Blomstrende kirsebærtræer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 16 mar. 2013
  • Status: Igang
En mand på 102 år står og kigger ud af vinduet og ønsker at komme ud. Men da han skulle tage telefonen falder han ud af kørestolen, hoster blod og ender på hospitalet...

0Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

3. Paradis

Da jeg åbnede øjnene, befandt jeg mig under solen, som hverken var for varm eller for kold, på en sky. Jeg rejste mig op – helt uden besvær og kiggede mig omkring. Der var smukt. Skyerne banede en vej op til en gylden port. Og det var som en eng af skyer, jeg langsomt bevægede mig op ad.

”hej og velkommen!” sagde en mand, som stod ved porten, som nok var skt. Peter.

”tak” sagde jeg og gik ind.

En smuk have viste sig foran mig. Der var træer buske og blomster overalt og den samme helt perfekte tempratur. Der var mennesker hist og her og det så ud til, at haven var gigantisk. Jeg tog en dyb indånding og en sommerfugl landede på min skulder. Jeg følte mig ung igen og kunne se en lille tot brunt hår stikke ud over mine øjne. Jeg ikke bare følte, men var ung! – og kunne gøre præcis, som jeg havde lyst til. Her var – vidunderligt!!

En ung pige løb hen mod mig og omfavnede mig. Og først lige i det hun rørte mig gik det op for mig, at det var Astrid min tidligere kone. Og jeg omfavnede hende lige så desperat, som hun med mig.

”kom! Jeg skal vise dig noget” sagde hun med den stemme, som hun også brugte første gang vi mødtes. Minderne strømmede op i mig, imens jeg fulgte med hende.

Vi nåede hen til en sø med svaner og en romantisk bro; det var ligesom om det hele bare dukkede frem når man ville have det. Vi gik en tur i solskinnet rundt om søen, hvorefter vi fodrede svaner og til sidst satte os på en bænk og holdt i hånden. Jeg tog en håndfuld modne kirsebær, fra kirsebærtræet over os og gav Astrid halvdelen. Kirsebærtræer – mine yndlingstræer. – her var sandelig fantastisk.

Tænk, at jeg engang havde kaldt den støvlugtende stue for mit hjem; for dette føltes meget mere som et hjem… Det føltes som en uendelighed siden, at jeg stod i vindueskammen og kiggede ud i haven. Og nu havde jeg endelig fundet lykken…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...