg var så træt, og faldt lige så stille i søvn.

Det hele kom lige pludselig til mig. For dagen efter kom politiet. De havde fået af vide at der lå en pige på stranden alene. De sagde at jeg skulle tage med dem, og jeg nåede ikke at tage Lise med. Henne på politistationen, nægtede jeg at sige noget før nogle ville give Lise en besked. Jeg sagde hvad der skulle stå, og en sød kvinde gav beskeden til hende. Jeg tænkte ikke over at jeg kunne bede dem om at hente hende, for jeg troede at hun ville klare sig selv. At hun var levende. Men nu når jeg er blevet ældre kan jeg jo godt se hvor tåbeligt det lød. Nå men jeg blev sendt til en plejefamilie, eller som jeg kan lide at kalde dem, min familie.

 

Jeg lagde dukke Lise ned på stenen igen. Måske finder en anden pige hende, og de vil have det lige så sjovt som mig og Lise havde. Jeg tog et stykke papir fra min taske, og en kuglepen. Og skrev en ny besked. Nu ville jeg hjem til min familie..

 

- Helene se! En dukke!

- Se der står en besked Sandra: Tag denne dukke og pas godt på den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...