One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2013
  • Opdateret: 25 apr. 2013
  • Status: Igang
Emily på 17 år elsker One Direction over alt på jorden. Hun havde fået billetter til begge deres koncert. Den 3 Januar har hun fødselsdag og af hendes far få hun koncert billetter til deres første koncert i England på deres Take Me home. Tilhørende flyvetur til England og et værelse på et hotel. Hendes mor og far er skilt. Hendes far elsker at forkæle hende. Men går turen godt i England? Koncterten ? Og hvad sker der på turen?

10Likes
8Kommentarer
1273Visninger
AA

6. Det er bare løgn og aav!!

 

Det er bare løgn og aav!!

 

Jeg blinkede lidt med øjene og åbnede dem så helt. En voldsom hovedpine ramte mig. Jeg kiggede op i et hvid kedelig loft. Hvor jeg henne? Jeg satte mig op i sengen. Næsten hele rummet var hvidt. Jeg kunne høre nogle snakke uden på gangen. Pludselig stod Harry i døren og så på mig. ”Emi du er vågnet!” Råbte Harry. Jeg blev nød til at ligge mig ned igen. Jeg havde forfærdeligt ondt  i hoved. Harry gik ud, men kom hurtig tilbage. Jeg kunne høre flere skridt denne gang og løftede hoved lidt. ”Aaav” Sagde jeg og blev nød til at ligge mig igen. ” Goddag Emily. Mit navn er ruth og jeg er læge her. Har du ondt nogle steder?” Spurgte hun. ” Jeg har voldtsomt ondt i hoved” Sagde jeg.  Jeg kunne mærke en tage min hånd og drejde hoved lidt. Det var Harry. ”Kan du sidde dig op?” Spurgte hun. Jeg sætte mig op, men mit hoved gjorde voldsomt ondt. ”Gør dit hoved mere ondt?” Spurgte Ruth  ”Ja” Svarede jeg og lagde mig ned igen. ”Jeg giver dig lidt smertestillende og så skal du bare ligge roligt” Sagde hun. Hun gav mig smertestillende og gik ud igen. Nu kom flere hen til min seng. Niall, Liam, Louis og Zayn. ” Skal jeg sætte sengen op? Så du kan sidde op?” Spurgte Liam. ”Ja tak” Svarede jeg. Han gjorde det. Så sad jeg op, men stadig lænet op af noget. Vi stod/sad lidt i stilhed. ”Hvorfor er jeg her?” Spurgte jeg. ”Du var faldet og så kom vi, du var helt væk. Så ringede vi til hospitalet og så kom der en ambulance og kørte dig her til” Svarede Louis. ”Nåår. Nu kan jeg huske det!” Sagde jeg. Drengene stod lidt og kiggede på mig. Så skulle jeg vel fortælle? ”Jeg var på vej til hotellet fra jeres koncert. Det sneede og det var glat også væltede jeg” Sagde jeg. Drengene nikkede. ”Hvad dato er det i dag?” Spurgte jeg ”11 hvorfor?” Spurgte Niall. ”Jeg skal flyve til Danmark i nat så! Jeg skal til hotellet og pakke” Sagde jeg. ”Nej du skal ingen steder” Sagde Harry. Jeg kiggede lidt surt på ham. ”Det skal jeg! Jeg skal hjem til Danmark!!” Sagde jeg. Jeg hoppede ned ad sengen og gik nogle få skridt. Jeg blev helt svimmel og det sortnede få mig.

 

”Emi Emi!! Er du vågen?!” Spurgte Harry urolig. ”Jeg skal altså hjem. Nu!!” Sagde jeg. ”Nej du skal ikke!!” Svarede Harry og sådan blev vi ved indtil  Ruth kom ind. ”Goddag Emily. Du skal altså ingen stede hen. Det er du ikke rask til” Sagde hun. ”Hva så med min mor?! Må jeg ikke snakke med hende?! Ved hun noget?!” Råbte jeg. ”Vi kender intet til din mor så nej hun ved ikke noget at du ligger her” Sagde Ruth. Jeg så meningsløst på hende. Skal læger ikke finde ud af sådan noget?! Nu var jeg så sgu sur og ked af det. ”Hvor er der en mobil tingest så jeg kan ringe til hende?!” Råbte jeg og slå ud med mine hænder. Harry gav ham sin iphone og jeg gik med det samme ind og skrev min mors nummer. Hun tog den efter noget tid. ”Mor jeg kommer altså ikke hjem i morgen” Sagde jeg roligt. ”Hvorfor?” Spurgte min mor underlig. ”Det fortæller jeg når jeg kommer hjem” Svarede jeg ”Jamen hvornår kommer du hjem?” Spurgte hun. Aaarh!! Hvordan skulle jeg vide det?! ”Det ved jeg ikke endnu, men jeg skal nok ringe når jeg har fået ud af det. Farvel mor” Sagde jeg og lagde på.” Hvornår kan jeg komme hjem?” Spurgte jeg og så på Ruth som stadig var herinde. ”Du har en voldsom hjernerystelse så du må ikke lave noget voldsom. Så du kan ikke flyve hjem få mindst en uge” Sagde Ruth. ”Jamen..hvorfor?! Nej nej nej!! Jeg skal hjem!!” Råbte jeg endnu højere. ”Hvornår kan jeg så blive udskrevet?” Spurgte jeg Ruth.”I morgen” Sagde Ruth roligt. Først i morgen?! Seriøst?!! Var de ude på at slå mig ihjel eller hvad? Et højt suk kom fra mig. ”Se og få noget søvn. Så kan du måske blive udskrevet senere på dagen” Sagde Ruth og gik ud af værelset. Jeg lagde  mig til at sove uden at sige et ord. Jeg ville snart væk her fra. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...