Blomstrende kirsebærtræer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2013
  • Opdateret: 16 mar. 2013
  • Status: Igang
En mand på 102 år står og kigger ud af vinduet og ønsker at komme ud. Men da han skulle tage telefonen falder han ud af kørestolen, hoster blod og ender på hospitalet...

0Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

2. Hospitalet

Under tyve minutter efter, lå jeg i en hospitalsseng, hvor alt var hvidt; alt det gamle som jeg var vandt til afstadedes af hvidt, blomster og bløde lagner.

"han har hostet blod op..." snakkede sygeplejerskerne og lægerne.

En sygeplejerske kom ind og og spurgte: "må jeg få dit CPR. nummer?"

"ja, det er: to, otte, nul, otte, et, et, og fem, seks, ni, tre" sagde jeg svagt.

”tak” sagde hun.

Hun sad ved computeren det meste af tiden, imens sad jeg og kiggede rundt i lokalet og ud af de klare rene vinduer, hvor solen skinnede varmt ind og man kunne se æbletræerne begynde at få blade; det var så rart at være fri for støvlugt. Det var helt utroligt!

”er der noget jeg kan gøre for dig?” spurgte lægen mildt og kærligt imens hun satte sig på sengekanten.

”næhh… det tror jeg ikke…”

”så fortæl lidt om dig selv” hun virkede som om hun vidste hvad hun gjorde og mente, at det var godt for mig.

”jo, men er jeg kommet hertil med udrykning for at sidde og snakke?

”lægerne skal lige se hvad der er galt med dig og tager nogle prøver snart, men ellers kan der godt gå lidt tid og har du egentlig ikke været ensom derhjemme? Så jeg tror at det er godt for dig”

”okey, hvad vil du vide?”

”har du kone eller børn?”

”jeg har haft en kone og fået to børn med hende, men hun døde får nogle år siden og begge mine børn er flyttet til USA… ” begyndte jeg snakke ”forøvrig, åbner du ikke lige vinduet?”

”jo, selvfølgelig” sagde hun og rejste sig.

Den friske luft strømmede ind. ”er det ikke muligt, at få en sengeplads tættere på vinduet?”

Hun smilte og rykkede sengen to meter, så den stod lige ud for vinduet. Solen strømmede ind i ansigtet og den kølige luft nærmest rettede rynkerne ud! Det var vidunderligt! Der stod et æbletræ lige uden for vinduet, så jeg stak hånden ud og tog en af de grene der maste sig mod muren, ind gennem vinduet og tog en dyb frisk indånding – uden hoste.

”kan du godt lide naturen?” spurgte sygeplejersken stille, da hun igen havde sat sig på sengekanten.

”ja” sagde jeg højt og tydeligt, som for at vise, at jeg var kommet til kræfter pga. den friske luft. ”jeg har altid drømt om, at cykle igen – ude i det fri – i skoven, marker eller enge og andre lignende steder.” jeg lagde mig ned.

”skal jeg hente nogle blomster? Eller tror du det vil sårer dem der kommer på besøg?”

”Du må meget gerne hente nogle blomster – der kommer ingen på besøg” sagde jeg og begyndte, at finde den triste stemning frem igen.

”har du ingen venner eller familie?”

”nej – de er enten rejst eller døde…” jeg lagde mig ned, imens hun gik ud for, at finde blomsterne.

Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik; her var behageligt. Her var vidunderligt! Og her var søde sygeplejersker… her vil jeg blive.

Men jeg blev der ikke længe, for inden hun kom tilbage var jeg faldet i søvn og langsomt svævede jeg væk…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...